På Bogmessen igår skulle Gyldendalredaktør Lene Wissing og jeg tale om talent, og vi havde hver udvlagt 2 tekster fra bunke på til dr.dk's Testklubben indsendte og fra Testrup Højskoles skrivelinje udsendte tekster. Dette er begyndelsen på den ene af de tekster, jeg vlgate, og som jeg sagde på scenen, efter den unge digter hardcore-henrivende havde læst op i egen person, ville jeg ønske, der var en DAB-kanal, man kunne skrue ind på, og så digtede Sophia Handler bare videre af sted på sær og sirlig fjed på sin tekst ved navn (og som) "Müsli", du må også gerne læse med, Leonora, kan din kæreste hilse og sige, det er det her, man kalder poesi, og som prosa, hvis man virkelig gør sig umage og har talent, i sjældne tilfælde kan nå op på siden af:
Fine ting er at løbe og at være sulten. Jeg mangler
en taske, der passer til alle mine fine ting. Den skal også være smuk. Men jeg
vil jo gerne holde noget helt tæt ind mod maven. Under dynen kunne der være
koldt. Jeg undrer mig et øjeblik over retning syd. Vinduerne kunne være
sydvendte. Der må være kommet e-mails. Otte. Jeg ved ikke, hvad der næste gang
kommer ind i mig. Jeg fortryder et øjeblik en taske. Det går over igen lige
efter. Jeg glæder mig til tasken. Den kunne være sort. Jeg kunne have haft en
blå bluse på. Loftet kunne have været skråvægge, vi kunne have siddet oppe
under det. At cykle en tur giver mulighed for at komme et sted hen. Neglelak
ligner muselort, når den skaller eller trækkes af. Jeg kan godt lide at trække
lakken af i store flager, jeg drømmer om at træ kke mine fingernegle af. Når
noget ændrer toneart er det som et vejrskifte. Modulerende. Hvem som helst
kunne kigge ind ad vinduerne. Karton kommer lidt ind i mig. Jeg ved ikke, hvad
der næste gang opsøger mig. Risiko for at glemme, risiko for uorden, risiko for
farvesymmetri. Det kunne være, rummet var fuldt af musikinstrumenter, det kunne
være, rummet ikke var aflåst. Men jeg kunne jo rejse mig. En slags væk, eller
én, og så to mænd, kunne der være. Jeg får kvalme i stedet for at blive sulten.
Jeg mærker ikke sult, når jeg er sulten, jeg mærker noget andet men ved, at
noget andet betyder sulten. At aflyse noget giver plads til at trække
fingerneglene af. Risiko for ikke at glemme, risiko for kommunikation, risiko
for blindhed. Jeg ruller øjnene nord, syd, øst og vest og mærker, hvor det gør
mest ondt. Øst. At trække vejret giver mulighed for at komme videre. Det varme
vand kunne være brugt op, det kunne være blevet koldt, før sæben var ude af
øjnene. At se indebærer risici. Jeg har ikke tid til at skifte det øverste ben,
når jeg lægger benene over kors med mindre, jeg aflyser noget. Der tømmes lidt
luft ud af mig som balloner. At skifte toneart giver mulighed for ikke at vende
tilbage. Opsat hår giver ondt i hovedet. Det kunne passe til en kjole. Når
noget er pakket i emballage, er det en slags væk. Stolene kunne være stablet i
et hjørne. En kvinde har dine sko på. Jeg ved ikke, hvad der næste gang omslutter
mig. Jeg kunne være pakket i emballage. En toværelses kunne være for meget at
bede om. På overkroppens blå emballage noget pynt. Vejret kunne være skiftet i
mellemtiden. Tænk at være så nord. Hvor kontra.
Ja, det var en fin mysli-tekst, Lars. Lige som du var skarp og en fornøjelse som altid. Jeg kunne nu også godt lide "Godtlandsfar og den smækre enke fra Hannover"!
SvarSlet