Ikke meta-, men Muta-tekstualitet, opkaldt efter 3-ekspedienten på Vesterbrogade, der brugte 15 minutter på at fixe - hvilket han fandengaleme også havde at gøre, men alligevel! - min net-forbindelse, så jeg kan blogge fra sommerlandet uden hver dag - hvilket jeg ellers blev ret glad for sidst, men alligevel! - at cykle over til Kokholms Hotel -
altså en tekstualitet med smarte bakkenbarter, der stille og roligt og nynnende simpelthen får tingene til at fungere!
Viser opslag med etiketten meta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten meta. Vis alle opslag
tirsdag den 31. juli 2012
søndag den 31. juli 2011
3 populærmusikalske meta-hymner
1. The Beatles: Only a Northern Song
If you're listening to this song
You may think the chords are going wrong
But they're not
He just wrote it like that
When you're listening late at night
You may think the bands are not quite right
But they are
They just play it like that
It doesn't really matter what chords I play
What words I say or time of day it is
As it's only a Northern Song
It doesn't really matter what clothes I wear
or how I fare or if my hair is brown
When it's only a Northern Song
If you think the harmony
Is a lttle dark and out of key
You're correct
There's nobody there
And I told you there's no one there
I wrote this song two hours before we met.
I didn't know your name or what you looked like yet.
Oh I could have stayed at home and gone to bed.
I could have gone to see a film instead.
You might have changed your mind and seen your friends.
Life could have been very different but then,
something changed.
Do you believe that there's someone up above?
Does he have a timetable directing acts of love?
Why did I write this song on that one day?
Why did you touch my hand and softly say.
Stop asking questions that don't matter anyway.
Just give us a kiss to celebrate here today.
Something changed.
When we woke up that morning we had no way of knowing,
that in a matter of hours we'd change the way we were going.
Where would I be now if we'd never met?
Would I be singing this song to someone else instead?
I dunno but like you said
something changed.
If you're listening to this song
You may think the chords are going wrong
But they're not
He just wrote it like that
When you're listening late at night
You may think the bands are not quite right
But they are
They just play it like that
It doesn't really matter what chords I play
What words I say or time of day it is
As it's only a Northern Song
It doesn't really matter what clothes I wear
or how I fare or if my hair is brown
When it's only a Northern Song
If you think the harmony
Is a lttle dark and out of key
You're correct
There's nobody there
And I told you there's no one there
I wrote this song two hours before we met.
I didn't know your name or what you looked like yet.
Oh I could have stayed at home and gone to bed.
I could have gone to see a film instead.
You might have changed your mind and seen your friends.
Life could have been very different but then,
something changed.
Do you believe that there's someone up above?
Does he have a timetable directing acts of love?
Why did I write this song on that one day?
Why did you touch my hand and softly say.
Stop asking questions that don't matter anyway.
Just give us a kiss to celebrate here today.
Something changed.
When we woke up that morning we had no way of knowing,
that in a matter of hours we'd change the way we were going.
Where would I be now if we'd never met?
Would I be singing this song to someone else instead?
I dunno but like you said
something changed.
torsdag den 3. februar 2011
Revolutionær meta
(fra Politikens 1. sektion)
Skilte set på Befrielsespladsen:
La Vache Qui Rit: MUUH BARAK
(spiller på at mange egyptere synes Mubarak ligner den Den Leende Ko på ostepakkerne. Det har givet ham tilnavnet 'La Vache Qui Rit' - men ingen tør normalt sige det højt).
Erhal ba'a! Idi waagaatni!
Så skrid dog! Mine hænder gør ondt! (af at holde skiltet, red.)
Skilte set på Befrielsespladsen:
La Vache Qui Rit: MUUH BARAK
(spiller på at mange egyptere synes Mubarak ligner den Den Leende Ko på ostepakkerne. Det har givet ham tilnavnet 'La Vache Qui Rit' - men ingen tør normalt sige det højt).
Erhal ba'a! Idi waagaatni!
