EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (Nexø om Abd-El Dayem)

(Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Kære Pernille

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.

June er en svær bog at tale om. Det er på en gang let og svært at finde de rigtige tillægsord til at beskrive den. Den er god – det er let. Den er stilsikker. Men hvis man nu prøvede at sige, det er en rolig eller udramatisk bog, så er det som om, det både føles rigtigt og forkert. Der er en rolig eftertænksomhed i bogens stemme, i fortællerens måde hele tiden at mærke og overveje de situationer, hun befinder sig i. Men den ro er samtidig sitrende og overopmærksom, fyldt med, egentlig … uro. På samme måde er June en bog, der undgår dramaet, den store handlingsbue, de tragiske udsving. Den består snarere af anekdoter eller små vignetter, sjældent mere end to-tre korte sider lange. Alligevel er der sorg og store følelser i den. Det er der i passagerne fra fortællerens og hovedpersonens – hun hedder, som romanen June – familie, i al den død, der løber gennem den familie. Men det fortælles ligesom sidelæns, nærmest som en idyl. Som om det vigtige alligevel ligger et andet sted.

”Dit værelse var en verden af scener og opstillinger,” siger Junes mor til hende hen mod slutningen af bogen. Det er hendes bog også. June gør verden til en verden af små scener og opstillinger, som føles både ret almindelige, nærmest undselige – og helt uudgrundelige, helt mærkelige. Og som derfor må undersøges, mildt og nysgerrigt, men også uroligt.

Her har June mødt en ukendt mand på den ferie, hun er på i cirka halvdelen af bogen. Den er hun på, fordi hun har arvet penge fra sin morfar – i den anden halvdel af bogen hører man om hendes familie, mor, onkel og morfar og hendes opvækst i ”typebyen”. De taler om verdens største yacht, June og manden, som ligger ud for den græske ferieby. Manden kan ikke lide den yacht.

”Han løfter en pegefinger op i luften, lader den falde, så den peger mod mig, mit hjerte./ Han kigger selv på sin finger og bøjer og strækker den som en lille orm. Det gør mig forlegen./ - Ja, den yacht er lidt gammeldags! siger jeg. Jeg er på hans hold./ Vi er enige. Yachten er vulgær og upassende. Stemningen er underlig og tryg. Jeg ænser, at hans finger stadig ormer sig./ - Men alligevel er der noget ved den, der rører mig, siger jeg med en upassende ømhed over for yachten, det rigtigt rige./ - Jeg mener, at den fremstår lidt skrøbelig, fordi den er overdimensioneret.”

Upassende ømhed, uden at det upassende bliver utrygt. Det er mere en følelse af pinlighed, der alligevel er mere komisk end smertelig. Sådan som det også er her. Det er de stemninger, June kredser om. Det er en ømhed, der ligesom er ude af kontrol, hinsides viljen, og som i denne scene overtrumfer den, nåja, forudsigelige forargelse over rigdommen. Som overtrumfer det socialt passende, men gør det på en nænsom måde, på en meget lidt grænseoverskridende måde.

Det er en ømhed, der strømmer gennem kroppen snarere end bevidstheden, eller snarere ind og ud af kroppene, frem og tilbage mellem vores kroppe. Så må viljen og den sociale normalitet halse efter så godt de kan.

For mig er det vigtige i June denne forbindelse mellem krop, stemning og situation – men også de måder, de ikke går op i hinanden, de måder de bliver kiksede og de måder, man lever i det. Det vigtige er også dens tonefald, eftertænksomt og sitrende, ordknapt og overopmærksomt. June indfanger, sådan tænker jeg det, hvordan både de mest fnuglette og de tungeste øjeblikke har noget uudgrundeligt over sig, og hvordan stemningerne flyder mellem os uden for vores kontrol.

Det gør den på et smukt, smukt dansk. Også for det skal du have Strunge-prisen. Tillykke igen, du har fortjent den, det har din bog også.

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (Mai om Abd-El Dayem)

(Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Det er ganske svært at få hold på Pernille Abd-El Dayems roman June - og det er meningen og meningen er rigtig, for bogen handler om June, hvis liv er punktvist, flosset, sivende og strømmende.

Hun er som lyset kan være i den måned, hun har navn efter - flimrende, fuld af skygger og så lige pludseligt brændende, som sollyset i den første af de mange korte tekster, bogen består af.

Selv forklarer June kvinden Z, som hun bliver veninde med, at hun ikke rigtig er i gang i endnu og er underlig viljeløs, og at hun leder efter en vilje. Michael Strunge beskrev en lignende ung tilværelsesoplevelse med ordene:

Jeg er ikke selv nogen person

jeg er nærmest en tilstand

i stil med de drejede tumlende skyer

der bærer på vand og snavsede drømme

og besvimer af og til

for at sove lidt i jorden

eller blive kogt til te

Junes viljesløshed betyder ikke, at hun ikke kan mærke sit liv og sin verden: hun er så meget tilstede, at verden kan invadere hendes krop og bevidsthed, en relation er ikke mindst udrykkes i hendes forhold til mad. En pandekage, som hun spiser, bliver ved med at ligge klægt i maven – pandekagen er mere virkelig, end hun selv er, og måske fascineres hun af Z, fordi Z uden problemer kasserer en bolle, hun ikke synes er god og går på jagt efter en bedre. Mad truer og forskrækker June, men hun når til slut til at anrette et måltid rituelt og spise det. Hun påtager sig sin egen kødelighed og sætter måske dermed også en grænse i forhold til den invaderede omverden. Hendes mad-afsky startede i mødet med Christian Lemmerz’ udstilling af rådnende grise i Esbjerg, hvor den fraværende lugt i selve udstillingslokalet kun gjorde oplevelsen endnu mere makaber.  Som den levende kylling Junes onkel har anbragt som bordpynt ved en familiefrokost er June mærkelig og kødeligt fortabt i et retningsløst liv.

Romanen veksler mellem afsnit fra Junes barndomsverden og fra en ferierejse, som hendes morfar har givet hende i arv. Barndoms- og voksenafsnittene belyser hinanden, men de forklarer ikke hinanden. Barnets univers er en realitet for den unge kvinde, ligesom voksenlivet er en højst virkelig størrelse i barnets univers.

Man kommer ind i en særlig stemning, når man læser Pernille Abd-El Dayems roman, man kommer ned i tempo, for man skal fange hver sammensætning af ord, men man svimler også, når Junes bevidsthed fanges af tanker, der maskinelt kører i ring.

Indimellem bobler humoren, som i skildringen af de triste barndoms

kvarterers poetiske navne, Engryleparken og Skjoldbregnehaven, af forholdet mellem veninderne og Junes optræden med fløjtespil. Jeg er en drømmeflade siger June, og læseren følger hende gerne gennem drømme, et one-night-stand og et møde med en ny veninde, fordi hendes historie såvel vækker en indlevelse i hendes kejtede ømhed som en dyb eftertanke over, hvad et menneskeliv egentlig er.

Tak for brugen af romanen som en drømmeflade - et ord Michael Strunge ville have holdt af, og tillykke med hans pris - det er en slags arv fra en digter til en anden, og du kan bruge den, nøjagtig som du vil.

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 2 (Nexø om Eika)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Kære Jonas,

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, dine noveller har fortjent den.

Der er noget ved dine fortællinger, som gør dem nærmest ubehagelige at læse og samtidig gør dem næsten umulige at slippe. De er lidt som en horrorfilm, hvor man hverken kan holde ud at se mere eller finde ud af at se væk. Men rædslen i dem er tit diffus, dens kilde er ikke altid til at placere. Og selv når den er helt konkret er den samtidig diffus, svær at placere. Som her i fortællingen ”Rachel, Nevada”, hvor en gammel mand sætter sig for at skære sit luftrør frit for at kunne … brumme, vel  … i takt med en sten, der er faldet ned fra en fremmed planet. Den slags er ikke rart. Men scenen bliver ikke bare intens, fordi han vil skære i sig selv, men også fordi hans handling både føles helt naturlig og helt uforklarlig for læseren. Og det gør den på grund af den rolige omhyggelighed, den blanding af nænsomhed og kølighed, der præger din prosa.

”Transformationen krævede at han lagde afstand til sig selv, forstod han nu, at han sad sin krop overhørig. Med venstre hånds pege- og langefinger lokaliserede han de to hårde bruskringe lige neden for struben, spændte huden ud imellem dem og lagde et snit på tværs. Huden åbnede sig med en lille forsinkelse, som om snittet først skulle gå op for den, og så kom blodet og smerten, sød, syrlig og varm. Han smagte den lige så meget som han mærkede den i sine nervebaner. Med en lidt mindre skalpel begyndte han at skære sig nedefter i dybden, igennem underhudens blodkar og fedtvæv, imens han holdt såret åbent med en ske i sin venstre hånd. Smerten fór igennem halsen i brandvarme stråler. Men selv hvis han forestillede sig kødet som en andens var der noget umuligt ved at føre kniven, noget uvirkeligt ved den målrettede bevægelse gennem lag på lag af menneskeligt kød. Ligesom synkront med sine arbejdende hænder måtte han række ud efter noget kommende, med åben hånd som når man vil røre ved regn, og hente alt sit mod der. Det føltes som at lægge arbejdet i hænderne på en anden. Pludselig sprang luftrøret frem i det fedtede kød, udspilet og riflet af bruskringe.”

Det er en voldsom passage. Jeg tænker det også som en lille poetik, et billede på, hvad dine fortællinger vil deres læser. Din bog skærer gennem verden på en måde, der lader noget grundlæggende – noget af det, vi normalt føler som helt selvfølgeligt – forskyde sig eller gå af led. Den insisterer på en verden, hvor meget nok er genkendeligt, men hvor de mest grundlæggende logikker, begæret eller økonomien eller intimiteten, er forandrede. De skriver rum frem, hvor det, vi ellers finder upåfaldende og selvfølgeligt, for eksempel vores luftrør – eller den sociale orden, eller forholdet mellem liv og død – er tvunget ud af form. Den lader diskrete og dybtgående, kosmiske mutationer finde sted.

Den forvridning opleves både som helt fremmed – og som helt selvfølgelig. For at være mere præcis: for læseren er det fremmed, for skikkelserne i dine historier er det, nåja, selvfølgeligt. Hvad er det for en blanding af arbejdslejr, kirke og stofmisbrug, der optræder i ”Mig, Rory og Aurora”? Hvordan kan det være, at drengene på stranden kan genoplive hinanden fra de døde i ”Bad Mexican Dog”? Det får vi ikke at vide. For fortællingen selv er det ligegyldigt, det er bare sådan det er. Det er helt andre ting, dine fortællinger vier deres opmærksomhed – og tit ved man som læser ikke, hvorfor netop de ting er vigtige at dvæle ved.

Man kunne sige, at du tvinger din læser ind i en meget fremmedartet opmærksomhedsmaskine. Man tvinges til at overtage en helt fremmed prioritering af, hvad der siger sig selv og hvad der må udfoldes. At kalde det desorienterende er jo ikke forkert, men upræcist. Det er mere sådan, at det er en stor og fremmedartet oplevelse – og at man samtidig skal sidde sin krop overhørig. Hele ens tanke- og sanseapparat vrides jo ligesom af led undervejs.

Men hvor vrider dine historier os så hen? Jeg tænker, at de med al deres ubehag og gådefuldhed rækker ud efter noget kommende. Hvis jeg skal sige hvad dét kommende så er, så kan jeg ikke komme det nærmere end at pege på din bogs titel, ”Efter solen”. Hvad kommer efter solen? Solen er kilde til liv, til den energi, der strømmer gennem kloden. En måde at beskrive bogen er at sige, at den vil undersøge de liv og de samfund, der opstår, når livets grundlæggende energikilde – det, der får alt til at bevæge sig – er vredet af led. Hvor kilden til liv ikke er solen, men er finanskapitalen. Eller stofmisbruget. Eller noget fjerde.  

Læst sådan fremskriver dine noveller historier fra dén verden, der fødes, når noget grundlæggende er ødelagt, og selv de mindste selvfølgeligheder må tænkes på ny. Det er ikke noveller, der eksplicit handler om klimaforandringer eller prædiker mod kapitalens logik eller global ulighed. Men det er noveller, der rækker ud efter den verden og det liv, vores samfund er ved at skære fri til os, imens det ødelægger vores nuværende livsgrundlag.

Også det kan være rædselsvækkende at tænke på. Men det er bare endnu en grund til at du skal have denne pris. Tillykke igen med Strunge-prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.

(foto: Janne Breinholdt Bak) 
-->

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 1 (MAI OM EIKA)

Anne-Marie Mais tale til Jonas Eika i anledning af uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 (uddelt på Strunges 60 års fødselsdag i tirsdags, åh altså!) til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Michael Strunge var meget glad for sin bog nummer to, Fremtidsminder. Han så den som et poetisk reservoir af billeder og visioner om en moderne verdens undergang, et rumeventyr på kanten af tider og steder, hvor kun det poetiske sprog og kærligheden er et håb. Jeg tænkte meget på Strunges bog, da jeg læste Eikas noveller, Efter solen. Der er nemlig flere paralleller mellem de to bøger. Eika er selvfølgelig som Strunge helt sin egen, men alligevel er der noget, de deler: en ambition om at bringe poesien og fortællingen ud over nutiden, ind i en slags messiansk fremtid med himmeldybde og kosmiske syner. I Eikas bog kan vi læse en utopisk passage, hvor fremtiden gløder i et gult lys:

Himlen glider over i en mørkere blå med sort i kanten, stranden buer rødligt mod vest. Vi følger den og når til et næs, hvorfra vi kan se ud over havet til begge sider. Det bugner af Para-sol der trænger det blå på himlen tilbage. Det gule langs horisonten toner ud. Til alle sider blusser jorden op i et mildt, orange lys der antyder dens runding i den sorte morgen. ”Kom, lad os gå ind i landet”. (s. 159)

Man skal ikke have læst langt i Strunges Fremtidsminder for at finde indslag, der leder tanken hen på dette fine stykke ordkunst af Jonas Eika.

Hos Strunge lyder det eksempelvis:

Luften er intenst stille, men ikke som før torden. Det er en afladet stilhed, som efter et elektrisk uvejr i 5 minutter på Venus – glas, lys og ilt […] Langsomt kan jeg mærke det nye i luften, stille, sort og køligt er det nye, endnu, i natten, i afventning af det rigtige øjeblik for en ny opladning til udladning af alt det uformede og blanke. Luften er trykkende varm. Som før en ny tidsalder. (s. 75)

I Eikas noveller er vi på kanten af en ny tidsalder. Kapitalismen er kørt videre og fortsætter nu ud over sin egen ruin, men vi kan stadig genkende spekulationen, selv om den har mistet enhver jordforbindelse og er blevet en besynderlig epifyt. I ørkenen i Nevada møder vi UFO-tilhængere og skabninger, der forsøger at forene sig med et ukendt materiale. Det mærkelige metal ligner en slags livs-træ fuldt af pattedyr, fugle og alger.   

Vi oplever scenerierne fra feriestrande med de rige turister, der vartes op af beach boys, der leverer diverse ydelser for sparsomme drikkepenge. Og vi ser skyggen af de mærkelige forretninger, der er i gang omkring seksuelle ydelser og forbrydelser.

En dreng bliver slået ihjel, men genopvakt af de andre drenge i et ritual af kropsvæsker, himmelsyner, sang og dans. Igen tænker man på Strunges fremtidsminder, hvor generationens ”vi” danser og synger til luften bliver klar og tæt.

Novellerne er gådefulde og har en egen humor. Eika selv har talt om, at han skriver en form for flagrende realisme, hvor teksten arbejder med forskellige virkelighedsskred, og hvor der er en fascination af visionerne af denne skræmmende og fremmed fremtid.

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Eikas noveller er noget ganske særligt. Ingen skriver som han, selvom science fiction er blevet en meget yndet genre. Jeg er blevet overrasket og rystet, som da jeg som barn første gang læste Cecil Bødkers novellesamling Øjet, der blandt andet fortæller om atomkrigens univers. Cecil Bødkers noveller blev klassikere og kernetekster for generationer af læsere. Jeg spår Eikas noveller en lignende skæbne, og derfor skal han selvfølgelig tildeles Michael Strunge-prisen 2018.

Dobbeltgængerpris

Jeg skrev en en bogholderi-note i fredagens WA Bøger om det ikke ikke umiddelbart gennemskueligt meningsfulde i, at Danske Skønlitterære Forfattere har oprettet en pris, Den svære Toer, der, nøjagtig ligesom Michael Strunge Prisen har gjort siden 2012, præmierer en forfatter for hans/hendes anden skønlitterære udgivelse. Caroline Albertine Minor fik for nogle måneder siden Strunge Prisen for novellesamlingen Velsignelser. Tre forfattere var nomineret til Den svære Toer, Viggo Bjerring, Ida Holmegaard og Caroline Albertine. Og i går blev Den svære Toer så uddelt til - Caroline Albertine Minor. Og tillykke med det til hende! Men hvorfor dog, jury (Lone Aburas, Anne-Mette Riis Rasmussen og Dennis Gade Kofod), understrege overflødigheden så eklatant, når I kunne have peget  på (foreløbigt totalt u-prisbelønnede) Holmegaards frygteligt fine roman Graceland (jeg har ikke læst Bjerrings kortroman QWERTY, det bør jeg gøre snarligst), som jeg er en del mere indtaget i end Velsignelser? Vel fordi juryen simpelthen brød sig mest om Minors bog, hvilket jo er helt fair, det er ikke dem, der har fundet på prisen, men sikke dog til stadighed dumt og meningsløst fundet på.

(jeg sidder selv i juryen for den ene af de to debutantpriser, der findes (NEJ, HOV! RETTELSE - OGSÅ TIL AVISEN!: DER FINDES JO EN 3. DEBUTANTPRIS (som jeg for fanden selv har fået!) DET DANSKE AKADEMIS RENT LYRISKE KLAUS RIFBJERGS DEBUTANTPRIS, der imidlertid senest, i 2016, var blevet en (endda forsinket) toer-pris, da den gik til Theis Ørntoft, 7 år efter hans debut og 2 år efter hans anden bog), Munch-Christensens Kulturlegat, som ikke er fundet på ud af det blå af en forfatterforening, men testamentarisk oprettet af et boghandlerpar i Vejle - og så længe jeg har siddet i juryen (siden 2008-2009), og selvom prisen uddeles til to debutanter hvert år, har vi kun 1 gang haft sammenfald med den anden debutantpris, Bogforums, nemlig i 2014 med Yahya Hassan (vi diskuterede i juryen om han allerede var for prisnedtynget, men lod, sådan som vi bør, den kunstneriske kvalitet og styrke få det sidste ord); 2 Munch-Christensen-prismodtagere har for deres anden bog fået Strunge Prisen, Theis Ørntoft og Caspar Eric)

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (AMM for CAM)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:


-->

"Caroline Albertine Minors noveller er velfortjent blevet rost til skyerne, og det er ofte af de mange begejstrerede kritikere blevet sagt om novellerne, at de handler om tab og sorg. Det er rigtigt, men jeg synes alligevel, at det er rigtigere at sige, at de handler om menneskers liv, med alt hvad det indebærer af sorg, tab, glæde, forandring og velsignelse. I novellerne bliver sorg og tab ikke beskrevet som noget næsten umenneskeligt, der bryder ind i menneskers tilværelse, men som noget der hører med, som erfaringer ingen af os kan slippe for. Vi omgås tabet og sorgen forskelligt, men de to fænomener hører med til det at være menneske ligesom kærlighed, venskab, seksualitet, jalousi, svigt, tro, tvivl, uformåenhed og længsel.

Michael Strunge Prisen tildeles en forfatter, der virkelig lykkes med det, som ofte betragtes som meget svært: nemlig efter en flot debut at udgive en god bog nummer to’ er. Michael Strunge betragtede selv sin to’ er, Fremtidsminder, 1980, som en af sine vigtigste bøger. Han så den som et reservoir, som han kunne øse af i sine følgende bøger.  Caroline Albertine Minors Velsignelser tager sig ikke ud som en svær og genstridig to’ er, men ligner et værk, som det senere vil være godt for både forfatteren og læseren at vende tilbage til simpelthen, fordi persontegning, handling, stemning, plot og metaforik så selvfølgeligt lykkes her.  Novellerne handler om forskellige personer, men der er også linjer imellem dem, og de forskellige forløb snor sig ud og ind af hinanden på en måde, der fanger læseren. Novellerne bygger en verden op med unge og ældre kvindelige karakterer i centrum. En mor mister sin datter, der begår selvmord, en ung kvindes kæreste kommer ud for en ulykke, der giver ham en hjerneskade, en ung mor kæmper for at klare sit barn og sin eksamen, en kvinde oplever sin fars sidste tid, en kvinde lever med flere mænd i et forsøg på fortvivlet at blive sig selv, og en anden kvinde elsker sin mands afdøde ven, mens han forelsker sig i en kammerat.  De forskellige kærlighedshistorier- og seksuelle forviklinger er af et nærmest Blichers tilsnit, og det klør i mine dansklærerfingre for at få lov til at læse disse noveller sammen med Blichers Hosekræmmerens Datter, Sildig Opvaagnen og Skytten paa Aunsbjerg simpelthen fordi Minors noveller kan matche Blichers evne til at fortælle historier om det største og det mindste i menneskelivet. Men samtidig rives jeg ud af mine hede og ømme dansklærerdrømme af Minors noveller.  Under læsningen kommer jeg selvfølgelig i tanke om de velkendte novelledefinitioner, begrebet om novellen som en uhørt, indtruffen begivenhed, om begivenheden som tema og om upålidelige fortællere og fokaliseringens muligheder. Men jeg bliver også som læser så rørt og betaget, at jeg blot rives med af teksten og læser løs. Jeg sidder med fornemmelsen af, at begreberne kan jeg altid tage frem igen, men her og nu taler fortællerne til mig og minder mig om, hvordan sorgen kan spærre os inde, og hvordan mødet med et andet menneske kan virke befriende. I titelnovellen ”Velsignelser” er samtalen mellem en ung kvinde og en lidt kikset præst, der har været hjemløs, rørende, kejtet og har et strejf af humor. Hvem af de to, der er sjælesørger for hvem, er ikke så vigtigt. Men måske virker velsignelsen – fordi den er hemmelig og oprigtig. Her kommer lige velsignelses-stedet:

”Det kommer ikke til at stå nogen steder, sagde hun, da jeg trådte op til døbefonten med Aron på armen. Det håber jeg, at du er indforstået med.

Bare det virker.

Virker og virker, sagde hun”

Caroline Albertine Minors noveller virker både i den spontane læsning, og når man pudser hele analyseapparatet og litteraturhistorien på dem. Som Blichers noveller holder de til det hele.

Hjertelig tillykke med Michael Strunge Prisen 2017."

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (TAN for CAM)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:

-->

"Kære Caroline, 

Tillykke med prisen, du har fortjent den, din bog har fortjent den.

Du har en måde at skrive på, som ligesom sniger sig ind på en, for så at gribe meget hårdt fat. Så sidder man i saksen, og også med en fornemmelse af at læse noget nærmest uhyggeligt godt, uden måske helt at have opdaget det undervejs. Opdaget, hvad det var, der gjorde den scene, den stemning eller den fortælling så god.

Der er noget omhyggeligt over sproget og skikkelserne i dine noveller. Jegfortællerne – næsten alle unge kvinder i tyverne, mange med et lille barn, mange udsat for et tab, der ikke rigtigt gives nogen forklaring på – taler med en enorm sikkerhed, med en form for autoritet om deres egen situation. Men samtidig taler de fra et både udsat og åbent sted. Åbent i betydningen: åben for mødet med andre mennesker, for i mange af novellerne strejfes fortællerne af næsten tilfældige møder med andre, en fransk tv-vært i ”Villages de France”, en præst i provinsen i titelnovellen ”Velsignelser”. Men også åben i betydningen: uden en speciel ide om, hvad der kunne komme. Åben, som i: et sæt af forventninger er faldet bort, nogle andre har ikke dannet sig endnu.

Sådan ser det ud i et par korte sætninger fra en af dine noveller, den næsten ubærlige ”Sorgens have”. Jegfortælleren – også hun hedder Caroline – kører med bussen til Hvidovre Hospital for at besøge sin kæreste, der har fået en hjerneskade og måske aldrig kan komme sig. Med sig har hun deres lille barn. Så står der: ”Vi var udenfor verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventning til dagene.”

Det er en stemning, man kan længes efter, den her fornemmelse af at falde ud af verden. Det er en stemning litteraturen ofte stræber efter og besynger. Noget af det mærkelige ved din bog er, at den stemning så konsekvent forbindes med sorgen og med fornemmelsen af at være slået ud af kurs. Sådan er skikkelserne i dine noveller nemlig, de er slået ud af kurs. Nu står tiden åben for dem, som en mark uden bygninger på. Det er der ikke noget sørgeligt i, men heller ikke noget specielt lykkeligt ved. Det er et vilkår, dine noveller konstaterer.

Jeg har tænkt en del over den åbenhed og det at være slået ud af kurs som et vilkår – og ikke noget, man stræber efter eller frygter. Især har jeg tænkt på, om det ikke bare er et billede af en sorg, men også er et billede af en generation. Om det er en generations-stemning, dine noveller beskriver. I al fald synes jeg, at man kan finde den hos flere andre forfattere på din alder.

Jeg har også tænkt over noget andet. Der er noget vildt, men for dig åbenbart helt selvfølgeligt i at have en fortæller, der både er gennemstrømmet af sorg og smerte, og samtidig ligesom står uden for sin egen situation. ”Det var en simpel tid,” kan fortælleren Caroline bare konstatere. I en anden novelle hedder det simpelthen: ”En tid, jeg bedst kan beskrive som svimmel, fulgte. Følelsen af ensomhed mindede om den beherskede smerte i en kariøs kindtand, inden betændelsen har spredt sig til nerven.” Igen er det som om, jeget på én gang har et overblik over og er midt i en tilstand. Det er et virkelig, ja, utroligt sprogligt greb. Det giver dine tekster en fantastisk, sitrende autoritet, som jeg synes er helt din egen.

Også for den – og for så meget andet, for billedsproget, for din evne til at komponere en samling – får du Strungeprisen 2017. Tillykke igen."

 

EXKLUSIVT: STRUNGE-TALE 2 (Tue for Caspar)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2016. til Caspar Eric:
 
-->

Kære Caspar,

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, din bog har fortjent den.

Da jeg anmeldte din første bog skrev jeg blandt andet, at den havde et skarpt greb, som den brugte igen og igen, og at det var spændende at se, hvordan du ville komme videre derfra i bog nummer to. Nu ligger Nike her, som umiskendeligt er en bog skrevet af Caspar Eric, ikke bare fordi du ublu trækker på dit eget liv – dit brud med en kæreste, dit liv i tyverne i København, dit liv med cerebral parese – men også fordi den er skrevet med en sproglig sensibilitet, som man allerede genkender som din særlige signatur. Alligevel gør den noget nyt. Hvis jeg skulle sige hvad det nye er, så er det at den går all in på bekendelsesgenren, og at den samtidig forsøger at udvide og forandre den genre.

Ser man på halvfjerdsernes bekendelseslyrik – mest kendt er vel Vita Andersens Tryghedsnarkomaner – så er der ofte tale om digte, der handler om punkterede forhåbninger. Utroligt ofte handler de om de måder, digterjeget ikke kan leve op til sine egne og omverdenens krav – om at være smuk, klog, aktiv, god til kærlighed. Til gengæld kan jeget uproblematisk forklare, hvordan det ikke lever op til alle de krav og forestillinger, og hvordan det er ikke at leve op til dem. Digtene lader jeget udsige, klart og tydeligt, hvordan det lider nederlag, men også – måske – hvordan det alligevel klarer sig. Digtene er tit sidelange og fortællende, men de har alligevel en bestemt billedøkonomi. Alle deres triste detaljer er udvalgt, fordi de er sigende. De peger med eksemplets tyngde hen mod problemets kerne – at jeget ikke lever op til et både indre og kulturelt ideal – og gør det med virkelig klar og trist tydelighed. I halvfjerdsernes bekendelseslitteratur er det sådan, at der parallelt med det triste jeg, der optræder i digtene, er et suverænt jeg: udsigelsens jeg, der orkestrerer digtene.

Nike er et digt, der bekender og bekender. Det er også et digt, der handler om afstanden mellem de kulturelle idealer for vores kroppe og vores liv, og så jegets virkelighed, en virkelighed, der blandt andet, men jo ikke kun er præget af livet med cerebral parese, med en krop, der gør modstand. En krop, der gør fremtiden usikker. Men i Nike søger jeget trøst i popkulturen – det gjorde man ikke i halvfjerdserne. Og så er Nike ikke fyldt med sidelange enkeltdigte. I stedet er det et langdigt, strømmen af ord stopper aldrig rigtigt. Som langdigt orkestrerer den ikke sine detaljer med overblik. Den er heller ikke er komponeret i dele eller på anden struktureret af en overordnet plan. I stedet knopskyder scener og billeder ud af hinanden. Jeget associerer sig frem og dvæler ved enkelte øjeblikke – mere fordi der knytter sig en stemning til dem end fordi der knytter sig en pointe til dem.

Et af de rørende øjeblikke handler om en ung, navnløs pige, der er faldet af sin hest og nu sidder i kørestol:

”men pigen kunne ikke/ skjule hvor sindssygt/ hun fik det hver gang/ der kom en helikopter/ fordi hun ikke havde lært/ at være handicappet endnu/ og jeg tænker på hende/ hver gang/ jeg ser en helikopter/ selvom at ingen kan se det/ jeg har en kærlighed til gigantiske flyvende objekter/ som jeg deler med Johan/ selvom vi aldrig kan dele/ helikopteren på den måde/ fordi vi ikke deler hende/ hvis navn jeg skammer mig/ over ikke at kunne huske/ og jeg vil ikke sige noget/ specifikt med hende/ jeg vil bare have hende/ til at være her også”

Det er som om opmærksomheden skrider væk og tilbage til pigen i associerende kæder – ud til kærligheden til helikopteren, ud til vennen Johan, ud til jegets glemsomhed og skam. Til sidst er pointen ikke andet end at pege på hendes eksistens: hun er her også. Det er også en måde at være skadet på i verden. Snarere end den eksemplariske pointe handler billedøkonomien i Nike om inklusion og bevægelighed. Det sidste ser man helt ned i og ordene, for forbløffende tit er det sådan i bogens antilyriske stil at ordene bevæger sig i flere retninger, at de – hvis man stopper op – betyder en ting, men noget andet hvis man læser videre. Som når jeget sammenligner sig selv med en søstjernearm, der måske kan gro ud og blive en søstjerne igen, og så konkluderer:

