Malstrøm i en suppedåse

Om Hans Otto Jørgensens rast- og nådesløse pragtværk Revolutionær, der bærer hele to genrebetegnelser

En Andy Warhol-komposition

&

Monsterroman

- som begge er lige rammende, og som læseren, denne læser, med en vis sandsynlighed sådan cirka selv ville have foreslået

Bogen er denne sæsons rigeste hybrid ved siden af Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som den også ligner ved sin pænt systematiske, typografisk markerede organisation af stemmeflerheden (der er så ikke billeder hos Naja, der ER billeder hos Hans Otto).

de 2 gode, glade anmeldelser bogen har fået, Mikkel Frantzens i Politiken (5 hjerter - NEMLIG (mindst!)) og Solveig Daugaards i Information, er begge opmærksomme på og peger insisterende, men flaksende, på, hvor meget bogen henviser til og Warholsk genbruger/citerer og simpelthen KANNIBALISERER tidligere Jørgensens-værker.

De væsentligst, ivrigst udpegede/udnyttede/familiære værker er:

FLUEBOGEN under insekternes fordi 1972-1976
 - udgivet 2007 (og præmieret med Bukdahls Bet - den Smalle Litteraturpris), udvalg af ungdomstekster/-tegning-tekst-hybrider, den lille flok af uroligt poly-typografisk opsatte sider i Revolutinær viser tilbage til FLUEBOGEN, flere småtekster fra FLUEBOGEN optræder verbatim i Revolutionær, blandt andre denne poetologiske formel/aforisme:

"atomisme/ = ET HELHEDSSYN/ utilregnelighed/ = STIL"

Tårnet, 1989, Indianeren, 1991
- debutroman og roman nr. 2, introducerer persongalleriet omkring 70'er-kollektivet Tårnet, Indianeren (noget af et alter ego), (Miss)Molly (som Indianeren er kæreste med/ forelsket i), Jimjim, Onkel Dyrenam, Lonny m.fl., der går igen i to af de faste, gennemgående serier i Revolutionær (som de andre faste serier opkaldte efter Warhol-værker/serier/film (i FLUEBOGEN lyder en tekst bare (med navnet kunstigt håndskrevet): "TOTAL/ ANDY"), "Velvets banan", hvor de bare ter sig, stener og elsker og driver omgang med diverse, særligt litterære helte og heltinder, Edgar Allan Poe, Emily Dickinson, J.P. Jacobsen med mange flere, og også, som citeret i blogpost nedenfor, selve Andy (meget ligesom i novellen "Venner for livet" i Hids jer ned derhenne og lad dværgen komme forbi, 2014, hvor det er forskudt selvbiografi, der helte-befolkes) og "Flesh", der er længselsfulde, anekdotiske breve fra Indianeren i Tårnet til den fraværende MissMolly - plus "Brillo", en sen, mindre serie, der placerer Indianeren og co. vistnok cirka nu, med hårde glimt af breaking news

Molly, 2000
- roman, der genbesøger Indianeren, (Miss)Molly og co., indledningskapitlet "Jens Thorstensens andet liv" om Tårnet-naboen, landmanden Jens T, der pludselig og pinligt nok pludselig bliver gravid, gentages verbatim under samme titel i Revolutionær,, hvilket er den 3, gentagelse i forfatterskabet af det stykke tekst, som nemlig også optræder som selvstændig novelle, under samme titel, i Mænd fra samme år, 2000

Hestenes øjne, 2008, The Factory (Warhol-titel, hans legendariske hovedkvarter i NY, forbillede for Tårnet), 2010, Sæt Asta fri,, 2010, Strange days indeed, 2012
- erindringsroman-kvartet  (bag den, med fiktions-slør, fremfor l alt Nåden, 1996, og Ida og Axel-trilogien, 2001-2007), den forholdsvis sene serie "Campbell's Soup" i Revolutionær taler direkte om alle (velkendte) centrale traumer og familiemedlemmer, mest hjerteskærende forsøger HOJ-jeget at erindre faren omsorgsfuld, men det vil bare ikke lykkes, bedstefaren til gengæld besynges smukt og søsteren, alt for tidlig død af kræft, hjemsøger stærkt

Den bronzefarvede kalkun, 1993, Æsel her, 2001, Hjort eller hare, 2002, Ålen har englelyd, 2006, delvist Hjernens egen store hund, 2009, delvist Springer, 2013
- den såkaldte Kalkun-serie (lutter dyretitler) med kortprosa, til tider ultrakortprosa, lynfortællende, lyrisk-hermetisk, i senere bind også konceptuelt-satirisk, serien "Den elektriske stol" i Revolutionær, hvis småtekster nummereres løbende frem til 116 (lige præcis ikke 117), er skrevet i forlængelse af kalkun-serien, der kontamination fra de øvrige serier: hele første afsnit er indianer & co.-befolket, og søsterens historie (især hendes dumme eks) kommer også flere gange ind over, mindst én intern føljeton etableres, om en vis Jeff, masser af portrætskitser og sentenser, den her er blandt bogens (både livsfilosofiske og poetologiske) refræner:

"vær aggressiv.       kridt støvlerne        elsk"

- en sen serie i Revolutionær uden umiddelbar forfatterskabs-forgænger er "Beautiful flowers", et landsby-kor  á la Dylan Thomas' Under Milkwood bestående af naboer til Tårnet, inkl. Jens Thorstensen, taler i munden på hinanden om deres døde og levende (bogen kalder det en "stafet"), en skarpt mumlende, formel nyskabelse i forfatterskabet -

- så er der i Revolutionær teksterne/afsnittene udenfor serienummer, med elementer, både formelle og indholdsmæssige, fra alle de ovenstående (den første serie, "Den elektriske stol", sættes i gang på side 51), klarest og tydeligst skiller nogle lyriske afsnit sig ud, langdigts-flimrende og kortdigte-strenge, men også et stort, udskridende poetik-afsnit, "Bloddryppende skrift - poetikker", et citat derfra, der underfundigt nok opfordrer til at læse forbi de mønstre, jeg her optegner:

"ATLAS
Man kan med fordel anskue teksten skulpturelt (fordybelse) er overvurderet, Man kan kravle op i toppen, man kan gå hele vejen rundt om den. Kroppen er vigtig.

Men der er også flade skulpturer, som ikke gider være skulpturer, som næsten ikke er til at få øje på (fx Ib Braase), som mere ligner spor. Jeg er optaget af at kunne skrive som Braase.

Man kan med fordel anskue teksten som et net, vi hæfter os ved skæringspunkterne, her er en koordinat, her og her. Man begejstres for hver enkelt af dem, men nettet er også et fængsel. Forudsigeligheden er triviel, man har fornemmelsen af at blive kvalt. - Jeg interesserer mig for det, der ligger uden for net, væk fra familien, som der ikke kan nyttes an til på anden måde end ved denne horrible kendsgerning, at det findes. Som krimskrams, behåring."

- således celebrerer og praktiserer Revolutinær både forfatterskabets tvangsmæssige gentagelser af miljøet, scener, personer (faktiske og fiktive) i en insisterende samtidighed (synkron polyfoni, polyfon synkronicitet)) OG digressiviteten, overfloden af overflødige fabuleringer, refleksioner, iagttagelser, fikse ideér, écriturens doodles - en central dobbelthed, som helt fysisk opleves i læsningen, er netop genfærd vs. nærvær, nogle gange er genfærdene de mest nærværende gæster, sorgen ikke mindst livlig, der er ingen ende på den forbandet skønne bog, men lad mig slutte blogposten med dette deciderede DIGT signeret prosamesteren:

"DE DØDE

Min søster kryber sammen
den indsprøjtede kontrastvæske har afsløret end dø fugl bag det venstre øre.
Hver gang jeg kommer tilbage er der nyt.

De døde møder troligt nok
til sølvbryllup eller rundt fødselsdag i hallen,
de ler uhæmmet af en bemærkning fra sidemanden,
trækker kammen gennem håret
og vasker pligtskyldigt hænder på toilettet

De spiser de obligatoriske tre retter mad,
der er ingen levninger på tallerkenen,
men indimellem - i rygepauserne
under talerne eller afsyngelse af de omdelte sange -
rejser de sig og slingrer pludselig ud.

Træerne glimter af regn,
vejen er rød af blade i bilernes lygter,
min søster i døren, stum og frysende som en engel."



- Braase-værk, ligner Revolutionær meget godt

Titel hinsides skoven

- fra interview med Pia Juul i Rolf Højmarks Forfatterstafetten, om Helt i skoven (min fremhævelse):

"Inden jeg fandt på bogens titel havde jeg kaldt den for Ga-da-gung! Jeg ville lave en bog som var et monster, og alt skulle kunne stå i den, og jeg var helt nede og finde nogle gamle tekster, jeg aldrig havde kunnet bruge til noget. Og imens jeg skrev på den og rettede og gjorde hvad jeg kunne, så dukkede der en kriminalhistorie op i den. Og imens jeg skrev, så gik der alligevel orden i det. Bogen endte med at være komponeret i tre dele, som er ret forskellige, men jeg tillod mig selv at inkludere tekster, som jeg ikke selv vil kalde digte. Jeg ved ikke, hvad det er. det er virkelig langt ude. Det var ikke fordi, jeg ville skrive en dårlig bog, jeg havde blot et ønske om at skribe en bog, der virkelig var tænkt igennem på en anderledes måde. Når jeg læser dem i dag, kan jeg næsten ikke huske, hvorfor det blev sådan, men jeg havde en meget god fornemmelse af, at sådan skulle det bare være. Jeg udgav samme år tre andre bøger, men den er nu ikke skrevet, fordi jeg havde behov for at få udgivet endnu en bog. Nogle gange glemmer jeg også lidt, at jeg har skrevet den. Men et monster, det blev den virkelig."

Den ER et monster!

Jeg har været tåbeligt nervøs for, at Jens Blendstrups magnus opus Slagterkoner og bagerenker, som jeg i en evighed har fulgt fra sidelinjen, ikke også rent kvantitativt skulle blive et ægte monster - det lød som om, der blev smidt alt, alt for meget overflødigt ud (er der overhovedet fotos med længere!?)! - men i går fik Jens tilsendt førstekorrekturen, og den talte 425 sider, og det lyder sguda helt rigtigt enormt! Udgivelsen er blevet skudt nogle gange, men det skulle være helt sikkert nu, at uhyret arriverer til oktober, og jeg glæder som en lille, brændende zeppeliner - nedenfor verdenspremiere på omslaget og snapshot af korrekturbunken:

Dagens monstre er Guillermo og Adam

Var i Imperial og se Guillermo del Toros Pacific Rim: gedigent bulder og brag og fint excentriske bipersoner, maskot Ron Perlman med sølvsko, og skønne, skønne, umiskendeligt signerede MONSTRE!
 

 . og kom hjem til kæmpe pakke fra Arena, tænkte, det var udmugede lagereksemplarer af Ursulas og min antologi af amerikanere af lave, og så var det Adam Drewes' MONSTER af en ny bog, Radio, meget tilfældigt opslag:

Hver gang Søren Ulrik Thomsen er ude at læse op, fortæller han den samme anekdote. Det handler om nogle fado-sangere, hah har set i Pessoas' Portugsl.
  Anekdotens pointe er, at de, der i stedet for at bruge én, bruger begge deres hænder til at fremføre deres digte, er de dårligste digtere.
  Herfra uddrager han læresætningen, at hvis man ikke skriver særlig godt, har man brug for at performe. Dette kan man så graduere: de, der nærmest ikke bevæger sig, er de bedste forfattere. De, der kun strammer i nederste del af højre bens lægmuskulatur, er noget nær sublime, men de vil aldrig, usanset hvad, overgå dem, der aldrig rører en finger: dem, der nu ligger seks fod under jorden.

Det Toros monstre er skandaløst dårlige digtere.

Hvad mener DU, Marie?

Tetzlaff i din Politiken-anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens foruroligende kæmpestore slægtsroman(-FØRSTE DEL for fanden)

(ALMJ er en god og glimrende forfatter, jeg har varmt gået ind for halvdelen af hendes romaner og digtsamlinger (herunder halvt ind for (hvert af) de to kæmpestore Hildegard-bind, og kun halvt grundet netop kæmpestorheden(s manglende monstrøsitet, der er plusordet og kvalifikationskravet for kæmpestore romaner)),  men kun kæmpestore digtere bør skrive kæmpestore romaner, og ja, for få kæmpestore digtere skriver kæmpestore romaner, men selv kæmpestore forfattere skal passe på med at skrive kæmpestore slægtsromaner (i flere dele), og efter Jens Smærup faktisk lykkedes med Mørkedage, bør kæmpestore digtere holde sig fra kæmpestore slægtsromaner i mindst 1 slægtled)  

Hvad man ikke ved (hader på halve ordsprogstitler) når du på typisk Politiken-vis krysterisk og opportunistisk udliciterer smagsdommen til et særligt læsersegment, her sædeskildringsfans, I ved hvem I er (ikke mig: jeg kan lide Thorup og Mad Men, men bestemt ikke Krøniken og Kampmann) nægter jeg at tror på, at det fjerde hjerte i de uddelte fire er ærligt ment:

Som læseren måske allerede fornemmer, kan Horn-sagaen i Anne Lise Marstrand-Jørgensens 'Hvad man ikke ved' og næste års annoncerede efterfølger godt blive en arvtager til Christian Kampmanns Gregersen-saga. Der er, trods den nye romans overvejende kvindelige fokus, mange ligheder. Stedvis rinder sågar Kirsten Thorups 'Himmel og helvede' én i hu, ligesom tv-serierne 'Matador' og 'Krøniken' og senest amerikanske 'Mad Men' om smarte reklamemænd og deres henholdsvis frustrerede og dæmoniserede kvinder. Det er inden for dette felt, denne roman utvivlsomt vil finde mange læsere.

Men jo ikke hvilken som helst form for FOR MEGET af hvad som helst

Som passioneret elsker af og propagandist for literær monstrøsitet bliver jeg kæmpemeget irriteret over afslutningen på Lilian Munk Rösings Bogstaveligt Talt-klumme i Informations bogtillæg i dag, fordi det bl.a. må være være mig, hun hentyder til, når hun taler om "for meget"-kritikere af Josefine Klougarts debutroman - som jeg rigtignok ikke vil sammenligne med J.P. Jacobsen og Homer:

En roman som Josefine Klougarts Stigninger og fald kan siges at føre den homeriske digression til sin yderste konsekvens. Den er Homer gone crazy. Stilistisk er den kendetegnet ved sine lange billedkaskader udgående fra en sansekonkret detalje, og netop ved at billederne synes at selvstændiggøre sig. Disse billedkaskader blev forskelligt modtaget af kritikerne, også blandt de kritikere, der ellers er fælles om at hylde den sprogbevidste litteratur. Nogle var begejstrede og sammenlignede med J.P. Jacobsen; andre syntes simpelthen, det var »for meget«./ Men er Homers digressioner så ikke også ‘for meget’? Eller er det netop, som Adorno hævder det om Homers eper, i dette ‘for meget’, at sproget kan arbejde for en skrøbelig frihed i en verden præget af tvang? Kan litteraturen ikke være en meget mere kraftfuld kommentar til den verden, vi lever i, ved at hengive sig til ‘beskrivelsen’ og holde pause fra den ‘fortællen’, som massemediernes simultankrønikeskrivning arbejder så ihærdigt på 24 timer i døgnet?

Men at noget er for meget er jo ikke en kvalfikation i sig selv, ligesom at et digt står på hovedet ikke er en kvalifikation i sig selv, selvom jeg indrømmet synes, at for meget-praksis og på hovedet-praksis principielt er fede praksisser og federe prakssisser end så mange andre praksisser; mit problem med Klougarts formegethed er, at den for tit er uenergisk og akavet, nydeligt og korrekt for meget, med andre for lidt for meget og for meget for lidt.