Så skrid dog! Mine hænder gør ondt! (af at holde skiltet, red.)
søndag den 23. januar 2011
Today's Special: META
(fra afsnittet "Meta" i mit speciale (om især Charles Dickens' sidste fuldendte roman Our Mutual Friend) Esker Esker, Romanroman fra 1994; jeg beklager (ikke) al ungdommelighed:)
Når noget begynder at handle om sig selv i stedet for om alt muligt andet, kan det gøre sig fortjent til tilnavnet meta og beholde det så længe, det holder sig på denne skæve sti. Romanen snubler ofte og gerne ud i meta, man taler ligefrem om meta-romaner, som skal forestille ikke at handle om andet end sig selv. I mange fintfølende litteraters mund er meta et utvetydigt skældsord, der signalerer dekadence, narcissisme og tomhed. Og omvendt er der litterære bevægelser, der har formået at basere sig næsten udelukkende på meta, visse dekonstruktive læsere lader meta være den eneste saliggørende, altopløsende figur i de tekster, de får fingre i.
I essayet "Historical Fiction, Fictitious History, and Cheaspeake Bay Blue Crabs, or About Aboutness" (der indgår i samlingen The Friday Book fra 1984) opstiller den amerikanske postmodernist John Barth en række regler for (historiske) romaner. I regel nr. 3 har han følgende præcise og fonuftige ord at sige om meta: "Whatever else it is about, great literature is almost always also about itself, though it is almost never exclusively about itself, even when it seems to be." (side 191-192)
Meta er en ironisk effekt, måske endda den ironiske effekt par excellence, selvbevidsthed i højeste potens. Her gælder distancen ikke længere kun interne sager som fortæller, personer, beskrivelser, handling, den slår ned på værket selv, dets konkrete fremtræden som en bog med hvide sider fulde af trykte sorte bogstaver, skriveprocessen, værket forhold til andre bøger, dets poetik, dets status som litteratur og alle de litterære koder, som hver eneste sætning flyder over med; alt dette, der af hensyn til den illusionsskabende effekt, normalt tages for givet og lades uomtalt og uberørt, rykker frem i forgrunden og kommer under kærlig behandling.
Det er en paradoksal beskæftigelse, som at blæse og have mel i munden, hvilket jo kan blive til et ret imponerende og viltert snevejr; man er indenfor og udenfor på samme tid, sætter gåseøjne om egne ord, skriver litteratur om at skrive litteratur (om at skrive litteratur ...), bider sig selv i halen fuldt bevidst og med stor fornøjelse (som John Barts novelle "Frame-Tale", der består af et aflangt stykke papir, hvor der på den ene side står "ONCE UPON A TIME" og på den anden side (men på hovedet) står "THERE WAS A STORY THAT BEGAN", man drejer papiret en enkelt omgang, limer de to ender sammen og kan læse novellen i en uendelighed (Lost in the Funhouse, 1968, side 1-2)).
Meta kan forme sig på utallige måder. Det kan være aldeles plat, og det kan være højst raffineret. Det kan være højtråbende, og det kan være diskret. Det kan være en mikroskopisk lille detalje, og det kan antage gigantisk, ja altomfattende format. (...)
Jeg har forsøgt at lave en lille meta-typologi, der deler fænomenet op i fem mere eller mindre klart adskilte undergrupper. Rækkefølgen er bestemt af, hvor direkte selvhenvisningen kan siges at være, de bedst camouflerede typer kommer først og de mest ublu til sidst:
1. Metaforiske, symbolske, allegoriske omskrivninger. Tilskikkelser, der ikke umiddelbart er mærket af meta, men hvis sande hensigt en blid eller hårdhændet behandling kan afsløre. (...)
2. Omtale og tematisering af ting og sager, der har med bøger, skrift, papir og læsning at gøre (men som ikke kan siges at være direkte poetikalske udsagn). (...)
3. Intertektstualitet. Henvisninger til andre tekster (ikke nødvendigvis litterære) og samtale med dem.
4. Direkte poetikalske udsagn og direkte selvhenvisninger. [som i Den svære toer] (...)
5. Sproglig og tekstuel leg og vildskab. (...)
Gruppe 5 (...) gør sig kraftigt gældende i denne roman [Our Mutual Friend]. den tekstuelle leg begrænser sig måske til Weggs og Jennys skilte, der få deres egne firkanter på siderne (side 88 og 497) og denne parentes: "(my dear, observed her husband in paranthesis, why not)" (side 579), men sproget stepper jævnligt ud over det funktionelles grænser for sin egen fornøjelses skyld. (...)
Slut på denne omstændelige gennemgang [som jeg nådigt har skånet blog-læserne for], der viser, at der ikke er nogen ende på meta i den fredeligt realistiske roman Our Mutual Friend, når man bruger min typologi (der selvfølgelig heller ikke er konstrueret uden påvirkning fra netop denne roman). Det betyder ikke, at der i enhver roman er lige så meget meta, for Our Mutual Friend er ret radikal og selvbevidst bog, også i forhold til Dickens' andre romaner. Men det betyder, at meta har mere at sige end som så, at meta er en integreret og uundgåelig del af romanens form på linje med plot og personer, som der ikke er noget mystisk eller uhyggeligt ved.
Det er i romanens gamle lovløshed og outsiderstatus, meta har sin oprindelse, uden poetik og uden allierede var den tvunget til at diskutere og spejle sig selv for at finde frem til hvad og hvem, den var. Og det blev en styrke, for snart faldt alle hierarkier, og ingen andre vidste, hvad de skulle stille op med sig selv uden en gud og en kejser at logre for.
Meta praktiserer romanens autonomi, den selvstændighed og uafhængighed (af andet end litteratur) og undergraver dermed alliancen med en empirisk virkelighed. Autonomien fungerer på to måder i meta, som kritisk selvrefleksion og som ren handling, demonstration, show, og ofte er de to måder ikke til at skelne fra hinanden, der kan være refleksion i tyve udråbstegn, og der kan være show i en alvorlig diskussion om romanens moralske mission.
Meta er hverken romanens mest undergravende element eller romanens sandhed, meta er et enkelt af romanens elementer og et enkelt af romanens undergravende elementer (undergravende overfor traditionel realisme og andet ondt og reaktionært [fx litteraturredaktører]).
Når noget begynder at handle om sig selv i stedet for om alt muligt andet, kan det gøre sig fortjent til tilnavnet meta og beholde det så længe, det holder sig på denne skæve sti. Romanen snubler ofte og gerne ud i meta, man taler ligefrem om meta-romaner, som skal forestille ikke at handle om andet end sig selv. I mange fintfølende litteraters mund er meta et utvetydigt skældsord, der signalerer dekadence, narcissisme og tomhed. Og omvendt er der litterære bevægelser, der har formået at basere sig næsten udelukkende på meta, visse dekonstruktive læsere lader meta være den eneste saliggørende, altopløsende figur i de tekster, de får fingre i.
I essayet "Historical Fiction, Fictitious History, and Cheaspeake Bay Blue Crabs, or About Aboutness" (der indgår i samlingen The Friday Book fra 1984) opstiller den amerikanske postmodernist John Barth en række regler for (historiske) romaner. I regel nr. 3 har han følgende præcise og fonuftige ord at sige om meta: "Whatever else it is about, great literature is almost always also about itself, though it is almost never exclusively about itself, even when it seems to be." (side 191-192)
Meta er en ironisk effekt, måske endda den ironiske effekt par excellence, selvbevidsthed i højeste potens. Her gælder distancen ikke længere kun interne sager som fortæller, personer, beskrivelser, handling, den slår ned på værket selv, dets konkrete fremtræden som en bog med hvide sider fulde af trykte sorte bogstaver, skriveprocessen, værket forhold til andre bøger, dets poetik, dets status som litteratur og alle de litterære koder, som hver eneste sætning flyder over med; alt dette, der af hensyn til den illusionsskabende effekt, normalt tages for givet og lades uomtalt og uberørt, rykker frem i forgrunden og kommer under kærlig behandling.
Det er en paradoksal beskæftigelse, som at blæse og have mel i munden, hvilket jo kan blive til et ret imponerende og viltert snevejr; man er indenfor og udenfor på samme tid, sætter gåseøjne om egne ord, skriver litteratur om at skrive litteratur (om at skrive litteratur ...), bider sig selv i halen fuldt bevidst og med stor fornøjelse (som John Barts novelle "Frame-Tale", der består af et aflangt stykke papir, hvor der på den ene side står "ONCE UPON A TIME" og på den anden side (men på hovedet) står "THERE WAS A STORY THAT BEGAN", man drejer papiret en enkelt omgang, limer de to ender sammen og kan læse novellen i en uendelighed (Lost in the Funhouse, 1968, side 1-2)).
Meta kan forme sig på utallige måder. Det kan være aldeles plat, og det kan være højst raffineret. Det kan være højtråbende, og det kan være diskret. Det kan være en mikroskopisk lille detalje, og det kan antage gigantisk, ja altomfattende format. (...)
Jeg har forsøgt at lave en lille meta-typologi, der deler fænomenet op i fem mere eller mindre klart adskilte undergrupper. Rækkefølgen er bestemt af, hvor direkte selvhenvisningen kan siges at være, de bedst camouflerede typer kommer først og de mest ublu til sidst:
1. Metaforiske, symbolske, allegoriske omskrivninger. Tilskikkelser, der ikke umiddelbart er mærket af meta, men hvis sande hensigt en blid eller hårdhændet behandling kan afsløre. (...)
2. Omtale og tematisering af ting og sager, der har med bøger, skrift, papir og læsning at gøre (men som ikke kan siges at være direkte poetikalske udsagn). (...)
3. Intertektstualitet. Henvisninger til andre tekster (ikke nødvendigvis litterære) og samtale med dem.
4. Direkte poetikalske udsagn og direkte selvhenvisninger. [som i Den svære toer] (...)
5. Sproglig og tekstuel leg og vildskab. (...)
Gruppe 5 (...) gør sig kraftigt gældende i denne roman [Our Mutual Friend]. den tekstuelle leg begrænser sig måske til Weggs og Jennys skilte, der få deres egne firkanter på siderne (side 88 og 497) og denne parentes: "(my dear, observed her husband in paranthesis, why not)" (side 579), men sproget stepper jævnligt ud over det funktionelles grænser for sin egen fornøjelses skyld. (...)
Slut på denne omstændelige gennemgang [som jeg nådigt har skånet blog-læserne for], der viser, at der ikke er nogen ende på meta i den fredeligt realistiske roman Our Mutual Friend, når man bruger min typologi (der selvfølgelig heller ikke er konstrueret uden påvirkning fra netop denne roman). Det betyder ikke, at der i enhver roman er lige så meget meta, for Our Mutual Friend er ret radikal og selvbevidst bog, også i forhold til Dickens' andre romaner. Men det betyder, at meta har mere at sige end som så, at meta er en integreret og uundgåelig del af romanens form på linje med plot og personer, som der ikke er noget mystisk eller uhyggeligt ved.
Det er i romanens gamle lovløshed og outsiderstatus, meta har sin oprindelse, uden poetik og uden allierede var den tvunget til at diskutere og spejle sig selv for at finde frem til hvad og hvem, den var. Og det blev en styrke, for snart faldt alle hierarkier, og ingen andre vidste, hvad de skulle stille op med sig selv uden en gud og en kejser at logre for.
Meta praktiserer romanens autonomi, den selvstændighed og uafhængighed (af andet end litteratur) og undergraver dermed alliancen med en empirisk virkelighed. Autonomien fungerer på to måder i meta, som kritisk selvrefleksion og som ren handling, demonstration, show, og ofte er de to måder ikke til at skelne fra hinanden, der kan være refleksion i tyve udråbstegn, og der kan være show i en alvorlig diskussion om romanens moralske mission.
Meta er hverken romanens mest undergravende element eller romanens sandhed, meta er et enkelt af romanens elementer og et enkelt af romanens undergravende elementer (undergravende overfor traditionel realisme og andet ondt og reaktionært [fx litteraturredaktører]).
lørdag den 22. januar 2011
Meta giver mig bekymringer
(Lone Aburas' Den svære toer intertekst-linker sig eksplicit til Hans Kirks klassiske kollektivroman Fiskerne, ikke mindst i den fine og ærlige! metakommentar på side 137, der begynder sådan her:
Det er oplagt, at der her følger en sexsscene mellem Kristoffer og Tea [der er opkaldt efter en person i Fiskerne - "Min far er meget optaget af Hans Kirk og hans forfatterskab"]. For selvfølgelig har Tea ikke inviteret Kristoffer, for at de skal sidde og diskutere Hans Kirks forfatterskab. Især ikke, når Kristoffer ikke har læst et eneste værk af Hans Kirk. Scherfig derimod er han udmærket bekendt med. Han har både læst Det forsømte forår og Frydenholm. Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke.
