Michael Strunge-prisen
2013 til Sissel Bergfjord for romanen
Sortedam, 2012
Det
personlige stedord, ” du”, kan siges og skrives med mange betoninger. Du’
et kan formes fortroligt, kærligt, hidsigt, vredt, anklagende, spørgende,
afstandtagende, sukkende og opgivende. Du´et kan både i lyrik og prosa være et
strengespil, der skifter klang i den enkelte sætning. Sissel Bergfjords roman
handler om en datter, der tiltaler sin mor som et du, sit du, det du, der har
fyldt så meget i datterens, Sigrids, liv, at hun er lige ved selv at blive
dette moder- du, nu hvor hun står over for at føde sit eget barn. ”Hvad hedder
du?”, spørger en fuld kvinde i toget Sigrid, og hun svarer med moderens navn:
”Jeg hedder Mona”, siger jeg og løber ud af toget” (s. 55). Sigrid er her
flygtet fra en familiefest, hvor moderen endnu en gang har drukket sig fuld,
blameret sig og gjort sig selv til skamme. Eller måske er det i højere grad
Sigrid hun har gjort til skamme og påført skyld? For den unge pige
klinger de replikker, hun bliver mødt med i forbindelse med moderen af skyld og
ansvar, og den vrede, hun rummer, kan lige så lidt som den kærlighed, hun
føler, finde sprog og retning, finde et moder- du. Sortedam handler om,
hvordan grænserne mellem jeg og du bliver så uskarpe, at Sigrid må bruge nogle
distancerede ”du”-bogstaver for at trække grænserne op, få styr på vreden og
skylden og redde sig fra at identificere sig med den kønne og charmerende mor,
som alle beundrer, før hun går i det totale drukforfald. Men hvis hun
skal fastholde sin forskellighed fra moderen, må hun også se sig selv som for
tyk, for stor og med store bryster og et kedeligt, stridt hår, der slet ikke
ligner moderens ungpigebryster og smukke krøller. Sigrids udtale af du´et er
nøgtern, analyserende og gennemlysende: ”Jeg tror ikke engang du altid
var fuld, sådan så du bare ud efterhånden” , tænker Sigrid om sine møder med
moderen (s. 11). I tilbageblikkene til Sigrids ungdom hører vi om de evindelige
forhandlinger og overtalelser af moderen til at sætte glasset fra sig og komme
med hjem, angsten for skandalen og pinlighederne. Tiltalen af moderen som ”du”
kvæler den gråd, der lurer under overfladen, med selvbeherskelse og distance,
men omtalen af moderen som ”min mor” er dog ikke nærhedsskabende eller
forløsende. Den er knyttet til situationer, hvor moderen forsøger at være mor,
som ved studentergildet, hvor hun har pyntet huset og er på højde med
situationen, indtil faderen fastholder, at han vil forlade hende, hvorefter hun
igen begynder at drikke. ”Min mor” er ikke nogen mor, hun er et vrag,
hvis næste, gruopvækkende handling, Sigrid forudser allerede inden moderen selv
har hittet på den. Det psykologiske spil mellem jeg og du, mor og datter,
mellem den fødende kvinde og den døde kvinde, giver romanen en dybde og
enkelhed, som imponerer.
I
romanen hævder sproget og stilen sin betydning, som Hans Otto Jørgensen en gang
har sagt i forbindelse med Marie Bregendahls forfatterskab, og dermed griber
handlingen og karaktererne læseren. Man oplever meget under læsningen, men Sortedam
giver også anledning til samtale og kritisk eftertanke over, hvordan det er vi
lever med hinanden, som mødre, døtre, fædre, kærester, fødende og døende. Jeg
vil tillade mig at kalde Sortedam et rigtigt stykke brugslitteratur,
hvor litteraturen viser sin styrke som en genre, der kan fremme indlevelse,
medfølelse og selvransagelse. Fortællingens sorte dam er også et spejl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar