Fortolkningsnøgle til digtene "Godnatdigt" og "Sofus 25"

De handler ikke alment om børn, de handler om de specifikke, virkelige børn Samuel og Sofus og om hvordan de er, henholdsvis som "DYNAMIT" og "gentlemanlike", som det med al ønskelig tydelighed vil fremgå, hvis man møder dem i virkeligheden, hvilket faktisk er muligt.

Findes der en mindre virkelig genre end kriminalromanen?

Jeg kom forbi Gentofte Bogmesse på Gentofte Hovedbibliotek, fordi jeg skulle LÅNE NOGLE BØGER, og mens jeg ledte, og mens jeg ventede på, at bibliotekaren kom tilbage fra magasinet (75 % af de bøger, jeg låner, befinder sig dér), og da jeg vendte tilbage til disken, fordi mit høje bødebeløb forhindrede mig i at låne, hørte jeg en kriminalromanforfatter fortælle om sit kriminalromanforfatteri, og igen og igen sagde han ordet 'virkelighed', og ikke en eneste gang markerede han gåseøjnene, og ikke en eneste gang fik han massive Robert Durst-agtige tics af ikke at gøre det, hvilket forekommer mig som en næsten overmenneskelig præstation - prøv selv, efter mig:

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

AAAARRRGH!
BLINK BLINK BLINK
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""VIRKELIGHED"""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
BLINK BLINK BLINK
AAAARRRRGH!

Jeg lever Lars Bukdahls liv

Her for en time siden, efter jeg var vågnet fra Pia Juul-drømmen, famlede jeg efter min briller på skrivebordet og kom til at vælte dit glas med vand (computeren stod heldigvis inde i stuen), jeg tændte lyset og halvvækkede dig og tørrede op med noget køkkenrulle; eneste alvorlige vandskade var en en ubrugt blok med linieret papir, men da jeg så ville tage min briller på, opdagede jeg, at det ene glas var røget af, fordi den mikroskopiske skrue, der holdt glasset fast, havde skruet sig ud, men mirakuløst nok lå mini-skruen lige ved siden af, jeg lagde briller og glas og skrue over på sengen - HVORFOR GJORDE JEG DET? - og pludselig var skruen væk, og jeg ledte desperat efter den både i sengen og på gulvet, men kunne selvfølgelig ikke finde den, og hvornår åbner Synoptik? Og mon de overhovedet kan stille noget op? Og hvor lang tid skal de bruge til det? Er det nødvendigt at bestille en ny mini-skrue på det store Rayyban-lager i Raybanistan? Skal jeg uden briller holde OULIPO-foredrag for børnelitterære nordmænd her klokken 13? Og det er sgu da FOR absurd, hvis jeg skal have nye briller, fordi de gamle havde en skrue løs, en skrue, jeg havde i min hule hånd, indtil jeg ikke havde den længere. Nøgne øjne har gennemlæst og godkendt denne post.

Virkeligheden kort

Reality is a very subjective affair. I can only define it as a kind of gradual accumulation of information; and as specilization. If we take a lily , for instance, or any other kind of natural object, a lily is more real to a naturalist than it is to an ordinary person. But it is still more real to a botanist. And yet another stage of relity is reached  with that botanist who is a specialist in lilies. You can get nearer and nearer, so to speak, to reality; but you never get near enough beacuse reality is an infinite succession of steps, levels of perception, false bottoms, and hence unquenchable, unattainable. You can know more and and more about one thing but you can never know everything about one thing: it's hopeless. So that we live surrounded by more or less ghostly objects - that machine, there, for instance. it's a complete ghost to me - I don't understand a thing about it and, well, it's a mystery to me, as much of a mystery as it would be to Lord Byron.

- fra interview med Vladimir Nabokov i opsamlingen Strong Opinions, min første rigtige (dvs. købte og (halv)læste e-bog - og maskinen dér kan jo så her være i-pad'en!)

Printsavn (og brevsprækkelængsel) kl. 6, nej, 7:25

Lyden af søndagsavisen i entreen i den drøm, jeg netop er vågnet fra, er mindre virkelig end geværskuddene i den film om Che, jeg slumrede ind til på den blå sofa (sommertidens realitetsstatus vil jeg slet ikke udtale mig om). 

Politiken-idioti - fortsat

men lige så mange og ofte de samme eksperimenterer med en blottet, hyperfølsom og -inderlig skrift, jf. fx Rasmus Halling Nielsens ekstremer, terroristisk spam-labyrintik vs. smukke-nervøse poesi-sammenbrud. Men så tror jeg også, at der i den åndssvage ben-kød/fedt-figur gemmer sig en endnu plattere kritisk formel end Peter B tør forestille sig - at benet er lig med få sider, altså helt konkret smal litteratur, mens kød og fedt er det, der gør en bog bindstærk, helt konkret bred - det er også kærnen i klichésynspunktet om, at gode norske romaner er bedre end danske. nej, de er bare tykkere - for ja, det er rigtigt, de fremragende. yngre digtere i DK skriver sjældent bøger over 200 sider, og hvad fucking så? En roman, der helt bogstaveligt handler om FEDT eller rettere TALG (af en forfatter, der ofte har skrevet om KØD, gerne i forrådnelse) er Harald Voetmanns Kødet letter, virkelig en virkelig roman, hvis det altså bare ikke var for sidetallet, og efter den parameter er Knausgård decideret sublim, ingen skriver længere end ham, og jo længere jo virkeligere, og helt hysterisk langt er helt hysterisk virkeligt, kæmpemæssigt virkeligt, Cornelius Blisand-virkeligt.