Tillykke til Ejvind

Min fars bedste ven, Ejvind Larsen, fylder 80 år i dag! TILLYKKE! Jeg var i 9. klasse i praktik hos Ejvind på Information i St. Kongensgade SOM CHEFREDAKTØR. Jeg var rundt på hele avisen og inde på Christiansborg med Ejvind, hvor Karen Jespersen var avisens Christiansborg-reporter, og jeg hilste på Svend Auken, og vi overværede en debat om revselsesretten (der først blev afskaffet flere år senere) og tog hjem på avisen og skrev hver sin leder (imod!), han til Inf. og jeg til min skoleavis Musvågen. Han var rigtig sød og generøs og intens og tog intet hensyn til min unge alder, talte voksent løs om hvad som helst, politik, kultur, avisbusiness, privatliv. Jeg husker især en samtale hjemme hos hans ekskone, min gudmor Gunvor Auken, hvor Ejvind talte om Jens Kistrups Berlingske-anmeldelse samme dag af en Jette Drewsen-roman, det må have været Ingen erindring, 1983, og sagde: Man kan mærke, at han synes, hun (/den) er bedre end Kirsten Thorup(/s Himmel og helvede (fra samme år)! Det gjorde indtryk på mig: At man kunne gå sådan op i, hvad en anmelder sagde og IKKE sagde .

Spørg mig fx om hvor lighteren er

Man kan via Information spørge mig om hvad som helst og få svaret næste lørdag, det står der i hvert fald i avisen :

Næste uge: Lars Bukdahl

Litteraturkritiker på Weekendavisen. Har for nylig skabt debat ved at kalde forfatteren Maja Lee Langvad m. fl. for identitetskarnevalist og er gået hårdt til modangreb på Henrik Dahls idé om et ankenævn for uretfærdigt anmeldte forfattere og har i dag været i biografen og se Only Lovers Letft Alive, som han syntes vældig godt om, "klart Jarmuschs bedste film de sidste 15 år" udtalte han til sin kæreste, digteren Cecilie Lind, der var om muligt endnu mere fornøjet, og bagefter slugte han en croissant fra 7-Eleven, som derfor, fordi filmen var god, smagte desto bedre, men ikke derfor af blod, men det sælger de sikkert snart, blodcroissanter, når de kan finde på at sælge lakridscroissanter, og han vil sikkert ikke kunne lade være at købe en.

Send spørgsmål senest tirsdag til ls@information. dk.

Et interview der handler om LITTERATUR (og LITTERÆRT om mor)!

Nemlig Karen Sybergs interview med Christina Hesselholdt i Informations litteraturtillæg - vs. interviewet med Anette Braad om hendes mor-roman for et par uge siden i samme tillæg - op og ned ad spalter taler Hesselholdt levende og UNDERHOLDENDE om, HVORDAN hun skriver, eksempel til efterfølgelse så sandelig, og hun taler også om, vs. Braad, om hvordan hun skriver om sin mor, om hvordan den kunstneriske hensynsløshed frisætter og ikke forsoner, men måske så (ved netop ikke at belyve) med åbne øjne forsøder (for forfatteren, men frem for alt læseren!) fortiden:

Christina Hesselholdt er ikke nervøs over det, hun har skrevet, siger hun. »Jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke kan være anderledes. Men jeg har været nervøs for portrættet af min mor. Kunne jeg tillade mig at skrive, at hun havde været psykisk syg? Det var ikke ret længe ad gangen, hun var indlagt, men det var en stor ting i min barndom. Jeg håber ikke, jeg har krænket hende, jeg har taget tilløb flere gange, hvor det ikke lykkedes,« tilføjer hun. Nu er det lykkedes, det første store afsnit i Selskabet gør op handler om moren. »Jeg har tiltaget mig ret til at anlægge mit perspektiv, og det giver en fornemmelse af at blive mig selv.« »Noget af mor-teksten er skrevet i nutid, og når jeg havde skrevet det, havde jeg det helt fantastisk godt,« fortæller hun og fortsætter smilende: »Tænk at man kan narre sig selv på den måde!« »Da jeg var færdig med teksten, var det tilsvarende vemodigt. Jeg har jo også sagt farvel til Charles, jeg havde svært ved at se i øjnene at være færdig. Det er et anker at skrive en bog. Man kan hele tiden gå hen til den, og alt det diffuse i bevidstheden, som man ikke ved, hvor man skal gøre af, finder en plads. Og man får lov at have det en gang til.« »Som Julius fra I familiens skød, der meget ligner mig selv, siger, så bliver livet meget langt bagud, når man erindrer. Det er en gave, at man kan have lov til at have tingene så mange gange. På den måde er ’huskningen’,« kalder Christina Hesselholdt det, »et endeløst projekt. Man kan hele tiden huske sig ind i nye områder – i og med, at man formulerer noget, dukker noget nyt op. Og i bogen kommer tingene til at stå der, hvor jeg er ved at skrive, når jeg husker dem, man kan vel kalde det en organisk skrivemåde."

Arrogant uvidenhed

Forfærdeligt tung, tungere end en kasse med mine egne usolgte bøger, føles Information her til morgen, og så opdager jeg, at det er på grund af et krimi-tillæg på 56 sider (med en bagsideannonce for 20 krimier, der kan købes i Føtex, og annoncer er jo nok den reelle bevæggrund til krimitillægget, der er stoppet med dem), hvor tungt forfærdeligt! og hvor er jeg åndssvagt stolt over, at jeg kun kan svare på 1 spørgsmål (OK 2, der er også et spørgsmål om Susanne Stauns Hilsen fra Rexville) i "Den store krimiquiz":

Hvad hed den logisk tænkende detektiv i Edgar Allan Poes novelle 'Dobbeltmordet i Rue Morgue' (1841)?

C. Auguste Dupin!

Men gid dog Poe ikke havde skrevet sine tre Dupin-noveller og ved et teknisk uheld opfundet krimigenren, så havde det ikke været et krimi-tillæg, der skammeligt tyngede Information denne lørdag, men ærefuldt måske faktisk et poesi-tillæg (så meget af den bedste poesi i disse år anmelder Inf slet ikke, fordi den udkommer på små- og mikroforlag).

Det sidste ord er sådan cirka mit

I artiklen i Informations bogtillæg om kultforfattere kan det godt se ud som om, det er min gl. specialevejleder Tania Ørum, der udtaler sig dér til allersidst, men det er altså sådan (som al avisreferat) cirka mig, den forlængst specialeudledte:

Hvis det så er meget svært at lægge en kultforfatter fra sig, selv om forfatteren er blevet mainstream, så kan man evt. dyrke en speciel del af forfatterskabet. Den ' ægte' del.
»Så er man dem, der dyrker avantgardisten Dan Turèll. Ikke popikonet Dan Turèll, Onkel Danny og alt det der. Sådan er det også med Jørgen Leth. Nogle har forfatteren Leth - andre har cykelkommentatoren.«.

Sammensatte ord i annoncer på Informations bagside

fuglereservater
sommerhus

skin care
dagcreme
problemhud
balancing day lotion
hudtype
postordre
fragtfrit
pure shop

cph lifestyle
luksusevent
luksusudstillere

Ib Michael HAR lært at ride, men Bo Reinholdt er flyvende lyvende

Inden Ib Michael endnu en gang eksploderer af galde, vil jeg understrege, at det ikke er min skyld, at der i Karen Sybergs artikel i dagens Information om IM's Politiken-bandbulle refereres forkert fra oeuvret:

Lars Bukdahl påpeger, at Ib Michaels forfatterskab helt ekstremt forkælet./ "Han minder mig om lille dreng, der bliver sur, første gang han er til en ridekonkurrence, hvor det viser sig, at dommeren ikke er fra Hellerup," bemærker han [jeg elsker disse åndssvage omskrivninger af 'siger' - i dag skal alt, hvad jeg siger og skriver, bl.a. dette, være bemærkninger og påpegninger] med reference til Vanilliepigen, hvor faderoprøret kommer til udtryk i hovedpersonens vægring mod at lære at ride.

Det er i Brev til månen, 1995, tredje bind i vanille-trilogien, at hovedpersonens faderoprør kommer til udtryk i hovedpersonens vægring mod at deltage i flere ridekonkurrencer, hvilket også rimer bedre på min allegori (alter egoet i vanille-trilogien vokser op i Roskilde, men det synes jeg ikke er et problem for allegoriens allegoriskhed).

Til gengæld er jeg glad for, at artiklen (og bogtillæggets forside) citerer mig for udbruddet: ": (...) men det kager jo rundt for ham ..." Det er lige til Bevingede ord!

Det modsatte af en forkælet forfatter er ærkesærlingen Bo Renholdt, og jeg er ked af at min oprindelige overskrift til dagens anmeldelse af novellesamlingen Hjertets synskreds er ændret til "Seriøst sære sager" fra (med link til novellen "Stæren"):

STÆRESEER

For det er, hvad Bo Reinholdt, i modsætning til påfugleblinde Ib Michael, er og bliver.

Om ufint

Apropos Information

så fik jeg aldrig skrevet en planlagt blogpost om interviewet med Hanne-Vibeke Holst i Information (men ikke selve bogtillægget, rimeligt nok) sidste fredag, som alle forlængst og forhåbentligt har lykkeligt glemt, så jeg beklager at erindre jer om, at hun fremfører det besynderlige synspunkt, at det er ekskluderende i almindelighed og ekskluderende for KVINDER i særdeleshed at betragte litteratur som et KUNSTNERISK udtryk, hvilket vistnok skal forestille at være et FEMINISTISK synspunkt, her lidt citatsuppe:

»Selvom det folkelige fylder mere i dag, findes der selvfølgelig stadig en finlitterær verden. Vi har det danske akademi, det akademiske miljø, dele af kritikerstanden og så videre, som stadig vil kæmpe for en finere form for litteratur, en mere kunstnerisk [FYORD!] form. Jeg kalder dem de litterære dørvogtere. De betragter stadig litteraturen som en mere eksklusiv kunstart, som er og bør være smal [= kunstnerisk forpligtet og kvalificeret for syv søren]. Og de forsøger at bevare den med næb og kløer [you better believe it!],« siger Hanne-Vibeke Holst. Men det er gammeldags og nedladende ikke at anerkende den såkaldte kvindelige litteratur [det er og bliver til gengæld dybt besynderligt, ikke mindst som erklæret feminist, at definere kvindelitteratur som populær genrelitteratur (og omvendt)], mener hun. For finlitteraturen bliver mindre og mindre interessant, hvis ingen rent faktisk læser den [var Shelleys digte mindre interessante, fordi kun en håndfuld mennesker i hans samtid læste dem, og grunden til at Dickens er fed, er jo heller ikke, at alle samfundsklasser i England læste ham som besatte (modsat NB HVH, der sgu ikke i nogen sociologisk forstand er en folkelig forfatter, sådan som fx X-Factor er et folkeligt tv-program (ja, ja, ja, jeg ser det også, pga. Blachman))]»Finlitteraturen bliver fortrængt til et reservat, som virkelig er et restricted area. Her kan de så gå og bekræfte hinanden i, at de er interessante, og at netop de har fat i kunsten med stort K [det er så rigtigt nok], siger Hanne-Vibeke Holst. »Samtidig buldrer den mere kommercielle mainstreamlitteratur ellers derudaf, uden for reservatet, hvor de mindre fine forfattere kvinderne [!!!] jo ikke rigtig har noget at skulle have sagt. De har ingen indflydelse dér, og det er synd. For det er desværre i reservatet, at meget af magten ligger.« Men er det så ensbetydende med, at kvinderne ikke er i stand til at lave finkulturel litteratur? »Nej, det er nærmere fordi, kvinder i høj grad bliver henvist til at være mainstream. For der er generelt en nedvurdering af kvindelitteraturen, især hvis den handler om det kvindelige rum [Helle Helle Helle Helle Helle!?]. Så er den helt gal. Selvfølgelig er der nogle få kvinder[nogle få? af årets tre kandidater til Kritikerprisen er to ud af tre kvinder, hvilket nærmest ligger under de seneste års gennemsnit, og Pia Juul fik for et øjeblik siden Montana-prisen, Naja Marie Aidt for tre år siden Nordisk Råds Pris] der bliver lukket ind i klubben, ind i smagsdommermiljøet, fordi de skriver i en meget smal litterær tradition [!!!???, den smalle tradition for poesi og romankunst, Shelley, Dickens & co.!!??]. Katrine Marie Guldager [for længst ikke længere smal, heller ikke i kvalitet], Kirsten Hammann [for længst ikke længere smal, kun i kvalitet], eller Kirsten Thorup [en af DK's populæreste romanforfattere, også hos kritikerne, de sidste 30 år, hvilket selvfølgelig må være et kors for tanken for HVH]!? for at nævne nogle. Men generelt er det jo sådan, at kvinder, som skriver bare lidt bredere, bliver henvist til at være mainstream. Og mainstream er ikke et positivt ladet ord i litteraturen [det er det nu egentlig for beklageligt mange (omend kun implicit), men rigtignok ikke hos mig, sagde muskelhunden],« siger Hanne-Vibeke Holst.

Grunden til, at jeg fremturer med det forglemmelige interview, er, at jeg i fredags snuppede en SMAL bog af HVH inde på hylden med anmeldelses-fravalgte bøger (ja, sådan en hylde findes, konspirationsteoretikere), skuespillet Moskva, 7. oktober, og på en time og et kvarter læste de 232 sider (medsamt servilt interview ved min gode WA-kollega Martin Krasnik) - og det bemærkelsesværdige er nu, at HVH skriver endnu mere firkantet og stift og fladt, når hun skriver smalt (og det bliver ikke smallere end dramatik i bogform - spørg bare vores bedste LITTERÆRE dramatikere, Jokum Rohde og Line Knutzon, der så sandelig ikke udkommer på forlaget Gyldendal (fordi de ikke har nogen bestsellere at afpresse med), men på forlaget Drama), end når hun skriver bredt - hendes tjetjenske præsident Tuzarov fx er plattere end nogen skurk i selv tidlige Tintin-hæfter, end i selv Tintin i Sovjet:

TUZAROV: Så skar de svansens hoved af og hængte det op i gasledningen?

MUSA: Sådan har jeg forstår det.

TUZAROV: Efter først at ha' fjollet rundt med det?

MUSA: Det siger de.

TUZAROV: Har de også spillet fodbold med det?

MUSA: Ikke så vidt jeg har hørt.

TUZAROV: Hvorfor gjorde de så ikke det?

MUSA: Fordi de er en forpulet flok bøsserøve, boss. Eller fordi et hoved ikke egner sig særlig godt som bold ...

TUZAROV (bryder ud i larmende latter): Haha, fætter, den var god! De vil hellere trille med Adidas-bolde end med jihadister! Forkælede bøsserøve! de sku' ha' en salve hele bundtet! Men okay, det godt tænkt det med at skære det af og hænge det op. Jeg kan lige se, hvordan kragerne hakker i det. Hug, hug! Så kan de lære det, de skide rebeller!

Elever i 5. klasse skriver bedre!

Jeg er som radikal attituderelativist (og kasserer i spøgelses-Pingklubben) bedøvende ligeglad med, om noget fremtræder som fint eller ufint, så længe det er værd at læse som sprogkunst (i aften har DK's bedste (og eneste?) thrillerforfatter Susanne Staun (what a woman!) chancen for, på min indstilling, at vinde Weekendavisens Litteraturpris (som 2 andre romanskrivende kvinder og 1 lyrisk mand er nomineret til)). Hvad mening giver det fx at kalde Lone Aburas' splinternye roman Den svære toer fin og eksklusiv (og ukvindelig!?), fordi den er under 200 sider lang, ter sig litterært bevidst og benytter sig at meta-effekter, når den i øvrigt er fuldstændigt elementært vittig og velskrevet, kvik og klog og forpulet underholdende ????????????????????

2 sproglige fund i dagens Information

1.
dumpikket
Adjektiv i Infs nye kritikerfund Katrine Hornstrup Ydes anmeldelse af Peter Gantzlers film Dreng:
Den smørlækre guldlok Sebastian Jessen balancerer som i Smukke mennesker (2010) sin rene skønhed (tænk på Luchino Viscontis ung Tadzio i Døden i Venedig) med veltimet, dumpikket teenageakavethed, og forførelsen fungerer fint og forårsforfjamsket - tilsat ølbøvsende viceværts-humor ved Peter Gantzler.

2
Regensens Klokkere
Stillingsbetegnelse i læserbrev vendt mod Jan Sonnergaards (med hans eget ord) "diffamering" af Erik Skyum-Nielsen (fordi - usagt af Sonnergaard - Skyum engang har anmeldt Sonnergaard dårligt: Herregud!) i en restaurantanmeldelse (!) i lørdagens Information - som jeg først læser nu og sgufandeme også er langt ude: ren, ondsindet tilsvining (via anonyme kilder) af Skyum som regensprovst og universitetslektor; godt jeg ikke arbejder på en avis, hvor man (Moderne Tider-redaktionschef Rune Lykkeberg?) trykker sådant smuds om en af sine egne kritikere (eller hvem som helst anden i og for sig) - som ikke engang et debatindlæg, men redaktionelt stof.

Senere samme morgen: Tilbage fra postkassen, tre etager nede

Jeg ved ikke, hvad jeg synes som det nye layout på WA, umiddelbart bryder jeg mig ikke om det, det er alt for lækkert og luftigt stikkende, jeg foretrækker mine spalter krattætte (det kom til at lyde sjofelt, det var ikke meningen!) - men måske er det bare fordi, jeg mistænker, at mindre skrift nu fylder mere, og det gør det vistnok ikke, og fordi der ikke er blevet plads til tre af de fire anmeldelser, jeg skrev i denne uge, nemlig anmeldelserne af Christina Hagens 71 breve til M, Amalie Smiths De næste 5000 dage og Astrid Saalbachs Rødt og grønt & Pietà - men når det nu skal være, er det selvfølgelig cool nok (og ikke overraskende jo at Johs. Møllehave i sit læserbrev nægter at forstå ordet 'cool'), at den ene Anblik-bog, René Jean Jensens Om april, i maj, går forud for tre Gyldendal-bøger.

Og så Information: Gode gensyn med Tue Andersen Nexø, der grubler sensitivt over RJJ's fortræffeligheder (hvor jeg bare glæder mig løs) og Marie-Louise Kjølbye, der har mere kig på og sans for M(orderen) hos Christina Hagen, end jeg har, men til gengæld helt undlader at forholde sig til weirdheden i Vernon Valley-universet - det var en lettelse: jeg trampes ikke ned, jeg suppleres og bliver klogere - den ideelle kritiske situation, aah!

Geometrisk status

Peter Nielsen i Information http://www.information.dk/229289 :

Grøndahl sigter her til det litterære miljø, der udspiller sig omkring Forfatterskolen og til indflydelsesrige kritikere med Lars Bukdahl i spidsen, der hylder det sære og det permanente formbrud:

Sigter godt, men ramler skidt: Det er mange år siden, jeg kom ned fra min spids - miljøet udspilede sig og udspilede sig, indtil dets tyrolerbukser, hyllet i brudeslør, brød deres sære form - jeg er rigtig rund på parketgulvet nu og indflydelsesfattig som en caféugle på Den Permanente.

Abstrakt lystlæsning / Marius & Kaktus

- det gode ved dårlige bøger er, at de giver mulighed for at opleve læseglæde helt rent: som det glædelige i bare at læse bogstaver på en side; det kan jo nemlig så ikke være på grund af de specifikke ord og sætninger, bogstaverne danner, at man sidder og glæder sig, men udelukkende på grund af læsehandlingen i sig selv, som nu i dag, hvor jeg fra cover til cover læste en ny, slet bog på 400 + sider, der udkommer i næste uge, jeg startede imorges og blev færdig ved 14-tiden, afbrudt af en mindre frokostpause, hvor jeg så en Daily Show-episode på computeren, og jeg tror også, at det var afgørende for renfærdigheden i læseglæden, at det var sådan en solidt lang roman, efter nogle uger hvor jeg primært har læst små, spjættende digtbøger, det var rart simpelthen at få læsemusklen ned i det seje, langmodige prosaleje -

- men selvfølgelig undgik jeg ikke - oven i og ved siden af den rene læsning - at lade mig enervere og intimidere: slet litteratur forbliver (heldigvis!) en provokation, ikke mindst når sletheden, som i dette tilfælde, stærkt insisterende prætenderer en viis og inderlig sophistication, der igen og igen viser sig aldeles hul. Det gjorde det så heller ikke bedre, at jeg i morges var kommet til at læse - jeg burde have vidst bedre! - Erik Skyum-Nielsens massivt patroniserende og afslutningsvist lige ud foragtfulde nedhegling af Marius Nørup-Nielsens digtsamling og pludselig forstod vi et levende suk i Informations litteraturtillæg:

Hvor meget jeg end må beundre digterens sans for abrupte vendinger og afskæringer af vers, ender jeg med at blive forstemt over digte, der så konsekvent skruer ned for traditionelle skønhedskvaliteter, og som så gæstfrit lukker op for 'heterogene' indfald. Når man snakkker sammensat kød og spørger, om det mon er lige så sundt, som det er trist at tænke, svarer politikerne nede i EU, at forbrugerne da bare kan sige fra over for produkter, de ikke bryder sig om. Det samme vil jeg gøre over for Nørup-Nielsens opgejlede ordklister.

- som sædvanlig har Skyum flere præcise formelle iagttagelser, hvilket som sædvanlig ikke forhindrer ham i at kløjes så grundigt i sine æstetiske og moralske kvababbelser, at det bliver umuligt for fx mig at genkende den melankolsk anfægtede og egentlig ret nedddæmpede digtbog, jeg troede at have læst og anmeldt for få dage siden; jep, Marius har sin stil, og det er på mange måder en drastisk stil, men det er fremfor alt hans egen stil, der forlængst er gået fra at være manér til bare at være stemme, hans egen 1-mandsstammes stemt stammende stemme - modsat forfatteren til 400 sider +-romanen, der spiller smart som smurt på kælent anonymt smørrebræd. Her en tilfældig lækker-fad sætning fra romanen:

Vi kan tænke hvad vi vil om (...), men vi kan ikke tænke noget, der var værre eller mere fordømmende end det, han selv tænkte, og da slet ikke denne smukke septembermorgen, hvor han var på vej hen for at bese en mulig location for en kampagne for sikkerhedssko.

Og her en tilfældig sær-kroget sætning fra digtsamlingen:

Det er ikke første gang, jeg havde medbragt egen belysning til et stævnemøde, men første gang/ jeg havde glemt rigeligt med/ forlængerledninger.

Den specificerer min læsning, uimodståeligt.

Mathilde Walter Clark puster det mørke hår væk fra ansigtet og uddyber

Hvordan jeg læser Informations bogtillæg (stadig det mindst ringe) denne torsdag morgen, efter min kone har fået sin fødselsdagssang og sine fødselsdagsgaver, og vi har spist morgenmad, 7-11-croissanter (min søn og jeg - den gode nyhed: Lagkagehuset åbner snart en afdeling på Værnedamsvej, i den gamle fotoforretning!) og müsli (min kone), og min søn er gået i skole, og min kone er gået på arbejde, og jeg sidder helt alene tilbage ved fødselsdagsbordet:
Bladre hurtigt væk fra den grimme forsidecollage af en skægget mand, der hedder Lars Olsen og ser skeptisk på en hel masse forfattere, fra Moestrup til Nordbrandt (Nordstrup!), med sugerørene ned i en "kunststøttepunch", for blot på side 2 at møde et foto af selvsamme skæggede mand, nu med gråsprængte hår på brystet, under overskriften: "Forfatter: Kunststøtten går til parnasset". Ja, hvem fanden skulle den ellers gå til? Og billedteksten: "Støtte? Forfatter Lars Olsen forstår ikke, hvorfor Kunstrådets Litteraturudvalg støtter forfattere, der allerede har modtaget masser af af offentlige støttekroner." Fordi gode forfattere mærkeligt nok har det med at have fået støtte før! Doh! Væk fra skægmanden igen! Til opslag om e-bøger, og der er ikke noget, der interesserer mig mindre: "Danskerne må vente længe på fremtidens bøger" Det har de rigtig godt af! Puh, hård torsdag denne, men så kommer forløsningen i form af tre kvikke, kapable anmeldelser af tre nye stykker dansk skønlitteratur - som jeg ikke selv har fået til anmeldelse (men jeg har tænkt mig at eftersøge Lucas på avisen, den burde være min!) og derfor ikke behøver at være paranoid omkring: Helle Juhl Lassen om debutroman af Kamilla Hega Holst, Kamilla Löfström om kortroman af Maja Lucas, Tue Nexø om novellesamling af Jens Peter Kaj Jensen; jeg er ikke sikker på, at jeg i mine egne læsninger vil være enig med de tre (ret glade) anmeldere, men jeg får lyst til at finde ud af, om jeg bliver det! På midteropslaget grande interview med Mathilde Walter Clark , der mener så meget OM, hvad hendes nye, tykke roman med den meget irriterende titel (hvis den ikke lige handlede om en fed romersk senator, og det gør den ikke) Priapus handler OM, at jeg fuldstændig mister lysten til at læse den, hvilket jeg nemlig pinedød skal, eftersom jeg har fået den til anmeldelse. Næste side: Tegneserieanmeldelse, springes let og elegant over, og så lille interview med debutant Ida Marie Hede, hvis Seancer jeg var ret vild med i WA, og som med vold og magt også tvinges til at udtale sig OM sin bogs mening (om ikke handling, for sådan en/nogle er der knap nok), hvilket hun er noget mere uvillig til end Clark, derfor interviewets smalhed. Næste opslag: Anmeldelser af udenlandsk skønlitteraur, mursten, krimi, post-kolo, lynskimmes med dårlig samvittighed. Og til sidst inden Leksikonkrydsen en rigtig skarp og ond kronik af en vis Lars Bjerregaard om "Den ny-nordiske krimi-puritanisme"´, der fik den den!
Rimeligt diverteret og pænt illumineret kan jeg rulle videre i min hverdag.