Fornærmet fordummelse

Bjørn Bredal skrev i går i Politiken en anti-stjerne/hjerte-klumme - sympatisk nok! - der begyndte sådan her:

"Politiken holder fanen højt, når det gælder anmeldelser, ikke sandt? Bog-, film-, teater-, tv-, mad-, musikanmeldelser.

Det myldrer. Og Politiken holder debatmøder og bringer kronikker om, hvor vigtigt det er med anmelderi.

Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.

I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket. Dagbladet Information forsøgte sig forleden med et eksperiment: En hel avis med en stor kultursektion, men ikke en eneste anmeldelse. Kan man det? Selvfølgelig kan man det.

Man kan i det hele taget sagtens afskaffe alt muligt i det samfundsmaskineri, som udgør Den Borgerlige Offentlighed, uden at verden ramler lige med det samme.

Men hen ad vejen ramler den nu lidt alligevel, for hvis ikke vi har en kvalificeret offentlig samtale, så kører vi i ring og risikerer til sidst at køre rigtig galt. Det er ikke nok at knevre løs i øst og vest."

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kommenterede fornærmet på Facebook:

"Bjørn Bredal langer ud til højre og venstre i Politiken, herunder mod Berlingske, som han påstår vil afskaffe professionelle anmeldelser og lade amatører anmelde i stedet.
Man kan men meget om kulturjournalistikken og kulturkritikken i danske medier, men hvis man skal starte et sted, så er noget af det værste for mig at se skribenter som Bredal, der for at føre en kulturkritisk pointe igennem lyver og skriver mod bedre vidende.
For Bredal må vide, at han skriver noget her, som er løgn. Berlingske vil ikke afskaffe den professionelle anmeldelse og sætte amatører til at anmelde i stedet.
Det er hverken hvad vi har gjort, hvad vi gør eller hvad vi kommer til at gøre. Det er heller ikke hvad Berlingske har sagt, at vi vil gøre.
Altså positionerer Bjørn Bredal sig selv ved hjælp af en falsk anklage mod andre. Det er kulturkritik på et niveau, som gør én umådeligt trist."

Det svarede jeg på:

Lars Bukdahl "Det kan godt være, det i komisk beskeden grad er sket: At amatører har anmeldt (som opgjort i min Kontrovers-klumme i fredagens WA Bøger). Men det var da for søren det, der var planen (og her er Bredals eksakte formulering: "Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket"). Berlingske ville, med jeres egne ord, i højere grad »blive stedet, hvor kulturdebatten brydes og de interessante diskussioner og debatter tages op i værker og kulturelle udgivelser. Men fra den 1. august i et betydeligt mere markant og væsentligt skarpere format med stærke profiler til at anmelde. Fremover vil det nemlig betyde, at en række af avisens kendte debattører rykker ind og bliver anmeldere." Hvad skal og kan det betyde andet end at debatørstatus nu er fyldestgørende kvalifikation til at anmelde hvad som helst. Og hvad er er en novellesamlings-anmeldelse af Eva Selsing og en opera-anmeldelse af Asger Aamund andet end amatøranmeldelser?"

Til hvilket; Tom Jensens svarede:

Tom Jensen  "Nej, det var ikke planen at amatører (dvs folk uden faglig indsigt) skulle anmelde som afløsning for fagligt indsigtsfulde anmeldelser. Vi har et gæsteanmelderkoncept (f.eks. Aamund), men det spiller altid op mod den professionelle anmeldelse. Derudover handler det om at udfordre anmeldelsen som lidt indadvendt genre ved at sætte andre (men fagligt kompetente) stemmer i spil udover de gængse. Det har visse åbenlyst set som en trussel. Og deraf - tror jeg - de falske anklager om at ville afskaffe den kvalificerede samtale om kunst og kultur osv. osv. - vrøvl hele vejen igennem. Er kulturen derimod et område, hvor debatten med fordel kan rase, såvel om konkrete værker som om kulturen i bredere forstand? Ja. Se bare til Weekendavisens bogtillæg. Her finder man ofte det hele - hver uge."

 

Til hvilket jeg svarede:

 

Lars Bukdahl "Faglig indsigt/kompetence, når det gælder kulturanmelderi, er jo ikke lig med, at man har en universitetsgrad i et eller andet og måske endda noget humanistisk, det er lig med opdateret viden om og levende engagement i og - som måske det mest sjældne - forfinet sans for nøjagtig den kunstart, man beskæftiger sig med. Når din debat- og kulturredaktør (i den ovenfor linkede tekst) kvalificerer Eva Selsings licens til at anmelde "Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert" således: "Hun er uddannet filosof med kunsthistoriske studier bag sig og vil med sikkerhed kunne engagere sig vidende i det, hun ser, læser eller lytter til", er det et forsvar for kritisk dilettanteri, som gør mig ret uendeligt trist. "

Til hvilket Tom Jensen ikke svarede noget.

Oprindeligere slutning

Allerførst skrev jeg den her slutning på kontroversen, men det gav mere mening med et litterært anmeldelsesobjekt:

"Og nu må den jomfrunalske honeymoon altså være ovre, hvis Berlingske stadig skal fortjene vores snerrende despekt: Send Søren Hviid Pedersen ind til Vega og anmelde The Breeders omsider"

- The Breeders har lige udsendt denne fine i en hver forstand anti-nationalkonservative single:

ANMELD DETTE DIGT, SØREN PIND! NEJ, LAD VÆRE!

Link  til slutningen på min kontrovers i WA Bøger går om det reelle sølle resultat af kulturkritikkens debatificering i Berlingske, der lød sådan her (i min originale formulering, redaktøren flyttede rundt på et indskud og fjernede et 'og' - hvor vover han!):

-->

"Og nu må den jomfrunalske honeymoon altså være ovre, hvis Berlingske stadig skal fortjene vores snerrende despekt: Send minister og blogger og USA-elsker Søren Pind, i en forsvarligt foret konvolut, Henrik Nordbrandts i næste uge udkommende digtsamling, Den store amerikanske hævn. Nej, vent, gør det ikke!"

- jeg havde i skrivende nu endnu ikke selv modtaget og læst Nordbrandts digtsamling, det har jeg nu, og sikke et hårdt splintret rod, men bortset fra det er her det andet af to titeldigte, hårdt og splintret og rodet:

"DEN STORE AMERIKANSKE HÆVN II

Dn Store Amerikanske Hævn, hviskede hun'
til sig selv. Men hvor fik hun det fra?
Og burdeman skamme sig?
Over at være menneske, altså.
Hun var alene med lugten
af røg og nedfaldne æbler
og nøjagtigt lige langt til alle sider
så langt hen på året
at hun ikke kunne se sit eget ansigt
i mosens vand.
Selvmord var en mulighed, men den der Store
Amerikanske Hævn?
Over for den var selv døden vist magtesløs.
Hendes skytsånder
som havde stået i den silende regn
hele sommeren, følte hun
var blevet sure
og nu var de tilmed begyndt at græde.
De ville få hende til at ligne
filmhistoriens mest frastødende person.
jeg gjorde det sgu, råbte hun
jeg sprang sgu.
Så blev jeg Fred Astaire.
Så fortrød jeg
og så brændt som heks. Og så
ned fra asken i en plasticpose
og tilbage til det skur på Lolland
hvor vi altid mødes, når det går galt.
Hvad kunne være mere naturligt?
sagde min mor, vi elskede jo alle den pige.
Strø hende ud under æbletræet.
Nu ved du, det er en drøm
så posen kan du altid bruge en anden gang.
Er det det hele? spurgte jeg
Er det Den Store Amerikanske Hævn?
Ja, det er det, sagde hun. Det er det hele.
Der er ikke andet.
Der er ikke andet."

#bevardanskeanmeldere

KRITISK SOLIDARITET PÅ SMATTEN

Lucia Odoom at Roskilde Festival.

1 hr · Instagram ·

Selsing har ingenting på Treo og jeg #bevardedanskemusikanmeldere vi er tarvelige men bevar os (Vi rendte ind i hinanden til Ice Cube)

Spoiled critic will spoil

Det er åbenbart en særlig filmkritisk faglighed ikke at spoile plots - klip fra kommentartråd til fornuftig opdatering ved Twin Peaks-ekspert Andreas Helskov om dabtaificering (med link til Blogdahl):

"Søren Frellesen Det er vel ikke et spørgsmål om hvorvidt han har en pointe eller ej. Hvis han ikke selv er bedre end dem som han anklager ryger pointen jo. Og han har mange gange illustreret sin manglende faglighed som filmanmelder, blandt andet ved at afsløre en films handling. Han siger at han er kvalificeret da han har set en hulens masse film. Jeg har læst en hulens masse bøger, men ved godt at jeg ikke ville være egnet til at anmelde litteratur.

Andreas Halskov For mig er det netop kun pointen, som er interessant. Jeg er ligeglad med den mere personlige diskussion. For mig handler det udelukkende om vores syn på faglighed (eller rettere, visse fagligheder), og, nej, pointen ryger ikke. Det kan jeg ikke se. Om LB så er den bedste til at fremføre pointen er en anden sag, som der sikkert er nogle, der kan koge en masse suppe på. Men din kommentar svarer til at sige, at Anders Fogh Rasmussen har uret i, at kreativ bogføring er problematisk alene fordi han selv er blevet taget i kreativ bogføring. Hans pointe ville da fortsat være korrekt, men måske kunne man kalde ham hyklerisk. Den diskussion er dog, for mig at se en anden og mere personlig diskussion. Pointen er stadigvæk god, uagtet om LB er den rette til at fremføre den eller ej.

Søren Frellesen Det har du ret i. Den formulerede jeg dårligt. Men lad os så bare kalde det hykleri

Andreas Halskov Men jeg tænkte netop på dig, Frelle, fordi du vist nok engang delte en anmeldelse fra Information (mener jeg), hvor anmelderen skrev om en skuespiller, som gjorde det godt 'på trods af personinstruktionen.' Det husker jeg som et eklatant eksempel på, hvad en anmelder uden forståelse for mediet og kunstformen kan finde på at sige. Hvordan i alverden kunne hun slutte sig til det?"

- og så fandt jeg lige min famøse plot-spoilende anmeldelse frem, også apropos parallel diskussion her på bloggen i kommentarsporet til blogpost nedenfor om min filmanmelder-faglighed - dette er en filmanmeldelse signeret mig (fra mine tidligere år som Ekko-anmelder, nærmere bestemt 2008):

-->

"Kandidaten

***

Af Lars Bukdahl

Jeg sidder her og prøver at bilde mig selv ind, at før jeg sætter mig til at skrive denne yderst forbeholdne anmeldelse af Kasper Barfoeds kønt åndssvage danske thriller Kandidaten, kan jeg blive nødt at løbe ned i Blockbuster på Vesterbrogade og leje Tony Gilroys skidegode amerikanske thriller Michael Clayton fra sidste år, så jeg kan sikre mig without a shadow of a doubt, at jeg husker ret, når jeg mener, at også den thriller slutter med at lade sin jurauddannede titelperson, i Michael Clayton: George Clooney, i Kandidaten: Nicolai Lie Kaaes, fikst optage skurkens ufikst detaljerede tilståelse på en diktafon/mobiltelefon?

  Men jeg ved jo udmærket, at der ville være tale om en overspringshandling af rang, med ydermere den sandsynlige og uproduktive konsekvens, at jeg desto grundigere kom til at glemme den film, jeg nu alligevel er godt i gang med at anmelde. Den klassiske diktafon-scene i dansk film finder vi naturligvis i Søren Faulis og Bo hr. Hansens De skrigende halse, 1993, da Søren Pilmarks Djarnis beviser, at Thomas Bo Larsens Frank faktisk har kaldt ham Djarnisdrengen: ”Djarnis tager en recording walkman op af lommen og spoler tilbage. Klart og tydeligt lyder det fra den lille højttaler: FRANK: Hej Djarnisdrengen. Djarnis slukker båndoptageren og ser alvorligt på Frank.”

  Ja, det var så en tekstlig overspringshandling, og problemet, jeg så ivrigt forsøger at springer over og forbi, er det anmelder-klassiske, at hvad jeg primært vil kritisere i filmen er historie og plot, men eftersom vi har med en såkaldt thriller at gøre, hvor historie og plot virkelig betyder noget, kan jeg ikke røbe særligt meget af hverken det ene eller det andet og jo i hvert fald slet ikke slutningen, som nemlig er det suverænt mest idiotiske ved filmen. Men der er nok desværre ingen vej uden om, så rødt blink, rødt blink!

  SPOILER ALERT: Længere nede vil jeg røbe alt for meget (mere!) af den såkaldte handling, men det er, tro mig, kære filmbladslæser, for dit eget bedste, dermed slipper du for selv at blive skuffet og mystificeret og kan under filmen koncentrere dig 100 % om de rent filmiske kvaliteter:

  Og først og fremmest er det flot, som filmen er i bevægelse, håndholdt og stedspecifikt, hektisk og stemningsfuldt, gennem København og Nordsjælland, takket være fotograf Manuel Alberto Claro og klipperne Adam Nielsen og Peter Brandt. Bare synd. at Nikolaj Lie Kaaes (som den ambitiøse og hævngerrige advokat Jonas Bechmann fanget i et djævelsk og bedragerisk spil; det var så mit korte, uskyldige handlingsreferat) forpustet er tvunget til at følge med kameramand og klippere, for det giver ham meget lidt mulighed for at spille andet end – meget forpustet.

    Og så – ALERT, ALERT – plottets pinlighed, for jeg er helt med på, at et thrillerplot ikke skal være socialrealistisk sandsynligt, og jeg holder meget af genrens uforudsigelige twists and turns, men uforudsigeligheden kan også blive så automatisk og klichefuld (når fx samme kvinde 2 gange spiller død), og usandsynligheden så klodset og absurd (når fx en advokat og to politibetjente betaler en kvinde for 2 gange at spille død), at man bliver mere enerveret end diverteret. Og frem for alt: Castes Ulf Nattevagten Pilgaard som hovedpersonens sinistert bekymrede gudfar er det for fanden kun uforudsigeligt, hvis han ikke er superskurken, men skal han med forbumlet vold og magt absolut være det, kunne han så ikke have fået lov at være det mere elegant, rent plotmæssigt (det hele djævelske og bedrageriske spil forekommer ikke bare urealistisk, men også direkte unødvendigt, rent plotmæssigt)?

  Alt røbet! Se Nikolaj løbe i ring, prustende."

Debatificeringsdebat, fortsat fra sidste nummer

(i P1 Debat i dag fortsatte diskussionen om debatificeringen af Berlingskes anmeldelser, medvirkende var ud over mig Lone Nikolajsen, Mikkel Andersson og Mads Kastrup, vært Mads Aagaard
LINK HER)

Den pind jeg speedsynger på (skrrrrrøbelig)

Jeg skrevet det her inde på tråden under Anne Sophia Hermansens FB-link til sin egen aviskommentar (ubesvaret af hende):

Lars Bukdahl Ingen forsvarer kedsommelighed og mangel på engagement. Tværtimod for helvede! Men engagement er, hvad kritik angår, kun noget værd, når det er et fagligt engagement, dvs. funderet i og raketmotor-drevet af dybt kendskab til og flammende interesse for det, man taler om. Det har været sandt om alle stærke og vigtige kritikere altid, fra Heiberg og Brandes i det 19. århundrede over Borum og Hansgeorg Lenz i det 20. til Lone Nikolajsen og Katrine Hornstrup Yde lige nu. Det går vitterligt over min forstand, at en Berlingske-redaktør definerer dannelse som at ævle opkørt om hvad som helst, man ikke har forstand på, men har en mening om. For ja, der er noget, der hedder at have forstand på noget. Og ja, ja og atter ja, mennesker, der med talent og ildhu karakteriserer og vurderer sager, de har stor og rig forstand på, er det mest underholdende i hele verden – vi kunne også kalde det Per Arnoldi- og Ole Michelsen-reglen om kunstformidling. kh

Og her er alt det fornuftige og debatværdige, de to nutidige anmeldere, jeg nævner, Lone og Katrine (+ Lea Korsgaard og Marie Carsten Pedersen) skriver i tråden under mit opdatering om deadline-programmet):

"Lone Nikolajsen Her er min debatanmeldelse: Det var slapt af værten ikke at angribe Søren Hviids præmisser om, at det 1. var udtryk for åbning og mere pluralisme, når man vil give avisens velkendte ansigter mere plads på bekostning af de traditionelle anmeldere + 2. at sammensmeltningen af debatstof og kritik er et udtryk for demokrati, fordi det er udemokratisk at kræve særlige forudsætninger for at have en stemme. Dels udmærker de nye debattøranmeldere sig ved i høj grad at have en stemme og en platform, dels er der ret stor forskel på at have stemmeret og at få penge for at bedrive et fag.

Katrine Hornstrup Yde Flot fægtet, Lars! Undrer mig meget over at Søren Hviid er sendt i byen på vegne af Anne Sophia og skal forsvare hendes nye linje uden at have merviden om den, uden helt at kunne formulere hendes kritiksyn og helt sikkert uden at kunne argumentere som hun ville gøre. Deadlines kulturdebatter med bikarakterer i studiet er fesent. At sidestille demokratisk stemmeret med retten til at anmelde kultur i et stort dagblad uden at have viden er...jo ikke til at diskutere med. Og det ville være meget federe at få Lea og dig til at udfordre Anne Sophias egne argumenter såsom denne fascinerende følgerække: "Kan man kun forstå en film, hvis man har læst filmvidenskab? Kan kun kvinder anmelde kvinder etc.?" Det er trods alt en logisk kortslutning fra den magtfulde hests egen mund og derfor mere interessant at gå ned i. Og så undrer jeg mig over, at Lea ikke bliver spurgt om, hvorfor hun som chefredaktør for en avis af i morgen, Zetland, så vidt jeg ved helt har fravalgt kulturanmeldelser til fordel for få andre og mere (ofte sjove) vær-klædt-på-til-den-dannede-rødvinsmiddag-agtige kulturkritikgreb (a'la Leas egen "Her er ti grunde til at se X Factor" etc). Det er der sikkert gode grunde til - Zetland skal finde sin egen vej - men det er spøjst at det ikke i det mindste bliver italesat, når nu det er den fagligt funderede kulturanmeldelsesinstitution, der er under afvikling.

Lea Korsgaard Vi har rigtig nok på Zetland ingen klassiske anmeldelser Katrine, men bringer hjertens gerne kritik – det vi plejer at kalde "argument" på redaktionen. Ambitionen er imidlertid, at den kritik, eller de argumenter, altid skal rodfæstes i en substantiel viden og en selvstændig research. (Min egen X Factor-hyldest var eksempelvis ikke en holdning flået ud af ærmet til lejligheden, men en researchet ting, jeg skrev på baggrund af en årelang og i øvrigt helt overdrevent nørdet interesse for lige præcis det program. Om det fungerede efter hensigten eller ej, lader jeg andre om at vurdere). Mit ærinde i denne sammenhæng, altså Deadline-sammenhæng, er at slå til lyd for den publicistiske journalistik – anmeldelser så vel som alt andet i dén gryde – der bekender sig til nødvendigheden af viden, faglighed, indsigt, research og erfaring. Også i de tilfælde, hvor ærindet er at tilbyde en holdning.

Katrine Hornstrup Yde Det synes jeg ville have været fedt at få med, det er en god afgrænsning af emnet og for Zetland en indgang til kritik, som der også kommer nogle fine tekster ud af. Hvad der sker, hvis man nedprioriterer/fjerner den anmeldende kritiker til fordel for lejlighedsvis, velresearchet opdatering om kulturfænomener synes jeg dog også er et stort tab af faglighed og fordybelse i det lange løb: Vi har ikke blot brug for fagjournalister med lejlighedsvise 'argumenter' om kultur - men kulturkritikere med et arbejdslivslangt overblik og indsigt og toptræning i velbegrundet at mene - de skal sætte alt fra værker og nye bevægelser til kulturpolitik i perspektiv og kan gøre det på et helt andet niveau end en neddykning i kultur fra tid til anden. Forudsat at man mener at kritikeren er og skal kunne noget andet, som Bukdahl var inde på i Deadline. Mao: Bukdahl ville fx ikke have nogen pind at sidde og speedsynge på, hvis fremtidens indstilling til kritik er som Zetlands. MEN. Jeg ved det godt. Det er en anden snak. Og alle aviser er ikke Zetland. Vi gør det forskelligt. Det er godt. Hvad tænker mon mit zetlandske kritikeridol Marie Carsten Pedersen?

Marie Carsten Pedersen ·

Jeg tænker først og fremmest, at jeg er meget enig i at kritik og kritikere er en genre, en metodik, en sindssygt vigtig stemme og et fagområde i sig selv, og at jeg mener at tendensen på ALLE dagblade til at 'alle kan være kritkere' er en udvanding af kritikken, som vil ende med at gøre den til et ligegyldigt nichefænomen.

Var i selv chok over at læse Mette Davidsen-Nielsens kommentar i avisen forleden, hvor hun begræd teaterkritikkens forsvinden - i selvsamme avis, som fyrede sin eneste, og en af landets bedste og mest respekterede, teaterkritiker for under et år siden, og valgte ikke at genbesætte stillingen, men sprede teaterkritikken ud over redaktionen med let hånd. (Det var ikke Mette D-N der traf valget om at afskedige Monna Dithmer, for the record, men det er ikke desto mindre avisens aktuelle situation).

Jeg tænker også, at jeg elskede at anmelde kulturhistoriske museer og udstillinger i Politiken, og at jeg er ked af, at det som samlet kritikfelt er opløst i enkelte nedslag. Især taget i betragtning hvor meget redaktionelt fokus, der fra aviserens side ligger på museernes drift, økonomi, popularitet og alt i det felt. At der ikke er (ret meget) æstetisk og formidlingsmæssigt orienteret kritikstof til at supplere det, er en ubalance i fforståelsne og fremstillingen af, hvad museer er for en slags institutioner i vores samfund - for den enkelte, for vidensproduktion, for forskning, for offentligheden, you name it.

Og så tænker jeg, at i forhold til Zetland, så er det set med mine øjne en god og rigtig prioritering og afgrænsning for os, med det opdrag, mission og de ressourcer, vi har, at vi ikke har en decideret kritikerstab og kritiksektion med stjerner og faste formater etc. Men altså, der er jo analyse og holdning i vores sådan 'a la kritik'-artikler, og ofte, i mine øjne, på en måde der ligger tættere op af hvad jeg opfatter som kritikkens klassiske form - et bidrag til en konstruktivt kritisk samtale mellem aktører i et æstetisk felt - versus anmeldelsens forbrugervejledning.

Det var det! Tak fordi du spurgte, Katrine!

Katrine Hornstrup Yde Marie Carsten Pedersen Booom! Tak fordi du svarede, Marie. Meget enig i alt.

Katrine Hornstrup Yde Er enig i at kulturkritik skal være mange forskellige ting og udforme sig på mange forskellige måder og selvfølgelig være meget, meget mere end forbrugervejledning, som kun den dårlige anmeldelse er - det arbejdede jeg og vi også aktivt på at gøre på Politiken med et utal af greb, og det kommer til at ske i højere grad på Information. Mit indtryk er absolut ikke, at Zetland er dækket nok ind når det kommer til kulturkritik (i alle dets former), og jeg synes fx at dine museumsanmeldelser ville passe smukt ind på avisen og ikke behøver folde sig ud i a'la kritik-artikler. Men at der skal prioriteres hårdt er en anden og ærlig sag.

Marie Carsten Pedersen · 52 mutual friends

Jeg er uenig i at mine anmeldelser som jeg skrev dem i Politiken ville passe ind i Zetland som Zetland er i dag. Men det er fino med mig. Der var også nogle grunde til at jeg gerne ville noget andet, jo ☺️

 

Lone Nikolajsen Det er nemlig meget underligt, at Deadline ikke prøver at placere debatten i den større overordnede diskussion af anmeldelsens rolle, som Politiken kører i disse uger. Det kommer til at lyde som en diskussion om, hvem der er inviteret med til hvilken fest, frem for hvad man egentlig vil med dagbladskritikken. Når Deadline fremlægger konflikterne som så personfikserede, virker det som om, de ikke rigtig har gidet danne sig et billede af, hvad diskussionen grundlæggende handler om. Det er ikke altid, men meget ofte sådan i Deadline. Er der andre stofområder, der bliver behandlet så dovent."

Forståelighedsskala

(mig og Lea Korsgaard og Søren Hviid Petersen i Deadline:
 LINK HER)

1. FORSTÅELIGT
(smooth pædagogisk ansigt til ansigt)

2. FUCKING FORSTÅELIGT
(fræsende sprechstallmeisteragtigt på scenens skråhed)

3. M O T H E R F U C K I N G
F O R S T Å E L I G T
(motoreksploderende kontortionistisk rundt og rundt og rundt på dødsdromen (lige i baghjulet på og - når det går vildest til - lige præcist overhalende det fatherkilling U-forståelige)

NÆRLÆS (OG OPLÆS!) DETTE HER, SØREN HVIID PETERSEN!

This is the water.
And this is the well.
Drink full
and descend.
The horse is the white of the eye
and the dark within.

Første debatkritiker-hyring (SUK)

Sådan præsenterer hun sig på Facebook:

"Borgerlig debattør med hang til simreretter og brune bodegaer.

• Politisk debattør at Berlingske
• Stud.jur. at Karnov Group A/S
• Søndagsfrokosten på P1
• Former Skribent at Århus Stiftstidende
• Former Kampagneleder at Liberal Alliance
• Studied Jura: at Københavns Universitet
• Studied at CEPOS Akademi
• Lives in København
• Joined February 2008
• Followed by 1,068 people"

Og sådan præsenteres hun på berlingske.dk:

"Majbritt Maria Nielsen er 28 år og bor på Frederiksberg.
Læser jura på Københavns Universitet og arbejder til daglig med juridisk formidling.
Hun er tidligere skribent for Århus Stiftstidende, kampagneleder for Liberal Alliance og erklæret socialliberal.
Blogger om frihed og personligt ansvar, et overstimuleret velfærdssamfund og forsøger at holde identitetsdebatten på et absolut minimum."

Og her er et klip fra hendes seneste blogindlæg, med overskriften "Roskilde Førstival", som mener noget om curlingforældre og Roskilde festival og helt eksplicit, fordi det var det, man skulle mene noget om den uge:

"Nå. Var min absolutte indignation over dyrekortforældre generelt og senest deres angreb på almindelige markedskræfter i private virksomheder ikke tydelig nok, så har jeg tænkt mig at bøje det i neon nu. For nu er det også et problem, at børn og mindreårige festivalgæster bortvises fra områder, der ikke er sikre for dem at slå lejr i, at de ikke kan finde liggepladser og at de fryser. Og hvem gider nedværdige sig til at problematisere vejret som værende et Roskildeansvar? You guessed it. Forældre i 2017.
Jeg havde faktisk bestemt mig for, at jeg ikke ville kommentere på Roskilde Festival og de forældre, der ikke kan lade deres børn opleve verden uden filter, heller ikke når de selv har betalt billetten dertil. Men nu har jeg siddet og irritationssvedt og knurret i en hjørnesofa i flere timer og jeg kan ikke holde min kæft. Hvad foregår der? HVAD FOREGÅR DER!?
Gratis koncerter uden udsyn. Legoland. Mangel på teltpladser. Da udtrykket ”curlingforældre” så dagens lys, tror jeg, vi var flere, der kodede det sammen med taxakørsel til sport og skole, lommepenge til hobe og konstant bekræftelse af, at netop det pågældende barn var det mest fantastiske barn nogensinde. Ellers havde forældrene vel næppe givet ungen et navn, der var en Narniaprinsesse værdigt. For at klarificere, selvom det næppe er nødvendigt mere, er der tale om en gruppe af forældre, der evigt beskæftiger sig med at præparere isen for ungerne, der herefter kan stryge lige ned i mål uden problemer."

Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!

FOR SLET IKKE AT TALE OM DETTE, EVA SELSING!

ANMELD DETTE, ASGER AAMUND!

Budskab tilpasset socialt medie

	= Lars Bukdahl @LarsBukdahl   Tynd te, tante B!

Så hellere min taxachauffør

- på turen ud til TV2 og Presselogen, hvor jeg medvirkede som indklippet talende hoved i går morges (men ikke så det selv, vi har ikke TV2 News - til gengæld er jeg på i Deadline tirsdag eller onsdag aften om samme emne og forhåbentlig i DEBAT med den kommende debat/kulturredaktør) - end Sørine, Asger og co. Min taxachauffør definerede præcist poesi som "store følelser i koncentreret form" og fortalte om, hvordan han i en dansktime havde følte sig fuldstændig bondefanget af sin dansklærer, der havde en abstrakt, forblommet fortolkning af et digt, han helt straight læste som handlende om et overgreb. Fem minutter før vi nåede Teglholmsvej, satte han en sang på, som for ham var eminent poetisk, og som havde summet i hans hoved i flere uger, efter han første gang hørte den, det var Eddie Vedders "Society" (vist originalt skrevet af Jerry Hannan) fra soundtracket til filmen "Into the Wild" - her er teksten:

"It's a mystery to me
We have a greed with which we have agreed
And you think you have to want more than you need
Until you have it all, you won't be free

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me

When you want more than you have, you think you need
And when you think more than you want, your thoughts begin to bleed
I think I need to find a bigger place
Cause when you have more than you think, you need more space

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
Hope you're not lonely without me

There's those thinking more or less, less is more
But if less is more, how you keepin score?
Means for every point you make your level drops
Kinda like you're startin' from the top
And you can't do that

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
I hope you're not lonely without me
Society, have mercy on me
I hope you're not angry if I disagree
Society, you're crazy indeed
I hope you're not lonely without me"

Bevar Jørgen Johansen

Det er ikke, fordi der er så frygtelig mange gode anmeldere tilbage på Berlingske - og jo blandt andet fordi litteraturredaktør Søren Kassebeer, der ikke er en synderlig god anmelder, vælger sig selv til at anmelde de bøger, han finder mest spændende, hvilket i sig selv gør ham til en virkelig dårlig litteraturredaktør, OG MON HAN HAR EN MENING OM DEN NYE DEBATIFICERING OG DENS KNÆGTNING AF HANS REDAKTIONELLE FRIHED!? - men der er JØRGEN JOHANSEN, en af vores bedste og mest sensitive og erfarne poesianmeldere, som de senere år (sikkert i mangel på andre gode anmeldere) også har fungeret som en af vores bedste og mest sensitive prosaanmeldere. Johansen er i den grad ikke en debattør, han er BARE en skidegod kritiker, og han er helt reelt i fare under den nye debatificering, og det er helt ærligt rædselsfuldt. Her er afsnittet om Ida Marie Hedes Bedårende (som ham selvfølgelig giver 5 stjerner) i hans seneste anmeldelse, en bunkeanmeldelse af Hede, Holmegaard og NImand Duvå:

"I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende« sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt »nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.

Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som animerede partygængere: »Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist.« Absolut krævende er prosabogen »Bedårende«, når Ida Marie Hede drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda Galas' performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning."

Debat-afprivatisering

Berlingskes debatredaktør og fra 1. august også kulturredaktør Anne Sophia Hermansen skrev til mig privat over Messenger, fordi hun ikke brød sig om min kommentar bag på WA Bøger i fredags om den debatificering af kulturen på Berlingske, som hun skal stå i spidsen for. Det er jo sådan noget, tænker jeg, man bør diskutere på livet løs i debatspalter, men det mener hun åbenbart ikke. Jeg vil ikke copypaste, hvad hun skrev, men efter mit svar på hendes besked og hendes rimeligt ekstensive svar på mit svar skrev jeg følgende, som hun efter et halvandet døgns tid stadig ikke har svaret på:

"(...) jeg skal nok hyle videre om den engagerede faglighed, uden hvilken kritik er en tom og meningsløs praksis fuld af varm luft. Selvfølgelig kan litteratur også være prisme, men den er sprogkunst først, og den kunst skal kritikeren have sans for og forstand på, før jeg gider høre på vedkommende. Det har (Per Stig) Møller og (Kristian) Ditlev, som begge er eller har været litteraturanmeldere, men det har (Asger) Aamund og (Sørine) Gotfredsen afgjort ikke - de må da hjertens gerne debattere litteratur, men hvorfor skal de anmelde den? For ja, jammerlige anmeldelser er der rigeligt af i Berlingske, men løsningen er da ikke mere støjende, men mindre kvalificerede penne, men mere kvalificeret musicerende penne. kh Lars"
  
Okay, også lige dette klip fra mit første svar: 

" (...) denne i mine øjne både principielle og reelle undergravning af kritikken som genre og institution, som vel først og fremmest er chefredaktionens ansvar. Og hvad er ukorrekt? At debattører qua deres debattalent nu skal skrive anmeldelser, som før blev skrevet af anmeldere der er anmeldere qua deres kritikertalent? Og at dette ikke skal ske undtagelsesvist, men som en ny, konsekvent, redaktionel politik, knæsat med dit dobbeltjob?"