Vi savner et helt FC Højholt

- en sønnesøn af Poeten H, søn af datter Marie H, har fået sin nye fodboldtrøje - han spiller ikke for Esbjerg, men alligevel (og begge tal, 1 og 6, indgår i 6512)!

 

Splinter af spleen

svirren
på grønsværen

bolden er
indbildsk

himlen et
halmstrå

publikum
kummerligt

holdet lutter
hillemænd

kameraet
uden karma

linjerne fulde
af løgn

cifrene
ofre

aftenen en
efterligning

jeg keder mig
kedel-ligt

Jeg prøver at konkurrere med Nils Gunders Lars Bukdahl-optagethed

Nils Gunder Hansen anmelder Springs anmelderi-nummer i Kristeligt Dagblad med underubrikken: "Lars Bukdahl fylder alt for meget og redaktørerne alt for lidt i tidsskriftet Springs særnummer om anmelder", og hvad handler så tre fjerdedele af anmeldelsen om (uden at fortælle, at jeg selv kalder Ib Michael-fejden idiotisk, for ligesom i Himmelstrups artikel, er det pludselig lige fedt med IM og mig, vi skaber os begge helt åndssvagt for at få opmærksomhed og opfører os ekstremt og selvfornedrende, men hallo: den ene af os truede den anden med tærsk, og den anden af os sagde så, gider du ikke lade være at true mig med tærsk, så vi kan skændes videre med stil)?

En del af nummeret er helliget den fejde mellem forfatteren Ib Michael og anmelderen Lars Bukdahl, der udsprang af, at førstnævnte for et par år siden lovede sidstnævnte tæsk. De får begge lov til at ytre sig om sagen endnu en gang, og hele forløbet bliver omhyggeligt gennemgået af gæsteredaktør Kristian Himmelstrup. Det er deprimerende, at den fjollede historie skal have lov at fylde så meget. For som Himmelstrup selv er inde på, siger sensationen mest af alt noget om, hvor marginalt et fænomen den litterære kritik er blevet i den almindelige offentlighed. Aktørerne er nødt til at skabe sig helt åndssvagt for at få opmærksomhed. Der kommer lidt reality-tv over det, Michael og Bukdahl er divaer i junglen, og nationen skiftevis måber og morer sig over deres ekstreme og selvfornedrende opførsel. Lars Bukdahl fra Weekendavisen er den mest omtalte og omstridte kritiker i Danmark gennem de seneste 20 år, og faktisk lyder det også, som om det udelukkende er ham, Johannes Riis skriver kritisk om, selvom han er omhyggelig med ikke at nævne navn(e) og lader, som om han ser flere typer for sig. Der er imidlertid en historie om Lars Bukdahl, der aldrig bliver fortalt, heller ikke i denne sammenhæng, men lad da så mig gøre det: Før Bukdahl i 1996 blev headhuntet til Weekendavisen skrev han i en årrække for nærværende avis. Han var en ung, intelligent, velskrivende og fræk anmelder. Det var sjovt at følge ham, og fra tid til anden blev han da også bemærket og citeret i de andre aviser, ikke mindst når han uærbødigt tog litterære koryfæer i behandling.Det gik, som det måtte gå. Han kom til en større klub, som det ville hedde i fodboldverdenen, og her blev han sandelig ikke sat på bænken.Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen fortalte engang selvtilfreds i et interview, at hendes ugeavis ikke som sådan blev redigeret.Man ansatte jo kun folk, der kunne skrive! Så redigeringen var for så vidt overstået under jobsamtalen. Og det princip må man sige, at hendes skiftende bogredaktører levede op til, både Bo Bjørnvig, der hentede Bukdahl, og senere Klaus Wivel. Fra dag 1 og mange år frem blev Bukdahl overhovedet ikke redigeret. Sådan tog det sig i hvert fald ud, set udefra. Både Bjørnvig og Wivel er fortræffelige skribenter og sympatiske mennesker, som nærværende anmelder sætter højt, men man fornærmer dem næppe ved at sige, at ny dansk skønlitteratur ikke havde deres store interesse. Det var kun en lettelse, at Bukdahl tog sig af den, og der kom jo masser af opmærksomhed og gang i gaden. Fra at være en ung anmelder på en lille avis blev Bukdahl på ingen tid chefkritiker med megafon på landets største kritikerscene. Han anmeldte det hele, både det, han kunne lide, og det, han ikke brød sig om. Han skrev uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende. Først da Anna Libak kom til for et par år siden, er der - stadig set udefra - blevet lagt låg på Bukdahl. Han anmelder ikke længere det hele inden for dansk skønlitteratur, og han bliver også sat til at anmelde ting, han ikke selv har valgt. Desværre tror jeg, at dette indgreb er kommet mange år for sent.

Nils Gunder kan såmænd godt have ret i sin krønike om redigeringen af mine tekster; en stor del af tiden under Klaus Wivel fik jeg lov til at gå pænt eksperimenterende amok med mine tekster, især i mine såkaldte føljetoner, men jeg ved ikke af, at jeg fik alle de bøger til anmeldelse, jeg gerne ville have, det har jeg sgu aldrig fået, under Anna L har det så bare være nogle mit hjerte nærmerestående bøger, jeg, nu og da, ikke har fået (mestendels Pia Juul!). Og det er rigtigt, at samme Anna straks satte en stopper for den eksperimentelle-excentriske skrivepraksis, hvilket jeg selvfølgelig blev seriøst muggen over i sin tid, men vil mene, at jeg er så godt som forsonet med: når jeg gennem indtil flere år havde givet de specifikke yderligheder alt, de kunne trække, risikerede elastikken langsomt at blive slappere, og hvorfor så insistere? resultaterne og/eller manglen på samme var opnået; nu er øvelsen i høj grad den modsatte, at koncentrere og inddampe Borum-style, hvilket er mindre spektakulært (og læse-udfordrende / -anstrengende), men jo ikke mindre menings- og ærefuldt eller potentielt personligt og nuanceret, og ja, ja, jeg ville gerne skrive mere og længere og anmelde alle de bøger, jeg gerne vil anmelde, hulk, hulk og herregud! Men det er underligt og trælst, hvordan Nils Gunder tager for givet, at min kritiske praksis er og har været et (moralsk? etisk?) betænkeligt og beskæmmende fænomen. Jeg skriver "uhæmmet frækt og morsomt og med årene også stedse mere vildt, polemisk, personligt, injurierende, idiosynkratisk, rablende og selvrefererende". I mine øjne er det kun "injurierende", hvilket jeg vil mene, at jeg (modsat flere af mine "modstandere", fx Jan Sonnergaard) aldrig har været, der er et negativt adjektiv her. Det er en trist kritik, der foretrækker at være hæmmet, ufræk, umorsom, uvild, upolemisk, upersonlig, uidiosynkratisk, urablende, uselvrefererende, men der er til gengæld masser af den over det hele, også i WA Bøger, der er faktisk næsten ikke andet. Jeg ved for lidt om fodbold til at forstå klub-metaforen, men hvis man køber en spiller (selvom det er for ingen penge ...), er det vel ikke for at sætte ham på bænken, det er vel for at sætte ham på banen og score mål, og mål scorer han ikke, så vidt jeg har forstået, ved at være forsigtig og diplomatisk og konsensussøgende, men ved at være pågående og kreativ og infightende; han kan så drible mere eller mindre og mere eller mindre Laudrupsk og skyde fra mere eller mindre skarpe og umulige vinkler, men bolden skal rammes, så den rammer i plet, indenfor rammen, ikke også?

Viggopludselighed & Jensstadighed

15 minutter inde i mit foredrag - 3. O-foredrag på 3 uger- på Odense Centralbibliotek, som jeg var ved at tage en taxa til, da jeg kom i tanke om, at det ligger i selve Banegårdscentret, det var blevet en særlig taxatur! - be- og undertitlet "Mikrofongriber! Om at performe en tekst og tekste en performer - eller hvordan man bliver lige så god som D.T. uden at lyde som en dårlig onkel-kopi", fik jeg øje på digteren Viggo Madsen nede - som ikke var særlig langt nede i det koncentreret forseglede rum med et rødt Twin Peaks-agtigt bagtæppe, der gemte på ... en ghettoblaster (hvorpå jeg spillede Dan og Sølvstjernerne, TS Høeg, Frodegruppen 40, Malk de Koijn og Jørgen Sonne") - på bagerste række, og så måtte jeg straks afbryde foredraget og UDPEGE Viggo som den store (OG odenseanske) digter, han er, for det er det, jeg er her for: at UDPEGE DE STORE DIGTERE, og det var det, jeg gjorde hele foredraget, fra Tribini til Signe G, og jeg læste begyndelsen og slutningen på Jens' "Fodboldfesten", som jeg har hørt oplæst til litterære hypnoser mindst 17.000 gange, men som han ikke læser op mere, og jeg savner den grusomt, "Fodboldfesten"-oplæsningen:

Der bliver hentet flere øl.

    Chips knaser og bliver forvekslet med fjernbetjeningen. Folk skal hele tiden tisse, men kampen fortsætter. Der bliver væddet , og i samme øjeblik scorer fjenden. Det er umenneskeligt at se fodboldkamp.

- Brian Laudrup forsøger at finde Laudrup, Kig op Brian! Kig op! Laudrup finter Ireren Donald Lokie...men neeeej han taber den!

   Der bliver hentet flere øl.

Fjernbetjeningen knaser og bliver forvekslet med chips. Folk skal hele tiden vædde, men kampen fortsætter. Der bliver tisset, og i samme øjeblik scorer vi. Det er umenneskeligt at se fodboldkamp.

- Hvilket pragtmål af den 33 årige Brian Laudrup! Hvilket pragtmål! Der er ingen tvivl om at Benfica køber ham nu...Her ser vi målet igen...Brian Laudrup spiller Brian Laudrup, som finder Brian Laudrup, der genialt spiller Laudrup...og baaaang 2-1 til Danmark!!!   Det er noget publikum kan li, parken koger...åh Brian.

   I det samme går lyset overalt på det nordirske stadion. Lyden er forsinket hjemme i stuerne. Kommentatoren taler videre, som om intet er hændt.

   Der bliver hentet flere øl.

Seerne sidder spændt og stirrer på den sorte skærm. Folk går ind og ud af stuerne. De mest entusiastiske kryber tættere på, og betragter koncentreret den sorte skærm.

- Lyset er desværre gået her på Dublin stadion. Det er ikke til at vide  hvornår vi kommer igang igen... Jeg kan desværre ikke se hvad der foregår  på banen, jeg har kun oplevet det her en gang før, det var i 1969. Også  mod Dublin...pudsigt nok, kort efter Brian Laudrup havde scoret sit andet mål for Danmark...vi stiller om til studiet.

   Der bliver hentet flere øl.

 Folk løber frem og tilbage. Det pludselige lys fra studiet overrasker de seere som er tættest på skærmen. De brænder fast. Det er umenneskeligt at se fodboldkamp.

   Tommy Troelsen spørger den pensionerede fodboldspiller Brian Laudrup om han nogensinde har set noget lignende.

- Nå Brian, har du set noget lignende i din karriere som proff?

- Ikke siden 1969, Tommy, ja og så i 2030 regner jeg med  at opleve det igen, men ellers ikke Tommy, ellers har jeg aldrig oplevet det. 

&

Der hentes flere øl.

   Tommy Troelsen går rundt og stemmer dørklokker

- Kampen går snart igang, siger han, hvis I er interesserede, kan jeg meddele at kampen snart går igang!?

   Men folk er ikke interesserede, de sender ham ned efter mere øl og chips og sour and cream fjernbetjeninger. Folk løber frem og tilbage og tisser og ser på murbrokkerne og væggelusene for at følge kampen.

   Vi fører med 480001- 2903. Mål nummer 480001 er et fremragende mål. Det sender glædesbølger rundt fra rum til rum. Spædbørn spiser deres puder af glæde. Den tykke spiser sig selv, men den tynde ser uheldigvis ikke mål nummer 480001 med det samme. Han henter øl. Senere ser han det dog i Ibens højre patte, der sidder på Jørgens pande.

   Der hentes flere øl.

Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har bygget reder. Ind i mellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og tager skægget med sig.

   Tommy Troelsen flyver til sidst op til månen og henter den ned, i sin attachŽmappe. Han skruer en antenne fast lige oven i knolden på månen.

De er nu klar til at genoptage fodboldkampen i Dublin.

- Efter 43 år har Danmarks radio nu den ære at vise resten af Irland -Danmarks kvalifikationskamp til VM i fodbold.  Danmark stiller i sin stærkeste opstilling. På venstre back har vi Brian Laudrup, der har benyttet pausen til at få gigt og reumatisme og afasi. På højre back har vi Brian Laudrup, det har benyttet...

   Folk holder op med at drikke øl.

Månens stærke lys hugger bidder af mørket. Det irriterer Jørgen, der netop stod og råbte 589543 i munden på Jørgen. De løsrevne bidder af mørket rammer ham i hovedet, så han taber Ibens patter.

   Iben ser for første gang i 43 år, at hun mangler sine patter, og det giver anledning til nogen fjendskab.

   Den tykke og den tynde kommer frem bag de beskidte persienner. De stirrer olmt på månens hvidgrå skærm.

- På Irlands hold finder vi den hovedstødstærke Donald Lokie, der har benyttet  pausen til at udskifte sin kone 40 gange. Desuden har vi  målmanden, Donald Lokie, en fremragende boldkunstner...Det skal blive spændende at se om Danmark kan fast holde sin føring på 2-1 efter så mange år.

   Folk ser forundrede på hinanden over hele Danmark.

- 2-1?!  Tror de, det er et puslingehold, vi har med at gøre, man kan sgu da ikke bare annullere det hele! 2-1.

   Landet stinker af brændt hår. Mændenes skæg ulmer og ryger, og det går ikke det her.

De trækker alle deres hårtotter til sig, og så vælter månen over Tommy Troelsen, og så kan han se sin puslingekamp alene. Mørket vender tilbage.

   Der hentes flere øl.

Den tynde ser kampen fra sin sko.

- 667324, råber han lettet. Den tykke spiser gang på gang sig selv, men ser ikke desto mindre kampen imens.

   Iben kysser Gerner Eriksen i øret og hvisker lyserøde ord, men kun for at se hans trommehinde bevæge sig, så hun kan følge med i kampen.

   Der er ingen grænser for Danmarks føring, der er ingen grænser for straffespark, der er ingen grænser for dramatik. Der er ingen grænser for mørkets mystik.

   Sover du menneske?

- Nej jeg ser fodbold!

Hvilken fest.