Viser opslag med etiketten Niels Frank. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Niels Frank. Vis alle opslag

lørdag den 25. april 2020

Generationsloyalitet

Jeg slettede et indskud i min Stidsen og alt muligt andet-kommenar, som jeg rekonstruerer og udvider her:

"Men så huskede jeg mig selv på, at netop Stidsens kanoniseringer altid - undtagen når det gælder hendes generationssfæller fra senfirer-/90'ergenerationen, Simon Grotrian, Morti Vizki, Pia Juul, Niels Frank, Solvej Balle, Chitstina Hesselholdt, hvoraf flere har være og (uklar hvor mange ud over Frank) er forblevet nære venner  - har forekommet mig dundrende upræcise, også dengang hun gik i avantgardist-klæder;"

Altså, hun har jo evigt ret i, at sen80ergeneration er og bliver en great generation og at de nævnte forfattere er vældige forfattere (jeg er først nu blevet absolut Balle-fan, men det er jeg så også!), men forfatternes hyper-snurrige og (bortset lige fra Grotrian, men kristen opbyggelighed er helt forkert, kun humanistisk opbyggelighed gælder) anti-opbyggelige praksis (Nellies bog) har i stadig mindre grad passet til hendes stadig mere aformalistiske og opbyggeligt konservative litteratursyn og derfor har hun stadig mere anstrengt måttet forvride sine læsninger (hvis hun ikke bare har genoptrykt dem) for at få dem til at passe med litteratursynet, så loyaliteten med vold og magt kunne opretholdes. H
uf. igen Frank:

Stidsen er "den mest loyale person, jeg overhovedet kender. Hvis hun har dannet et venskab eller en åndelig forbindelse med dig, giver hun aldrig slip«

Uanarkist

Niels Frank i WA:

"Stidsen er først og fremmest anarkist"

Men hvorfor synes hun så at anarkistisk- skrevet, tænkende - litteratur (lige undtagen når den er skrevet af hendes sen80'er-generationsfæller, se næste blogpost) - er psykisk, identitetsmæssigt, socialt, politisk, filosofisk skadelig og i virkeligheden på en eller anden virkelig underlig facon nyliberalistisk forfærdelig?

fredag den 17. april 2020

Så gode avantgardister var de vist

IKKE:

citat fra Tue Andersen Nexøs afsnit om "In The Making" i 20 før 20, Informations litteraturhistorie:

"Samtidig slog skikkelser som Lars Bukdahl, Niels Frank og Marianne Stidsen, der på dette tidspunkt forfægtede den litterære og kulturelle avantgardes lyksaligheder, igen og igen til lyd for en ny avantgarde i dansk litteratur. De var trætte af de tidlige firseres og de tidlige halvfemseres patosfyldte, jeg-alvorlige digtning,
der for dem syntes inkarneret af Søren Ulrik Thomsen, især hans digtsamlinger Hjemfalden (1991) og Det skabtes vaklen (1996), og som i slutningen af halvfemserne var en nærmest uforståeligt kontroversiel skikkelse i den danske litterære debat."
 
Ved siden af alle andre uhyggelige udviklinger til det værre så har Stidsen så gu aldrig været  Thomsen-skeptiker, hvilket Niels F og jeg indrømmet i den grad har været (og ER), og det var i hvert fald ikke dengang uforståeligt - for os selv - i forhold til hvor monumentalt monumental hans og hans poesi og hans poetiks betydning i løbet af få år havde vokset sig.

søndag den 29. december 2019

Dinosaurus / græshoppe / solsort / blå tyr

Selvfølgelig (men mindre selvfølgeligt uden Seeberg-indledningen) er titlen på min årsrevy, "Græshoppens lyse morgen" en henvisning til Seeeberg-titlen (på både bog og tekst) Dinosaurusens sene eftermiddag. 

Men mon ikke også Leas titel, "13 måder at være en græshoppe", på det appendiks til hendes roman Sæson, som jeg i den utrykte indledning til årsrevyen sammenligner rmed med Seebergs "Kattekismus", er en henvisning til Wallace Stevens' digtserie "Thirteen Ways Of Looking At A Blackbird", hvor de første syv måder er: 

I
Among twenty snowy mountains,   
The only moving thing   
Was the eye of the blackbird.   
II
I was of three minds,   
Like a tree   
In which there are three blackbirds.   
III
The blackbird whirled in the autumn winds.   
It was a small part of the pantomime.   
IV
A man and a woman   
Are one.   
A man and a woman and a blackbird   
Are one.   
V
I do not know which to prefer,   
The beauty of inflections   
Or the beauty of innuendoes,   
The blackbird whistling   
Or just after.   
VI
Icicles filled the long window   
With barbaric glass.   
The shadow of the blackbird   
Crossed it, to and fro.   
The mood   
Traced in the shadow   
An indecipherable cause.   
VII
O thin men of Haddam,   
Why do you imagine golden birds?   
Do you not see how the blackbird   
Walks around the feet   
Of the women about you?  

Og så kommer jeg til at tænke på Niels Franks "Tretten haiku med blå tyre" fra Tabernakel, den NF-bog jeg stadig holder mest af (med Nellies bog på en tæt andenplads) , de første syv (ikke-)haikuer:

(haiku med kaos)

Jeg skriver mit digt
og den blå tyr løfter
sit øre

(haiku som på mytologiernes tid)

Een gang gik tyren end til floden.
Og een gang til for at gense sit billeder.
Aldrig havde den set så blå en tyr,

(Hver-dag-ser-jeg-den-blå-tyr-komme haiku)

I spejlet stirrer jeg mig blind
på den blå tyrs forfængelighed.
Under bruseren hører jeg dens tunge plasken

(udvidet haiku i flora og fauna)

Blå tyre misforstår gerne alt, kommer springende
mens man ligger i græsset og tæller får
eller hoppende mænd som hos Muybridge

(Sufi haiku)

Den blå tyrs tungsind
er også mit tungsind.
Mit tungsind er også dens

(Sufi haiku en gråvejrsdag)

Tyr, tyr
regn, regn
verden, verden

(Bekendelseshaiku)

Han sagde: jeg er en tyr.
En blå tyr. Men en gang imellem,
som fx nu, er jeg også en rød tyr

søndag den 18. februar 2018

Essayist-top 5, nej 6, 7, 8, 9

- altså essayset er jo ligesom novellen (blevet) et dybt ulideligt og håbløst utidigt format, men bortset fra det! efter Jokum Rohdes Modkørende, og hvis vi nu kalder Ursula Andkjærs Krisehæfterne en essaysamling (i krise!) i stedet for en roman, det kan vi sagtens, og kommer i tanke om Christina Hesselholdts En have uden ende (der nøjedes med genrebetegnelsen "prosa" - hendes Camilla-bøger agerer også essayistiske) må listen se sådan her ud:

1. Mikkel Thykier

2. Jokum Rohde

3. Niels Frank

4. Ursula Andkjær Olsen

5. Klaus Lynggaard

6. Christina Hesselholdt 

- okay, vil egentlig også gerne have Per Kirkeby med, og Peter Laugesen, og hey, Vibeke Grønfeldt i Endnu ikke (essayroman) 

søndag den 11. februar 2018

Dagens radiatornyt er X-rated

- så langt er Niels Frank endnu ikke nået i sine tilnærmelser til radiatoren (mødet mellem postkassen og radiatoren på et kokainfyldt glasbord ...):

(fra vulture.com)

"Quincy Jones speaks the truth. In an interview with Vulture, in which the musician covers many, many topics, Jones happily dished that Marlon Brando would “fuck anything. Anything! He’d fuck a mailbox. James Baldwin. Richard Pryor. Marvin Gaye.” According to Jennifer Lee Pryor, the comedian’s widow, Jones’s story is totally accurate. Lee told TMZ that the comedian was open about his bisexuality with his friends, that he’d be cracking up if he heard Jones talking about him and Brando, and that he discusses his relationships in his diaries, which she intends to publish later this year. “It was the ’70s! Drugs were still good, especially quaaludes,” she said. “If you did enough cocaine, you’d f*** a radiator and send it flowers in the morning.” 

mandag den 15. januar 2018

Generationsspejdende MS NF-anmeldende

Mere litterær og poetisk fremtid (foreløbig!) end i Christian Bundegaard var der i (prosaaktuelle) Niels Frank (som deler/delte MS' Nordbrandt-aversion), hvis debutdigtsamling Øjeblikket, 1985, Michael Strunge anmeldte i i Politiken - anmeldelsen kan læses i Anne-Marie Mais prosaudvalg (burde det ikke genoptrykkes!?), Sidegader; her afslutningen:

"Som debut-digtsamling er der allerede noget klassisk over Øjeblikket, som der er over alle vigtige debutbøger. Det klassiske og tidløse i Øjeblikket får mig til at tænke Merete Torps Digte, også en poesi, der på en gang var splinterny og frisk, men samtidig som om den altid havde været til stede. Og denne al-tidlige tilstedeværelse er altid tegn på holdbar poesi. I sin insisteren på enkelhed og nærvær kommer jeg goså til at tænke på Søren Ulrik Thomsens City Slang og debutanterne fra 1978-klassen (herunder MS selv! LB). Men Niels Frank står alligevel for sig selv, også med sin klare opmærksomhed for byens biologiske elementer, som han ikke sætter i modsætning til de teknologiske kultur."

fredag den 29. december 2017

Radiator und kein ende (+ forskudt urinal)

- fra Niels Franks samling af urbane fabler og meditationer Vulkaner på månen, udkommer 8. januar:

(fra afsnittet "For en fortabt arkitektur: et manifest - min fremhævelse)

"Fordel lejligheden mellem to små torve i hver sin ende: entreen og køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet som dets fontæne.*

Entreen og køkkenet forbindes af en korridor, en slags gågade eller navlestreng, der leder frem til stuen, hvis store vinduer er udtrykt for nysgerrighed og kalder på en lænestol og en stjernekikkert.

