Så er der dine striber,
frafaldne trappistnonne,
som de slanger sig
giftigt som på et
linieret papir, der
farer sammen over
det slyngelagtigt
slyngede digt, der
hele tiden kommer
bag på det, de slingrer,
striberne, striberne,
saligt i solflimren.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar