Bang Foss-nyhed!

Endnu ej ny roman, hårdt nok!

Men fin og rigtig pris:

"Beatriceprisen til Kristian Bang Foss

– der som satiriker er på vej imod scherfigske højder. Hans romaner skildrer idioti uforsonligt, afstumpethed uden formildelse, forsumpning uden glamour eller eksistentielle dybder, men altid med et stort og respektindgydende stilistisk overskud."

KB anmelder i stedet statsinstitutioner

Topprosaisten Kristian Bang Foss er særdeles sørgeligt, men i den gode stil som en sand FreeLance Class Hero holdt op som ekstrem læseværdig madanmelder på Politiken - som rapporteret i en artikel i Journalisten:

"En fastansat journalist på Politiken får i gennemsnit 306 kroner i timen inklusive pension, viser Dansk Journalistforbunds lønstatistik.
Som freelance-madanmelder på avisen har Kristian Bang Foss derimod kun fået det, der ifølge ham selv svarer til en timeløn på cirka 200 kr. i timen. Og i modsætning til de fastansatte får han hverken løn under ferie, sygdom, barsel eller betalt efteruddannelse.
Derfor provokerede det ham voldsomt, da han den 28. februar læste en historie hos Journalisten om, at bestyrelsen i JP/Politikens Hus får fordoblet deres honorar.
 ”Det var dråben, der gjorde, at jeg ikke gad at levere indhold til avisen længere for en skaldet timeløn,” siger Kristian Bang Foss til Journalisten.  
Dagen efter sendte han en mail til sine nærmeste chefer på Politiken og bad om at få fordoblet sit eget honorar. Han fik et venligt, men bestemt svar om, at det desværre ikke kunne lade sig gøre.
”Det havde jeg nok heller ikke regnet med. Men jeg synes faktisk, at det vil være rimeligt med et honorar på 4.000 kroner for en madanmeldelse,” siger Kristian Bang Foss, der mandag morgen første gang fortalte om sin opsigelse på Politiken i Radio24syv.
Han forstår simpelthen ikke beslutningen om at fordoble honoraret til bestyrelsen for et mediehus i den kriseramte dagbladsbranche.
”Det er jo ikke bare en principiel diskussion. De millioner, som bestyrelsen bliver forgyldt med, kunne reelt set gøre en forskel for freelancerne. Det er et mediehus i krise uden vækst, og de kan kun levere overskud, fordi de sparer sig til det i en kvalitetsmæssigt nedadgående spiral,” siger Kristian Bang Foss.
”Det er udtryk for en grådighed, hvor der er sket et skred i forhold til, hvad der er acceptabelt for det her bonus-segment. Da jeg gik med til et lavt honorar som freelancer, var det jo ud fra en anerkendelse af, at det ikke var mange penge at gøre med på en avis. Derfor vil jeg ikke længere levere indhold til avisen på de vilkår,” siger Kristian Bang Foss."

Heldigvis holdt kalkunen sig ikke kold længe, i Atlas har en Bang Foss en lang og underholdende og inderligt dybdeborende artikel om sit besvær med at skrive en artikel om Modernsiseringsstyrelsen, der gloriøst begynder sådan her:

"Det var en overskyet efterårsdag med kold, silende regn. Jeg havde lavet kylling i karry. Da vi var løbet tør for ris, benyttede jeg lejligheden til at tage bilen og køre ind forbi Moderniseringsstyrelsen samtidig med, at jeg købte ris.
Moderniseringsstyrelsen ligger inde ved Landgreven. Da det ikke var til at finde en parkeringsplads over jorden, kørte jeg ned i parkeringskælderen under pladsen i stedet. Af en eller anden grund, fandt jeg den hyggelig. Her var lunere end oppe i regnen og også en lille kiosk. Det var nok her, de parkerede, de ansatte i Moderniseringsstyrelsen, der valgte at tage bilen på arbejde. Jeg fik lyst til at købe en kop kaffe i kiosken, men efter et skattesmæk, der åd den opsparing, vi havde som buffer, er vi begyndt at skære alle de små hverdagsudgifter fra. Der var stille i parkeringskælderen, eller også var det bare en anden støj, jeg hørte her under jorden.
Selve bygningen er på en gang både stor og undseelig. Jeg tror, jeg talte seks-syv etager, og vinduerne husker jeg som små og tætsiddende. Der var kun lys i nogle få af dem, men folk var nok også taget hjem sådan en sen fredag eftermiddag. Er der ikke også noget med, man får tidligere fri om fredagen? Jeg søgte ind under et træ, stod på et underlag af smattede, gule og røde blade. De sidste ugers hårde blæst havde gjort kronen så tilpas afpillet, at den ikke ydede noget rigtigt læ mod regnen, men blot gav dråberne mulighed for at vokse sig tungere på grenene, inden de faldt videre.
Jeg ville gerne have set, hvordan de ansatte så ud, men så kun én forlade bygningen – en ung, lyshåret kvinde i noget, der lignede en sort skijakke. Hun satte sig ind i en bil, der holdt og ventede på hende i parkering-forbudt-zonen foran indgangen, og kørte bort.
Jeg gik hen og kiggede ind ad glasdøren, stirrede ind på et flisebelagt gulv, men følte mig utilpas ved det, en følelse af manglende berettigelse krydret med mild paranoia, der nok grundede i den mærkelige kommunikation med Moderniseringsstyrelsen, der havde fundet sted i ugerne forinden. Så jeg satte i langsom gang, købte en pakke jasminris i døgnnettoen på den anden side af blokken og vendte tilbage til Landgreven. Kastede et sidste blik på den regnvåde facade og gik ned til min bil og kørte hjem. Jeg havde jo nok håbet, der ville ske et eller andet. Men hvad fanden skulle der ske? Derhjemme var min kylling i karry en succes, og børnene spiste løs. Det er en primal glæde: at se sine børn spise."

Julefrokosten findes (sikke en luftighed)

Rig, præcis og nydende MANGEL på virkelighedsrelativitet - slutningen på Kristian Bang Foss' anmeldelse af en julefrokost på Schønnemans i Politiken i torsdags:

"Videre til kødet: Julemedisteren var en kort pølse, der smagte kraftigt af timian.

Derudover var den meget kompakt - der manglede lidt af medisterens porøsitet og fedme. Der hørte grønlangkål og sønderjysk vreden kål til, hvilket vil sige kogt hvidkål, vredet tørt i et stykke klæde og stuvet i masser af smør og fløde. Grønlangkålen var ganske sød og passede ikke helt til pølsen, der i forvejen havde timianens sødme i sig.

Hønsesalaten var lavet på overraskende store stykker brystfilet, der var en smule tørre i det. Der hang ikke meget mayonnaise ved de store stykker, hvilket forstærkede den tørre fornemmelse.

Det fungerede ikke optimalt. Vi savnede de traditionelle små stykker, gerne fra kød, der er kølet ned i kogevandet, så saftigheden er bevaret.

Flæskestegen var også gået hen og blevet tør, hvilket var dødærgerligt.

Specielt når man igen mærkede, hvor godt køkkenet ville os det: Der var to skiver svær for hver skive steg! Vi drak en Kronborg Julesnaps til: Julekrydderier, dild og minsandten også en smule kommen.

Med risalamanden var vi tilbage på sporet. Sikke en luftighed. Og selv om mange af de andre klassiske danske desserter kan noget med syre, som risalamanden ikke kan - tænk bare på koldskålen og citronfromagen - så er kombinationen af vanilje, mandel og kirsebær noget nær en hellig treenighed, der som en mental gribetang hiver juleminder frem fra bagest i hjernen.

For ikke at nævne effekten af varm sauce over en kold dessert."

Skeptisk overfor den tvivl

Begyndelsen på Kristian Bang Foss' bidrag til Christian Skov-antologien fra 2007, "Læsning af Stranden ved Spar Es":

"Hovedpersonerne i Christian Skovs romane er alle beskæftiget med det, der kaldes det fremmedpsykologiske problem: De tvivler på, at verden og medmenneskene eksisterer. Hvis jeg skulle komme med et ord, der kunne opsummere forfatterskabet, måtte det være tvivl. Hos Skovl tvivles der. Det er ikke til at opnå sikker viden om noget som helst.
  Her er jeg i konflikt med med Skovs bøger. jeg er skeptisk overfor den tvivl.
  Jeg havde forleden en diskussion med en kollega, der mente USA's månelanding var fup. Han smed konspirationsteorier omkring 11. september oven i hatten for at sætte trumf på. Efter en god del argumenteren frem og tilbage om, hvad det var muligt at holde for sandt, lænede han sig tilbage med armene over kors og sagde, at det var et spørgsmål om tro.
  Det med, at man ikke vil anerkende noget fuldstændigt åbenlyst sandt, det, at man siger, at det ikke er til at producere sikker viden, remmer noget i mig, det anfægter mig og kan gøre mig vred og irriteret. Jeg synes, det er uetisk.
  Jeg kan huske selv at have været optaget af den slags spørgsmål omkring medmenneskenes eksistens - måske har jeg snarere leget med dem end taget dem dybt alvorligt. Tænk nu, hvis verden bare var noget jeg forestillede mig. Men for mig er det noget, der hører barndommens og ungdommens selvoptagethed til.
  Derfor er det for mit vedkommende forsonende, at det i Stranden ved Spar Es er et barn, der har den pakke med grundtvivl, som Skovs personer udstyres med. Skovs to bedste bøger, Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben handler begge om børn. At barnet undervejs i sin udviklingsproces sætter spørgsmålstegn ved sine medmenneskers eksistens virker mere overbevisende på mig, end når det er et voksent menneske, der tvivler.
  Men når jeg nu ikke vil tage omverdenstvivlen alvorligt som et filosofisk spørgsmål, hvordan skal jeg så gå til bogen? Jeg må se tvivlen som noget patologisk. Jeg forstår den som et traume, som et sår, som noget usundt. Men hvor kommer det traume fra, hvad er det, der har påført det, hvem har påført Christine fra Stranden ved Spar Es det?"

(SUSPENSE!)

Sen anmelderdebut 1: En ranglet dreng med lilla hår

Krisian Bang Foss debuterede denne fredag som gæste-madanmelder i Politiken Plus med et særlangt pragtnummer, der - som var det faktisk hans med længsel ventede fjerde roman - begynder så decideret klassisk:

"Restaurant Den Fuldkomne Fisker

 

 

Byskovvej 42. Onsevig. 4913 Horslunde.

En ranglet dreng med lilla hår kom trillende ned ad landevejen på et skateboard. I aften sidder han nok ved en bålplads på stranden sammen med vennerne, tænkte jeg, og knipser splitterne fra dåseøllerne ud over havet, prøver at skyde dem helt til Langeland, eller hvad der nu ligger derude i sommermørket.
Selv kørte jeg i bil mod Onsevig Camping for at spise på Restaurant Den Fuldkomne Fisker. Som altid lå provinsen øde hen, og drengen var den eneste skikkelse, jeg så på den idylliske køretur mellem motorvejen og campingpladsen.
Op ad nabohytten til den hytte, jeg havde lejet, lænede sig en fiskestang, og langs det levende hegn, der omkransede pladsen, stod campingvogne og villatelte med campister i klapstole foran.
Kort efter sad jeg på restauranten, der er opkaldt efter Izaak Waltons mesterværk om lystfiskeri fra 1653. Jeg er selv lystfisker og får af den grund ofte bogen i gave. I øjeblikket står der fem i reolen. Jeg har nogle gange haft mistanke om, at der kører en practical joke bag min ryg. Giverne ved heller ikke, at min far er ivrig samler af ’Den Fuldkomne’ og ejer over hundrede forskellige danske og engelske eksemplarer. Jeg er flasket op med Walton.
Restauranten har udviklet et koncept, de kalder lopas: den lollandske tapas. Ordet lyder så fjollet, at man ikke kan lade være at elske det.
»Det er svært at vælge«, sagde en ægtemand ved nabobordet, mens han læste i menuen. Rådvildheden forstærkede en lollandsk melodi i stemmen, som årene i København ikke havde fået has på. Efter børnene blev store, flyttede parret tilbage til fødeegnen. Nu var de på tur med campingvognen.
Selv var jeg ikke i tvivl, jeg ville have den store lopas-menu, syv retter med vinmenu. Bum.
Min første lopas serveret på Lolland, Sjællands Andalusien, så således ud: et stykke baconomviklet torsk omkranset af tre små stykker varmrøget laks og ærteblomster og kørvel (spiseligt ukrudt, som ægtemanden ved nabobordet kaldte det). Torsken, der i forvejen fik salt fra baconen, var blevet oversaltet, og laksens fedme var for meget sammen med svinefedtet. Retten blev domineret af fedt på fedt og salt på salt. Kold hvidvin havde hjulpet på det, men det glas Pouilly Fumé, som værten gavmildt skænkede med ordene »du skal jo ikke så langt«, var desværre lunken"

Fiskens vindue II: Trofæfisken, nej vent, -FISKENE!

Kristian Bang Foss har omsider skrevet en sequel til det legendarisk hypnotiske fluefisker-afsnit i sin debutroman Fiskens vindue i form af et medrivende, nøgternt pralende (og dokumenteret!) rejsebrev fra New Zealand i det nye Euroman, her er kulminationen:

"Vi har fået en pæn fisk hver, da det bliver min tur igen. Det kan være svært at fiske med publikum på, specielt når man som jeg har en tendens til at blive nervøs og fjumre, men nu er den første runde gået godt: Jeg har fået lagt et godt kast ud og kroget og landet en fisk. Robbie er begyndt at bløde mere op over for os, vi går godt i spænd sammen, og dagen er allerede en moderat succes. Jeg kaster fluen ind i zonen og iagttager spidsen af fluelinen, der i sådan en situation tjener samme formål som en medefiskers flåd: Den bevæger sig, hvis en fisk tager fluen.

Der sker ikke noget. Jeg gentager kastet et par gange, prøver at give fluen et længere drev at synke på, men den bliver stadig ignoreret. Robbie er krøbet frem til en position, hvor han har frit udsyn, samtidig med at han selv er skjult. Efter hans anvisninger kaster jeg længere ind mod klippevæggen.

Nu kommer det lille, næsten umærkelige ophold i fluelinens bevægelse, der indikerer, at en fisk har taget fluen i munden. Jeg hæver stangen og strammer linen op for at få den lille krog til at trænge ind, og fisken reagerer med en 
muskeleksplosion, der rykker stangspidsen ned mod vandoverfladen og får linen til at brænde sig ind i min håndflade.

Hvis man er for passiv under udtrætningen af en stor fisk, begynder den at få overtaget. Man må udvise aggression og beholde initiativet, lægge konstant pres på og skifte vinkel og position for at få den til at kæntre i strømmen og komme ud af kurs.

Jeg aner ikke, hvor længe jeg intenst koncentreret balancerer på stenene og vader i vandet, mens jeg skiftevis lægger stangen sidelæns og hæver den højt og håber på, at forfangsspidsen, som er det svageste led, vil holde. Men endelig kan jeg mærke på fisken, at den er ved at være parat til nettet, og jeg bruger et trick, som jeg har lært af Ronan, til at flytte fisken ud af den dybe ende af poolen og ned, hvor Robbie står parat med sit landingsnet. Man opfører sig nogenlunde, ligesom når man går tur med en hund, bevæger sig i et helt jævnt og langsomt tempo nedstrøms, mens man holder stangen helt stille og presset konstant. Hvis man gør det med nok autoritet og overbevisning, følger fisken ofte roligt med og genoptager først sin rusken og sine udløb, når man stopper op.

Efter at jeg har fået fisken ned til Robbie, kravler jeg op på en sten for at få lidt vinkel på og presser den hen mod mig, mens Robbie lader nettet glide ind under den og løfter den ud af vandet. Håndtagets indbyggede fjedervægt viser 10 et kvart pund.

En ørred holder ofte op med at baske, når man vender den med bugen i vejret, og sådan holder jeg den under vandet med et tag om haleroden, mens Robbie og Ronan gør kameraerne klar. Så løfter jeg den kort op og beundrer de kæmpe finner og dens rød- og sortplettede sider, mens den bliver fotograferet. Da jeg slipper den igen nede i vandet, svømmer den op mod den dybe ende og forsvinder ud af syne. Genudsætningen er det sidste af de tre store øjeblikke i dramaet. Det første – og bedste – er, når fisken tager fluen, og det andet er, når den løftes ud af vandet i nettet.

Robbie og Ronan fisker videre og får endnu en fisk hver på omkring 8-9 pund. Da det bliver min tur igen, føles fisken, der bider på, endnu stærkere end den forrige. Det samme drama bliver gennemspillet, og nu viser nettet lige under 11 pund. Jeg sætter mig ind på en klippe og kigger på krogen, der er rettet halvt ud. Ved en indskydelse havde jeg skiftet til det tykkeste forfang, jeg havde i lommerne, mens jeg ventede på, det blev min tur efter den første, mindre fisk. Armene sitrer af træthed. Efter at have fisket tre sæsoner uden trofæfisk får jeg to på én dag."



Forfatter forarbejder flue

Lynanbefalinger, hader dem

I en aftentaxa på vej hjem fra DR-byen bad chaufføren mig, og vi var allerede på Bernstorffsvej, om at nævne de 10 bedste bøger fra de sidste 10 år som læseanbefaling, og den eneste titel, jeg i min forfjamskelse kunne komme på, var Kristian Bang Foss' Døden kører Audi (burde i det mindste også have nævnt Lars Frosts Smukke biler efter krigen ...)

I går i Fona 2000, hvor jeg havde indsamlet en stak billige, italiensk film af først og fremmest Fellini, bad ekspedienten mig om at anbefale en bog, han kunne købe som afskedsgave til en kollega, der havde sidste arbejdsdag og var litterært interesseret. Øh, bøh - der var flere folk bag mig i køen nidstirrende. Voetmann, Syner og fristelser, fik jeg fremstammet. Han bad mig skrive forfatter og titel ned, og nu er jeg bange for, at jeg skrev: Syner og lignelser, men det burde en kvik boghandler jo nemt gennemskue.