Imidlertid er det i to andre kollektivromaner af Hans Kirk, Daglejerne og De nye tider, at en person hedder Meta; og slående, synes jeg, hvor Aburask Kirk er i sin diskrete, smilende indlytten - følgende meta-Meta-afsnit er stærkt allegorisk; Karlsen kunne være (ikke den reelle, men den principielle) Erik Skyum og Skifter Lones gamle (ikke reelle, men principielle) gymnasielærer):]
Inde i stuen hæftede Karlsen sikkerhedsnålene af frakkeskøderne og sank ned i den grønne chaiselong med et tilfreds, lille suk, Stuen var som det plejede at være, hyggelig og gammelkendt. Over døren hang broderede skriftsteder, på væggene var billeder af store Herrens kæmper indenfor missionen, og på skrivebordet stod et fotografi af ham selv. Den krydrede lugt fra butikken blandedes sødt med stegeduft fra butikken. Karlsen snusede og gættede på andesteg.
"A må hellere tale om det med det samme," sagde Skifter. "Det er META, som giver mig bekymringer. Se, i mange år har hun jo været ret som et barn skal være, skikkelig og stærk i troen på sin frelser. Men i det sidste halve år er det, ligesom fristeren har fået tag i hende. I de sidste måneder har a ikke engang kunnet få hende med til møderne, og nu har hun fundet på, at hun vil have en plads i byen."
"Der er jo også troende mennesker i byerne," sagde Karlsen.
"Det skal a aldrig benægte," svarede Skifter. "Men a er jo enkemand, og a tykkes det er METAs pligt at blive herhjemme, hvor a har brug for hende. Og a er bange for, at når hun vil til byen er det ikke for det godes skyld. Der er faret en hovmodets og genstridighedens ånd i hende. Og a har da søgt at opdrage hende i den gode tro. A havde håbet, at hun nok skulle finde den gode vej.
"META er omkring de tyve år," sagde Karlsen grundende. "Det er i den alder fristeren sætter sine snarer, det ved vi da fra vor egen ungdom. Èn ting må vi aldrig glemme: de fleste af os skal gennem tvivlens ørken, før vi kommer til troens palmelunde. Måske har det sig sådan med din datter META."
"A tænkte, om du ikke kunne snakke et ord med hende," sagde Skifter. "Når vi har spist går a ind på kontoret og lader dig ene med hende. Du kunne måske finde et ord, som kunne sætte frugter."
Meta kom ind i stuen. det var ganske rigtig andesteg, konstaterede Karlsen med et hurtigt blik. Han var sandelig også blevet sulten. Skifter bad bordbøn, mens META stod bag dem med nedslagne øjne.
"Det var endda en fed, god and," sagde missionæren. "Er den af jert eget tillæg?"
"Jo, det er den da," sagde købmanden med det sagtmodige tonefald, han altid havde. Det lød, som om han angrede mørke synder og forvildelser.
Efter megen nøden tog Karlsen et stykke til, og META kom med æblekage. Hun havde runde, faste arme, og der kom en varm glans i missionærens blik. Ak, om sådan en ung kvinde skulle gå fortabelsens vej og opsluges af verden. Nej, hun burde stråle som en rose i Herrens urtegård.
"Vil du ikke bede fra bordet?" spurgte Skifter, og Karlsen bad:
Så takke Jesum vi for mad,
gør ånden stærk og sjælen glad
lad os ved sjælehyrdens bryst
forsage verdens larm og lyst
"Den tykkes a knap, a har hørt før," sagde Skifter.
"Det er nok troligt," sagde missionæren. "Det er en bette tak for mad, som jeg selv har lavet. Vennerne i Færgeby synes svært godt om den., og den bruges i mange troende hjem. Hvis du bryder dig om det, skal jeg så inderlig gerne skrive den ned for dig."
I det samme kom META ind, og Skifter rejse sig med en ytring om, at ham vist måtte ud og rydde lidt op i butikken.
"Ja, så skal du have tak for mad, META", sagde Karlsen, da døren havde lukket sig efter faren. "Du er sandelig en ferm pige i et køkken. Men du kender, hvad der står skrevet om Martha og Maria: et er fornødent. Og jeg vil være mere glad for at se dig til mødet i aften end for din mad. Bitte META tror du ikke, du kunne give Jesus dit hjerte?"
"Er De sendt ud for at fri for ham?" kom det rapt fra META.
