Informations - og sgu da Danmarks - bedste, fordi skarpest og personligst seende, filmanmelder Katrine Hornstrup Yde anmelder pludselig en skøn, litterær BOG, Hassan Preislers Brun mands byrde og gør det selvfølgelig skarpt og personligt læsende, og det siger jeg ikke bare fordi, hun mener det samme om bogen som mig, bare skarpere og mere personligt; jeg vil gerne bede om, at hun bliver ved med at anmelde (vigtige) bøger, samtidig med at hun naturligvis skal overtage posten som hovedfilmanmelder (i stedet for helt igennem matte og intetsigende Christian Monggaard) og ikke holder op med at anmelde tv og skrive klummer, dvs. at hun skal KRITIKERFASTANSÆTTES som det kritikernaturtalent, det tydeligste (ved siden af Olga Ravn, som altså snart må komme over sine moralske kvababbelser over at agere kritikerautoritett (andre steder end i Femina)) i sin generation, hun neonlysende er og bliver:
Og hans forestilling om racisme er både reel og beviselig og forkert og
paranoid. Og han kritiserer sit eget hykleri som del af et
minoritetsfolk, der lever af at gå på ukritisk automatpilot til
fondsfinansierede frokoster og evige konferencer: » jeg har lyst til at
sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og jeg har
ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræftede og fastlåste, og
jeg skræmmes af tanken om, at det i virkeligheden er os, der er
forstokkede og gammeldags og diktatoriske og støvede, og jeg bunder min
rødvin.« Han skriver »og« og »og« og »og« og »og« i endeløse sætninger,
der varierer mellem forrygende prosa, hvor de indre modsætninger
gnistrer, og så et sprogligt overlæs, hvor klichéerne sniger sig ind i
det hastige sprog ( »som lyn fra en klar himmel« ). Man skiftevis
henføres og kværnes af forfatterens identitetskværn, der aldrig
standser, vi må hænge på, vi bliver ved med at følge hans påstande og
hans selvmodsigelser. I dele om familiens historie og om rejser bliver
det punktumløse sprogflow irriterende automatisk. Andre steder er der en
pointe i sådan at blive kørt død af konklusions-undvigelserne. Her får de nemme svar ikke lov at gemme sig bag et punktum.
Hassan piber over, hvem han er, og over hvem andre tror at han er, og
over hvem han tror, at andre tror, at han er. I lufthavnskontrollen i
New York, på white pride-værtshuset i Aarhus, til minoritetskonferencen. Og
selvom han forsøger at flygte ud af alle de positioner, og selvom han
kritiserer sit eget Hay-shoppende, modefriserede Østerbro-liv, og selvom
han på bogens bagpamflet er gledet ud af sit Sorte Sambo-kostume på
flugt fra stigma, så efterlader han stadig indtrykket af at være
præmieperker, af at være sofistikeret kulturelite, af at være ham, som
vi giver ret - også og især når han siger, at han ikke selv har ret. Han
sætter problemet under debat, han kritiserer debatten, og så skrider
han afsted til et federe sted, til fiktionen, der ikke skal mene noget
på den måde. Og vi er imponerende. Nu er han også præmie-forfatter. Og
i romanen ser Hassan til sin skræk (eller drømmer han det?), at man kan
købe Lille Sorte Sambo i Hay. Og nu kan man ude i virkeligheden købe
Hassan i Sambo-tøj på postkort og putte ham i lommen i 350S. At
individet Hassan og romanen ender i sådant et mildt paradoks, og at
romanen kommer til at blive læst og promoveret som debatbog, er
uundgåeligt. Og den slags paradokser kan man ikke slippe udenom, lige
meget hvor vildt og konklusionsløst, man skriver. Punktum.
det meget sjældne: et kritikeridolbillede -
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar