lørdag den 29. juni 2013

JP-guerilla-anmelder nr. 2

hyret af den oprigtigt og reelt innovative litteraturredaktør, David Jacobsen Turner,

er Peter Adolphsen!

Nr. 1, som opråbt flere gange her, er Lars Skinnebach (der i mellemtiden, i sin anmeldelse nr. 3 (ja, vi følger ham nøje på Blogdahl), summarisk og tilsyneladende fuldt ud retfærdigt slagtede en ny digtsamling af selveste Yoko Ono - og så har han sommeranbefalet (heller ikke i JP (faktisk kun i WA) anmeldte) Henrik Have! Frisk nok: "Det hele er i spil, når man læser "Hovedsporet": idiosynkrasi, intelligens, humor, dobbelteksponerede visioner, klange og kompleksitet, landskaber og geometri i et tempo og med en betydningstæthed, der ville virke skræmmende, hvis det ikke samtidigt var den smukkeste og mest overbevisende poetiske kur mod alt det totalitære - fra fascisme til puritanisme. En ideologisk afvisning af den ideologiske afvisning.").

Adolphsen dækker et umiddelbart noget kedeligere område end Skinnebach, der har fået poesi(agtighed), han har nemlig fået oversatte romaner, der jo nemlig er et langt kedeligere område end det burde være. To romaner har han foreløbigt anmeldt, begge positivt, men ikke glødende nok til at jeg ligefrem får lyst til at læse dem, Ron Rashs' Serena og Grace McCleens Det herlige land: den første er han lige ved at disse, men så disser han Susanne Bier i stedet for - og heldigvis skriver han jo Adolphsensk, Adolphsen, sirligt snusfornuftigt og oprømt, hjerteligt kollega-velkommen også til ham!

Serena" er en bred roman i den velkendte nordamerikanske stil: tyk, lindt flydende, lækre naturbeskrivelser, mundret dialog, saftige (men ikke vulgære, uha nej) sexscener, interessante tids-og stedsbilleder og ikke mindst et velturneret plot inklusive elegant subplot (den unge gravide piges historie). Lige til at ploppe i strandtasken, hvilket bestemt kan anbefales - dels fordi den opfylder de nævnte præmisser, men samtidig er en raffineret genskrivning eller opdatering af det elizabethanske drama (Shakespeare, Marlowe) og den græske tragedie, komplet med kor (et sjak arbejdere) og akter.
Dels fordi den giver en skræmmende beskrivelse af den uhæmmede kapitalisme og de rystende forhold, som arbejdere i datidens (og nutidens?) USA måtte udholde. At fælde store træer er en farlig branche, hvilket udpen-sles med mange blodige detaljer. Serena Pemberton er en fascinerende skurkinde, en Lady Macbeth med et stænk Medea, placeret i depressionstidens North Carolina på en hvid vallak og med en tam ørn (til klapperslangejagt!) på armen. På bogens omslag står der i øvrigt (med majuskler): BOGEN BAG SUSANNE BIERS NÆSTE STORFILM, og på bagsiden citeres filminstruktøren for følgende: »Frem for alt en kærlighedshistorie - en slags ' Borte med blæsten' for vor tid.« Det, vil jeg mene, er en fejllæsning af Serena; hun er et seksuelt væsen, javel, men stjerne-psykopat, og hun føler næppe kærlighed. Og dog. For Serena ses hele tiden udefra, via George Pembertons øjne, så læserne må tænke deres eget om, hvad der motiverer Serenas handlinger. Og det er altid en styrke i et fiktionsværk, at det kan forstås på flere måder. Derfor: Læs bogen, før De ser filmen om denne Serena, en stærkt fascinerende ond mær. Men læs ikke bagsideteksten - den afslører temmelig kluntet cirka hele handlingen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar