Generationer er godartede poltergeister

Tue Andersen Nexø har en god generationsskitse i sin klumme i Informations bogtillæg:

Jeg ved ikke, om der er en tendens i alle debuterne dette efterår, men det er, som om en ny generation — født omkring 1985, udkommet det sidste års tid eller to — er ved at blive synlig. Amalie Smith, Julie Sten-Knudsen, Asta Olivia Nordentoft og Bjørn Rasmussen er debuteret i år [Amalie sidste år]. Theis Ørntoft udkom for et par år siden, men hører vist til i samme gruppe, det samme gør avisens egen Olga Ravn, hvis første egentlige bog gerne skulle komme på Gyldendal næste år. Et sted i udkanten, sådan ser det ud for mig, står Josefine Klougart./ De kender hinanden på kryds og tværs, fra tidsskrifter, Forfatterskolen, oplæsninger og alt muligt andet. Og deres bøger kredser også om det samme: køn, krop, begær, identitet. De skriver på en hård, nogle gange næsten pornografisk kødelighed. På den anden side virker begæret ikke liderligt hos dem, men snarere ulykkeligt. Især er det fyldt med konflikter. Gennem deres begær slås mennesker med hinanden. Hvem underlægger sig hvem? Har den ekshibitionistiske krop magten over sin beskuer? Eller tvinger den andens blik én til at indtage sære stillinger.

Jeg ved godt, jeg selv er gammel fødselsårsfundamentalist, men jeg synes, det er synd og snyd ikke at tilføje Hanne Højgaard Viemose, født 1977, Ida Marie Hede, født 1980, og Christina Hagen, født 1980, til gruppen og/eller generationen, bare fordi de på papiret er for gamle (Viemose er lige blevet færdig på Forfatterskolen, Hede blev færdig i 2008, Hagen i 2006); i forhold til de tendenser, Tue optegner, er Hagens brillante anden bog, romanen 71 dage til M fra sidste år, gruppens/generationens absolutte, ind et tæt mørke selvopløsende HOVEDVÆRK, i mine missende øjne i det mindste.

På sin blog vrisser Rasmus Graff paranoidt over selve generationskonceptet:

Den nye generation. Trangen til at udpege, pege på den. Jo mere der bliver peget, jo mere bliver den til. Hvad er det for en trang? Hvad skal vi med en ny generation? Jeg har aldrig forstået det, aldrig forstået trangen til at samle navne og udtryk under en fane, et brand – og slet ikke når det ikke er de udøvende selv, der peger på sig selv som generation. En slags litteraturvidenskabelig kolonialisme, måske./ I sidste uge samlede Lars Skinnebach nogle digtere på Hovedbiblioteket, som måske, måske ikke, udgør en generation – de-vi svarede ikke rigtig på Lars' spørgsmål, en generation blev ikke manifesteret. I denne uge i en klumme i Information kæder Tue Andersen Nexø nogle tendenser sammen.

Nedenunder kommenterer Olga Ravn forsonligt (overfor både Graff og og generationaliteten):

Hvad er egentlig forskellen på et fællesskab og en generation? Og kan fællesskabet bruges til at kaste lys rundt på hinanden/sig selv på en god måde? Og også på en måde, så flere og flere måske kan komme med? Jeg ved det ikke rigtig. Det kunne måske være en måde at betragte 'generation' på. Men kun måske. Kh Olga

Og på sin blog tænker Olivia Nordenhof offensivt videre:

I min slummer lå jeg og tænkte på det med generationer, rasmus graff har et blogindlæg i går hvor han forsvorer sig (hedder det det?) at skulle være en del af en generation, og i det hele taget udpegningen af generationer. På en måde undrer det mig. Jeg kommer til at tænke tilbage til den der artikel, tidens trodsige tøser. Noget af det der ærgrede mig mest ved den var, at den fik fremstillet det som om, at det vigtigste for os var ikke at blive sat i bås, at være helt alene om det vi gjorde. Jeg synes at det vigtigste aspekt ved tendensudpegning, er at tendensen går fra at være individuelt forankret til at have et politisk potentiale. Fællesskabet har et politisk potentiale. Det tematiske fællesskab også. I stedet for at holde rigidt på vores egen krop, som jeg synes den artikel lagde op til at vi gjorde, synes jeg vi burde slå erfaringerne sammen og på den måde udvide erfaringen til en fælles kamp. Lad der for min skyld endelig være tale om en generation, jeg synes jeg har meget tilfælles med mine jævnaldrende, ikke kun, som Tue skriver, oplever jeg en fælles interesse for krop og seksualitet og identitet, jeg ser også en ny status i fx naturbeskrivelsen, som jeg synes er meget spændende.

Jeg skrev for syv år siden en tyk bog, der ikke for ingenting (men heller ikke uironisk) hed Generationsmaskinen og som Tue på en pæn måde slagtede i Information og som starter med at reflektere over generationsmodellens brugbarhed og sandhedsværdi (lige før har jeg refereret et anti-generations-udfald fra Niels Lyngsø):

(...) generationsmodellen [er] selvfølgelig en fiktion og en konstruktion, men det er forfatterskabsmodellen også, altså postulatet om om at en række værker skal hænge sammen, måske endda i en meningsfuld, organisk udvikling, bare fordi det er signeret af den samme person. Generationsmodellens påstand om, at en række jævnaldrende digteres værker hænger sammen pga. fælles litterære og ikke-litterære erfaringer og påvirkninger og måske direkte arbejdsfællesskaber, er da kun et beskedent hak mindre mere fiktiv og på flere punkter mindre. De er gode chancer for, at der er mere sammenhæng mellem Niels Lyngsøs digtbog Stof fra 1996 og Morten SAøndergaards digtsamling Ild og tal fra 1994 og Merete Pryds Helles roman Men jorden står til evig tid fra 1996, for nu bare at nævne tre af de allernærmeste kolleger (Lyngsø og Søndergaard har været venner og avrebjdskammerater gennem mange år, Pryds Helle lever sammen med Søndergaard), end der er mellem Stof og den slægtsroman i tre bind, som Lyngsøs skriver i 2033. Det er under alle omstændigheder svært at se, hvorfor den ene sammenhæng skal være mere genuin end den anden. den eneste, helt fast, nej, konkrete størrelse er det af forfatteren formelt indrammede værk, alt derudover er fiktioner og manipulationer, som imidlertid, vil jeg fastholde, , har en prægnant, ekstra sandheds- og erkendelsesværdi, der gør det værd at beskæftige sig med sagerne. Men så skal man også holde sig fiktiviteten for øje, og det har litteraturvidenskaben rigtignok ikke altid gjort, i alt for høj grad har periode- og generationskonstruktioner fungeret som pædagogiske reduktioner til laveste fællesnævner, som de enkelte forfatterskaber og værker så blot har været henvisninger til: "Guldhornene" henviser til Oehlenschläger, der henviser til den første danske romantik, der henviser til international romantisk tænkning. Jeg vil hævde, at med en veludviklet fiktions- eller spilbevidsthed kan det modsatte lade sig gøre: at bruge generationskonstruktionen til at åbne op for betydninger og sammenhænge, der kan berige både monolæsningen og stereolæsningen, plus at kritikeren får mulighed for at gå til nogle frivole yderligheder, som selv tryghedssøgende periode- og generationsfans finder obskøne, fx en rigid fødselsårssystematik. Hvis man bare ikke tager den for mere end hvad den er, en kæk konstruktion, en forførende fiktion.

Og så vil jeg selvfølgelig gerne være den første til at fiksere den næste generation (hvis det ikke er den næste igen), født 1990-95, drevent balstyrisk polyfon, og igen mestendels kvinder, og alle Hvedekornsdigtere (1, Cecilie, har udgivet et digthæfte, Ulven åd min eyeliner), Cecilie Lind, Joachim Aa. Sørensen, Ingrid Nymo, Maja Liisberg, Signe Lodahl Gjessing, Thit Jensen, Isidora Cale, Nanna Kornelia ...