Ida Jessens "glemmebog"
Ramt af ingenting udkommer i dag, og jeg ved godt, man bliver ekstra irriteret på anmeldelserne af en bog, man selv gerne ville have anmeldt, men ikke fik lov til at anmelde (fordi man skulle vælge mellem den og Hans Otto Jørgensens
Strange days indeed, som endda udkommer i hver deres uge), og Ida Jessen har jeg gennem tiderne anmeldt vidt forskelligt, så jeg har ikke noget idé om, hvad jeg selv vil synes om bogen, når jeg forhåbentlig snart når frem til at læse løs, men jeg får en frygteligt lyst til at gå stærkt ind for den, når jeg læser Jes Stein Pedersens irriterende 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, der besværger og reklamerer for nyfigenhed i læsningen, men behændigt selv holder sig helt udenfor, hvilket må siges at være en stærkt uærlig retorisk manøvre:
VIRGINIA WOOLF skrev, at en kvinde har brug for et værelse, hun kan kalde sit eget. Tre generationer senere er det blevet til et hus, og kvinder både læser og skriver og lader sig skille som aldrig før. En af disse fantastisk skrivende, fraskilte kvinder er Ida Jessen, forfatteren, som man fra interview ved tidligere boede i Kristianiagade med udsigt over Døveskolen (ligesom bogens hovedperson nemlig, men det vidste jeg ikke, men det ved jeg nu LB). »Skal vi ikke læse bogen om Ida Jessens skilsmisse?«, vil alle kvinderne ude i læseklubberne spørge hinanden. Når de læser om kvinden, der så gerne vil glemme, vil de føle sig inviteret med ind under den virkelige forfatters eget syvende slør og opfatte det, de læser, som et selvbiografisk partsindlæg i en kærlighedskrig. Den kvindelige forfatter skriver for at slette sine erindringer om en mand. For Jessen, kvinden bag kvinden, handler det måske også om at skrive noget ud, men resultatet er paradoksalt nok en bog, hun resten af sit liv vil blive spurgt ind til af nyfigne læsere. Men det følger jo med, når man doserer forholdet mellem virkelighed og fiktion, som hun har valgt at gøre det.
Og så mener Jes Stein (vistnok, han mener ikke rigtig noget som helst), at det er for galt, at Jessen slet ikke indlever sig i den mand, som hovedpersonen er blevet skilt fra, som hun nemlig ville have gjort, hvis det var en af hendes romankonkurrence-tykke romaner, hvad det jo lige præcis ikke er - anmelderen kunne måske også have erindret sig (og læserne) om, at Jessen har skrevet en (lille) hård roman,
ABC, om hvor skrækkeligt en skilsmisse går ud over en mand.
Katrine Lilleør i Berlingske klager til gengæld i sin ikke mindre irriterende 3 stjerner-anmeldelse, over at den ubehagelige læser-type, overlappende med Stein Pedersens nyfigne læser, venindelæseren, som hun ikke har noget problem med selv at inkarnere, ikke får fortrolighed nok, men det er en dum læser, der vil være ven eller veninde med sin forfatter (og en dum forfatter - og sådan en dum forfatter er Ida Jessen ikke, men det er fx en, der hedder Ib - der vil være ven eller veninde med sin læser):
Her er jeg i tvivl om, hvad Jessen vil fortælle, og om hun overhovedet har lyst til at fortælle.
Det er så modsat hendes romaner, hvor alt kan siges - og bliver det. Den nye bog holder mig udenfor, som en veninde der ikke regnes nær nok til at få det hele at vide. Ida Jessen skal nok forberede sig på, at der vil være en del læsere m/ k, der føler, at hun har smidt veninderingen væk. Forhåbentlig kun for en stund. »Ramt af ingenting« er som alle Jessens bøger en sproglig nydelse, så mange trofaste veninder vil såmænd hænge på og ydmygt håbe, at vi næste gang bliver fundet værdige til større fortrolighed.
(og hvad er det også for en uting med disse
Smagsdommerne-agtige, kulturpersonlige ikke-litterater som anmeldere: præster, politikere, sociologer (ja, det var et stik til min egen avis, WA, og Birte Weis og Henrik Dahl)!)
Og noget principielt irriterende forbandet vrøvl i begge anmeldelser, at store, rolige romaner pr. definition er litterært vægtigere og sandere og skønnere end små, rasende notatsamlinger.
Pyh! Lad mig til sidst fremhæve anmeldelserne i Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad af henholdsvis begejstrede Henritte Bacher Lind og skeptiske Nils Gunder Hansen, der som det modsatte af kedeligt kønnede (det er også synd for manden vs. mere klart snavs om manden) ven- og venindelæsere, som nemlig litteraturlæsere, engageret karakteriserer og smagsdømmer bogen som den bog, den i deres øjne faktisk former sig som.
