Lad os bede for alle USA's 88 stater

Yndings-USA-digter Mathias Svalina har skrevet tekster til/om alle USA's "88" stater, 17 af dem, heriblandt Illinois (x 2) og Massacre, kan læses i en chapbook, Seventeen Graveyards, der kan pdf-downloades gratis HER - dette er "Louisiana":

This is the origin of Louisiana: there were four musical notes.

They lived together in an old Victorian down the way. The

townspeople hated them & burned them alive. When the

townspeople burned them alive the notes did not die. They

kept being music throughout all the pain. But the origin story

makes no sense: no one invented a note. None control it. There

is nothing to know. But when you hear a note as it is burning

alive you split in two: one you is the you sitting where you are

sitting, the other you the you sitting near you, maybe at the

table’s end. This is why we love music: it makes you sit with you,

beautiful & vomitous as hair. It is rare to be strong enough &

humble enough to hold onto beauty, to sit with beauty & not

fuck it up, to understand beauty & love & stupidity & to drool

& to seep & to fold oneself into a burning kite & to not fuck this

up. It is rare to find something that is both jagged & smooth.

3 Sonnenoter

1.
Det er da Sonne, der står og læser op eller bare taler tæt, på det foto fra en "Poesiens dag" på side 25 i bogen Louisiana. Samling og bygninger (3. reviderede udgave, 1988), ikke sandt!?

2.
Jeg fandt mit hyldestdigt til Sonne på hans 70-års-dag, trykt i Spring nr 9, 1995, som jeg ville have læst op ved ferniseringen af hans posthume udstilling. Jeg skriver det af her, så det ikke bliver væk igen:

AT SONNE

At ære Sonne,
at ære sære Sonne, selvfølgelig,
at tære på umådelige Sonne,
at lade sig besnære af Sonne,
at lade sig besvære af Sonne,
at lade sig belære af Sonne,
at lade Sonne blære sig,
at erklære sig som Sonnist,
at bære Sonnes eksempel
som stjerneskudshak
i din flade pande,
at høre stære citere Sonne,
de kære og hidsige hyper-fans,
at splintres af lyn
fra elektrisk Sonne-pære,
at skære sig på Sonne,
at lade allehånde Sonne
gære i mit sode-hovede,
at være Sonne,
at være den i vide verdensrum
springende, alt-som-splintrende,
biblioteksgennembidende
højt tævende soloskikkelse,
at spadsere to til tre elastiske
syvmileskridt i Sonne-ham,
at lære af Sonnes væren Sonne
at være sig selv.

3.
Mikkel Thykier i sin tekst om Rimbaud-læsninger, "Den vilde parade", i sin nye, sorte mursten Dias:

"Ib Michaels notater er meget besindige, men Jørgen Sonnes udlægning i De første moderne er nok den mest koldblodige på dansk grund. Sonne præsentation af det, han kalder "Fablernes hede fakta", er uanfægtet af Sonnes ellers heftige temperament. Hvor andre er hurtige til at tale om Rimbauds opgivelse af poesien som tyve- eller nittenårig, hvis ikke endnu tidligere, er Sonne langt mere generøs med årstallene. Enkelte Illuminationer daterer han til 1876 og 1877, tre år efter det tidspunkt, hvor andre bedyrer, at Rimbaud for længst har taget afsked med poesien. Jørgen Sonnes kilder er ikke umiddelbart tydelige, men oplysningerne bekræftes af nyere biografier (intuitiv datering! LB)."

Kunstkritik - også kaldet Ferdinand - findes!

Der var dengang Ferdinand Ahm Krag frygtløst og kvikt anmeldte billedkunst i Information, men så holdt han pludselig op igen og helligede sig sine egne skønne billeder. På kunstkritikk.dk minder han os om sit bedrøvelige, glimtende fravær alle disse år med en sprudlende veloplagt anmeldelse/besværgelse af Lousianas Op art-udstilling, som jeg får en uhjælpelig trang til at styrte hen og se, kommer du med?:

"Det væsentlige spørgsmål at stille i forhold til mødet med Op Art og kinetisk kunst på Eye Attack er derfor det følgende: kan blikkets koder forandres igennem et simpelt angreb på øjets vaner? For hvis ikke, så er angrebet på øjet ikke andet end en pirring af en fysiologisk mekanisme. Og netop sådan lyder den negative og kulturkonservative kritik af genren: den er retinal underholdning, flad og tom. Den har ikke noget rigtigt indhold. Og den har ført til Olafur Eliasson.
Denne velkendte kritik er i grunden selv ret flad og tom. Den er også ofte selvblind. Den reproducerer bevidstløst en forestilling om, at flader altid er overflader og at den egentlige betydning ligger i dybden – inde bagved. Denne forestilling om at trænge ind til det bagvedliggende baserer sig på en penetrations- og defloreringslogik, som gør selve synshandlingen stærkt maskulint kodet. Understøtter man denne tankegang, så misser man fuldstændig genrens strukturelle ambitioner. For Op Art tilbagelægger netop et diskriminerende perceptuelt hierarki, der privilegerer forgrund over baggrund, subjekt over objekt, maskulinitet over femininitet og essens over intet.
Op Art er først og fremmest retinal queerness. Et lystigt fuck-up af et retlinjet begær. I stedet indsættes pulserende kraftlinjer, rene visuelle attraktorer, vibrerende flader og energiformationer. Vi får frisatte begær-strømme, der danser matematisk i et retinalt ingenmandsland. Effekten er druggy. Vi flipper og tripper konstant mellem lyst og udmattelse, ekstase og trivialitet. Op Art leverer den ultimative ambiens: hvor ellers finder vi denne besynderlige kobling af visuel pædagogik og hallucineret sexiness af matematisk logik og orgiastisk visualitet?"



- Bridget Riley! 

Mr. Lydia B. Davis - Professor ? Davis

De to perfektest frydefulde tekster, jeg foreløbigt har oplevet i 2014 (værker af Blendstrup, Gjessing/Løppenthin/Caspar, Højrup, Sternberg, Hesselholdt, Hagen, Laugesen, Voetmann, Juul, MONDRUP (mangler 50 sider, men det ligner Gennembrud) tilhører ANDRE kategorier af fremragendehed), er

Helle Helles roman Hvis det er

og Lydia Davis' oplæsning af sin text in progress "Goodbye Louise, or Who I Am" på Louisiana Literature, som Louisiana netop har være så ekstremt rare at lægge op på video - strengt obligatorisk link HER

 

Mundaflæsere og mikroskopejere, gennemsku!

I beklagelig mangel af nærvær på Louisiana i dag, da Helle Helle for første gang læste op af Hvis det er, så må der da være NOGEN, der kan aflæse, hvad det er for et ord, hun udtaler på det første billede nedenfor, og forstørre, hvad der står på den synlige del af bogsiden på det andet billede, og hey, Rosinante&Co, kan det virkelig passe, der er trykt bøger, og det ikke bare er en mock-up, og hvis der er trykt mere end 1 bog, hvorfor sidder jeg så ikke med den 2. her i den nye, lange sofa, hvor jeg sidder med dig, der læser Nielsen, der også var på Louisiana i dag og tale med Hanne-Vibeke Holst, guderne må vide hvorfor, men hvad det kunne have gået ud på, er der jo heldigvis ingen grund til at spekulere nærmere over. Her er de forfærdeligt stumme og utydelige billeder af det, der er vigtigt:

I går var Lydiadag og hun havde malet sine negle sorte

og hvor var det godt at se og høre hende live, jeg blev helt fanoboysitrende, vi havde ventet i en time midt i caféområdet med andre hattedamer uden hatte og kom derfor til at sidde perfekt på anden række, så vi kunne føle os med-scannet, når hun lod sine store øjne vandre under interview og oplæsning, og heldigvis bad interviewer Christian Lund hende læse rigtig meget op, og læse perfekt udvalgte stories og frem for alt (det meste af, desværre ikke hele) "The Language of Things in the House", så vi omsider kunne høre den korrekte, omhyggeligt musikalske UDTALE af tingene i husets sprog:

A pot in the sink with water running in: "A profund respect"

A spoon stirring a mug of tea: "Iraqi, -raqi, -raqi"

The wasking machine in agitation cycle: "Pocketbook, pocketbook."

Ikke fordi hun ikke med stort og fint overskud svarede klogt og vittigt på spørgsmål - Lund mente at vide, at hun blev inspireret af tale med naboer, det vidste hun nu ikke rigtigt, men der er jo teksten om "Cows", og køerne er vel en slags naboer, og dem talte hun i hvert fald med; hun blev inspireret til sin frie kortprosa-form af den ikke særlig kendte kendte amerikanske prose poet Russel Edson (som døde i april i år), og han var god at lære af, fordi han modsat superheltene Beckett og Kafka også skrev svage tekster - men fordi teksterne er sagen selvfølgelig, og det helt vilde sensationelle var, at hun til allersidst, da vi troede seancen var færdig og havde voldklappet accordingly, læste en lang, liste-tekst in progress op, der hed "Goodbye Louise" og bestod af alt det, hun (og hendes bøger) fejlagtigt/sært var blevet kaldt og præsenteret og udpeget som, og som startede med ca. to sider med forvrængninger af hendes navn (og køn), inkl. Louise - jeg havde fået øje på den første sides smalle navneliste (uden at vide, at det var det, den var, jeg har ikke lasersyn, desværre) allerede. da hun kom ind og satte sig, og stærkt håbet, det var en ny tekst, hvilket det var, og hvilken (og alle damerne med og uden usynlige hatte og damekøn var helt vilde med både den og ting-sproget og sorg-grammatikken, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, jamen, hvorfor læser I så ikke nogen af de danske forfattere, der skriver lige så formalistisk påhitsomt og præcist og rørende , fx sidder Christian Yde Frostholm lige derovre, han har skrevet en Paris-bog, og I elsker jo Paris, der er så temmelig Lydiask, læs fx ham!)!

Intet slår idoler, der ikke skuffer!

Bortset fra det er i dag Lydiadag

klokken 18, Koncertsalen, Louisiana!

Wrong Thank-You in Theater

At the back of the auditorium, as the theater fills for the event, I stand up from my seat to let a woman get past me to her seat in the row.
  "Thanks," she says.
  "Mmm-hmm!" I say in aknowledgement.
  But I have misunderstood. She was not thanking me, she was thanking the usher, who is standing a few feet behind me. 
 "No, I meant her," she says, without looking at me.
  She just wanted to make that clear. 

Niels Frank smiler!

I en brøkdel af et sekund på Louisianas Wei Wei-scene fredag og ml. principielt skeptiske og trætte grimasser, og vi forlanger selvfølgelig ikke, at han mod sin natur smiler tiere eller ekstensivere, så længe Nellie inde i hendes bog, åbent og rastløst, smiler for to, og den anden selvfølgelig er læseren, som Niels, eftersom Nellie jo har skrevet bogen, også er reduceret/elevateret til:

Wei Weis 1:1 samletræ spiste mine bøger

af Madsen og Adolphsen, nøjagtig ligesom det drageædende træ i Radiserne - bøger er mine drager, og hvis jeg kan få dem til at flyve, får de en god anmeldelse (men kan jo altså stadig risikere at blive spist af en kinesisk dissident-kunstners sammentømrede, bogædende træ, ærgerligt nok)

3 Albertoer

på Louisiana i dag -

Ursula Giacometti synger (rimer ikke på tynger)

Bjørn Giacometti dræver (rimer ikke på bæver)

Olivia Giacometti hikster (rimer ikke på hipster)

frrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrremragende

Nellies tidligere liv som lyrefugl

Jeg glemte at reklamere for, at jeg modererede (og prøvede at radikalisere - det lykkedes til dels: Balle fortalte, at hendes første mikro-tekster blev tastet på gult stof og modelleret i ler, ret radikalt!) en samtale mellem Niels Frank og Solvej Balle på Louisianas stiligt lækre Litteraturfestival i går aftes, og nu er det for sent, men det gjorde jeg altså, og det gik glimrende, synes jeg nok, og i morgen søndag modererer og forhåbentlig radikaliserer jeg en samtale med de 2 sci-fi-genier Peter Adolphsen og Svend Åge Madsen, men allerede klokken 11:30.

Jeg synes jo, den sjove figur var, at Franks og Balles ca. jævnaldrende forfatterskaber lige nu, i deres yderpunkter i det mindste, spejlede hinanden omvendt: Frank debuterede med en tynd, minimalistisk digtsamling med mange rent sorte sider, Øjeblikket, i 1986, Balle debuterede med en tyk og broget roman, Lyrefugl, i 1986, hvori et tekstspor (om/med hovedpersonen som barn), havde både Balle og jeg opdaget ved genlæsning, er decideret Nellie'sk (bare med ingen tegn i stedet for alt for mange, men det kan lidt komme ud på et); jeg ville have haft Balle til at læse et afsnit op, men vi fik desværre talt os væk fra det:

En gang tænkte hun en gang stod haven fuld af blomster og u hvor var de flotte og u hvor var der mange og hvis man nu plukkede alle dem der stod inne mellem træerne sikken stor buket man ville få og hun plukked og plukked men stilken hva ku den entli brues til ikke til noet jamen hvorfor sku hun så plukke den med så hun plukked alle hoderne og la dem i en stor bunke sikken flot bunke blomster men hva nu med den den ku lægges ned i hendes lille have nede baghaven hun hented trillebøren og læssed alle blomsterne på den alle de blå og alle de røde og de gule osse hvor var der mange og og nej hvor var de flotte alså og læssed dem af nede på det lille stykke have hun hade det hade hun sået græs på fordi hva sku hun med gulerødder og radiser så var græs da meget bedre hun hade tænkt sig det sku blie lisså højt som henne selv for så ku hun gemme sig inde i det lissom man ku i kornmarken men der måtte hun ikke gå ud for det var farlit men græsset i hennes have var slet ikke højt nok ennu faren hade sagt at det var da dumt og så græs for græsplænegræs blivt aldrig ble for græsplænegræs ble aldrig højt nok til at gemme sig i men det trode hun ikke på det var bare ikke højt nok ennnu men hun hade jo blomsterne i en stor bunke hun ku gemme sig i men den var bare heller ikke stor nok fant hun ud af blomsterne falt hele tiden ned og ud til siden når hun kravled ind i bunken men så fik hun øje på blomsterne i den annen enne af haven der var osse mange blomster og dem plukked hun osse og dem oppe ved huset og helt nede ved bækken med de lillagrønne farver og en krog bagpå men lie meget hvor mange blomster hun plukked falt de ned og ku ikke gemme henne helt grimme dumme blomster sa hun og sparked til dem hun måtte hae noen fler uden for var der nok noen enten på marken eller i naboens have men hun ku ik komme ud havelågen ville ikke gå op hun gik tilbage til blomsterne og sparked til dem igen så de blev spret runt over det hele dumme grimme blomster sa hun og saprked dem i stykker og runt i hele haven hvor de lå og ble brune og tørred ind og blev grimmer og grimmer

Og nu udsender Frank en tyk og broget roman, Nellies bog, mens Balle (atter) udsender to minimalistiske mikro-prosa-bøger, Så og Hvis. Men selvfølgelig skulle Balle ødelægge min fine figur (Frank var bare uinteresseret i den: Grav ikke i min tyste, minimalistiske dydsdragon-fortid! sagde han ikke) ved at oplyse, at hendes første mikro-tekster blev skrevet før debutromanen, og forresten sad hun lige nu og skrev på en ny roman ...



(foto af de 3 vanddrikkere: Lonni Krause - det er Wei Weis model-træ, der laver håndtegn på væggen)

Link: LB + LØVE (Lousiana og ikke)

 

Lousiana loose

Dagens hykleriillumination i egen barm:

Jeg har set skeptisk til Louisianas Litteraturfestival - som ulideligt selvfedt smagfuld - og udeltaget både den ene og den anden gang, men i vel 17 år gladelig deltaget i den grelt kommercielt Bogmesse, indtil jeg i dag blev spurgt om at moderere samtaler med Svend Åge Madsen & Peter Adolphsen og Niels Frank & Solvej Balle på Louisiana til august, 24. og 25., så mener jeg pludselig, det er verdens cooleste gigs (med jo nemlig genuint første klasses favorit-writers, ikke akkurat gode nok lige-ved-og-næsten-yndlinge) som jeg ikke engang føler skam over halvgedulgt at prale med og reklamere for lige her.

Suk, hvor jeg er en sucker for sukker!

Afstemning om omvisningsmotor

Jeg har udgrublet tre omdrejningspunkter for min WALK AND TALK på Pink Caviar, Lousianas udstilling af nyerhvervelser 2009-2011, lørdag 16:30-17:30, der er en del af museets kunstfestival Two Days Art - hvad for en skal jeg vælge (nr. 2 og 3 er Storm P.-maskinerne naturligvis)? spørger jeg - mere skræmt end på skrømt! - bloglæserne:

KUNSTVÆRKET SOM ROMAN(UTOPI)
værker af Hundley, Majerus, Tilmans, Evans, van Eeden

KUNSTVÆRKET SOM/MED (FRAVÆR AF) TALEBOBLE(N)
værker af Gupta, Bourgeois, Calle, Ruppersberg, Johansson, Gudmundsson

KUNSTVÆRKET SOM VITS (/(WITZ)
værker af Kempinas, van Eeden, Tal R, Wurm, Gudmundsson

?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?  ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?  ?   ?  ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?

Stormhjerne

Hjælp, mit hoved er blevet en Storm P.-maskine. Til Promenade-aften i LiteraturHaus i forgårs aftes skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at kontrastere de luddovne (med et virkelig grimt ord, de insisterer på at bruge) promenister med myre- eller rettere flueflittige Storm og med malmrøst recitere TVANGSINSPIRERET MANIFEST (aftrykt i blogpost nedenfor). Ligesom jeg som koncept til den WALK AND TALK, jeg uhyggeligt nok (for mig selv) skal foretage på Louisana I OVERMORGEN, sgu da ikke, selvom jeg meget gerne vil, kan komme udenom: Hvad nu hvis ... man forestillede sig Louisiana som Storm P. Museet - og moderne kunst som Storm P.-tegninger, herunder ikke mindst -opfindelser - nu Storm P.-Museet ikke længere tror, det er Edvard Munch Museet, HVAD FANDEN SÅ?

Sssh, Louisiana,

med jeres fimsede, lalleglade litteraturfestival-støj oppe i i Nordsjælland uden mig -

jeg sidder her og læser ny Susanne Staun-thriller, D-D-D-D-øderummet,

nej, forresten, bliv ved med at støje, ellers er det for uhyggeligt.