Altaner virker altid muntre. Derimod udtrykker radiatorer bekymring og bør skjules. Greb og knapper opildner ofte den, der griber ud efter dem, og bør spredes generøst i alle rum.

Soveværelset er et gemmested. Det tilbeder mørket. Vær derfor agtpågivende over for det listige lys, der finder ind i rummet på egen hånd og ingen spor efterlader sig. 

Arbejdsværelset er en mellemting mellem en fængselscelle og en fæstning. Cellen forsvarer de andre mod den ene, fæstningen forsvarer den ene mod de andre. 

Badeværelset er lejlighedens bug, beslægtet med religionernes Allerhelligste., og ligesom dét udstyret med mange spejle."

(fra afsnittet "Lyse øjeblikke i verdenshistorien")

"I mellemtiden var man på den anden side af Atlanten travlt optaget af at skabe, eller hvorfor ikke sige opfinde moderne kunst. Gennembruddet kom, da en unge berlinsk kunstner ved navn Richard Mutt en dag ladede vandet i et offentligt urinal  ved Nolendorfplatz og kom til at tænke på det komplicerede maskineri, hvormed urinen strømmede fra hans blære og ud gennem penis, let kildrende, inden den plaskede ned i den dertil indrettede kumme. Tanken fik ham til at indse, at kunsten ikke længere skulle være underkastet naturen, den skulle "befri sig fra lærredet, og så skulle den være praktisk og billig at erhverve sig. Kunsten skulle ikke længere være noget et særligt begavet individ skabte, den skulle blot være det folk valgte var kunst.

  Mutt gav sig straks til at udmønte ideerne i konkrete værker, hvoraf kaffefiltret, tandbørsten og hovedpuden i dag står tilbage som hovedværker. Nok havde han måske ikke selv kreeret disse genstande, men han havde "genskabt" dem, som han sagde, og de var tilfængelige for de fleste mennesker, selv i de hårde år efter Weimarrepublikkens sammenbrud. Mutt udbredte sine ideer gennem adskillige manifester , hvor værkerne var behørigt gengivet fra mange vinkler, og manifesterne ansporede både kunsthandlere og avisskribenter og blev med disses ihærdige indsats lige så populære som de illustrerede hæfter tidens husmødre forsvandt drømmende ned i.
  Mutts ideer bredte sig samtidig som en løbeild blandt hans kolleger, og et sted i Paris erklærede en kunstner, at han havde "genskabt" mælk i kaffen (ikke at forveksle med café au lait). Da en kunstkritiker i en førende fransk journal gjorde opmærksom på, at mælk i kaffen allerede var opfundet, savrede kunstneren stærkt anfægtet, at moderne kunst ikke kerede sig om originalitet. "At være original er ingen kunst. Selv en hestepære kan være original." Hans udtalelse fik en kollega til at udråbe hestepæren som sit nye værk, hvad der skabte yderligere opstand i kunstverdenen.
  Imens børstede folk deres tænder, hældte varmt vand i kaffetragten og lagde kinden i det bløde pudevår med en behagelig fornemmelse af, at de var i færd med at bidrage til kunstens udvikling."

* Marcel Duchamps urinal-reademade, signeret R. Mutt, bar titlen Fontæne LB

søndag den 3. december 2017

Eppsvkd (Enden på poesien som vi kender den?)?

2 ekstremt interessevækkende januartitler:

1.


Teotwawki - Lars Skinnebach



teotwawki - bog



Omslagsgrafiker: Parl Kristian Bjørn Vester Goodiepal

Udgivelsesdato12/01/2018

80 sider

- Om titlen siger nettet:

"Etymology

Acronym

Pronunciation

Noun

TEOTWAWKI
  1. (idiomatic) The end of the world as we know it.

Usage notes

  • It is used often online by members of survivalist groups."
2.

Vulkaner På Månen - Niels Frank 

Udgivelsesdato 09/01/2018


270 sider

"Vulkaner på månen indeholder historier af vidt forskellig art – eventyr, rejseberetninger, myter og skæbnefortællinger. Historierne foregår i forskellige tider og på forskellige kontinenter, men de handler alle om byer og byboere. Her møder vi blandt andet en sultan, der tager på hemmelige rundture i sin egen by, indtil Den Almægtige viser sig for ham. Vi møder også en ung mand, der sidder på taget af familiens hus sammen med sin døde bedstefar, og en ung pige, der rejser til jordens indre og møder sit livs kærlighed, og sig selv. Vi kommer på besøg i forfatternes by, hvor en digter har sat sig for at skrive, hvad der sker, når ingenting sker. Og vi besøger en by inde i en vulkan, hvor en kvinde spekulerer over, hvad det egentlig vil sige at være enfoldig. Mens et ægtepar på et helt andet kontinent ved et tilfælde opdager, hvad skæbnen er."

Omslagsgrafiker: Camilla Jørgensen 

lørdag den 29. juli 2017

Gammel hilsen fra Nellie

- fra Niels Franks Genfortryllelsen, 1988:

"John Ashbery 

Først kommer den du elsker, så kommer kærligheden som en hofte du løfter ind til dig, som en hånd du løfter ind. Til sidst kommer billedet af dig selv midt i denne vandhimmel: Stjernerne ved hvem du er, en krop der synger nede i vandet."

torsdag den 9. marts 2017

Radiator uden ende

- Radiator-føljetonen stoppe aldrig; nu sælger Vangsgaards Antikvariat en kæmpe bunke af Klaus Rifbjergs dedikationseksemplarer, blandt andet denne i Radiator-sammenhæng sensationelle udgave af Niels Franks Tabernakel (klik på radiator-tag'et til højre for at finde radiatoren i den bog):

torsdag den 2. marts 2017

Niels Franks mave kommenterer

Direkte spurgt, med link, om at kommentere, skriver Niels Frank:

"Min eneste kommentar er KLONK, for sådan radiatoragtig lyder min mave efter nylig hjemkomst fra Nicaragua. Som om Jan Sonnergaard bliver ved med at støde hovedet ind i min sært udspilede mave."

Fra Radiatorarkivet (mysteriet om ur-radiatoren)

- i Standart 5, 1997 (som jeg måtte låne på Gentofte Hovedbibliotek - jeg har MÅSKE nummeret i en flyttekasse et sted) stod jeg for bogholderbidraget "Radiatorhistorie, Foreløbig citatmosaik om en vigtig rekvisit i dansk litteratur" med sagsakter om debatten om Niels Franks angivelige radiator-forbud + mere løse skønlitterære citater om radiatorer - jeg citerer fra mosaikken.

UR-TEKSTEN OM RADIATOR-FORBUDDET, DER IKKE VAR ET FORBUD

"En anden ting jeg opdagede i arbejdet med på "Digte i kim" (1986 LB nu)" var hvor få ord der egentlig er poetiske. det er kun ganske få ord, der kan være eller elve i et digt, synes jeg. Så da jeg arbejde på bogen fik jeg opbygget et helt register over uegnede ord. Og jeg har det stadig sådan, at jeg må lægge et digt fra mig, hvis der står et ord i det som er upoetisk. det røber for mig at se, at digteren ikke har gået ordene efter og skilt de uegnede ud.
  Med "Digte i kim" tænkte jeg især på 'radiator' som et ord, der på ingen måde kunne stå i et digt. den ordpoetik præsenterede jeg så ved et møde i en digtkonkurrence, hvor vi skulle vælge de bedste digte ud. Nogle få dage tidligere havde Peter Laugesen, der var med ved mødet, sendt mig sin nye bog, men jeg havde ikke haft tid til at læse den, fordi jeg skulle forberede mig til udvælgelsen. Men så læste jeg den nogle dage senere, og så ordet 'radiator i den! - Og i den bog fungerede ordet selvfølgelig fint. det har nu fået mig til at tænke på 'radiator' som det yderste ord, jeg skal sigte efter, når jeg skrive mine nye digte. Hvis jeg kan nå helt ud til 'radiator', så er jeg på en måde nået frem."

- Niels Frank, interviewet af Jørn Erslev Andersen i Passage 3/4 1987

Peter Laugesens "nye bog" kan være nødt til at være Vindens tunge, 1986, der nemlig indeholder følgende digt (som altså dermed er den sandsynligste kandidat til til at være digtet, Frank"udtalte sig om" fremfor digtet fra Skæve stjerner, som Laugesen peger på i brevet til Sonnergaard):

SANDSYNLIGSTE UR-LAUGESEN-RADIATOR-DIGT (min overskrift! LB)

"Hvordan skal jeg forklare
den konstante selvantændelse
til øjeblikkelig nedbrænding
det hvæsende raseri
lavt over jorden bag radiatoren
hvor gulvbræddernes kanster
er sorte signaler
tværs gennem fernishuden"

Det er stadig uklart, gennem hvilke kanaler Franks Passage-interview flere senere nåede frem til at optræde som et grinagtigt eksemplarisk, men jo pænt forvrænget "radiator-forbud" - hos fx Klaus Rifbjerg i dette klip fra hans ævle-værk Synderegisteret, 1994, og derfra gav anledning titlen på Jan Sonnergaards debutbog (Sonnergaard i interview til Standart, 1997: "Og så var det at rektoren for Forfatterskolen - Niels Frank - sagde, at han aldrig ville skrive et digt, hvor ordene "radiator" eller brødrister" indgik. det blev jeg så sur over, at jeg skrev en kronik. Den smed jeg dog ud, for jeg var stadig sur. Så skrev jeg historien i "Radiator". Men jeg var stadigvæk sur, og så var det jeg tænkte: han kan sgu få en hel bog med den titel."):

TYPISK RADIATOR-FORBUD-FORVRÆNGNING

"Niels Frank udtaler offentligt, at han aldrig ville kunne skrive et digt, hvori indgik ordet "radiator". Man må altså formode, at "radiator" er et upoetisk eller situationer, hvori der indgår en radiator ikke egner sig for lyrisk beskrivelse. Synspunktet er interessant, og man kunne forestille sig et leksikon med tabu-ord, som absolut ikke må forekomme i digte: bøsning, foderautomat, rygmarvsscanning, librettist, voksmannequin, radiobil, p-pille, vandland ... listen er så godt som uendelig, og man må forstå, at en vis del af poesien nu vælger at leve på sin egen begrænsning, en ordmæssig rationering eller smalkost, som netop fordi den er så vandkæmmet skulle være i stand til at fremlokke endnu dybere sjælens toner end dem den mindre håndsky lyrik er i stand til."

Niels Frank bidrog allervenligst til mosaikken med et "utrykt læserbrev til Weekendavisen, dateret 12/2 1994":

UTRYKT RADIATOR-LÆSERBREV

"Inden rygterne om mit påståede forhold til en vis radiator løber helt løbsk og ender som retsforfølgelse på grund af litterær uterlighed, vil jeg gerne afsløre hvad der i virkeligheden var ideen bag den sølle fortalelse.
  Så vidt jeg overhovedet husker den, burde jeg vel tilføje. Den opstod nemlig for snart syv år siden i et interview til et århusiansk tidsskrift, men er altså først nu blevet bogført i København.
  Bedre aldrig end for sent, havde jeg nær sagt, for hvad jeg må have ment med radiatoren var vel nærmest det modsatte af, hvad den bliver brugt  som udsøgt eksempel på. Jeg forestillede mig nemlig, at man i en særlig disciplinering af det poetiske register kunne fravælge en række "fremmedord", som så derefter hurtigt ville ophøje sig selv til en form for utopi i skrivningen, til det sted digtet nødvendigvis ville søge hen, nu hvor stedet forekom så uopnåeligt.
  I den omvending kunne fravalget af blot et enkelt ord eller et bestemt tema eller sågar en hel verden pludselig vise sig at være selve endemålet for digtet - præcis det der skulle siges eller helt automatisk blev sagt, fordi det som bekendt er digtningens besynderlige væsen altid at ville søge mod det usagte.
  Eller måske det er forkert af mig at henregne det sidste under bekendte omstændigheder ved digtningen? De fleste skrivende synes alligevel ikke at kende til dette grundforhold. De lader alting vælte ind over det skrevne med det resultat, at enhver forskel komplet jævnes med jorden, så der ingen spænding opstår mellem det der er blevet sagt og det digtet eller prosastykket har ladet stå usagt.
  Det var vel det, jeg pædagogisk ville illustrere med mit eksempel, men ærlig talt: Jeg husker det knap. Tilbage er kun den lidt akavede, kølige fornemmelse af at have stået i forhold til en radiator i syv jordbundne år. Måtte de blive efterfulgt af syv lidt mere flyvske."

(jf. også citaterne fra Brøndums Encyklopædi og Tabernakel i før hadet-blogposten nedenfor)

Billedresultat for vølund radiator

onsdag den 1. marts 2017

Før hadet lunede

citerede Jan Sonnergaard i et interview (hvor han i stedet hader på Anders Lund Madsen) i Fyns Stiftstidende (vistnok - fyens.dk?) i anledning af (og før min anmeldelse af!) Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen slutningen på min begejstrede anmeldelse af Radiator uden tilsyneladende at erindre sig (eller i sin tid overhovedet at have opdaget?), at jeg citerede fra Niels Franks definition af "Radiator" i Brøndums Encyklopædi :

"- Jeg vil gerne være grotesk og sjov, men jeg vil også være ondskabsfuld. Jeg vil ikke lave sådan en slags humor som Anders Lund Madsen, som er fuldstændig tåbelig og ikke har noget som helst på hjerte. På den anden side vil jeg heller ikke lave tragedier a la Ingmar Bergman, for så bliver det for alvorstungt. Men jeg vil gerne beskrive det ulykkelige menneskes latter, som anmelderen Lars Bukdahl vist engang beskrev mit forfatterskab, siger Jan Sonnergaard."

 Her er hele Niels Franks leksikonartikel fra 1994:

"Radiator. Lad os antage, at poesi er det lykkelig menneskes gråd. Hermed har vi allerede beskrevet poesiens intime blanding af patos og ironi. Ønsker vi for klarheds skyld at aflæse dette blandingsforhold så præcist som muligt, må vi i det enkelte digt udføre en såkaldt dissonansprøve ved hjælp af et klinisk, teknisk ord, eksempelvis ordet radiator, som netop i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre. Indsæt da i et givent digt radiator på et vilkårligt navneords plads. Afgør dernæst om digtet ved dette ordskifte mister sin poetiske karakter. Sker det, har digtet sandsynligvis grundlagt sig på en enhed af enten patos eller ironi og således fra starten af fornægtet enhver mulighed for stilistisk sammensathed. I et rent patetisk digt ville vi således ved hjælp af af dissonansprøven fremkalde et stilbrud, der ville få os til at grine. I et ren ironisk digt, derimod, ville stilbruddet være udtryk for en slags dobbeltkonfekt eller dobbeltironi, der logisk måtte ophæve sig selv og dermed pege på den fraværende patos. Dobbeltironien ville med andre ord fremkalde vores gråd. Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter."

Sonnergaard ejede, post-1990, 3 bøger af Niels Frank, Yucatan, Tabernakel ("lette brugsspor"!) og Tristhedens historie -

Den sjette af de "Otte affektioner" i digtet af samme navn i Tabernakel (1996, året før Radiator) er en selvironisk accept og overtagelse af karikaturen af NF som radiator-hader:

"Den sjette kan ikke udstå ord som ord
nu er, vulgære som en radiator, livløse
mod hans berøring. Fyldt op med jord.
Han er den sjette, den fortvivlede, den bange,
og den bange fornægter al veltalenhed
for ikke at lide under den."

1000000000 radiatorer til Jan fra Peter

Vangsgaards Antikvaritat sælger Jan Sonnergaards bogsamling fra i morgen - PDF-katalog her - biblioteket startede forfra fra scratch i 1990, da Sonnergaard pga. pengenød solgte alle sine bøger til Nansensgades Antikvariat (jfr. præ-Radiator-novellen "Limbo" (opsamlet i Gamle historier): "(...) alle romanerne og digtsamlingerne og de svære bøger, Lene altid forærede mig") - ikke mange egentlige sjældenheder, men en hel del dedikationer.

Særligt må fremhæves et brev fra Peter Laugesen, vedlagt et eksemplar af Laugesens samling Pjaltetider, 1997 (udgivelsesåret for Radiator) til 800 kr. (med brev), men henvisende til eksemplaret af den gamle 1978-samling Skæve stjerner til også 800 kr., der nemlig bærer denne dedikation (BREAKING: Vangsgaards har ifølge besked til mig nu lagt brevet ind i  Skæve stjerner, hvor det hører til - ved ikke, hvad priserne henholdsvis er nu):

"1000000000 radiatorer til Jan fra Peter 22 år senere"

Her er den fulde ordlyd af brevet fra PL til JS:

"Kære Jan, Som du kan se på side 47 var der ikke bare en, men millioner af radiatorer. Skrevet før rektor Franks udtalelse, idet det var det digt han udtalte sig om, og for øvrigt af forskellige grunde anbragt i en tekstmasse af overhængende surrealistisk snit. 1978. Jeg skriver lige et par ord i den, så den vil være en million radiatorer værd engang, når både du og jeg er fjernvarme
Med kærlig hilsen/ Peter Laugesen"
 
(Sonnergaard fik jo sin titel fra Niels Franks misforståede modvilje (og ikke forbud NB) mod at bruge ordet "radiator" i et digt, hvilket han nemlig lige havde oplevet Laugesen lykkes med at gøre og ifølge brevet altså i nedenstående digt ...!?))


Digtet på side 47 i Skæve stjerner (udgivet året før Tohuvabohu blev skrevet):

"frem i direkte sansningers
væren alt der er
stedet tiden og personen
skrøbelige mure
omkring tomhed

fjernvarmen kommer susende
ind gennem millioner
af radiatorer
smelter sneen i striber
langs ad gaderne

sidder tør og gold
i pandehulebetændelsen
og spreder nys og gys"

søndag den 13. marts 2016

Niels Frank rasende om HV-afslag, oktober 1999

Det er vist for længst etableret som et faktum, at det er Harald Voetmann, rektor NF taler om i her i begyndelsen af sit legendarisk frådende opråb i Berlingske Tidende, 9. oktober, 1999, hans polemiske ilddåb:

"Forleden modtog et af de største litterære talenter, jeg længe er stødt på, et brev fra et af landets fineste forlag. Forlaget var blevet opmærksom på ham, efter at han havde offentliggjort et par tekster i antologier og aviser, og ville nu gerne se et færdigt manuskript. Et par uger senere indløb så svaret: Forlaget takkede på det venligste nej, mente han var for litterær (dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget« - forudsat at han altså troede en sådan fandtes, lød det.
Nu kan man jo mene, at formuleringen blot er en af de lidt grummere forlæggerklichéer, der belejligt kan skydes af, når man ikke ellers ved, hvordan man skal begrunde et afslag. Men i min lille verden er den så meget mere end det.
For det første er det i sig selv grotesk, at man formaster sig til at bede en forfatter begive sig »uden for sproget«, når det nu engang er i og med sprog, at enhver form for litteratur skrives. Samtidig forstår jeg jo nok, at forlæggeren har ment noget andet med sin udtalelse, nemlig at forfatteren burde gakke ud i verden og se at få sig lidt erfaring. I orden. Men inden i den, i sig selv ikke vanvittigt ophidsende forestilling, ligger også gemt, at al god litteratur består i, at så-og-så meget levet liv løftes over i litteraturen og bliver til så-og-så levende en litteratur. Altså at litteraturen lydefrit repræsenterer Verden.
   Jeg må nok sige, at de seneste 20-30 års litteraturkritikere, filosoffer, semiotikere, strukturalister og andet godtfolk, der har beskæftiget sig seriøst med litteratur, ville rotere i graven, eller hvor de nu opholder sig, hvis man sendte forlagets responsum videre til dem. For det er jo netop den forestilling om direkte afspejling, der de seneste mange år er blevet stærkt betvivlet, og som den fremmeligste litteratur har haft travlt med at vise var en ren konstruktion, overleveret fra forrige århundrede.
  Diskussionen kan dog langt fra blot reduceres til korridorsnak på universitetet og nærmeste omegn. Det mest forbløffende er, at forlæggeren ikke blot har skruet tiden et ordentligt hak tilbage - det forbløffende er, at det forlæggeren beder om, er nøjagtig det samme, som alle undervisere på de amerikanske skoler for »creative writing« beder deres elever om: Skriv så tæt på dine egne oplevelser som muligt, skriv så ærligt som muligt, skriv så enkelt som muligt, skriv så naturligt som muligt. Sådan skabes nemlig rigtig litteratur.
  Og den holdning, mine damer og herrer, er ikke blot et tilfældigt forlags holdning. Det er simpelthen den gældende tendens i disse dage. Det er en stærkt konservativ holdning, der forlanger en prosa med tydelig fortælling (lidt i retning af rundt-om-bålet-historier) og en lyrik med personlig fundering, nabo til bekendelseslyrik og god gammeldags centrallyrik. Én ting er, at alle de store litteraturpriser går til de forfattere, der mest hæmningsløst blot bekræfter os i alt det, vi alle sammen allerede ved om litteratur. Én ting er, at en lyriker først kan gøre sig håb om opmærksomhed, når han har skrevet en roman om sin ulykkelige barndom i en mindre provinsby. Én ting er, at landets eneste lyriktidsskrift (ja, Hvedekorn LB) har en redaktør, der kun bringer digte, der ligner hendes egen anæmiske poesi. Og så videre. Jo, og én ting til: at selv de vægtigste forfattere i dette land først for alvor bryder igennem, når de træder et skridt bagud i deres værk og begynder at skrive den slags litteratur, som de i deres ungdom netop ville vriste sig fri af. Det er kun helt forudsigelige træk i en kultur, der ikke længere har nogle kunstneriske værdier. Noget helt andet er, at forlagene, som man dog måtte formode var på udkig efter vor tids litteratur, nu fuldstændig går i barndom og forlanger en litteratur, alle kan genkende og ingen forbløffes af. Det betyder, blandt så meget andet, at en hel forfattergeneration springes over."

Det blev den så ikke, generationen - og Frost og Voetmann og Andkjær og Frank himself har fået Kritikerpriser for hæmningsløs uforudsigelighed; ret meget er stadig ad helvede til, men ikke alting lykkeligvis. Så, well well! 

fredag den 29. januar 2016

Det er en krimistol!

Det er derfor, Niels Frank skriver dårligt i den, stolen er ikke indrettet til poesi og nonsensisk prosa, den er simpelthen for magelig og genkendelig. Ergo bør årets modtager af De Gyldne Laurbær, krimiforfatteren Jesper Stein (med stumt Larsen), indkøbe den for alle sine mange penge, måske kommer han faktisk til at skrive bedre kriminalromaner af at sidde, hvor Niels Frank har siddet, måske bare en tiendedel så gode som Dan Turèll, hvis medalje (men ikke slips, som modtagerne fik i gamle dage, det ville måske have hjulpet!?), han gudhjælpme også har modtaget.


Køb Niels Franks stol og sælg den videre for en million når han får Nobelprisen osv.

Well, jeg skrev dårligt i den ...
 
Charles Eames. Kontorstol med lav ryg, model EA- 117, stel af sortlakeret aluminium. Sæde og ryg med betræk…
lauritz.com

Comments
Laura Palmer
Laura Palmer Men da ikke, hvis han skrev dårligt i den. Det skal altså være en favoritting, før de når op i pris:)

onsdag den 9. december 2015

En skarp, parentetisk iagttagelse om kursiv

som jeg er af hjertet misundelig på - åh, formalisme:

side 175, bind II af Den ny mimesis:

"De mange kursiveringer (i Niels Franks Små guder LB), som også blev brugt i (BF's LB) Tabernakel (og som i parentes bemærket tillige er at finde i Sonnergaards Radiator!) (...)"

tirsdag den 3. november 2015

Simultandissen - MT VS. NF (OM BL.A. VS)

Niels Frank tages med navns nævnelse eftertrykkeligt og ekspansivt under behandling i den første lange del af Mikkel Thykiers sorte mursten FANULO CREPA. Niels Frank anonymiserer ikke sig selv, som MT har for vane, men han kan godt, jf. hele digtsamlingen Små guder, finde på at anonymisere dem, han skriver om, og sjovt nok kan portrættet af "Erotikeren" i Niels Franks Tristhedens historie, der var under udgivelse samtidig med FANULO CREPA, set gennem farvede briller godt ligne et portræt (grænsende til karrikatur) af Mikkel Thykier. Jævnfør denne passage fra FANULO CREPA (VS er Villy Sørensen, NF er NF):

"Den underliggende præmis for NF's kritik (af VS LB) er, at seksualiteten betragtes som sandheden om en person og et værk, eller måske ikke som sandheden, men i hvert fald som en nøgle eller kode til, hvem en person er, og hvad et værk er, så hvem og hvad bliver nærved umulige at skelne fra hinanden. Men der kan også høres en anden stemme, som vil til orde midt i VS' tavshed om sin seksualitet. At lade den komme til orde er nok ikke noget, han ville have bedt om, men for mig er det ikke et spørgsmål om VS' seksualitet eller et spørgsmål til den. Det er ikke et spørgsmål om at føre den tilbage til stilheden, det er ikke det, der er mit ærinde. for mig er det et spørgsmål om at lade hans tavshed gøre plads for en muligvis mere diskret, men også mere rummelig værdsættelse af kønnenes liv og lege, en værdsættelse, hvor en summen i fingerspidserne ikke er mindre overvældende end blodet, der skyder ud i et lem."

Jævnfør den passage med denne passage i erotikerportrættet "Hvis du vidste" i Tristhedens historie (hvor NF næsten får skrevet sig op eller hen i en egentlig, åndeløs identifikation)

"Det er en ceremoni eller et ritual, en messe spækket med uforståelige tegn og hypnotiske gerninger. Som en danser følger erotikeren mønstre og figurer han samtidig selv skaber, han dyrker det yndefulde, det yppige, det underskønne, det indtagende, det kære, og det giver ham et sus at komme tæt på det, hans krop bliver helt ustyrligt stemt, som ét stort sitrende organ. I det erotiske spil åbner sig et rum, et ganske afgrænset rum, fx mellem øjet der ser, og hånden, der bevæger sig, , eller mellem øjet og armhulens grotte, og det rum bliver lynhurtigt fyldt med elektrisk ladning, der løber strøm fra øje til armhule til øje, en fortsat gnidning, som får temperaturen til at stige i rummet. Der opstår en spejleffekt, erotikeren er med på en kigger, men ser også sig selv stirre, han overværer, følger med øjnene, observerer, men han blik er nabo til slemmere ting at lure på, at overvåge, at udspionere. Kort sagt: han glor. Og mens han glor, oplever han, at han er vidne til noget, han ikke burde se, at spejlet lokker ham. Han falder for nogle enkle former, en hånds strygende bevægelse, hårets stritten, som om det higede efter sollys, men det formerne indikerer er yderst komplekst, fuldt af lakuner og hemmeligheder, nøjagtig som en længsel."

søndag den 24. maj 2015

Ida dansede din kronik

i forgårs på Skuespilhuset i balltetten "Krash", koreograferet af Alessandro Sousa Perereira over et digt af samme navn af guddødeme Niels Frank, som måske stod i programmet, som vi ikke havde kontanter til, og som de nede i baren, da du købte et stykke lakridschokolade til mig, ikke ville lade dig hæve over til, og nu har jeg skrevet til digteren og spurgt om digtet, og måske ser han ENGANG beskeden, selvom jeg kommunikerede via Facebook (chancen er nok faktisk større for, han læser denne blogpost: Hey, Nellie!?), og hvis han så endda også vælger at sende mig digtet, så trykker jeg det HER, det så, på dansen, vigtigt ud!

MEN ANYWAY (som NF ville sige):

Balletten var lutter højfrekvent, virtuos, præcis

RYTMISK VREDE

- mellem lutter mænd dansede Ida Prætorius med

DJÆVLESPÆNDT TRODS