Tues Michael-tale til Sissel

(og her er Tue Andersens Nexøs tale)

Kære Sissel,

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, din bog har fortjent den.

Sortedam er et lavmælt og intenst kammerspil om den gravide Sigrid, der rydder op i sin mors dødsbo. Moren, Mona, var alkoholiker, men jo også et sært brutalt menneske, der synes mere optaget af sin egen flotte figur end af sit barn; at rytte op efter hende er også at gøre regnskab op over deres fortid sammen.

Bogen er Sigrids lange monolog til moren, bogens ”du”. I to lange tilbageblik beskriver den hvordan datterens opvækst er præget af et konstant, anspændt ubehag. De scener fra ungdommen har en lethed i sit anslag, i sin måde at tegne på en gang intime og sociale tableauer for læseren. De registrerer med en fantastisk følsomhed, hvordan katastroferne er flettet ind i hverdagen, hvordan de ligesom lurer i øjenkrogen. Hvordan de er der mens noget andet også sker, hvordan de sætter sig som rystelser i det sociales overflade. Som når Sigrid går rundt til en familiefest og – men ligesom i baggrunden – ser sin mor blive fuldere og fuldere. Hvordan moran falder mere og mere igennem. Eller som når hun sidder i pariserhjulet i Tivoli og pludselig, midt i menneskemængden, ser sin far med en fremmed kvinde, men også må fortrænge det, fordi hun sidder der med sine veninder.

De scener registrerer også morens alkoholisme som et svigt. De registrerer, at hun reelt kræver, at andre skal bære hende på deres skuldre, fordi hun ikke længere orker at bære sig selv. Og alligevel er det ikke så enkelt. ”Du har lagt ansvaret fra dit liv fra dig og har ladet det sejle, som andre ikke tog sig af. Og du har ladet mig være overladt til mig selv, uden nogen jeg kunne støtte mig til,” siger Sigrid på et tidspunkt til sin afdøde mor. At have ansvaret for sit liv er nemlig ikke bare at have ansvaret for sig selv, men også for menneskene omkring sig. Man svigter aldrig bare sig selv, når man giver slip. Vi er viklet ind i hinanden.

Barndoms- og ungdomsscenerne viser så også, at alle på et tidspunkt må give slip, og at man tit har gode grunde til det. Også Sigrid og faren slipper tøjlerne undervejs. Og hver gang sker der det samme, nemlig at nogle andre må betale prisen. Sigrid stjæler fra sin fars jakkelommer – så bliver rengøringskonen fyret. Faren får sendt sin kone på afvænning, men magter alligevel ikke mere. Han finder sig en yngre kæreste. Så falder Mona tilbage i alkoholen. Man kan have sine grunde til at slippe ansvaret. Men andre betaler prisen. Sådan er den diskrete morale i Sortedam.

I flere interviews har du fortalt, at Sortedam er inspireret af din egen barndom og ungdom, og at du gerne har villet give ”børn af alkoholikere stemme”. I romanen selv henvender Sigrid sig til sin døde mor, men på en måde også til sit ufødte barn. ”Jeg tænker allerede på, hvad jeg skal sige til mit barn, når jeg en dag skal fortælle om dig,” siger Sigrid i begyndelsen af romanen. ”Især hvad jeg skal lade være med at fortælle.” Et svar er vel at lade litteraturen – denne henvendelse til ingen, til ukendte læsere – samle alt det op, der ellers kan være svært at få over sine læber og svært at få klarhed over, men som alligevel er nødvendigt at få sagt. Her kan alle læse med – sønner, døtre, pårørende, og alle de andre, der må bære andres katastrofer med sig i deres liv. Katastrofer, som de på en måde var bipersoner til, men som alligevel sidder tilbage i dem som et smertepunkt. Hvilket vil sige os alle sammen.

