torsdag den 20. juni 2013

At vende om på sjælen

Tale til Mikkel Thykier ved overrækkelsen af Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat

Min yndlingsanekdote om Mikkel Thykier, fortalt uendeligt mange gange mellem år og dag, udspiller sig en varm sensommerdag i 2002, da tusindkunstneren T.S. Høeg og jeg var på vej til forlaget Borgens efterårsreception i deres eventyrlige have på Valbygaardsvej, der nu sikkert er i et eller andet sinistert medicinalfirmas besiddelse. Da vi spankulerende entrerer Vestre Kirkegård, får vi øje på Mikkel, der kommer gående den modsatte vej lige imod os, fordi, viser det sig, han netop har besluttet sig for ikke at gå til reception alligevel. Det er Thorsten og jeg i for højt humør til at finde os i, og ublidt, men kærligt skovler vi ham med os. Velankommet til festivitas opdager vi, at det ikke bare var receptionen, Mikkel i sidste øjeblik havde besluttet sig for at undgå, men også overrækkelsen af Michael Strunge Prisen. Som han så altså fik i hænde alligevel, takket være en resolut kirkegårds-kidnapning.
  Jeg kan i tale-skrivende nu ikke vide, om Mikkel ved egen kraft eller andres assistance er nået frem til Tordenskjolds gemakker for at modtage sin kun tredje litteraturpris – Klaus Rifbjergs Debutantpris var den første – Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat. I talende nu kan jeg konstatere, at det er han / ikke. Hej Mikkels nærvær / fravær!
  Men selvfølgelig er min anekdote allegorisk: Det er et pædagogisk billede på Mikkel Thykiers omgang med og udfoldelse eller måske rettere indfoldelse, hvis man kan tale om en ekspansiv og eksplosiv indfoldelse, af sit forfatterskab, at han – efter at have fået Rifbjergs debutantpris, og det ER skræmmende, I know - på Vestre Kirkegaard beslutter sig for ikke at gå til efterårsreception og få Michael Strunge Prisen.
  At han igen og igen uden for og i sine værker, trykte og utrykte - og på daværende tidspunkt lå der en hel kuffert fuld af (dag dato stadig) utrykte manuskripter på en hylde hos Borgen – står på Vestre Kirkegaard og beslutter sig for ikke gå til efterårsreception og få Michael Strunge Prisen. Og en gang imellem, som nu fx i dag, må han så finde sig i, at en eller flere bajadser forsøger at tvinge ham med sig.
  Skyggerne er kun flygtige fra 1997 forbliver en af de på samme tid sikreste og skrøbeligste, dristigste og mest introverte poetiske debuter fra de sidste 20 år. Et citat:
  ”Jeg trækker aldrig gardinerne for, men det uundgåelige er sket, jeg har forelsket/ mig i søvnen efter ikke at have kunnet falde i søvn i mit livs samtlige sytten år/ jeg dyrker stadig de søvnløse nætter i mine potteplanters muldede jord, men rene/ lagener er hvide, og som duften af dun slår eftermiddagssøvnen ned i mit hår.”
   Åh og atter oh, ikke sandt? Skyggerne er kun flygtige er derudover en af de mest originalt og excentrisk udformede debuter fra de sidste 200 år: Udfoldelige dobbeltsider med langlinjede, lige akkurat sammenflettede dobbeltdigte.
  Blandt andet derfor, på grund af den bogtekniske udfordring, udkom digtene hele tre år efter, digteren havde skrevet dem, og det er som om, Mikkel Thykier aldrig har indhentet den forsinkelse, dette lange tvangsophold på fødeklinikken, eller rettere, at han har gjort en dyd og en poetik og en praksis ud af forsinkelsen.
   Lige siden har det nemlig været undtagelsen, at en tekst eller et værk publiceres tidligere end to til tre år efter affattelsen, og i lange perioder så slet ingenting dagens lys, selvom alt tyder på, at skriften aldrig holder pause, for slet ikke at tale om de par år, hvor der kun blev skrevet og publiceret anonymt, fordi digteren heller ikke kunne eller ville indhente sit navn.
   Mikkel Thykier var, da debutbogen udkom, for længst ikke længere den pure og purunge poet, han skulle forestille at være; han befandt sig midt i en vild og flerstemmig raptus, involverende endnu umuligere i alle retninger udfoldelige artefakter, det fulde omfang af hvilken stadig er uklart, fordi den dér kuffert stadig er så godt som fuld.
  Projektet var ikke at kontaminere renfærdigheden, men at nå hinsides renfærdigheden frem til en genuin, åndedrætsfin intimitet, fri for al værk- og bogmarkedsgøgl. Hvilket sekundkort kommer så tæt på at lykkes, som det vel digterisk muligt er, i det det lillebitte, såkaldte B16-hæfte .katalog., udgivet 2001 og sandsynligvis en bådflygtning fra kuffertens mørke kontinent: de allermindste og umærkeligste (men også pludseligt og sært barokke) sansninger udformet som halve sammenligninger mellem nervøse gåseøjne, nervøse, fordi de ikke tør tro på, at hvad de gør, lader sig gøre:
  ”som tågen om din hånd ved skrælningen af en mandarin”/ ”som farven en overmoden daddel efterlader  på hotellets papirserviet”/ (…) "som om der bladres i dine læber”
  Siden har Mikkel Thykier ikke publiceret en tekst eller et værk, der lige ud og i traditionel (herunder traditionel avantgardistisk) forstand kan kalde poesi – han VIL ikke ned og få den Michael Strunge Pris. og han tror, at det at skrive noget, der ligner poesi, er det samme som at få en Michael Strunge Pris (og det er det, vil jeg gerne parentetisk indvende, næppe)
   I stedet har han skrevet tekster - og vildt temmelig mange af dem og til enhver tid flere end vi (foreløbig) har fået lov at læse jo - som læsedramatisk, men primært aforistisk og essayistisk besværger (og, i læsedramatikken, iscenesætter) den intimitet, der er det utopiske mål. Og som får flere kode- og kælenavne undervejs, ansigt, generthed, brev. Og som midt i besværgelserne, i ly af dem så at sige, nu og da faktisk kan tilnærmes, i fintfølende aflæsninger af kunstværker og mennesker, mennesker i kunstværker og mennesker SOM kunstværker. Her er et uddrag fra det vildt skarpe og intense, essayistiske hovedværk DAGENS ANSIGT: Allie Mae, udgivet anonymt 2008, hvor besværgelsen brat zoomer ind på et virkeligt, øjeblikkeligt ansigt:
  ”Ansigt set som et udtryk for opmærksomhed betegner mere end det ansigt, der ses. Alligevel er det, der kan ses i ansigtet, også fascinerende. Det er det alle mine henvendelser er vendt imod og skal aflæses igennem. Det er som om erkendelsen sker gennem det ydre før det indre og kendes på overfladen som vand, der spejler mig i dit ansigt. Egen mimik kendes kun fra andres reaktioner, deres mimik kendes med ét, men attraktionen, der tiltrækker mig, er genertheden, som hele tiden unddrager sig mig og mit greb. Når den andens mimik ikke kendes med ét kommer alle bevægelser til at foregå i et tåget og intimt område: Det kendes ikke til fingerspidserne, det kendes med fingerspidserne. Den anden kendes lige så lidt som mig: ”Sig mig noget der gør det muligt for mig at tale med dig, du må ikke gøre mig genert!”
  Der lå en ømhed - en genert ømhed, den var ikke udadvendt – i den måde ordene blev vendt ind mod dig selv, da du – den her person – sagde ”hej hej” lavt, og, fordi åndedrættet var vendt indad, næsten åndeløst.”
    Når nu Mikkel Thykier har et sådant (produktivt) besvær med at komme ned fra kirkegården og hen til receptionen og være digter, er det meget lykkeligt, at han er så dygtig til at respektere andre kunstnere og deres kunstværker, respektere dem ved at diskutere dem, nær(afl)æse dem, men også forgruble sig på dem, men også kritisere dem, lige meget hvilken skala de befinder sig på.
   Seneste udgivelse er fire bind med oversættelser – oversættelsen som et ekstremistisk intimt møde mellem læser og digter - af Maurice Blanchot, Åke Hodell, Lars Norèn og Laura Riding, med ivrigt diskuterende efterskrifter (i Blanchot.-bindet skriver efterskriften sig flere sider længere end skriften selv). Et nyt essaybind, Sub Rosa, var designeret til at udkomme i december, men er ikke overraskende forsinket. Jeg siger: No problem! Hjertens gerne tilbringer jeg endnu en sommernat mellem tilsodede gravsten med at være på vagt og være på spring. Du skal mødes akkurat, som du står og vender om, Mikkel, som du står og vender dig om, dér lyser dit ansigt tydeligst og nærmest.
   Og bare rolig, Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat er ikke en centrallyrik-pris, det er en excentrisk hybrid-pris, den passer som dug på rynket pande! 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar