lørdag den 22. juni 2013

Mais Strunge-tale til Bergfjord

(det er hermed, fordi det er anden gang, en tradition, at Blogdahl bringer årets Michael Strunge Pris-taler, en god tradition, fordi det også i år er gode taler for en god digter, der ikke er holdt mange taler for - her er Anne-Marie Mais tale)


Michael Strunge-prisen 2013 til Sissel Bergfjord for romanen
Sortedam, 2012
  
Det personlige stedord, ” du”,  kan siges og skrives med mange betoninger. Du’ et kan formes fortroligt, kærligt, hidsigt, vredt, anklagende, spørgende, afstandtagende, sukkende og opgivende. Du´et kan både i lyrik og prosa være et strengespil, der skifter klang i den enkelte sætning. Sissel Bergfjords roman handler om en datter, der tiltaler sin mor som et du, sit du, det du, der har fyldt så meget i datterens, Sigrids, liv, at hun er lige ved selv at blive dette moder- du, nu hvor hun står over for at føde sit eget barn. ”Hvad hedder du?”, spørger en fuld kvinde i toget Sigrid, og hun svarer med moderens navn: ”Jeg hedder Mona”, siger jeg og løber ud af toget” (s. 55). Sigrid er her flygtet fra en familiefest, hvor moderen endnu en gang har drukket sig fuld, blameret sig og gjort sig selv til skamme. Eller måske er det i højere grad Sigrid hun har gjort til skamme og påført skyld?  For den unge pige klinger de replikker, hun bliver mødt med i forbindelse med moderen af skyld og ansvar, og den vrede, hun rummer, kan lige så lidt som den kærlighed, hun føler, finde sprog og retning, finde et moder- du. Sortedam handler om, hvordan grænserne mellem jeg og du bliver så uskarpe, at Sigrid må bruge nogle distancerede ”du”-bogstaver for at trække grænserne op, få styr på vreden og skylden og redde sig fra at identificere sig med den kønne og charmerende mor, som alle beundrer, før hun går i det totale  drukforfald. Men hvis hun skal fastholde sin forskellighed fra moderen, må hun også se sig selv som for tyk, for stor og med store bryster og et kedeligt, stridt hår, der slet ikke ligner moderens ungpigebryster og smukke krøller. Sigrids udtale af du´et er nøgtern,  analyserende og gennemlysende: ”Jeg tror ikke engang du altid var fuld, sådan så du bare ud efterhånden” , tænker Sigrid om sine møder med moderen (s. 11). I tilbageblikkene til Sigrids ungdom hører vi om de evindelige forhandlinger og overtalelser af moderen til at sætte glasset fra sig og komme med hjem, angsten for skandalen og pinlighederne. Tiltalen af moderen som ”du” kvæler den gråd, der lurer under overfladen, med selvbeherskelse og distance, men omtalen af moderen som ”min mor” er dog ikke nærhedsskabende eller forløsende. Den er knyttet til situationer, hvor moderen forsøger at være mor, som ved studentergildet, hvor hun har pyntet huset og er på højde med situationen, indtil faderen fastholder, at han vil forlade hende, hvorefter hun igen begynder at drikke.  ”Min mor” er ikke nogen mor, hun er et vrag, hvis næste, gruopvækkende handling, Sigrid forudser allerede inden moderen selv har hittet på den. Det psykologiske spil mellem jeg og du, mor og datter, mellem den fødende kvinde og den døde kvinde,  giver romanen en dybde og enkelhed,  som imponerer. 
I romanen hævder sproget og stilen sin betydning, som Hans Otto Jørgensen en gang har sagt i forbindelse med Marie Bregendahls forfatterskab, og dermed griber handlingen og karaktererne læseren. Man oplever meget under læsningen, men Sortedam giver også anledning til samtale og kritisk eftertanke over, hvordan det er vi lever med hinanden, som mødre, døtre, fædre, kærester, fødende og døende. Jeg vil tillade mig at kalde Sortedam et rigtigt stykke brugslitteratur, hvor litteraturen viser sin styrke som en genre, der kan fremme indlevelse, medfølelse og selvransagelse. Fortællingens sorte dam er også et spejl. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar