Overskriften sælger sig dårligt ved at nævne Erik Svendsen

Apropos 1 stjerne (nede i min kommentar til sidste blogpost) og Jyllands-Posten, så giver Lars Skinnebach 1 stjerne til Bue P. Peitersens (selvbevidst) hyper-nysselige digthæfte It's i sin JP-anmeldelse nr. 2 (det må da også være mere fascistisk end, at en JP-redaktør mener, at en forfatter, der truer mig tæsk skal boykottes og politianmeldes: at rent faktisk anmelde for JP!?), en næsten Skyumsk overflødig grusom anmeldelse: hvis man mener, at et selvudgivet hæfte som It's er så helt utroligt ringe, så lad da være at anmelde det eller i det mindste lad være at anmelde det så langt; hvem ville savne anmeldelsen? det ville ikke engang digteren, eftersom han ikke kan forventes at forvente den, der er (endnu) ikke andre end mig (og nogle digterkolleger, men de tæller jo ikke, rent kanonisk), der mener, at Bue er en stærk og vigtig digter i og med hans "pussenussethed".

I min baglæns læsning af Spring-nummeret om anmelderi nåede jeg frem eller tilbage til Erik Svendsen artikel "Litteraturkritik - en truet art" og opgav derpå, midlertidigt, ævred (Mathilde Walter Clarks artikel sprang jeg over, den havde jeg læst et par gange før, Johannes Riis og som sagt Mikkel Zangenberg gentager også sig selv, Peter Nielsens bidrag kan jeg allerede ikke huske, mens John Chr. Jørgensen velgørende nøgternt skriver om inhabilitet). Grådkvalt besværger Svendsen sit årelange martyrium som dannet, progressiv JP-anmelder - interessant at se, om Skinnebach tager udfordringen op eller ignorerer den eller bare ikke anerkender den, lige nu prøver han at agere en kombi af Skyum og Poul Borum, det har jeg alle dage også prøvet på og kan derfor kun gå ind for. Den dér strategi - og nu taler jeg om Svendsen igen - med at skrive sig dummere og/eller den dumhed at skrive strategisk finder jeg beskæmmende for en kritiker, både i princippet og i praksis - men jeg er så heller ikke sikker på, at jeg ville gide skrive for Jyllands-Posten: én ting er at skrive digtsamlinger for ingen, hvilket jeg åbenbart heller ikke gør længere, selvom jeg burde (have lyst til det), men at skrive i en avis for ingen, det har jeg gjort én gang, og det er for alvor meningsløst, i hvert fald i længden (= 8 lange år). Nå, Svendsen klynker, in real time:

Det er en kendsgerning, at avislæsere er noget af det mest konservative, der findes. Ergo må man differentiere mellem de forskellige avisers kernelæsere. For nu at tage et par klare forskelle: Politikens læsere har ikke mange fællestræk med Jyllands-Postens, der igen ikke har så mange fællestræk med Kristeligt Dagblads. Med andre ord: også en litteraturanmelder må kende Bourdieus distinktions-sociologi og have den in mente i litteraturformidlingen.
  Repolitiseringen af den danske dagspresse mærkes ikke synderligt på anmelderstoffet - men den kan spille ind i forhold til konkrete avis' læserprofil. det er helt afgørende om de holdninger og det livssyn en bog og en anmelder måtte have samstemmer med den konkrete avis' typiske læser eller ej. Det er en langt større faglig og politisk udfordring at skrive til et publikum, som anmelderen ikke er på linje med, end det er at skrive til læsere, som man på forhånd er på bølgelængde med. Amen.

Skammen, oh, skammen, ved at rapportere til det mørke Jylland fra Sortedammen.