Cerutparameter

Nils Gunder hra opdateret om et foredrag og min farm han holdt i Aarhus, hvor han fik nye og gode historier; jeg udbad mig én og fik denne kostelige:

Nils Gunder Hansen Jørgen K. udmålte læsetid i cerutter. Så han kunne omtale en bogs størrelse på følgende vis: "Den tager sådan en 30 cerutters tid at læse".

 

Jeg har ikke cerutforstand, men jeg forestiller mig, at det vil tage mere end 30 cerutter at læse Kirsten Thorups hyper-intense, så godt som afsnitsløse WW2-roman, Indtil vandvid, indtil døden, som jeg netop har påbegyndt. 

Alt for oplagt vending jeg missede i min egen farbog

side 10

(mi fortrydelige fremhævelse) :

"Der gik nogle år. Så begyndte folk at tale om sønnen, Lars Bukdahl. Han var jo ikke så gammel endnu, men var som snydt ud af næsen på sin far og lige så klog. Måske kunne han engang løfte arven. Ligesom i dansk fodbold kunne altid har kunnet drømme om næste generation af Laudrup-dynastiet, kunne man måske drømme om næste generation Bukdahl-dynastiet."

Ny anekdote om mig som barn og min far som min far

Som jeg aldrig har hørt før og ingen erindring har om, og måske er den faktisk sand!?

På side 49 i Nils Gunders bog om min far:

"I en periode som lille ville Lars kun falde i søvn om aftenen, hvis hans far lå ved siden af i sengen. Det gjorde Jørgen beredvilligt, og så listede han af, når Lars var faldet i søvn. Lars regnede imildertid ud, at det forholdt sig sådan, fordi han far jo ikke var i sengen om morgenen, eller hvis han vågende om natten. Han insisterede derfor på, at værelset skulle låses udefra. Når Lars derefter var faldet i søvn, måtte Jørgen liste hen og banke sagte på døren, så han kunne blive låst ud."

DET TROR JEG PÅ! 

Min far anmeldt (godt) af sin monograf

- fra indledningen til Nils Gunders bog om min far (der er organiseret i 6 kapitler + forordet:

Forord. Manden i sommerhuset

Kapitel 1. Jørgen K. Bukdahls liv - en biografisk skitse

Kapitel 2. Telefornpasser på den hermeneutiske omstillingscentral

Kapitel 3. Skal man krybe helt ind i dyret? - Bukdahls forhold til kirke, kristendom og teologi

Kapitel 4. Hvor let er det bare at være sig selv? - Bukdahl om hin enkelte og om Søren Kierkegaard

Kapitel 5. Kun i samfundet kan man føle sig fri - fra Marx til Hegel

Kapitel 6. Dynasti: Den unge døde i generationernes kæde)

"Men det er vel også bare noget pjat med alt dette afguderi og idolatri og primitiv tro på en slægtslinje. Og atl det, sok optog os så meget, da vi læste det som unge, tåler vel sjældent det nøgterne tilbageblik fra den modne læser. I tankerne er jeg gennem årene med mellemrum vendt tilbage til Jørgen K. Jeg har skoset mig selv for det. Hold nu op med det dér, det er følelser og åndemaneri og luftspejlinger. Nogle gange har jeg også taget enkelte fa hans gamle artikler frem og læst dem. Jeg har nærmest gjort det for at forvisse mig om, at der selvfølgelig ikke var noget at komme efter. Og så har jeg fået chokket. Det holder. Der er i den grad noget at komme efter. Det er sandt, hvad mine følelser bliver ved at fortælle mig. Det er ikke forbi. Jørgen K. er død, men han lever alligevel. Og gcis jeg skriver en bog om ham og ikke mindst om hans værk, så kan jeg måske give ham lidt af det efterliv, han i så rigt mål fortjener.
  Jørgen K. Bukdahl kunne som ingen anden fremstille en tankegang, en teoretisk position, så den bliver forståelig, ikke i en populariserende second hand-forstand, men så den blev gennemlyst, også i sine dybeste forudsætninger, og på en måde , hvor man - upolemisk og sagligt - også kunne se, hvad den manglede, ikke havde med, ikke tog højde for og derfor med fordel kunne suppleres med. Han var en formidlende, inkluderende og syntetiserende tænker. Formidlende i dobbelt forstand, for samtidig med at han formidlede til læserne, formidlede han også mellem positioner, åbnede dem for hinanden. Det er en sjælden evne at have. Derfor stejler jeg også, når nogen siger til mig, at Jørgen K. jo ikke var en tænker, han var formidler med et underforstået "blot" foran. Måske er termen "formidler" blevet devalueret i vores tid, hvor der uddannes så mange af dem. Jeg synes i hvert fald, det er at gå fejl af mandens format. Han tænkte i høj grad, men han tænkte gennem, melle, over og under andres tanker."