At skrive det kan gøres på mange måder. Sortedam er på en meget diskret måde en meget velskrevet bog. Det er som om det anspændte barns overopmærksomhed er blevet til evnen til i få ord at optegne situationer og skikkelser med en forbløffende og tilsyneladende ubesværet præcision. Den evne ser man i hel ren form i følgende passage, som ikke har så meget med resten af romanen at gøre, men bare er utroligt fin. Sigrid skriver om en studiekammerat, der døde for år tilbage. Han lever stadig i hende:

”Måden han sad på, når han røg en cigaret, med benene over kors og albuen hvilende på knæet, cigaretten i hånden, ryggen foroverbøjet. Han havde i det hele taget noget med albuer, de var det foretrukne støttepunkt. Og hans stemme, lidt hæs og drævende, men altid så nærværende, som om han havde to bevidstheder, der bare osede ud af ham og sloges om taletiden.”

Det at se de albuer, og at skrive dem ned så enkelt, det står for mig som noget af det virkeligt gode ved den måde, du skriver på. Heldigvis er det en måde, du rendyrker i din nye bog, Ønsketænkning, en bog der bogstavelig talt er fyldt med gode sætninger. Under alle omstændigheder får du denne pris ikke bare for at skrive om svigt og ansvar og om, hvordan kommer til syne for os så at sige ud af øjenkrogen på vores liv, men for at gøre det så klarøjet, diskret og elegant som du gør. Tillykke igen.

Mais Strunge-tale til Bergfjord

(det er hermed, fordi det er anden gang, en tradition, at Blogdahl bringer årets Michael Strunge Pris-taler, en god tradition, fordi det også i år er gode taler for en god digter, der ikke er holdt mange taler for - her er Anne-Marie Mais tale)

Michael Strunge-prisen 2013 til Sissel Bergfjord for romanen

Sortedam, 2012

  

Det personlige stedord, ” du”,  kan siges og skrives med mange betoninger. Du’ et kan formes fortroligt, kærligt, hidsigt, vredt, anklagende, spørgende, afstandtagende, sukkende og opgivende. Du´et kan både i lyrik og prosa være et strengespil, der skifter klang i den enkelte sætning. Sissel Bergfjords roman handler om en datter, der tiltaler sin mor som et du, sit du, det du, der har fyldt så meget i datterens, Sigrids, liv, at hun er lige ved selv at blive dette moder- du, nu hvor hun står over for at føde sit eget barn. ”Hvad hedder du?”, spørger en fuld kvinde i toget Sigrid, og hun svarer med moderens navn: ”Jeg hedder Mona”, siger jeg og løber ud af toget” (s. 55). Sigrid er her flygtet fra en familiefest, hvor moderen endnu en gang har drukket sig fuld, blameret sig og gjort sig selv til skamme. Eller måske er det i højere grad Sigrid hun har gjort til skamme og påført skyld?  For den unge pige klinger de replikker, hun bliver mødt med i forbindelse med moderen af skyld og ansvar, og den vrede, hun rummer, kan lige så lidt som den kærlighed, hun føler, finde sprog og retning, finde et moder- du. Sortedam handler om, hvordan grænserne mellem jeg og du bliver så uskarpe, at Sigrid må bruge nogle distancerede ”du”-bogstaver for at trække grænserne op, få styr på vreden og skylden og redde sig fra at identificere sig med den kønne og charmerende mor, som alle beundrer, før hun går i det totale  drukforfald. Men hvis hun skal fastholde sin forskellighed fra moderen, må hun også se sig selv som for tyk, for stor og med store bryster og et kedeligt, stridt hår, der slet ikke ligner moderens ungpigebryster og smukke krøller. Sigrids udtale af du´et er nøgtern,  analyserende og gennemlysende: ”Jeg tror ikke engang du altid var fuld, sådan så du bare ud efterhånden” , tænker Sigrid om sine møder med moderen (s. 11). I tilbageblikkene til Sigrids ungdom hører vi om de evindelige forhandlinger og overtalelser af moderen til at sætte glasset fra sig og komme med hjem, angsten for skandalen og pinlighederne. Tiltalen af moderen som ”du” kvæler den gråd, der lurer under overfladen, med selvbeherskelse og distance, men omtalen af moderen som ”min mor” er dog ikke nærhedsskabende eller forløsende. Den er knyttet til situationer, hvor moderen forsøger at være mor, som ved studentergildet, hvor hun har pyntet huset og er på højde med situationen, indtil faderen fastholder, at han vil forlade hende, hvorefter hun igen begynder at drikke.  ”Min mor” er ikke nogen mor, hun er et vrag, hvis næste, gruopvækkende handling, Sigrid forudser allerede inden moderen selv har hittet på den. Det psykologiske spil mellem jeg og du, mor og datter, mellem den fødende kvinde og den døde kvinde,  giver romanen en dybde og enkelhed,  som imponerer. 