Naboskrift

slutningen på fjerde del af Kristian Bang Foss' Inf-føljeton "Flyvedrømme"
SKREVET I MIN UMIDDELBARE NÆRHED i SIDSTE UGE
det snører sig sammen til et showdown for det samlede persongalleri:

"»Lad nu være med at drikke dig ned, før du har smagt min suppe. Han tog låget af boksen med skinkevand, men da han skulle til at hælde den i gryden, fumlede han og tabte den på bordet. Det skinkevand, der ikke blev suget ind i træet, løb ned gennem revnerne i bordet.
»Åh nej,« sagde Wladimir medlidende.Jerzy sagde ikke noget, han vendte sig om og gik hen hvor græsset begyndte og stod og stirrede ind mellem træerne.»Det går nok,« råbte Wladimir så. »Kom over og få en Kuemmerling til at skylle ærgrelsen ned med.« Jerzy kom gående tilbage.»Jeg skulle bare lige tælle til 10. For fanden, jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har siddet hele dagen og tænkt på det skinkevand. Jeg er så klodset.« »Har du ikke en bouillonterning?« »Nej, ikke engang.« »Det har jeg heller ikke. Ved du hvad: Jeg giver noget mad på Cafeteriet. De har åbent endnu. Sluk for primussen og lad lortet stå, så rydder vi det op senere.« Jerzy lod sig overtale. Wladimir stak et par Kuemmerling i lommen, og de fulgtes ad hen mod Cafeteriet, hvis ruder lyste varmt i natten. Ude mod øst kunne de se det lange lys fra en bil blive kastet op i luften, idet bilen kørte op over den sidste bakke inden fjorden.
Det var Anker Vest, der sad i bilen. Da han anede fjorden foran sig i mørket, tænkte han, at det skulle blive godt med et stykke æblekage på cafeteriet, inden han nåede hjem. Det ville blive det sidste svinkeærinde med guldet, inden det skulle hjem i kælderen. Bare de nu havde åbent.
Gunnar og Torben var nået frem til Cafeteriet ved Fjorden først. Anders havde set skikkelserne nærme sig i mørket uden for ruderne, inden døren gik. Han havde ellers overvejet at lukke, men råbte så ud til Solvej, at nu kom der kunder.
»Endelig sker der noget,« sagde Solvej glad."

første brev + svar i Camille Clouds Brevkasse i WA Bøger
SKREVET I MIN UMIDDELBARE NÆRHED SIDSTE UGE!

Hej Camille

Jeg bliver distraheret og personforfulgt af mine kollegaer og har i det følgende nedskrevet nogle af de injurierende påstande, som jeg dagligt må lægge ører til: hvor ser du godt ud i dag/du ser træt ud/har du fået nye sko?/har du fået bleget tænder?/er det noget eksem?/du ser ramt ud/har du tabt dig?/har du taget på?/er du sløj?/du ser friskere ud end i går/man kan tydeligt se, at du har holdt ferie/har du været til frisør?/du ligner én, der har sovet over sig/du ser glad ud/du ser trist ud/du ligner én, der trænger til noget sex/du ser godt nok slidt ud/har du menstruation?/hold nu op, den bluse er sexet/må jeg lige fjerne det lange hår på din sweater?/er du sur?/er du o. k.? /er du nede?/er du oppe?/du ligner én, der er oppe på en nederen måde. Holder det aldrig op?!
Mvh. Gunvor Justesen

Kære Gunvor Justesen
Jo, du kan tro, det holder op :-) Vær dog taknemmelig for, at der overhovedet er nogen, der kigger på dig! Som den australske terapeutforfatter Penelope Whirlington siger: Et kritisk og fordømmende blik er bedre end intet blik.
CC.

Jeg bor lige overfor Charles Dickens

AKA Kristian Bang Foss, der søndag og mandag sad dér lige overfor i SIT højskoelværelse, der enten hedder Majblomst eller Margerit, og skrev febrilsk, som en rigtig føljetonist lige op til deadline, på fjerde afsnit af sin fænomenale og fænomenalt morsomme Informations-føljeton "Flyvedrømme", og tirsdag morgen sad jeg VED SIDEN AF HAM til morgenmaden i spisesalen, da han sendte det færdige afsnit af sted til avisen, og jeg tror, han blev lidt forskrækker over, hvor meget jeg hyssede på, hvor stort det var, men jeg synes, det er så magisk med føljetoner, og at den er så åndssvagt DICKENSK god hans.

Og i dag sad jeg lige overfor Line Knutzon og Mette Moestrup, efter deres livfulde Frit Flet-show, da de sendte ugens udgave af Camille Clouds brevkasse, som de havde slåsset med det meste af tirsdagen, ind til Weekendavisen, hvilket de allerede havde gjort, i går, men det var til den forkerte redaktør(vikar).

Closeness to greatness at work is a sweet sweet thing.   

KB er sommer-Dickens

Ny, betydelig, dansk skønlitteratur udkommer i juli!

Bare i føljetonform, i information, hvor selveste Kristian Bang Foss hver lørdag publicerer et afsnit i sommerføljetonen "Flyvedrømme", som i de første to dele flyver humlebi-energisk og -elegant rundt mellem bevidstheder og lokationer i et sjællandsk hul i jorden, og hvor er det bare dejligt at læse ægte, kunstnerisk, fortællende prosa, sær og smuk og sjov og opkørt klokkeklar, sådan begynder føletonen (anden del hedder "Tidlig trucker", hvilket er alt nok), og jeg hænger gladelig på:

Han havde budt på en Bruun Rasmussen-auktion og været heldig, havde scoret et luftfotoarkiv med billeder af sydsjællandske matrikler, sort-hvide luftfotos. Nu kørte han hver dag fra Frederiksberg til Sydsjælland med nye adresser kodet ind på GPS'en, opsøgte beboerne for at sælge dem et unikt billede af deres hjem. Når han kom tidligt af sted, så han solen stige over Køge bugt. En morgen brød den igennem en mur af skyer som en dæmon af hvid ild, der hamrede sine arme igennem en væg; to skrå søjler af lys. En anden morgen indtog den landskabet i en diset lysoversvømmelse. En tredje morgen var dæmringen som lange knivsblade, der skar i skyerne, stak i landskabet, slicede det hele up. Og det var marts, krigsgudens måned, og han elskede at køre, lade Carinaen ryste bykørslen af sig på motorvejen. Dagens billeder fra luftfotoarkivet lå på passagersædet i hver sit charteque, adresserne på matriklerne stod på en printet liste - for alle tilfældes skyld havde han resten af arkivet med på bagsædet.
Et stykke efter Tappernøje beordrede GPS'ens kvindestemme ham af motorvejen, ind i landskabet, væk fra hovedfærdselsåren.

Mads' og KB's gratis skriveøvelser, et udvalg

Mads Eslund har på sin blog trykt en helt masse (42 vistnok) skriveøvelser, som han og Kristian Bang Foss har konstrueret til noget Kulturnat-hejs i forbindelse med Elmgreen & på Statens Museum for Kunst; her er 10 af KB's og 10 af Mads':

Brug disse tre ord i din tekst:
Elektrisk, spejl, chokolade.

Brug disse tre ord i din tekst:
Magt, glitter, eksplosion.

Teksten skal foregå juleaften og indeholde ordet bulder.

Handlingen i din tekst må kun vare ti sekunder.

En af beboerne ligger og er ved at dø alene i sin lejlighed. Beskriv personens tanker de sidste minutter.

En beboer sidder og ser fjernsyn, men kan ikke lade være med at spekulere på, om overboen mon er død. "Krydsklip" mellem hvad der sker i fjernsynet og tankerne om overboen.

Fortæl historien om en af genstandene i et af værelserne, fx den vinkende kat i køkkenet eller elguitaren på drengens værelse. Historien skal besvar tre spørgsmål: Hvor er genstanden lavet henne? Hvordan er genstanden endt på værelset? Hvad betyder genstanden for ejeren?

Skriv en tekst om en af beboerne, der giver svar på, hvad det bedste han/hun ved er, og hvad det værste er.

Skriv om en af beboernes højeste ønske.

Skriv en tekst, der indeholder sætningen jeg orker ikke at rejse mig tre gange.

*

En teenager i et af rummene læser hate speak om sig selv på et chatforum. Han sidder med en guitar imens, øver akkorder måske. Gengiv noget af det, han læser.

Denne sætning skal være med i din tekst:
Det lugter af kødret, når naboen laver mad

Fortæl, hvordan de hvide persienner er blevet smadret i et af rummene. Der er en rød pære i vinduet.

Sådan begynder du din tekst:
Hun sætter sig i stolen og smiler, som om hun læner sig tilbage i sin træthed, eller, når hun læner sig fremad, ud ad den

Denne sekvens skal være med i din tekst:
Det var ikke gået så godt med den palme, han havde købt i IKEA.

Dette er indledningen på din tekst:
Jeg har en fast kunde, der altid falder i søvn på briksen. Han er venlig, men fortæller racistiske vittigheder.

Et barn ligger i sin seng og skal sove, det kigger på akvariet på den anden side af gardinet, fascineres af fiskene, fiskenes farverige verden i en lille kasse med vand.

En person sidder i mørke og stirrer på et tyndt, blafrende gardin i et åbent vindue. Lydene udenfor trænger ind i lejligheden.

To beboere mødes i hemmelighed på taget af ejendommen. Hvad laver de deroppe? Hvad er der deroppe?

En beboer har noia over, om naboen er terrorist, sætter observationer sammen, danner sig et billede, forestiller sig hvad, der vil komme til at ske, hvis han/hun ikke snart griber ind.

Brug denne sekvens i din tekst:
Hun kan huske en høj, perlende latter, som hun i flere år prøvede at eftergøre.

2 likere taler ud

(breaking news nederst på den endeløs sukkerskål-tråd)

• 

  Kristian Bang Foss Det er vel fair nok at undre sig. Jeg likede, fordi jeg godt kunne lide digtet. Det var ikke et ironi-like.

  10 hrs · Unlike · 2
• 

  Kenneth Jensen ok. hvad forfatteren tænkte (uagtet følelsen af pludselig at debuttere som en slags (med respekt for Lars Bukdahl's blog) offentlig person, skønt jeg, mere eller mindre bevidst, netop har arbejdet anderledes end tendenserne, som Lars med rette opponerer imod): for mig er poesien flydende, når der er samling er der digtsamling, tingene taler til mig flere steder fra, og jeg kan genkende egne forsøg på noget der gir mig reminiscenser til Pia's digt, jeg genkender noget, ikke det hele, men der er noget i digtet, en slags bagdør, som når en hest vifter fluer væk med halen, at det har den ret til.

  6 hrs · Edited · Unlike · 2

Lystfiskerboganmelder KB

Digterkritikernyt! 

Jyllands-Posten har hyret Kristian Bang Foss til at anmelde lystfiskerbøger, det er en god idé, han er lige så velskrivende, som han, angiveligt, er velfiskende (hvem kan glemme det hypnotiske fluefiske-kapitel i Fiskens vindue); her første del af hans første anmeldelse:

Det store mysterium inden for laksefiskeriet er, hvad der får laksen til at bide på lystfiskerens flue. Der er ingen rationel grund til det, da alle biologer mener, at laksen ikke tager føde til sig, når den vender tilbage fra havet til sin fødeelv for at gyde.
Den nogle og halvfjerdsårige Jan Grünwald er en veteran indefor laksefiskeriet, og hvis man kender lidt til dansk lystfiskerlitteratur, kender man også hans navn.Hans første bog om laksefi-skeri kom i 1985 og hed "Laks", og siden fulgte "Kunsten at fiske laks" og "Farlige laksefluer". Nu er de kommet i en samlet og opdateret udgave på Lindhardt og Ringhof.
Det er en kvalitetsudgivelse med smukt omslag og godt papir, og indholdet tegner et billede af, hvor besættende en beskæftigelse lakse-fiskeri kan være. Man kan tale om en afhængighed, der fortrænger alle andre elementer i den ramtes liv, og mange laksefiskere påstår, at laksen er lystfiskernes svar på heroin.
At der er noget om snakken illustreres fint i følgende lille stykke fra bogen, hvor københavneren og naturmennesket Grünwald har fået efterretninger om potentielt godt laksefiskeri i den sydsvenske Mørrumså: »Der var alle muligheder for, at det blev stort, hvis åen stadig gik med så høj vandføring. Jeg ringede straks til mit arbejde og meldte mig syg for den næste uge. - Er du virkelig syg? spurgte de. - Ja! - Har du feber? - Ja! - Laksefeber? Ja. De kender mig lidt for godt.« Og senere hen gives der kontant besked om forfatterens prioriteringer i livet: »Hvis du har tænkt dig at holde barnedåb, konfirmation eller gifte dig midt i laksesæsonen, så skal du ikke regne med mig. Det ligger fast og er velkendt i min omgangskreds.«
Den bedste måde at lære mere om fluefiskeri på er at fiske sammen med en person, som er dygtigere end én selv. Det er den situation, Grünwald prøver at genskabe i sine bøger. Han tager læseren med til lakseelven og beskriver, hvordan forholdene er, og hvordan han fisker og hvorfor. Det lærer man meget af.
Men samtidig er beskrivelserne af fiskeriet så stemningsskabende og detaljerede og fyldt med iagttagelser, der ligger uden for det rent fisketekniske, at man kan bruge bogen som en slags erstatningsfiskeri, en slags metadon - tage den frem, når man ikke har mulighed for at fiske, og følges med Grünwald op ad en af hans elskede norske lakseelve, tage med ham til Skotland eller bare over sundet til Mörrumsåens bruntonede vand og besværlige kæmpelaks.



Forfatteren, lystfiskeren og anmelderen i sit rette element

KB's hatte-typologi

Fra Politikens referat af debataften med Lars Frost, Mikkel Bolt, Pernille Rosenkrantz-Theil og Kristian Bang Foss:

Kristian Bang Foss: »Det er farligt for demokratiet, hvis den fælles samtale ødelægges af al den snak om identitet. Højrefløjen tager klaphatten på og hylder nationalismen, multikulturalisterne tager fez’en på og forlanger respekt for særidentiteter. Men der er brug for, at vi tager den kedelige grå hat på, demokratihatten, og sikrer, at der hele tiden er en fælles samtale. Med hensyn til kapitalismen: Der findes ikke andet end tossede alternativer«.

En denimrøv er en selvlysende Amazonas-edderkop - om prosaisk billeddannelse

1. 

   Kristian Bang Foss

   59 minutes ago near Copenhagen

   Det der link med denimrøven lader til at have raset af i løbet af natten.

   Like · · Share

   • Lone Hørslev, Johanne Thorup Dalgaard and 6 others like this.
   • 

     Freddy Hagen lol, ja det er ret morsomt. Man sidder bare der og kikker på det link og tænker, at det er farligt at klikke på den..

     58 minutes ago · Like · 1
   • 

     Jens Peter Kaj Jensen Sådan er det med en denimrøv.

     56 minutes ago · Like · 1
   • 

     Kristian Bang Foss At klikke på det link svarer til at finde en selvlysende gul og sort-stribet edderkop i amazonjunglen og tænke: Nej, hvor sjovt, den skal samles op.

     55 minutes ago · Unlike · 11
   • 

     Freddy Hagen hehehe

     55 minutes ago · Like
   • 

     Kristian Bang Foss Jeg var selv millimeter fra at klikke

     55 minutes ago · Like · 2
   • 

     Jens Peter Kaj Jensen Jeg klikkede.

     54 minutes ago · Like · 4
   • 

     Ditte Giese SNYDE-denimrøv! Det var noget mærkeligt noget

     45 minutes ago · Like
   • 

     Dennis Gade Kofod Jeg føler jeg er gået glip af noget

     28 minutes ago via mobile · Like · 1

Sprællende romanmetafor

Kristian Bang Foss med en stor fisk, der ligner en roman af Kristian Bang Foss, monstrøs og uregerlig og ufangelig for andre end ham (og tillykke til ham med Jytte Borberg-Prisen!)



Hans egen billedtekst:
I have just received some new pics of my two big trout from last season. They are both between 10 and 11 pounds. Caught on the same day on a New Zealand river - fishing with Robbie McPhee and Ronan Creane. What a day.

Kværulanten forsøger at køre DSB - multimedial autofiktion

af Kristian Bang Foss

Opdatering;
Jeg har brugt en time på rejsekortets hjemmeside. Bliver nødt til at opsøge et DSB-kontor næste gang, jeg er i Danmark, da der er nogle ting, jeg vil have svar på ... til alle mine medkværulanter: You tell 'em I'm comin':

 

Kommentar:
Jeg kan ikke finde ud af hvad rabatten på en rejse er på et "personligt" rejsekort frem for et "flex" eller et "anonymt" (alt i gåseøjne udtales sarkastisk vrængende). Alle rejseeksempler, jeg indtaster, viser den samme pris, men samtidig insisteres der på, at det "personlige" kort giver rabatter ifht det "anonyme". Under priser, står der, det er "kompliceret og simpelt på samme tid" og når jeg prøver at skrive til en medarbejder under "kontakt" sendes jeg videre til sider med ubrugelig information. Desuden gider jeg ikke at blive registreret. Og desuden synes jeg det er urimeligt at turister skal betale dobbelt så meget som de lokale. Ingen kan jo overkomme at få et rejsekort bare for en uge. Det er ligesom at gå ind i det skøre hus i Asterix Indtager Rom at prøve at forstå rejsekortet.

Priser der punktligt rammer plet

I går Michael Strunge Prisen til Sissel Bergfjord
(for hendes anden bog og roman, glimrende Sortedam, for det er en pris, der tidligere var en lyrikerpris, men nu er en pris til forfattere af enhver art for deres anden bog, selvom de for fx et par måneder siden har udgivet deres tredje bog (i Sissels tilfælde den LYRISKE tekstsamling Ønsketænkning, som hun altså ikke skal tro, at prisen hentyder til), det er noget forvirrende!)

I dag Henrik Pontoppidans Mindefond til Morten Søndergaard og

Ewald/Aarestrup/Oehlenschläger/Bang Prisen til Kristian Bang Foss og

Harald Kidde-legatet til Mikkel Thykier
(se ovenfor)

Bravo
Bravo
Bravo
Bravo

Jeg assisterer en assistent i positiv litterær nudgen

I - af alle steder - Bog&Idé i ødemarken Fields anbefaler en ung, kvindelig boghandlerassistent Kristian Bang Foss' nådesløst læseværdige roman Døden kører Audi (som sgu snart må blive nomineret til noget litteraturprishejs, på fredag skal vi fx diskuterer nomineringer til WA's litteraturpris, men først til januar til Kritikerprisen ...) til en rådvild midaldrende (hvilket sagtens kan betyde yngre end mig, fortæller jeg gysende mig selv) herre, der skal finde en samtidig dansk litterær julegave til sine kone: det kan godt være, at den ikke er blevet så omtalt, men hun har selv læst den, og den er virkelig god. Ja, kan jeg så ikke lade være med at indskyde, det er den virkelig, og salget er hjemme, og mindst 1 juletræ skal ikke skamme sig 24. december.

James Kiss Kiss Bang Bang Foss

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en SORT AUDI!

Det gentager jeg lige 6 gange til:

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!