Godt brølt om løven (som min faster, Else Marie, som han kaldte katten, kaldte ham)!

Min fars sidste breve læst at last

På fredag udkommer Nils Gunder Hansens bog Tanker af en anden verden. Jørgen K. Bukdahl - hans liv, værk og aktualitet, hvilket er en vild ting og en vild bog for mig. Det vildeste og mest bevægende er de breve til hans forældre, Jørgen og Magnhild, mine bedsteforældre, fra ugerne før hans død, 2. august 1979, som citeres til sidst i bogen, og som jeg ikke har læst før - min far vidste, at han skulle dø af sin kræftsygdom, men det vidste jeg og min søster, Dorte, og hans forældre og hans søster, Else Marie, ikke (jeg citerer fra et tredje brev, om at læse Agatha Christie i krimi-kommentar i WA Bøger i fredags).

Fra et brev 19. juli (den her måde at holde ferie på = at min far og mor var hjemme, min far sengeliggende, og så tog Dorte og jeg på små ture med andre, fx til Anholt):

"Jeg får ikke lavet ret meget færdig; sygdommen er lidt besværlig - men jeg har med fornuftige læger at gøre - så det skal nok alt sammen./ Lars og Dorte er utrolig søde - det er som om de bliver voksne og sjove ved den her måde at holde ferie på. Og Dorte har jo sin svømning - selv om det måske er for dårlig vejr i dag til at svømme."

Sidste brev, fra 30. juli:

"Kære Far og Mor

Så kom børnene glade og velbeholdne hjem fra Anholt! De havde kun haft lidt regn den sidste formiddag - Så nu er der det normale "Leben" i huset igen - Jeg har lige læst Kielland - Garman & Worse - det er social kritik korrigeret med humor - i al fald på afg. steder! Men også, bitterhed, spotskhed, vemod!

Stor hilsen herfra
Jørgen. "

VEMOD INDEED!

Anekdotiske forretningshemmeligheder

Jeg har lige mødtes med Nils Gunder Hansen, der er ved at færdigskrive sin bog om min far, Jørgen K. Budahl (som det også fremgår af et tekststykke i Korshøjen), og han fortalte mig indtil flere for vilde og fine anekdoter, som jeg ikke kan løfte sløret for her, fordi han selvfølgelig skal have lov til at gemme dem, han kan bruge, til sin bog, men højst mærkeligt at få fortalt gode historier om sin far (som andre har fortalt Gunder) i fortrolighed, så I skulle bare vide (hvad der skete ved Margrete Aukens forældres sølvbryllup), men sssh!

Er der to der står sammen - om Hansenhad

- fra (min gamle KD-litteraturredaktør og dermed DR. FRANKENSTEIN) Anders Raahauges reportage i Kristeligt Dagblad fra Heretica-konference i Flensburg:

"Nils Gunder Hansen talte om hereticanernes meget specielle status i eftertiden.

De har nu været prygelknabe mere end 60 år, men har tillige raget op som en monolit, der tryllebandt litteraterne.

Man erklærede dem uafbrudt for forældede, men beskæftigede sig alligevel løbende med dem.

De kulturradikale sparkede især til Martin A. Hansen, marxisterne fortsatte, og i nutiden bedriver så forskellige skikkelser som Bjørn Bredal og Lars Bukdahl deres Hansen-" bashing".

Utrætteligheden er paradoksal, eftersom man jo har udnævnt forfatteren til at være så ualmindeligt irrelevant og gammelmodig. Måske tjener sparkeriet til at forene angriberne og overskygge forskellene i deres egne lejre, foreslog Nils Gunder Hansen.

Han henviste til Hereticaeksperten Anders Thyrring Andersens påpegninger af, hvilke fortegnelser, der er blevet søsat under hvert opgør med hereticanerne - fra Torben Brostrøms og frem.

Med en brandesiansk gestus ønsker man igen og igen at jage forgængerne ned i historiens mørke for selv at fremstå som nybrydende, argumenterer Thyrring Andersen.

Nils Gunder Hansen opfordrede tillige til større interesse for, hvor hereticanerne gik hen, da de gik ud. Deres vældige, eskatologiske nærforventning til poesiens forvandlende kraft falmede. Ole Wivel og Tage Skou-Hansen blev ligefrem venstreorienterede.

Søren Ulrik Thomsen bemærkede fra salen, at hans egen generation, 1980' er-digterne, atter åbnede sig for en alvor og en patos, som siden Heretica havde haft dårlig presse.

Han gav Nils Gunder Hansen ret i, at generationer overtager andres fordomme om dem, der gik forud. Marxisterne overtog de kulturradikales opfattelse af, hvor forfærdelig Hereticas angivelige patos var, men samtidig skruede marxisterne selv op for patos i præsentationen af egne mærkesager.

Klichéerne opstår altid i generationskampe, for man ønsker en reduceret og tydelig modstander at sætte af fra, bemærkede Thomsen.

Han bekendte, at han også selv var faldet i og havde anvendt mekanismen i sit oprindelige opgør med 1970' ernes litteratur.

Men den rummede jo dog også Klaus Høecks fornemme systemdigtning med dens kølige systemer, som tillod Høeck at skrue højt op for patosen. Søren Ulrik Thomsen indrømmede også sin store gæld til Per Højholt og en frugtbar dialog med Peter Laugesens forfatterskab."

(frugtbar for hverken eller! - så meget for den indrømmelse)

(og det sgu stadig bare noget træsk og trælst poesi, hereticanerne, bortset fra Frank Jæger, producerede (jeg sidder lige nu og læser en kvik, ung litterat kløjes fuldstændig i Bjørnvigs kosmisk knirkende skrummel Ravnen) og Løgneren er og bliver det 20. århundredes værste (kanoniserede (og det er jo derfor vi utrætteligt banker løs: børn tvinges til at læse Martin A., og vi bliver ved, indtil han omsider afløses af Scherfig)) roman (hep i stedet til De nøgne træer))

Gunder skriver bog om min far!

Litteraturprofessor Nils Gunder Hansen fylder 60 i morgen, og TILLYKKE med det, han er en sjældent klog og skarp af en reaktionær litterat at være og altid er en illuminerende fornøjelse at skændes med, men kan alle, også avisen, lade ham være i fred det næste halve år, så han kan få skrevet den bog om min far, som han ifølge fødselsdagsportrættet i Kristeligt Dagblad meget vidunderligt har planlagt:

"I det kommende efterårssemester, hvor han har undervisningsfri, er hans plan at skrive en bog om teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som kun 43-årig i 1979. Nils Gunder er interesseret i Bukdahls særlige intellektuelle profil i et bredtfavnende spektrum af emner om blandt andet Marx, Hegel og Kierkegaard."

 

- Gunder, kom hen til det skrivebord! 

Jeg prøver at konkurrere med Nils Gunders Lars Bukdahl-optagethed

Nils Gunder Hansen anmelder Springs anmelderi-nummer i Kristeligt Dagblad med underubrikken: "Lars Bukdahl fylder alt for meget og redaktørerne alt for lidt i tidsskriftet Springs særnummer om anmelder", og hvad handler så tre fjerdedele af anmeldelsen om (uden at fortælle, at jeg selv kalder Ib Michael-fejden idiotisk, for ligesom i Himmelstrups artikel, er det pludselig lige fedt med IM og mig, vi skaber os begge helt åndssvagt for at få opmærksomhed og opfører os ekstremt og selvfornedrende, men hallo: den ene af os truede den anden med tærsk, og den anden af os sagde så, gider du ikke lade være at true mig med tærsk, så vi kan skændes videre med stil)?

En del af nummeret er helliget den fejde mellem forfatteren Ib Michael og anmelderen Lars Bukdahl, der udsprang af, at førstnævnte for et par år siden lovede sidstnævnte tæsk. De får begge lov til at ytre sig om sagen endnu en gang, og hele forløbet bliver omhyggeligt gennemgået af gæsteredaktør Kristian Himmelstrup. Det er deprimerende, at den fjollede historie skal have lov at fylde så meget. For som Himmelstrup selv er inde på, siger sensationen mest af alt noget om, hvor marginalt et fænomen den litterære kritik er blevet i den almindelige offentlighed. Aktørerne er nødt til at skabe sig helt åndssvagt for at få opmærksomhed. Der kommer lidt reality-tv over det, Michael og Bukdahl er divaer i junglen, og nationen skiftevis måber og morer sig over deres ekstreme og selvfornedrende opførsel. Lars Bukdahl fra Weekendavisen er den mest omtalte og omstridte kritiker i Danmark gennem de seneste 20 år, og faktisk lyder det også, som om det udelukkende er ham, Johannes Riis skriver kritisk om, selvom han er omhyggelig med ikke at nævne navn(e) og lader, som om han ser flere typer for sig. Der er imidlertid en historie om Lars Bukdahl, der aldrig bliver fortalt, heller ikke i denne sammenhæng, men lad da så mig gøre det: Før Bukdahl i 1996 blev headhuntet til Weekendavisen skrev han i en årrække for nærværende avis. Han var en ung, intelligent, velskrivende og fræk anmelder. Det var sjovt at følge ham, og fra tid til anden blev han da også bemærket og citeret i de andre aviser, ikke mindst når han uærbødigt tog litterære koryfæer i behandling.Det gik, som det måtte gå. Han kom til en større klub, som det ville hedde i fodboldverdenen, og her blev han sandelig ikke sat på bænken.Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen fortalte engang selvtilfreds i et interview, at hendes ugeavis ikke som sådan blev redigeret.Man ansatte jo kun folk, der kunne skrive! Så redigeringen var for så vidt overstået under jobsamtalen. Og det princip må man sige, at hendes skiftende bogredaktører levede op til, både Bo Bjørnvig, der hentede Bukdahl, og senere Klaus Wivel. Fra dag 1 og mange år frem blev Bukdahl overhovedet ikke redigeret. Sådan tog det sig i hvert fald ud, set udefra. Både Bjørnvig og Wivel er fortræffelige skribenter og sympatiske mennesker, som nærværende anmelder sætter højt, men man fornærmer dem næppe ved at sige, at ny dansk skønlitteratur ikke havde deres store interesse. Det var kun en lettelse, at Bukdahl tog sig af den, og der kom jo masser af opmærksomhed og gang i gaden. Fra at være en ung anmelder på en lille avis blev Bukdahl på ingen tid chefkritiker med megafon på landets største kritikerscene. Han anmeldte det hele, både det, han kunne lide, og det, han ikke brød sig om. Han skrev uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende. Først da Anna Libak kom til for et par år siden, er der - stadig set udefra - blevet lagt låg på Bukdahl. Han anmelder ikke længere det hele inden for dansk skønlitteratur, og han bliver også sat til at anmelde ting, han ikke selv har valgt. Desværre tror jeg, at dette indgreb er kommet mange år for sent.

Nils Gunder kan såmænd godt have ret i sin krønike om redigeringen af mine tekster; en stor del af tiden under Klaus Wivel fik jeg lov til at gå pænt eksperimenterende amok med mine tekster, især i mine såkaldte føljetoner, men jeg ved ikke af, at jeg fik alle de bøger til anmeldelse, jeg gerne ville have, det har jeg sgu aldrig fået, under Anna L har det så bare være nogle mit hjerte nærmerestående bøger, jeg, nu og da, ikke har fået (mestendels Pia Juul!). Og det er rigtigt, at samme Anna straks satte en stopper for den eksperimentelle-excentriske skrivepraksis, hvilket jeg selvfølgelig blev seriøst muggen over i sin tid, men vil mene, at jeg er så godt som forsonet med: når jeg gennem indtil flere år havde givet de specifikke yderligheder alt, de kunne trække, risikerede elastikken langsomt at blive slappere, og hvorfor så insistere? resultaterne og/eller manglen på samme var opnået; nu er øvelsen i høj grad den modsatte, at koncentrere og inddampe Borum-style, hvilket er mindre spektakulært (og læse-udfordrende / -anstrengende), men jo ikke mindre menings- og ærefuldt eller potentielt personligt og nuanceret, og ja, ja, jeg ville gerne skrive mere og længere og anmelde alle de bøger, jeg gerne vil anmelde, hulk, hulk og herregud! Men det er underligt og trælst, hvordan Nils Gunder tager for givet, at min kritiske praksis er og har været et (moralsk? etisk?) betænkeligt og beskæmmende fænomen. Jeg skriver "uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende". I mine øjne er det kun "injurierende", hvilket jeg vil mene, at jeg (modsat flere af mine "modstandere", fx Jan Sonnergaard) aldrig har været, der er et negativt adjektiv her. Det er en trist kritik, der foretrækker at være hæmmet, ufræk, umorsom, uvild, upolemisk, upersonlig, uidiosynkratisk, urablende, uselvrefererende, men der er til gengæld masser af den over det hele, også i WA Bøger, der er faktisk næsten ikke andet. Jeg ved for lidt om fodbold til at forstå klub-metaforen, men hvis man køber en spiller (selvom det er for ingen penge ...), er det vel ikke for at sætte ham på bænken, det er vel for at sætte ham på banen og score mål, og mål scorer han ikke, så vidt jeg har forstået, ved at være forsigtig og diplomatisk og konsensussøgende, men ved at være pågående og kreativ og infightende; han kan så drible mere eller mindre og mere eller mindre Laudrupsk og skyde fra mere eller mindre skarpe og umulige vinkler, men bolden skal rammes, så den rammer i plet, indenfor rammen, ikke også?