lørdag den 22. juni 2013

Tues Michael-tale til Sissel

(og her er Tue Andersens Nexøs tale)


Kære Sissel,
Tillykke med prisen. Du har fortjent den, din bog har fortjent den.
Sortedam er et lavmælt og intenst kammerspil om den gravide Sigrid, der rydder op i sin mors dødsbo. Moren, Mona, var alkoholiker, men jo også et sært brutalt menneske, der synes mere optaget af sin egen flotte figur end af sit barn; at rytte op efter hende er også at gøre regnskab op over deres fortid sammen.
Bogen er Sigrids lange monolog til moren, bogens ”du”. I to lange tilbageblik beskriver den hvordan datterens opvækst er præget af et konstant, anspændt ubehag. De scener fra ungdommen har en lethed i sit anslag, i sin måde at tegne på en gang intime og sociale tableauer for læseren. De registrerer med en fantastisk følsomhed, hvordan katastroferne er flettet ind i hverdagen, hvordan de ligesom lurer i øjenkrogen. Hvordan de er der mens noget andet også sker, hvordan de sætter sig som rystelser i det sociales overflade. Som når Sigrid går rundt til en familiefest og – men ligesom i baggrunden – ser sin mor blive fuldere og fuldere. Hvordan moran falder mere og mere igennem. Eller som når hun sidder i pariserhjulet i Tivoli og pludselig, midt i menneskemængden, ser sin far med en fremmed kvinde, men også må fortrænge det, fordi hun sidder der med sine veninder.
De scener registrerer også morens alkoholisme som et svigt. De registrerer, at hun reelt kræver, at andre skal bære hende på deres skuldre, fordi hun ikke længere orker at bære sig selv. Og alligevel er det ikke så enkelt. ”Du har lagt ansvaret fra dit liv fra dig og har ladet det sejle, som andre ikke tog sig af. Og du har ladet mig være overladt til mig selv, uden nogen jeg kunne støtte mig til,” siger Sigrid på et tidspunkt til sin afdøde mor. At have ansvaret for sit liv er nemlig ikke bare at have ansvaret for sig selv, men også for menneskene omkring sig. Man svigter aldrig bare sig selv, når man giver slip. Vi er viklet ind i hinanden.
Barndoms- og ungdomsscenerne viser så også, at alle på et tidspunkt må give slip, og at man tit har gode grunde til det. Også Sigrid og faren slipper tøjlerne undervejs. Og hver gang sker der det samme, nemlig at nogle andre må betale prisen. Sigrid stjæler fra sin fars jakkelommer – så bliver rengøringskonen fyret. Faren får sendt sin kone på afvænning, men magter alligevel ikke mere. Han finder sig en yngre kæreste. Så falder Mona tilbage i alkoholen. Man kan have sine grunde til at slippe ansvaret. Men andre betaler prisen. Sådan er den diskrete morale i Sortedam.
I flere interviews har du fortalt, at Sortedam er inspireret af din egen barndom og ungdom, og at du gerne har villet give ”børn af alkoholikere stemme”. I romanen selv henvender Sigrid sig til sin døde mor, men på en måde også til sit ufødte barn. ”Jeg tænker allerede på, hvad jeg skal sige til mit barn, når jeg en dag skal fortælle om dig,” siger Sigrid i begyndelsen af romanen. ”Især hvad jeg skal lade være med at fortælle.” Et svar er vel at lade litteraturen – denne henvendelse til ingen, til ukendte læsere – samle alt det op, der ellers kan være svært at få over sine læber og svært at få klarhed over, men som alligevel er nødvendigt at få sagt. Her kan alle læse med – sønner, døtre, pårørende, og alle de andre, der må bære andres katastrofer med sig i deres liv. Katastrofer, som de på en måde var bipersoner til, men som alligevel sidder tilbage i dem som et smertepunkt. Hvilket vil sige os alle sammen.
At skrive det kan gøres på mange måder. Sortedam er på en meget diskret måde en meget velskrevet bog. Det er som om det anspændte barns overopmærksomhed er blevet til evnen til i få ord at optegne situationer og skikkelser med en forbløffende og tilsyneladende ubesværet præcision. Den evne ser man i hel ren form i følgende passage, som ikke har så meget med resten af romanen at gøre, men bare er utroligt fin. Sigrid skriver om en studiekammerat, der døde for år tilbage. Han lever stadig i hende:
”Måden han sad på, når han røg en cigaret, med benene over kors og albuen hvilende på knæet, cigaretten i hånden, ryggen foroverbøjet. Han havde i det hele taget noget med albuer, de var det foretrukne støttepunkt. Og hans stemme, lidt hæs og drævende, men altid så nærværende, som om han havde to bevidstheder, der bare osede ud af ham og sloges om taletiden.”
Det at se de albuer, og at skrive dem ned så enkelt, det står for mig som noget af det virkeligt gode ved den måde, du skriver på. Heldigvis er det en måde, du rendyrker i din nye bog, Ønsketænkning, en bog der bogstavelig talt er fyldt med gode sætninger. Under alle omstændigheder får du denne pris ikke bare for at skrive om svigt og ansvar og om, hvordan kommer til syne for os så at sige ud af øjenkrogen på vores liv, men for at gøre det så klarøjet, diskret og elegant som du gør. Tillykke igen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar