Jeg finder mig selv betænkeligt læselig

- ikke bare hver uge i WA, inkl. i dag, hvor jeg kun har én anmeldelse med, urimeligt minimal, af 2 rimbøger - det rimer nu til ugleblæst (skriver jeg fx ikke) - men også i forordet til det herligt monstrøse bind med All opfindelserne, Storm P.'s selvfølgelg, som jeg netop har hjemslæbt 5 frieksemplarer af: jeg forsøger af alle ordknappe kræfter at være koncis og to the point; som var teksten en forbandet PH-lampe, der ud i egen formening er ren funktionel sirlighed, selvom den ikke lyser op for fem flade ører, i stedet for akkurat en velsignet Storm P.-maskine, der med stort, absurd udpindet besvær udmærket ved, at den kun virker - som fx labyrintisk lyseslukker - på papiret.

Hypnotisk indhygget semnariekanon

I forgårs på Zahles Seminarium afleverede jeg de 3 sidste af i alt 15 mini-fordrag for medlemmer af Lærernes A-kasse, alle med overskriften og succeskriteriet "ELSK POESI PÅ 20 MINUTTER", hvert foredrag startede med en alfabetisk ind-tælling og sluttede med en alfabetisk ud-tælling, derimellem oplistede jeg "3 gode grunde til I ikke læser digte" - 1. I er blevet undervist i dem, 2. I har været til en digtoplæsning (værst i 70'erne eller 80'erne (alt kan læses op som et 80'erdigt, overivrigt spejderpræst-agtigt, ikke mindst brandinstrukser)), 3, I har læst en digtanmeldelse (Fims & Fortolkning hedder det flyttefrima, der ikke flytter noget som helst) - og 3 gode grunde til at læse digte - 1. De er smukke, 2. De er sande, 3. De er ubrugelige (og i bedste fald meningsløse); for hver 3 x 1 foredrag brugte jeg et nyt digt til at demonstrerede digtes skønhed, sandhed og ubrugelighed, og det var vigtigt, for hypnosens manipulative overbevisningskraft, at det var digte af digtere, der allerede var godt og grundigt indhygget i folkesjælen, hvilket passer for alle undtagen (for visse) den sidste digter (alle 5 digte optræder i min antologi Digte til drengene):

1.  Jeppe Aakjærs "Ole sad paa en Knold og sang" (Aarhus)

2. PH's "Ølhunden glammer" (Hjørring)

3. Benny Andersens "På tide" (Odense)

4. Dan Turèlls "Min Humphrey Bogart-morgen" (Esbjerg)

5. Jørgen Leths "Kneppe" (København)

Polini hurraer

Bare for genere PH's spøgelse (jeg har den seneste uges tid formået at disse PH både i Strid-tale på Storm P.-museet og i Jørgen Leth-interview i går på Bogforum) - og fordi det er sandt! - vil jeg gerne give udtryk for, hvor SMUKT Politigården skinnede i morgenlyset her alt for tidligt lørdag, decideret NEONklassicistisk!

Lamperne er meget pæne

sådan rent anti-funktionelt (de lyser så sparsomt) æstetisk, og det kan godt være, han var glimrende nok Rasmus Modsat i den offentlige debat om retsopgør og tyske flygtninger og sager efter krigen, men ellers finder jeg PH, som alle undtagen Jesper Langballe og familie Krarup kappes om at hylde og kidnappe i anledning af Hans Hertels biografi, betydelig træls med hans krav om, at kunst og kultur, Josephine Baker og Vilhelm Lundstrøm, skal være - og er godt fordi, det er - progressivt SUNDT for krop og bevidsthed og underbevidsthed, og i forhold til min elskede humoristiske avantgarde 1900-1950 er han en decideret SUPERSKURK og YNDLINGSAVERSION,:han hadede Storm P. og propaganderede mod konkurrerende revyskribenter, fordi de i stedet for alvorligt sjov producerede dekadent, uopbyggelig, krummeluret, ufunktionel SJOV FOR SJOV, og ud over ungdomsværket "Ølhunden glammer" bryder jeg mig heller om hans egne revyviser, fordi de anmassende svajerfriskt og nyhavnssenitmentalt mener følsomt og føler meningsfuldt, som der stod i et læserbrev i Information i PH's levetid: Til Hr. arkitekt Poul Henningsen: Hold kæft! Virkelig en ulidelig zombie at have omkring, synes jeg nok.