”men jeg vil ikke hele/ jeg vil ikke hele tiden/ skulle blive helt/ menneske igen”

Som man kan se forskyder hele (som i heling) sig til hele tiden, altimens helt (som i hero) forskyder sig til helt (som i hel). Citatet peger også mod den stemning, der er i bogen og som føles som en signatur for dig. Nike er ikke en trist samling, men der en melankolsk tone i den, og også nogle gange en nærmest melankolsk vrede. Det er som om, den er skrevet i skyggen af et tab, som ikke er et rigtigt tab, for den er et tab af noget, man aldrig rigtigt har haft. Hvad er det så der er tabt? Det er, tror jeg, illusionen om at man kan leve et perfekt liv, et billedskønt liv. Som der står i begyndelsen: ”jeg føler mig ok/ ødelagt for tiden/ det er ikke en særlig/ original men alligevel/ singulær måde/ at have det på/ i den forstand/ kan alle være handicappede/ eller vi er menneskene/ der har forskellige handicap/ vi smadrer vores egne kroppe/ vi smadrer statuerne/ vi smadrer de små guder/ og så smadrer vi hinanden/ jeg har bare været smadre/ fra begyndelsen”

Nike er en bog om en krop og et liv og en stemning. Kroppen og livet er særligt, er singulært – pointen er ikke, at vi alle er ens, fordi vi alle i det skjulte har det som dig, eller at du repræsenterer ”den handicappede erfaring”, det siger du med rette nej til – men stemningen er fælles. Den stemning og alle dens nuancer fanger Nike virkeligt fint. Den er en generationsbog og også del af en hel bevægelse, der udvider og forskyder bekendelsens tradition blandt andet via langdigtet – jeg tænker her på Cecilie Lind eller Rolf Sparre Johansson. Men den er alligevel præget af din særlige tone.

Tillykke igen med prisen og med bogen.

EXKLUSIVT: STRUNGE-TALE I (Mai for Caspar)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2016 til Caspar Eric:

-->

Motivering af Strunge-prisen til Caspar Eric

Jeg begynder med slutningen og bagsiden… af Caspar Erics Nike:

It’s the things

we love most

that destroy us

knus Caspar

Der er tydeligvis en flertydighed i dette afsluttende knus. ”Knus” kan opfattes som afsendelsen en kærlig omfavnelse fra digteren til læseren, en opfordring til at omfavne ham eller en bydemåde om at tilintetgøre ham. Og flertydigheden er karakteristisk for den poesi, som Caspar Eric giver læseren i Nike, en titel, der på sin side har mindst tre referencer: til sejsgudinden, til sportsfirmaet og til ekskæresten, som digteren har lovet ikke at skrive om. Og det gør han selvfølgelig heller ikke, for digtenes virkelighedsreferencer er ligesom ”knuset” hverken entydige eller afbildende. Digtene er måder at forholde sig på til billederflader i virkeligheden, i sproget, i tanker og forestillinger og i menneskelige forhold.  Det fremhæves ofte i omtalen af bogen, at den handler om at være handicappet og om et forlist kæresteforhold.  Men betegnelsen ”handle om” passer dårligt på digtene – de bevæger sig først og fremmest strømmende og associerende vidt omkring i adfærd, normer, i oplevelser af lykkelig og ulykkelig kærlighed og af krop og køn.  

Digterens skildring af kroppen, der er mærket af cerebral parese, er hverken en sygehistorie eller handicapanalyse; den minder først og fremmest læseren om kulturens indskrænkede normer og vurderende blik, når det gælder menneskekroppen, normer, som får alt for mange til at regulært at hade deres krop. Nike triumferer med sin skarpe poesi over de indskrænkede kropsidealer og forventningerne til en handicappet. Fordommene om den stakkels eller sympatiske handicappede eller om afvigeren, der skal kanøfles, viser sig at stå i kø blandt voksne og børn, og Nike udstiller både disse fordomme og digterens egne blinde pletter og narcissisme.      

         Nike er formet som et langdigt, en recitation med en rytme som både jazzmusik, spoken words og meditativ refleksion. Som sådant har langdigtet sine forudsætninger og forbilleder i 1960´ernes digtning. Digtenes flotte glid i gennem sproget skifter fart og brydes af gennem indfald og sammenligninger, der griber ind i hinanden på en måde, så man ikke kan se hverken deres begyndelse eller ende.

          Et sted i digtet bevæger digteren sig i en tankerække, der går fra Assistens Kirkegaard via et fitnesscenter til et parkeringshus i Detroit, som jeget sammenligner sig selv med: ”en følelse/ af at være et forladt/parkeringshus i Detroit/ der umuligt kan betale tilbage/ for al den neon og de håb/ der er blevet investeret i mig/ så mange ufærdige broer/så mange skyskrabere/ så mange kontorpladser/ så mange tomme centre/ så mange forladte/ projekter hvis skæbne/ det er at blive glemt/ eller vente/ på at nogle unge/ hipstere kommer forbi/ og giver den sprækkende/ beton en eller anden/ slumromantisk værdi/ perfekt til crazyfucking/postqueertechhouserave/ som de kan tage entré for/ at være en del af/ det fælleskab jeg/ bare skulle være glad for/hvis jeg var en bygning/ på tvangsauktion for/ hvad fuck ville jeg/ ellers gøre når jeg ikke/længere kunne bruges til/ det der var mening i Detroit fx” (s. 78-79).

         Huset eller ligefrem jeg-huset er en metafor i dansk digtning, som vi kender fra Ole Sarvig: ”Mennesker er huse / med korsruder. / Alle er vi / huse i byen”, skrev han i sin samling fra 1944; i Caspar Erics version bliver metaforikken godt nok opdateret og nærmest sparket i nakken af sig selv. Og sådan går det ofte med sproget og billederne i Caspar Erics langdigt: det velkendte får et tvist som det tvist i hoften, som sygdommen har givet digteren. Som læser møder man således både sig selv og et andet menneske i Nike.  Digtene har ikke en ambition om at være hudløst ærlige, de vil i stedet give os lov til at se huden, kroppen og sjælen i et andet lys end perfektionens. Nike skaber et mandsbillede, der minder om Michael Strunges portrætter af digteren som ung mand til party, på S-togsstationen, på gaden, i sengen og i lejligheden. Samtidig  er Nike selvfølgelig så Caspar Ericsk, at hver sætning har  hans særlige tonefald.  

Nike fortjener egentlig ikke prædikatet, ”den svære to´er”, snarere betegnelsen den sejrende to´er, og derfor er det en fornøjelse at tildele Caspar Eric Michael Strunge-prisen 2016.    

("Detroit's Michigan Theater: A Most Beautiful Parking Lot")

En anden pris vi gerne priser!

er Michael Strunge-Prisen, der i nogle år jo har været bog nr. 2-prisen og som i år (overrækkelse på torsdag i Gyldendals gemakker, sådan cirka det modsatte af Smallegades fortov) går til Caspar Eric, TILLYKKE;  for langdigtet Nike, 2015, hvilket det ville være virkelig dumt at klage over, når nu bogen er og bliver skidegod, selvom CE mildest talt ikke har ude af vælten, herunder pris-vælten, siden han debuterede i 2014 med 7/11 (endnu tidligere, i 2013, var han nomineret til Bukdahls Bet for en pdf-samling), hvilket han da også selv udmærket er klar over, som det med al besværgende klarhed fremgår af hans takke-opdatering på Facebook:

"Jeg har vundet en pris som jeg er meget stolt af. (Jeg er også stolt af Blixenprisen) Men mest af alt er jeg stolt af lille NIKE som jeg aldrig kunne have skrevet hvis ikke jeg havde haft så mange gode støttende mennesker omkring mig også og især i de perioder hvor ting virkede mest mørke og nærmest umulige at komme tilbage fra og jeg er også bare en lille person men den kærlighed virker vigtig for tiden altså den grundlæggende kærlighed så tak for den og tak for at jeg lever i et samfund hvor min krop kun i symbolsk popkulturel forstand hele tiden dømmes til døden (YES HOLLYWOOD i am looking at you with my limping Sauron Heart) og tak for at jeg i hvert fald i litteraturen gerne må have nogle følelser som der ikke er plads til så mange andre steder hvis man fx er en af dem der gerne bare vil efterlade lykkens projekt hvor den hører hjemme i et skab på en togstation hvor alt er gået i stå (Ringsted?) og jeg vil også gerne sige at jeg ved godt at jeg fylder meget at der ER øjne rettet mod min Johnsonske permanente catwalk og jeg prøver at tænke på det og smide hænder i alle mulige retninger og det hjælper fx har universet udvidet sig og hvad er der at gøre ved det (en masse) andet end at prøve også at lade de rum hvor vi kan trække vejret træk (skud ud RESPIRATOR der reddede mit liv før det fandtes) træk vejret"

Mindes Michael med Nikolaj

I går var det 30 år siden, Michael Strunge døde, i dag er det 30 år siden livet og poesien gik videre uden ham. 

Jeg hører forskudt fra dig, der hørte pladen for et par timer siden, Nikolaj Nørlunds Navnløs med tekster fra Strunges pseudonyme digtsamling Verdenssøn, som er en af de bedste Strunge-læsninger; jeg kender: Nørlunds nænsomme, ubesværede, meget lidt 80'er-patetiske intonation forlener de enkle, kuldslåede digte med en forfinet og urolig intimitet. Eller noget! En temmelig fortjent Strunge-Pris dér!

Exclusive: STRUNGE-TALE II (Mai for Ravn)

Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Anne-Marie Mais tale (så genialt generøst at der holdes 2 taler) ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman Celestine:

Det er svært at fortælle om Olga Ravns Celestine, til gengæld er det ganske let at citere. Man kan som læser slet ikke lade være, for Olga Ravns Celestine er fuld af forunderlige sætninger og billeder, som griber læseren og bliver ved med at husere i ens tanker, som når det hedder ”sommeren var begyndt at blive krøllet og sortrandet”, (s. 15), ”forelskelsen var ufrivillig som en barndom” (s. 65) eller ”jeg gik rundt med en åben grav i mig” (s. 115). Desuden er citatet: ”Da jeg var barn, var jeg skilsmissens sted” – næsten allerede blevet en talemåde.  Når det er svært at fortælle om Olga Ravns roman, er det ikke fordi handlingen er svær at begribe: en ung højskolelærer er i en eksistentiel krise i forhold til sig selv, sin kæreste, sin mor og sin baggrund som skilsmissebarn. Hun er ved at miste sig selv til følelser, hun ikke kan magte og overkomme. Hendes liv og selvfølelse forsvinder, og hun forvilder sig ind sig i væremåder og talemåder, der fjerner hende fra sig selv.  Hun ligner og føler sig som et spøgelse og begynder selv at hjemsøge andre angivelige spøgelser for at give det indre gengangeri et ydre udtryk. Hun tilbyder derfor sin krop til renæssance-jomfruen Celestine, der efter sigende spøger på et gammelt slot.

Når det er svært at fortælle om romanen, hænger det sammen med, at det nemt kommer til at lyde som om Olga Ravn går en lang omvej i den gotiske roman og en indviklet spøgelseshistorie for at fortolke nogle meget nutidige menneskelige oplevelser og erfaringer, som mange deler: at opleve sine forældrenes skilsmisse, forældrenes nye kærester og disses børn, at have svært ved at få sit eget parforhold til at vare ved, at føle sig hjemme i sin alder og ikke lade tilværelsen glide sig af hænde. Et par af Celestines anmeldere har haft denne indvending mod romanen midt i deres ellers venlige uddeling af kors, bånd og stjerner, og hvad de ellers har at gøre godt med.

Men indvendingen er forkert. Spøgelseshistorien er tekstens kunstneriske balancepunkt, og besværet med at fortælle om romanen, uden at man forkorter og forenkler den, hænger sammen med, at det præcis lykkes for Olga Ravn at tage afsæt i vores hverdagssprogs omtale af, at nogen eller man selv ligner et spøgelse, eller at noget spøger i en bevidsthed, og få denne oplevelse til at leve og trænge sig ind på læseren. Det gør hun ved at skrive en roman, der både er gotisk og realistisk.  Hun kan netop kun komme dybt ind i de både skræmmende og krævende relationer mellem de børn og voksne, som vores nye serielle monogami skubber i armene på hinanden, ved at stå ved, at man kan ende som spøgelser for hinanden og tage den kunstneriske konsekvens af, hvad spøgeriet betyder. Renæssancens skønne ungmø Celestine blev muret inden, da hun brød datidens faderlov, mens den nutidige kvinde indser, hvor små og indestængte skilsmissebørnene og de sammenbragte søskende bliver, når de skal holde sammen på det kartotek af forhold, forældrene har tilegnet sig i deres liv.  ”Vi er spøgelser for hinanden” som det kan siges i slutningen af romanen, da historien har givet denne sætning rækkevidde.  Det gamle kvindespøgelse, der begynder at vise sig for romanens hovedperson i slutningen af historien, er skræmmende. Men det er ikke desto mindre hende, kvinden må lukke ind i sit indre rum, hvis hun ikke skal ende som en indemuret 16-årig. Eller hvad? Romanen fastholder sin ambivalens – dens sætninger og handling slynger sig ud og ind af beskrivelser af menneskelige erfaringer og oplevelser, som mange deler i nutiden, og iscenesætter de spøgelseshistorier, vi benytter os af, for at undgå at se de mentale indemuringer og dødningehoveder i øjnene.  Hen mod slutningen af romanen hedder det: ”Det var en lille og tung ulempe at være Kims kvinde. Han holdt ejerskabet løst i hænderne. Jeg ville være et skældsord i hans mund. Han ville drikke. Sommeren gjorde os øre og tyndslidte som lyse flader, firkanter af græs eller opstartende og nedlukkende skærme.  Sommeren skulle vise hvor let man kan blive. Mit øje skulle fyldes med sølvglimmer og spyt. Jeg skulle blive Celestine, men det blev jeg aldrig. Jeg ved aldrig, om hun kun er noget, man har fundet på, som jeg har fostret i mig, og så sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvad der er virkeligt.” (s. 149-150).

Tak for både handlingens sære dunk på sjælens dør og det mærkelige klister fra sætningernes edderkoppespind, som man ikke kan få af sig igen.  Romanen giver mindelser om Thit Jensens seancer med ånder, gengangeriet i Ibsens dramatik og de gotiske passioner hos Brontë-søstre – det lyder urimeligt og umuligt. Men det er det ikke: det er Olga Ravns svære og smukke to’er: Celestine. 

 

- unge ur-Thit

Exclusive: STRUNGE-TALE I (Nexø for Ravn)

Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Tue Andersen Nexøs tale ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman Celestine:

-->

Kære Olga,

Tillykke med prisen. Den har du fortjent, den har din bog fortjent.

Jeg har tænkt på et bestemt citat, mens jeg har tænkt på din bog de sidste par dage. Citat kommer fra den tyske romantiker Joseph von Eichendorffs lille roman Fra en døgenigts liv. Den navnløse døgenigt, hvis følelser er letantændelige, troede, at den ædle frøken tænkte på ham og at hun til den store fest ville smykkes med blomster fra netop hans have. Men det viser sig, at det bare var hendes kammerpige, der havde bestilt blomsterne. Frøkenen selv er nemlig forlovet til anden side. Det finder døgenigten ud af, mens han om aftenen sidder i toppen af et træ og ser mod festen i paladset:

”Alt dette sænkede mig ned i en afgrund af eftertænksomhed. Jeg viklede mig, helt som et pindsvin, sammen i mine egne tankers pigge; fra slottet genlød dansemusikken stadigt sjældnere, skyerne vandrede ensomt henover den mørke have. Og sådan sad jeg oppe i træet, som en natugle, i min egen lykkes ruiner igennem hele natten.”

For mig berør det citat mange af de ting, din bog handler om. Celestine handler nemlig også om skuffet kærlighed, og om kærlighed, der går i stykker uden nogens skyld. Den handler også om søvnløshed, om det at blive oppe mens alt andet sover, om det at være forskubbet fra det almindelige livs rytme – rytmen mellem nat og dag, rytmen mellem barndom og voksenliv. Men især handler den om at befinde sig på eller nær lykkens sted, men lykken er der ikke mere. Den handler om, at noget er forsvundet, men at man alligevel bliver der, hvor det var, om at sidde som en natugle i sin lykkes ruiner. Det er det, spøgelset Celestine gør, når hun går igen på de steder, hvor hun insisterede på sit begær, og som fortælleren gør, når hun tænker på sig selv som et skilsmissebarn, der ikke kan slippe den familie, der ikke er mere – og som derfor optræder som en rest fra den familie i sine forældres nye liv. Eller som det forhold til Kim, der fortsætter og fortsætter i Celestine, selv om kærligheden tydeligvis er forsvundet. Og måske også som det arbejde som lærer på en kostskole, som fortælleren har, og hvor hun ikke længere kan være ung, dvask og ubekymret som eleverne, men heller ikke voksen som de andre lærere. Og hvor hun derfor går og spøger og forstyrrer elevernes ungdommelige, begærlige drift. Hvilket vel er de fire spor, din roman stiller sammen – spøgelset, kærligheden, kostskolen, barndommen. Alle fire kredser om det lykkens sted – som ofte også er begærets sted. Det sted, der ikke er mere og det sted, man ikke kan forlade. Det er sorgens og tabets sted.

Celestine handler også om at bebo det sted, om aldrig at rejse fra det. Det er ganske vist et sted, man ikke selv har valgt at være. Og på sin vis er det et usundt sted, mange selvudviklingsbøger ville sige, at det er et sted, man skal igennem og konfrontere sig med, men kun som et stadie på vej hen mod noget andet. Sådan vil din bog og din fortæller det ikke. Hun vil tværtimod tage det sted på sig og blive i det, hun vil tale fra det sted, hun vil lære at nyde det. Tidligt siger bogens fortæller: ”Jeg vil gerne lære at blive stående på det samme sted, at gå den samme runde, at insistere. Jeg vil gerne blive i det, man ikke kan kalde tilgivelse. Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst, det skal holde mig underholdt.”

Der er noget usundt over denne position, det at svælge i tabet. I Celestine forbindes det ikke bare med spøgelser, men også med kropsligt udflåd, lus og dårlig hud, udsmatning på alle leder og kanter. Med en klistret seksualitet. Nogle gange forbindes det også med noget trist og hjerteskærende over det. Men der er også, og det er nok derfor, jeg har tænkt på citatet fra Eichendorff, noget festligt over det sted i din bog. Det ser man især i din bogs stil, i dens utrolige mængde sammenligninger, der bobler og rabler af sted, får eget liv, bliver små smykker i egen ret. Et næsten tilfældigt eksempel:

”Morgenen siver langsomt ind over himlen, som et skørt drikker af farven fra noget spildt. Nogle ænder flyver op fra nabogårdens gadekær og strør sig selv over himlen som rosiner.”

Heldigvis vælger din bog ikke mellem det usunde, det hjerteskærende og det komiske. Det er snarere sådan, at du skriver om tabet som permanent tilstand – og så får alle disse stemninger til at være der, samtidig. Det er ikke nogen lille bedrift.

Også for den får du Michael Strunge-prisen for den svære toer. Tillykke igen.

-  Joseph von E

CLONK/KOOL III - Olga er 80'erdigter (født '86)!

(foto: prismodtagerens far)

Med så stærke, selvfølgelig prismodtagere som sidste år Theis Ørntoft for Digtet 2014 og i går Olga Ravn for Celestine gider jeg ikke længere findes det kuriøst med Michael Strunge-prisens sene identitet som pris-for-fremragende-bog-nr.-2. TILLYKKE TIL OLGA med prisen og til prisen for at give mening! Celestine udkom helt tilbage i februar, så det giver ekstra god mening at erindre os allesammen om, hvor forrygende og vellykket manierisme-autofiktion-smash-uppende den er.

Michael Strunge skrev et par glimrende noveller og inkluderede i Nigger 2 en seks sider kort roman-parodi, her de første 4 kapitler:

M I N  F Ø R S T E  R O M A N
(den handler om en ung mand.)

1. kapitel 
George blev født en morgen, hvor solen sov længe. det var vidner, og faren blev glad. Jordemoderen hed fru Sørensen og havde et overskæg af hormonal karakter, tapetet var blåt og hvidt. Danmark havde lige vundet over Sverige (Ole Madsen, you know, tidskolorit). George var en dreng, og faren lærte ham at spille fodbold. Moder var i køkkenet, snart skulle hun maltraktere. der var lagt op til noget med sovs. Da George fyldte fem år før tiden, fik han et slips i fødselsdagsgave af sin onkel, Arne Bruun (noter: navnesymbolik). Det var aflangt og prikket, røde og blå prikker på sort. Der var fugle i luften og fjernsyn i tv. George hængte slipset væggen i sit værelse ved siden af et billede en engel af ubestemt køn (aha). Tæppet var mønstret og ublødt (aha). Gardinerne var blå og sorte og gule og grønne og røde og blå, og stolen ved det lille bord var meget lille og lavet af billig træ. Det var en billig familie, George dér var kommet ind i. 
  Kort efter blev der revolution, selv om det langt fra var sidste kapitel. Alt forblev dog det samme.

2. kapitel
(er kedeligt, vi springer det over)

3. kapitel
"God morgen, George, du skal i skole og der er cornflakes og en fiskefilet til din mave og har du læst? I øvrigt er din far død. Han prøvede at sluge sin skjorte for at få en nyere. Usle dyr. OP!" Og Geroge stod op. Radioavisen, Kennedy skudt. Igen. "Jeg hedder Kurt," sagde Kurt til læreren Erik Kaj. For han var træt af at være en George. 

4. kapitel
Nemlig! 

EXKLUSIVT 2: TUE ANDERSEN NEXØS TALE TIL THEIS ØRNTOFT

ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen:

-->

Kære Theis,

Tak for din bog, Digte 2014. Tillykke med prisen. Lige netop det føles det lidt mærkeligt at sige til dig.

Hvorfor? Fordi din bog skriver om apokalypsen, om naturens undergang. Den er gået af led, naturen, ødelagt af en ubestemt, men surreel og menneskeskabt katastrofe. Også samfundene er brudt sammen, forstår man, de har bare ikke selv opdaget det endnu. Og din bog handler om, hvordan vi befinder os midt i den undergang. Godt nok har det lyriske jeg stor spændvidde i dine digte – det kaldes Theis undervejs og går trist rundt i en ret genkendelig, hip og københavnsk hverdag, men nogle gange ser det så på verden med et profetisk, nærmest umenneskeligt blik. Men uanset hvor stort eller lille, det er, så står det i ”et kryds mellem ligegyldighed og desperation”.

Det befinder sig et sted uden håb, står på én gang visionært – det ser katastrofen – og afmægtigt over for verden. Det er et trøstesløst jeg, det tror jeg godt man kan sige.

Man kunne også se det som et spørgsmål om skalaer. Dine digte skriver fra et kosmisk og et mikroskopisk niveau – cellerne, hverdagens infraordinære tristesse og årmillionerne er ligesom allierede i din bog. Men de afviser den skala, der kunne ligge midt mellem de to yderpoler. Man kunne kalde det den menneskelige skala, eller måske den officielle historie, den, der er fyldt med partipolitikere, sociale nødvendigheder og de ”breaking news”, der i en absurd og forvredet form gennemstrømmer bogens digte: ” Ordfører raser: mit ansigt forsvundet i kraftigt jordskælv!/ Arkæolog bekræfter: musehul i Norge er menneskets sande hovedstad!” Det skalaniveau er jeget fremmed for. ”Jeg tror ikke på samfundet længere” står der et sted, og et andet:

”planetens hastighed sætter trækronerne i brand/ jeg ser blå himmel langt deroppe/ jeg ser Dannebrog blafre i vinden som en side i en bog/ det var medrivende læsning så kort det varede/ nu har jeg det som man har det/ når begæret er fordampet/ og man ligger tilbage som en bunke salt/ på en håndflade udenfor geografien.”

Kosmisk tid og en reduktion af mennesket til det mineralske løber parallelt her, og reducerer den politiske historie – nationens historie – til noget ubetydeligt. Men her er vi tilbage ved det mærkelige, for hvad er en pris som denne andet end litteraturens ”breaking news”? Kan man give en bog som din kors og bånd og stjerner på? ”Litterat udtaler: digte strømfører indre København om eftermiddagen”? Det føles som en utilstrækkelig gestus.

Den følelse er en af udfordringerne ved Digte 2014, og den kommer ikke bare til os, der skal dele priser ud. Den kommer til den læser, der prøver at tage dine digtes indhold alvorligt. Svigter man dem, hvis man læser dem som de skønne, morsomme tekster, de også er? Svigter man dem ikke, hvis man lader være?

I et interview har du sagt, Theis, at Digte 2014 er en øvelse i at skrive fra et sted uden håb, men at håbet alligevel dukker op i sproget. Jeg ville måske sige, at der dukker en bevægelighed op i dine digtes sprog. Du har en evne til at skrive nærmest kaskadeagtige serier af verslinjer, der alle har noget næsten tegneserieagtigt skarpt i deres billeder og rytme. Man kunne kalde det fyndighed. Det kan næsten minde om de ”breaking news”, Digte 2014 parodierer og dets jeg er så kvalm over. Det er som om dit sprog har samme økonomi og prægnans som mediernes, men samtidig viser, hvordan den prægnans ligesom kan vrides af led og også fyldes med snart sagt hvad som helst, billeder af en surreel katastrofe, men også billeder af en post-apokalyptisk fest. Her en passage, som handler om at køre i samme rille og være træt af det, men som også viser, hvordan den samme rille formelt kan give rum til nye knopskydninger og til en absurd humor:

”man skal danse som man altid har gjort/ men fortæl mig, hvorfor man skal det/ dj kæmpefar/ dj flydende noiagratin/ spil hellere vof vof på din hundeguitar/ dj hvordan fuck går det i hundene/ dj kødklaver på skakternede gulve/ ved du at jeg er træt af velkendt musik/ ved du at mit intellekt slår gnister/ hver gang det støder mod sine egne begrænsninger/ dj menneskefossil fundet i kalkbrud/ dj outsourcing af jegfølelsen til den tredje verden”

Nu er bevægelighed og fyndighed ikke en løsning. Tager vi Digte 2014 alvorligt må vi også spørge, om begejstring og latter virkelig er passende her. Men mens vi gør det, og helst gør det igen og igen, får du altså denne pris både for alt det, du vil med dine digte, og for al den skønne energi, du alligevel får ind i dine digte. Tillykke igen.

- kunne ikke copy/paste billede med Theis og 3. jury-medlem Klaus Høck, så her er i stedet en reklame for en oplæsning i Thiemers Magasin i Tullinsgade!

EXKLUSIVT: ANNE-MARIE MAIS TALE FOR THEIS ØRNTOFT

ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen hos Gyldendal i dag:

-->

Flere af de begejstrede anmeldere af  Digte 2014 gør meget ud af at fremhæve forskellene på Theis Ørntofts debut, Yeahsuiten, og hans Digte 2014. Debutbogen var attituderelativistisk, legende og fuld af selvironi og muntre indfald om aftaler om drukture, wasabi-ærter og et jeg, der er let overgearet på livet. Den ny bog siges at være mørk, apokalyptisk, et poetisk vidnesbyrd om klimakrisen, en bog, som udspiller sig efter en katastrofe. Jeg er skeptisk over disse karakteristikker og den kontante modstilling af de to bøger – for mig at se forbinder de sig med hinanden – igennem en beherskelse af rytme og toneleje, evnen til at inddrage hele verden i digtenes univers og balancere på det sted i sproget, der i Yeahsuiten kaldes realplanets tynde line.  De er skrevet af en digter med sit eget tonefald, hvad enten han stemmer digtet i den ene eller den anden toneart. ”Play it fucking loud” var mottoet i Yeah-suiten, et citat af Bob Dylan fra 1966 i Manchester, og Dylans svar på en vred fan, der kaldte ham Judas, da Dylan begyndte at spille elektrisk rock and roll.  Det er med Theis Ørntofts to bøger som med Dylans klassikere – Dylan er både ophavsmand til den romantiske ”Mr. Tamburine Man” og den apokalyptiske ”Desolation Row”, begge tilmed fra 1965. Det er der ikke noget mystisk i, men der er masser at stærk poesi i begge udgivelser og begge slags tekster. Man kan faktisk ikke lade være med at tænke på Dylan, når man læser Digte 2014, ikke fordi der er direkte referencer til Dylan overhovedet, men fordi de surrealistiske undergangsuniverser minder om stemninger og scenerier i det apokalyptiske Dylanregister. Men hver gang man synes, at nu er vi tæt på Dylan, er vi alligevel langt fra og i en poesi, som umiskendeligt er Theis Ørntofts, som når han skriver: ”Min fortid, flydende/ lava/ lå længe og lyttede/ til lyden af hovslag mod søvnløshed”.

Det er, som om der lyder ekko af mange digte i Theis Ørntofts univers. 1980´er-digtere som Michael Strunge og Bo Green Jensen er tættere på end både Dylan og Eliot.  Men det vigtigste at bemærke her er, at man faktisk hos Theis Ørntoft opdager, hvor fantastisk en kvalitet, det er ved gode digte, at de ikke bare gør opmærksom på sig selv, men fungerer som en slags genlæsning af traditionen og genopdagelse af sprogets muligheder for at overrumple med stadig nye betydninger. Der er netop ikke i Theis Ørntofts nye bog bestemte budskaber eller håndfaste udsagn om politik og klima. Men han har som Klaus Høeck engang har formuleret det ved hjælp af poesiens metode nærmet sig ”forbudte områ/der, bitre som aluminium, grå af smerte og skam og fornedrelse”. Det kan ikke siges anderledes end netop sådan.  

Det kan godt være, at bogen vil indgå i skolernes læsning af et klimatema. Og fint med det; men jeg håber også, at de vil blive læst for deres poetiske metode og skarpe sproglige kanter, som når det hedder:

Under asfalten

ruller fårehovederne

ned over de stejle skrænter

til fabrikken hvor mine børn

sidder og syr i sig selv

Digtenes stemme kaldes hos Theis Ørntoft ”min niggerstemme” – en rigtigt Michael Strunge-prædikat. Men det er ikke derfor, han får prisen. Theis, Du er årets modtager af Michael Strunge-prisen, fordi din nye bog, den svære to´er, er poesi, der taler stærkt til sin samtid, når den åbner sprog og tanke mod alt, hvad der er ved at smelte ned i en nutid, som vi måske slet ikke deler med hinanden, fordi de mange breaking news holder os fast i adskillelse og selvoptagethed, men hvor poesien stadig har en chance for at bringe i al fald nogle stykker af os sammen. Som nu. I dag.

Play it fucking loud!