Det er oplagt, at der her følger en sexsscene mellem Kristoffer og Tea [der er opkaldt efter en person i Fiskerne - "Min far er meget optaget af Hans Kirk og hans forfatterskab"]. For selvfølgelig har Tea ikke inviteret Kristoffer, for at de skal sidde og diskutere Hans Kirks forfatterskab. Især ikke, når Kristoffer ikke har læst et eneste værk af Hans Kirk. Scherfig derimod er han udmærket bekendt med. Han har både læst Det forsømte forår og Frydenholm. Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke.
Imidlertid er det i to andre kollektivromaner af Hans Kirk, Daglejerne og De nye tider, at en person hedder Meta; og slående, synes jeg, hvor Aburask Kirk er i sin diskrete, smilende indlytten - følgende meta-Meta-afsnit er stærkt allegorisk; Karlsen kunne være (ikke den reelle, men den principielle) Erik Skyum og Skifter Lones gamle (ikke reelle, men principielle) gymnasielærer):]
Inde i stuen hæftede Karlsen sikkerhedsnålene af frakkeskøderne og sank ned i den grønne chaiselong med et tilfreds, lille suk, Stuen var som det plejede at være, hyggelig og gammelkendt. Over døren hang broderede skriftsteder, på væggene var billeder af store Herrens kæmper indenfor missionen, og på skrivebordet stod et fotografi af ham selv. Den krydrede lugt fra butikken blandedes sødt med stegeduft fra butikken. Karlsen snusede og gættede på andesteg.
"A må hellere tale om det med det samme," sagde Skifter. "Det er META, som giver mig bekymringer. Se, i mange år har hun jo været ret som et barn skal være, skikkelig og stærk i troen på sin frelser. Men i det sidste halve år er det, ligesom fristeren har fået tag i hende. I de sidste måneder har a ikke engang kunnet få hende med til møderne, og nu har hun fundet på, at hun vil have en plads i byen."
"Der er jo også troende mennesker i byerne," sagde Karlsen.
"Det skal a aldrig benægte," svarede Skifter. "Men a er jo enkemand, og a tykkes det er METAs pligt at blive herhjemme, hvor a har brug for hende. Og a er bange for, at når hun vil til byen er det ikke for det godes skyld. Der er faret en hovmodets og genstridighedens ånd i hende. Og a har da søgt at opdrage hende i den gode tro. A havde håbet, at hun nok skulle finde den gode vej.
"META er omkring de tyve år," sagde Karlsen grundende. "Det er i den alder fristeren sætter sine snarer, det ved vi da fra vor egen ungdom. Èn ting må vi aldrig glemme: de fleste af os skal gennem tvivlens ørken, før vi kommer til troens palmelunde. Måske har det sig sådan med din datter META."
"A tænkte, om du ikke kunne snakke et ord med hende," sagde Skifter. "Når vi har spist går a ind på kontoret og lader dig ene med hende. Du kunne måske finde et ord, som kunne sætte frugter."
Meta kom ind i stuen. det var ganske rigtig andesteg, konstaterede Karlsen med et hurtigt blik. Han var sandelig også blevet sulten. Skifter bad bordbøn, mens META stod bag dem med nedslagne øjne.
"Det var endda en fed, god and," sagde missionæren. "Er den af jert eget tillæg?"
"Jo, det er den da," sagde købmanden med det sagtmodige tonefald, han altid havde. Det lød, som om han angrede mørke synder og forvildelser.
Efter megen nøden tog Karlsen et stykke til, og META kom med æblekage. Hun havde runde, faste arme, og der kom en varm glans i missionærens blik. Ak, om sådan en ung kvinde skulle gå fortabelsens vej og opsluges af verden. Nej, hun burde stråle som en rose i Herrens urtegård.
"Vil du ikke bede fra bordet?" spurgte Skifter, og Karlsen bad:
Så takke Jesum vi for mad,
gør ånden stærk og sjælen glad
lad os ved sjælehyrdens bryst
forsage verdens larm og lyst
"Den tykkes a knap, a har hørt før," sagde Skifter.
"Det er nok troligt," sagde missionæren. "Det er en bette tak for mad, som jeg selv har lavet. Vennerne i Færgeby synes svært godt om den., og den bruges i mange troende hjem. Hvis du bryder dig om det, skal jeg så inderlig gerne skrive den ned for dig."
I det samme kom META ind, og Skifter rejse sig med en ytring om, at ham vist måtte ud og rydde lidt op i butikken.
"Ja, så skal du have tak for mad, META", sagde Karlsen, da døren havde lukket sig efter faren. "Du er sandelig en ferm pige i et køkken. Men du kender, hvad der står skrevet om Martha og Maria: et er fornødent. Og jeg vil være mere glad for at se dig til mødet i aften end for din mad. Bitte META tror du ikke, du kunne give Jesus dit hjerte?"
"Er De sendt ud for at fri for ham?" kom det rapt fra META.
Mere meta - mest meta - MEGAMETA!
Fine, ikke kun i betydningen gode, anmeldelser af Lone Aburas' Den svære toer i WA ved Nanna Goul og i Information ved Olga Ravn og vel sagtens allright anmeldelse i Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg, men jeg bliver sgusøreme enerveret på Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske Tidende, når han til sidst i sin positive, let patroniserende anmeldelse skriver:
Den svære toer er måske nok realisme med et lune som hos en Erlend Loe, men dens små fortællinger om arbejde, kedsomhed og kærlighed minder mere om en TV-soap end om Stor Litteratur. Det må kræve meget mod af en ung ambitiøs forfatter at skrive sådan, og Lone Aburas går da heller ikke planken helt ud. Hun kan nemlig ikke dy sig for at lægge et lidt smart metaplan ind mellem de tilstræbt banale historier om Kristoffer og co., og som i debuten »Føtexsøen« spiller »forfatteren Lone Aburas« en rolle i »Den svære toer«. Alene titlen peger på hendes arbejde med bogen, og allerførste linje lyder videre: »Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte i denne roman.« Og undervejs kommenterer hun - igen som Erlend Loe - historiens forløb og slutter endda romanen af med en serie arbejdsspørgsmål til læseren a la »Analysér romanens indledning« og »Redegør for brugen af ironi«. Det bliver dog aldrig andet end en udvendig og unødvendig gimmick, men Lone Aburas har så meget blik for moderne mennesker (og hunde!), at man gerne tager det med, og »Den svære toer« ligner så langt fra en svær toer. Mere den legende optakt til en fortrinlig treer.
Lige siden ur- og pionerromaner som Don Quijote og Tristram Shandy har meta-kommentarer været (eller måske rettere: kunne burde have været!) en lige så naturlig del af romanens formsprog (og genreidentitet) som narration og plot, og det skønne ved meta-kommentarerne i Den svære toer er akkurat deres veloplagt oppoppende selvfølgelighed: der insisteres ikke gåseøjnestirrende på dem og i dem, der er der bare som en fuldstændig ligeværdig prosaisk boblen side om side med de fiktive personers omkringssnublen - alt andet lige er der bare for LIDT meta, hvilket, forestiller jeg mig, ville have været min ENESTE anke overfor romanen i den fornøjede anmeldelse, jeg ikke fik lov at skrive i avisen: jeg vil have mere, mest, MEGAmeta, når nu Lone A tydeligvis har så stor og naturlig METAflair! Her kommer et forbilledligt meta-mingelerende citat fra romanens indledende og længste meta-kommentar:
Alt skal op til ovefladen
I nærværende roman skal op til overfladen. Det nytter ikke noget kun at vise toppen af isbjerget. Mange forfattere har gjort det med stort held, og jeg personligt holder af at læse forfattere som Hemingway, og Herman Bang og Helle Helle, hvor det er op til læseren selv at finde det, som ligger gemt under overfladen. Dette kommer ikke til at ske i nærværende roman. Her er ingen undertoner, der skal fanges. Der skal ikke læses mellem linjerne. Alt er er lige ud af posen, Så når der står at Kristoffer (bogens hovedperson) er afhængig af internettet og halvdårlige, men meget populære tv-serier og på et tidspunkt tvinges til at få sig en sund fritidsinteresse og derfor gladelig betaler 24.000 up front til etologisk Institut i Ballerup, så han kan blive hundetræner, så skal det læses som om han gladelig betaler 24.000 up front til Etologisk Institut i Ballerup, fordi han vitterligt tror, det kan få ham ud af afhængigheden og kedsomhedens jerngreb.
Som den senere meta-hetzer Søren Ulrik Thomsen skriver i Ukendt under samme måne:
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
står der
Nem
lig!
Den svære toer er måske nok realisme med et lune som hos en Erlend Loe, men dens små fortællinger om arbejde, kedsomhed og kærlighed minder mere om en TV-soap end om Stor Litteratur. Det må kræve meget mod af en ung ambitiøs forfatter at skrive sådan, og Lone Aburas går da heller ikke planken helt ud. Hun kan nemlig ikke dy sig for at lægge et lidt smart metaplan ind mellem de tilstræbt banale historier om Kristoffer og co., og som i debuten »Føtexsøen« spiller »forfatteren Lone Aburas« en rolle i »Den svære toer«. Alene titlen peger på hendes arbejde med bogen, og allerførste linje lyder videre: »Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte i denne roman.« Og undervejs kommenterer hun - igen som Erlend Loe - historiens forløb og slutter endda romanen af med en serie arbejdsspørgsmål til læseren a la »Analysér romanens indledning« og »Redegør for brugen af ironi«. Det bliver dog aldrig andet end en udvendig og unødvendig gimmick, men Lone Aburas har så meget blik for moderne mennesker (og hunde!), at man gerne tager det med, og »Den svære toer« ligner så langt fra en svær toer. Mere den legende optakt til en fortrinlig treer.
Lige siden ur- og pionerromaner som Don Quijote og Tristram Shandy har meta-kommentarer været (eller måske rettere: kunne burde have været!) en lige så naturlig del af romanens formsprog (og genreidentitet) som narration og plot, og det skønne ved meta-kommentarerne i Den svære toer er akkurat deres veloplagt oppoppende selvfølgelighed: der insisteres ikke gåseøjnestirrende på dem og i dem, der er der bare som en fuldstændig ligeværdig prosaisk boblen side om side med de fiktive personers omkringssnublen - alt andet lige er der bare for LIDT meta, hvilket, forestiller jeg mig, ville have været min ENESTE anke overfor romanen i den fornøjede anmeldelse, jeg ikke fik lov at skrive i avisen: jeg vil have mere, mest, MEGAmeta, når nu Lone A tydeligvis har så stor og naturlig METAflair! Her kommer et forbilledligt meta-mingelerende citat fra romanens indledende og længste meta-kommentar:
Alt skal op til ovefladen
I nærværende roman skal op til overfladen. Det nytter ikke noget kun at vise toppen af isbjerget. Mange forfattere har gjort det med stort held, og jeg personligt holder af at læse forfattere som Hemingway, og Herman Bang og Helle Helle, hvor det er op til læseren selv at finde det, som ligger gemt under overfladen. Dette kommer ikke til at ske i nærværende roman. Her er ingen undertoner, der skal fanges. Der skal ikke læses mellem linjerne. Alt er er lige ud af posen, Så når der står at Kristoffer (bogens hovedperson) er afhængig af internettet og halvdårlige, men meget populære tv-serier og på et tidspunkt tvinges til at få sig en sund fritidsinteresse og derfor gladelig betaler 24.000 up front til etologisk Institut i Ballerup, så han kan blive hundetræner, så skal det læses som om han gladelig betaler 24.000 up front til Etologisk Institut i Ballerup, fordi han vitterligt tror, det kan få ham ud af afhængigheden og kedsomhedens jerngreb.
Som den senere meta-hetzer Søren Ulrik Thomsen skriver i Ukendt under samme måne:
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
står der
Nem
lig!
onsdag den 11. august 2010
Klummekuller all night and all day
Jeg gider ikke skrive om Jakob Levinsen i dag, og jeg gider heller ikke skrive om, at jeg ikke gider skrive om Jakob Levinsen i dag i dag, selvom det nok er det, jeg vælger at gøre: er der ingen vej udenom - og det er der ikke, avisen skal ud - er meta-løsningen altid at foretrække.
fredag den 11. juni 2010
søndag den 21. februar 2010
Metamorderisk
Læren af Michael Hanekes Funny Games US, set på dvd fredag morgen: Jo kirurgisk knappere metaen, jo brutalere effekten. 2 små monologer til kameraet, midtvejs og mod slutningen, og 1 sen tilbagespoling og sletning (af forløsende mord) = 2 ørenfigner og 1 mavepumper! Og pludselig har jeg fået metaangst, altså angst for meta: Da jeg i aftes så Guillermo del Toros rigeligt unheimliche Djævlens rygrad, var jeg hele tiden mest bange for, at det lille, blege drengespøgelse ville henvende sig til MIG med sine onde profetier ...
Abonner på:
Opslag (Atom)
