GENSTART Á GO-GO!

-->

HVAD BLOGDAHL ER

Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.

BLOGDAHL OG CITATER

Som værk-indrammet, kritisk og kunstnerisk collage-føljeton benytter Blogdahl sig af en udvidet, kunstnerisk ytringsfrihed. Citater af tekster og billeder sættes i kontekst af såvel omgivende tekst og citatets placering i en citat-komposition (= collage) som bloggens og den enkelte posts indramning. Når det er sagt, skeler citeringen på Blogdahl hårdt til et relevans-kriterium i forhold til bloggens virkefelt og den enkelte posts ærinde. Blogdahl følger efter bedste evne reglerne for god citatskik (Citatet må ikke være længere, end formålet tilsiger. Ophavsmanden skal krediteres ved angivelse af navn. Kilden skal angives. Citatet skal være korrekt).

ANG. BLOGDAHLS TANKEPAUSE

Blogdahl har holdt 2 måneders tænkepause! Det, der skulle tænkes over – og læses og tales med indsigtsfulde mennesker om - var akkurat omgangen med andres tekster og billeder i blogposter. Anledningen var en Facebook-opdatering (der er fjernet på hendes egen profil, men stadig kan læses på min) af Berlingskes debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen, der udtrykte forargelse over en dengang månedgammel blogpost - der som led i den polemiske diskussion af Berlingskes nye anmelderhyrings-politik præsenterede en ny kulturanmelder, Majbriit Maria Nielsen, ved at gengive en Facebook-opdatering, inkl. selfie, om hendes hyring, hendes egne cv’er fra henholdsvis Facebook og hendes blog og et uddrag fra en Berlingske-blogpost; bloguddraget knyttede jeg en kort kritisk kommentar til – og ikke mindst kommentarfeltet under opdateringen, hvor der var en del anklagende/truende snak om blogpostens tyvagtighed, blandt andet fra MMN selv (som jeg dog ikke siden har hørt fra, hverken offentligt eller privat – eller juridisk; hun har desuden endnu ikke skrevet sin første anmeldelse). Jeg skrev selv følgende kommentar i tråden:

”Hej-hej - fra en anden tidszone. Og tak for opmærksomheden til min månedgamle blogpost, som forekommer mig rigeligt voldsom. Posten var/er et led i min polemiske diskussion af den nye anmelder-politik på Berlingske. Majbrit Maria Nielsen er omsider et konkret eksempel på en Berlingske-debattør, der er blevet bedt om at være kulturanmelder. Jeg lavede en lille collage af hendes FB-proklamation af det nye job, hendes CV-præsentationer på FB og Berlingske og et generøst citat fra et debatindlæg, som jeg knyttede tre linjers kritisk kommentar til. Pointen fra min side var ikke latterliggørelse, men en meget ren undren: Hvad kvalificerer denne person til at anmelde teater/film/litteratur/billedkunst i Berlingske? Engagement, viden, sprogligt talent? Jeg er ked af, hvis MMN føler sig krænket på sin person og sin ophavsret af mit citat af FB-tekst og billede, begge dele er nu fjernet. KH”

Kort tid efter gjorde jeg bloggen privat, fordi jeg simpelthen var blevet forskrækket og, tænkte jeg, måske med rette, fordi jeg ikke tidligere med nogen grundighed havde tænkt over bloggens citat-politik. Da et par uger var henrundet, skrev jeg denne opdatering på FB:

”Kære Blogdahl-læsere. Tak fordi I savner bloggen! Den skal nok komme tilbage, og sorry for ikke at have forklaret offentligt, hvorfor den ikke lader sig læse lige nu. Som jeg har skrevet til dem, der har henvendt sig privat, blev jeg - efter en aggressiv Facebooktråd om en månedgammel blogpost, der præsenterede en ny Berlingske-anmelder ved at lade hende præsentere sig selv - omsider konstruktivt paranoid omkring, hvordan jeg omgås copyright, andres tekster og billeder, på min blog og foretrak derfor lige at lade den pausere et øjeblik, mens jeg taler med kloge mennesker og professorer om, hvad der er fornuftigt og lovligt at copypaste af alt det, der er oplysende og skønt og sjovt at copypaste. Ses om lidt på det gamle net! KH”

Nu har jeg talt og tænkt! Og resultatet er, at jeg nok har været for sjusket med især kreditering af billede-citater, men grundlæggende - bloggens koncept- og værkmæssige, kunstneriske og kritiske karakter taget i betragtning - har jeg opført mig rimeligt ordentlig eller ordentligt rimeligt, hvad tekst-citering angår. Hvis vi ser på blogposten, der udløste tankepausen, så indgår den som sagt i en serie af poster, der polemiserer imod Berlingskes nye anmelderhyrings-politik. I posten kommer jeg med et konkret eksempel på en hyret anmelder, som jeg ikke havde hørt om før, og hvis kvalifikationer jeg helt reelt har svært ved at få øje på. Jeg går ikke på løs strandhugst i MMN’s FB-billedarkiv, men nøjes med at citere den åbne opdatering, hvor billede og tekst eksplicit markerer og fejrer anmelder-hyringen, ligesom de to CV’er jo lige præcis er cv’er, selvpræsentationer ord til andet. Blog-uddraget (med tilhørende link) skal dokumentere det manglende skrivetalent og kommenteres kritisk, men tekstnært. Hvis der er satire i blogposten – og det må der gerne være, synes jeg – står det, på klassisk grusomhedsudstillende vis, helt for de umanipulerede tekst- og billede-citaters egen regning; det er ikke chikane at fremvise, hvad meningsmagere offentligt selv har sagt og knipset, forhåbentlig finder MMN selv intet latterligt eller ukvalificerende i opdatering, cv’er og blogpost. I forhold til Blogdahls diskussion af kritik i almindelighed og Berlingskes nye anmelderhyrings-politik i særdeleshed må blogposten og dens citatelementer siges at besidde fuld relevans (ligesom den som selvstændig hybrid-tekst, med overskrift og tekst-kommentar, sagtens retfærdiggør sin signerede eksistens). Men klart nok, når det er MMN så meget imod, at jeg gengiver hendes opdatering, så fjerner jeg den da bare igen, det skal (i dette tilfælde) ikke komme an på det.

Morale: Jeg må ikke sjuske med at citere, jeg skal holde mig vagtsom og bevidst og samvittighedsfuld, når jeg benytter mig af andres ord og billeder. Men så længe citeringen er relevant og – med det dyreste ord heromkring – nødvendig, skal jeg ikke lade være med at citere, så det vil jeg ikke lade være med.

OG LAD SÅ KOMME I GANG MED AT HAVE GANG I DEN – ENDNU EN GANG! 

(foto: dig) 

Første debatkritiker-hyring (SUK)

Sådan præsenterer hun sig på Facebook:

"Borgerlig debattør med hang til simreretter og brune bodegaer.

• Politisk debattør at Berlingske
• Stud.jur. at Karnov Group A/S
• Søndagsfrokosten på P1
• Former Skribent at Århus Stiftstidende
• Former Kampagneleder at Liberal Alliance
• Studied Jura: at Københavns Universitet
• Studied at CEPOS Akademi
• Lives in København
• Joined February 2008
• Followed by 1,068 people"

Og sådan præsenteres hun på berlingske.dk:

"Majbritt Maria Nielsen er 28 år og bor på Frederiksberg.
Læser jura på Københavns Universitet og arbejder til daglig med juridisk formidling.
Hun er tidligere skribent for Århus Stiftstidende, kampagneleder for Liberal Alliance og erklæret socialliberal.
Blogger om frihed og personligt ansvar, et overstimuleret velfærdssamfund og forsøger at holde identitetsdebatten på et absolut minimum."

Og her er et klip fra hendes seneste blogindlæg, med overskriften "Roskilde Førstival", som mener noget om curlingforældre og Roskilde festival og helt eksplicit, fordi det var det, man skulle mene noget om den uge:

"Nå. Var min absolutte indignation over dyrekortforældre generelt og senest deres angreb på almindelige markedskræfter i private virksomheder ikke tydelig nok, så har jeg tænkt mig at bøje det i neon nu. For nu er det også et problem, at børn og mindreårige festivalgæster bortvises fra områder, der ikke er sikre for dem at slå lejr i, at de ikke kan finde liggepladser og at de fryser. Og hvem gider nedværdige sig til at problematisere vejret som værende et Roskildeansvar? You guessed it. Forældre i 2017.
Jeg havde faktisk bestemt mig for, at jeg ikke ville kommentere på Roskilde Festival og de forældre, der ikke kan lade deres børn opleve verden uden filter, heller ikke når de selv har betalt billetten dertil. Men nu har jeg siddet og irritationssvedt og knurret i en hjørnesofa i flere timer og jeg kan ikke holde min kæft. Hvad foregår der? HVAD FOREGÅR DER!?
Gratis koncerter uden udsyn. Legoland. Mangel på teltpladser. Da udtrykket ”curlingforældre” så dagens lys, tror jeg, vi var flere, der kodede det sammen med taxakørsel til sport og skole, lommepenge til hobe og konstant bekræftelse af, at netop det pågældende barn var det mest fantastiske barn nogensinde. Ellers havde forældrene vel næppe givet ungen et navn, der var en Narniaprinsesse værdigt. For at klarificere, selvom det næppe er nødvendigt mere, er der tale om en gruppe af forældre, der evigt beskæftiger sig med at præparere isen for ungerne, der herefter kan stryge lige ned i mål uden problemer."

Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!