I romanen hævder sproget og stilen sin betydning, som Hans Otto Jørgensen en gang har sagt i forbindelse med Marie Bregendahls forfatterskab, og dermed griber handlingen og karaktererne læseren. Man oplever meget under læsningen, men Sortedam giver også anledning til samtale og kritisk eftertanke over, hvordan det er vi lever med hinanden, som mødre, døtre, fædre, kærester, fødende og døende. Jeg vil tillade mig at kalde Sortedam et rigtigt stykke brugslitteratur, hvor litteraturen viser sin styrke som en genre, der kan fremme indlevelse, medfølelse og selvransagelse. Fortællingens sorte dam er også et spejl. 

Priser der punktligt rammer plet

I går Michael Strunge Prisen til Sissel Bergfjord
(for hendes anden bog og roman, glimrende Sortedam, for det er en pris, der tidligere var en lyrikerpris, men nu er en pris til forfattere af enhver art for deres anden bog, selvom de for fx et par måneder siden har udgivet deres tredje bog (i Sissels tilfælde den LYRISKE tekstsamling Ønsketænkning, som hun altså ikke skal tro, at prisen hentyder til), det er noget forvirrende!)

I dag Henrik Pontoppidans Mindefond til Morten Søndergaard og

Ewald/Aarestrup/Oehlenschläger/Bang Prisen til Kristian Bang Foss og

Harald Kidde-legatet til Mikkel Thykier
(se ovenfor)

Bravo
Bravo
Bravo
Bravo

Lær mig, Kamilla, at citere illustrativt - exemplevis!

Noget jeg er virkelig dårligt til i (prosa)anmeldelser og altid bliver glødende jaloux på i andres anmeldelser af de bøger, jeg selv har anmeldt, er (til forskel fra referaaaaaaaater) (handlings)EKSEMPLER i almindelighed og ILLUSTRATIVE citater i særdeleshed - når jeg anmeldelsesciterer er det som regel for at demonstrere, hvordan noget rent æstetisk er fedt eller dårligt eller problematisk/diskutabelt skrevet, jf. senest mine anmeldelser af Josefine Klougart og Jesper Elving, og så kan jeg evt. og helst gerne gå i krig med at analysere og måske endda fortolke på citatet. Men jeg glemmer - og det er rimelig smart og meningsfuldt at huske, især når det drejer sig om en god (prosa) bog - at eksemplificere detalje-konkret hvilke handlinger, personer, replikker, ting og sager, bogen er befolket er, og det gøres nu en gang mest præcist og effektivt ved et illustrativt citat. Sammenlign bare min overvejende positive WA-anmeldelse af Sissel Bergfjords nye roman Sortedam med Kamilla Löfströms ca. lige så glade anmeldelse af samme i Information, og læg mærke til, hvordan Kamilla modsat mig, der har alt for travlt med at holde foredrag om min læseoplevelses snoninger, skarpt citatillustrerer den fulde-pinlighed, der er så central i akkurat sin hypnotisk udtrukne (slo-mo af en helt anden akut orden end Klougarts lyriske/dybsindige røgslør) specificitet i romanen:

Det er den voksne, højgravide datter, der fortæller i tilbageblik, og herved tegnes et præcist portræt af en meget smuk og meget tørstig mor, så man samtidig mærker datterens ambivalens, og hvor smertefuldt det er at se sin mor blamere sig til familiefesten og snøvle »sjin og tånik« til en ung mand, samtidig med at hun smiler forførende.

At huske at citere - den med al hjerteskærende tydelighed bogstaverede snøvlen.