lørdag den 8. juni 2013

Motorcross-kritisk crossover - drive on!

Informations - og sgu da Danmarks - bedste, fordi skarpest og personligst seende, filmanmelder Katrine Hornstrup Yde anmelder pludselig en skøn, litterær BOG, Hassan Preislers  Brun mands byrde og gør det selvfølgelig skarpt og personligt læsende, og det siger jeg ikke bare fordi, hun mener det samme om bogen som mig, bare skarpere og mere personligt; jeg vil gerne bede om, at hun bliver ved med at anmelde (vigtige) bøger, samtidig med at hun naturligvis skal overtage posten som hovedfilmanmelder (i stedet for helt igennem matte og intetsigende Christian Monggaard) og ikke holder op med at anmelde tv og skrive klummer, dvs. at hun skal KRITIKERFASTANSÆTTES som det kritikernaturtalent, det tydeligste (ved siden af Olga Ravn, som altså snart må komme over sine moralske kvababbelser over at agere kritikerautoritett (andre steder end i Femina)) i sin generation, hun neonlysende er og bliver:

Og hans forestilling om racisme er både reel og beviselig og forkert og paranoid. Og han kritiserer sit eget hykleri som del af et minoritetsfolk, der lever af at gå på ukritisk automatpilot til fondsfinansierede frokoster og evige konferencer: » jeg har lyst til at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræftede og fastlåste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin.« Han skriver »og« og »og« og »og« og »og« i endeløse sætninger, der varierer mellem forrygende prosa, hvor de indre modsætninger gnistrer, og så et sprogligt overlæs, hvor klichéerne sniger sig ind i det hastige sprog ( »som lyn fra en klar himmel« ). Man skiftevis henføres og kværnes af forfatterens identitetskværn, der aldrig standser, vi må hænge på, vi bliver ved med at følge hans påstande og hans selvmodsigelser. I dele om familiens historie og om rejser bliver det punktumløse sprogflow irriterende automatisk. Andre steder er der en pointe i sådan at blive kørt død af konklusions-undvigelserne. Her får de nemme svar ikke lov at gemme sig bag et punktum.

Hassan piber over, hvem han er, og over hvem andre tror at han er, og over hvem han tror, at andre tror, at han er. I lufthavnskontrollen i New York, på white pride-værtshuset i Aarhus, til minoritetskonferencen. Og selvom han forsøger at flygte ud af alle de positioner, og selvom han kritiserer sit eget Hay-shoppende, modefriserede Østerbro-liv, og selvom han på bogens bagpamflet er gledet ud af sit Sorte Sambo-kostume på flugt fra stigma, så efterlader han stadig indtrykket af at være præmieperker, af at være sofistikeret kulturelite, af at være ham, som vi giver ret - også og især når han siger, at han ikke selv har ret. Han sætter problemet under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han afsted til et federe sted, til fiktionen, der ikke skal mene noget på den måde. Og vi er imponerende. Nu er han også præmie-forfatter. Og i romanen ser Hassan til sin skræk (eller drømmer han det?), at man kan købe Lille Sorte Sambo i Hay. Og nu kan man ude i virkeligheden købe Hassan i Sambo-tøj på postkort og putte ham i lommen i 350S. At individet Hassan og romanen ender i sådant et mildt paradoks, og at romanen kommer til at blive læst og promoveret som debatbog, er uundgåeligt. Og den slags paradokser kan man ikke slippe udenom, lige meget hvor vildt og konklusionsløst, man skriver. Punktum.



det meget sjældne: et kritikeridolbillede -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar