Viser opslag med etiketten paneldebat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten paneldebat. Vis alle opslag

torsdag den 20. februar 2014

Jeg anerkender kun 1 debattør: URSULA

Udvalgte februar-poster fra Ursula Andkjær Olsens blog apropos alt det vi har snakket idiotisk om den sidste måneds tid, hvorfor høre på andre?:

Det er det eneste der betyder noget,
hvad vil jeg sige til andre mennesker,
hvad vil jeg bruge mine kræfter på at sige til andre mennesker,
hvad vil jeg bruge alt mit MENNESKEBLOD på at sige til andre mennesker:
DU kan ALDRIG erfare det, som jeg har erfaret
DU kan ALDRIG erfare noget, som bare minder om det jeg har erfaret
DU har INGEN adgang til den verden JEG lever i
eller
HER er et sted, hvor DU måske kan erfare noget af det som jeg har erfaret
HER er nogle erfaringer, som måske vil vække en genklang til NOGET i DIG
HER er en adgang til den verden JEG lever i
KOM IND!
Vælg selv

3/2/2014

Hvad skriver jeg med.
Jeg har skrevet dette med menneske.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og rullet i menneskefølelser.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og rullet i menneskefølelser, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske med glæde og sæd gnubbet ind i huden, med grus i munden, is på tænderne, med fløde.
Det slutter ikke her.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og menneskefølelser og gnubbet mod menneskeslotte, gnedet mod menneskespejle, rullet ned ad mennesketrapper, badet, salvet, svøbt i menneskehænders blå, grønne, røde, gule, violette, rosa, sorte silkehud, og derefter rullet, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet.
Jeg har skrevet dette, jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og andre mennesker og menneskefølelser og gnedet ind i mistro, rullet i på forhånd svigtede hænder med en sæk over hovedet, kastet i menneskehænder som trækker sig væk og derved bliver menneskelige-umenneskelige.
Det slutter ikke her.

10/2/2014

litteratur
jeg vil sige det sådan her: mit hjerte bliver hårdt, hvis alle udsagn i verden kræver et svar af mig, DET er det vigtige, at der findes udsagn, som ikke kræver et svar
hey, hvornår skulle jeg ellers trække vejret

17/2/2014

nogen er ofre
eller
nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen mener at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen påtaler at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen vover pelsen og vover sig ud på gyngende grund og påtaler at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen kommer i undertal og bliver udsat for forargelse og hån for at have vovet pelsen og vovet sig ud på gyngende grund for at påtale at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen påtager sig offerrollen med dertilhørende legitimitet for at vove pelsen og vove sig ud på gyngende grund for at påtale at andre påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
hvad skal jeg sige, mennesket er en ond, ond cirkel

20/2/2014

- og bare apropos vejret; det er vigtigt, at digtere ikke fryser:

en ting jeg blev glad over i dag ude i det hudfjendtlige
en pige sad dér på cykelstien og tog billeder af en vandpyt
at tage billeder: afstand/nænsomhed
var der flere ting:
min dunjakke er simpelthen så dejlig, jeg skal aldrig mere fryse

20/2/2014

090220144550

lørdag den 29. juni 2013

Debatkulturdebat - kort, vrantent læserbev til Politiken

Hvorfor bliver debatredaktører kulturredaktører,
for kulturredaktører skal da ikke være debatredaktører,

og nu er der 1 til debatredaktør, som er blevet 1 kulturredaktør, der skal være 1 debatredaktør på den lavendelduftende avis.

Kulturprodukter debatterer ikke, det gør debattører.
Kultur er ikke debat.

Kultur er vener,
åbne
og blødende hallucinatorisk
ned på det ægte og ærlige tæppe fra Afghanistan.

søndag den 9. juni 2013

Tænkte mig et ord i dag

Taleboblebad -

både som at læse en masse (gode) tegneserier simpelthen, som jeg blev tvunget til som Pingpris-jurymedlem, og nu har jeg svært ved at holde op, hiver alle mulige tegneserier hjem fra avisen, selvom jeg ikke er sikker på, at jeg vil være decideret tegneserieanmelder,

og som at være deltager i en samtale - i meget sjældne tilfælde i form af en paneldebat - der sprudler af dialogisk lyst og dynamik.

Og så en omskrivning af Aarestrup:

Snart er vi multipliceret
som boblerne i boblebadet.

torsdag den 30. maj 2013

Verdens folkerigeste paneldebat

Det er godt nok mange mennesker, der skal deltage i den første paneldebat i aften: 6 mennesker, mod kun 4 i den anden, den jeg skal deltage i, og 4 må siges at være det ideelle antal, hvis alle deltagere skal få en chance for at få sagt noget ud over det, de har planlagt, når det altså ikke kan være 3 eller 2, men mest går jeg selvfølgelig ind for paneldebatter med 1 deltager, for faktisk bryder jeg mig ikke særlig meget om paneldebatter, i hvert fald ikke at deltage i dem, men jeg synes det, at det er i orden, at jeg deltager, og at jeg synes, at jeg bør deltage (man får aldrig penge for at deltage i paneldebatter, selvom jeg langt snarere burde få (mange) penge for paneldebatter end for foredrag, der som regel morer mig umådeligt (i hvert fald efter de første 5-10-15 minutter)), for jeg har ikke principielt noget imod paneldebatter, og ofte har jeg har overværet og også deltaget i objektivt gode paneldebatter, men næsten aldrig har jeg som deltager været subjektivt (vel)tilfreds, og det skyldes sikkert bare noget grimt egomæssigt, at en paneldebat ikke står og falder med mig, min scenesuverænitet (eller suveræne mangel på samme) er mig frataget, jeg er prisgivet en blakket kollektivitet og dennes uforudsigelige og ustyrlige dynamik (eller mangel på samme), hverken succes eller fiasko kan jeg tage på min kappe, det er hver gang sådan et Femølejr-patchworktæppe, tudegrimt eller billedskønt, der slow-motion-dasker i min bevidshed, når paneldebatten er færdig -

jeg kunne godt tænke mig at deltage i en paneldebat med 90 mennesker, der kun skulle vare 1 time, således at hver deltager kun må bidrage med 1 ord, som han og hun ikke må have bestemt sig for på forhånd og i tilfældig rækkefølge (hvis panelet tøver i mere end 1 minut, skal ordstyreren pege en deltager ud, således vil alle konstant være på tæerne).

fredag den 11. november 2011

Penalhusdebat

Jeg skal sgu da også - det er åbenbart en Moselov, sidste år handlede det om, hvad?, poesi på nettet!!?? - deltage i en paneldebat lørdag 16:30 om Nordiske Tidsskrifter på stand 415, ingen god grund til, at jeg har sagt ja til det, ud over at jeg siger ja til alt (ALT!), jeg bliver spurgt om som Hvedekornsredaktør, men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke kan blive en glimrende debat med Maskinfabrik-Kenn Andrè, Vagant-Audun og Glänta-Hedvig, selvom overskriften er "Kulturtidsskrift - hvad nu?". Hvad nu hvad andet end næste nummer og næste nummer igen? Et godt tidsskrift er det modsatte af en paneldebat: Nødvendighed i blomst, slidsomt gartnereret!