Tillykke til Yahya med et citat af Simon, ikke mig, fra Stefans bog

Yahya Hassan fylder 22 år i dag, bag fucking tremmer, jeg ved ikke om det er juridisk retfærdigt, det er i hvert fald poetisk uretfærdigt og noget prosaisk lort!

Setfan Kjerkegaard tænker godt og grundigt om Yahyas stadig væk eneste bog, debuten af samme navn, i sin nye tankevækkende og -værkende bog Den mennenskelige plet, som jeg bunkeomtaler positivt sammen med bøger af Karen Wagner og Gregersen/Skiveren i WA Bøger i dag. Han, SK, citerer mig, LB, for at karakterisere Yahya Hassan "præcist" her på Blogdahl, det er bare ikke mine ord (om YH's ord), men YH's redaktør, Simon Pasternaks, hvis tale til YH i anledning af udddleingen af WA's Litteraturpris, Blogdahl havde fået lov at bringe - og credit where credit is due, så her er de tre år gamle, lige præcis præcise ord (lidt flere end dem Stefan citerer) fra Simon som et tillykke til den inderligt tøjlesløse, PT tøjlede digter:

"Og ”Yahya Hassan” er en god poesibog – der ikke bare er 1:1 hård barndom og hashrygning, overfald og politijagter, men et ekspanderende, karismatisk, brutalt, hylende morsomt, gribende, desperat og hårdt formeksperimentarium. Den begynder som knaldhård og kuldslået knækprosa uden dikkedarer a la Vita Andersen om en opvækst i Århus med pøle af pis, tæv med trælameller, angst for julemanden, indbrud, røgtelefoner og brutale pædagoger. Derefter slår den over på et  mere hallucinatorisk og metaforisk spor, hvor der skides roser og hvor barnekroppene ligger ved bjergets fod. For til sidst at ende i det fantastiske topstykke ”Langdigt”, der over 35 sider modulerer ud i et vildt syntaksdestruerende amokløb a la Hassan Khemiri eller måske endda Lars Skinnebach, der på et – hvad? århusiansk, perkerdansk – eller måske på lyrisk - brænder det hele af og opsuger al fortid, alt liv og alle tematikker ind i et vildt lyrisk nu, hvor sprogmaskinen bare kører af sig selv – og som slutter sådan her:

OG UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER JEG STIKKER JER NED

EN EFTER EN

MIG JEG ER DEN SKØRE SØN

MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD

MED CIVILISERET OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER

MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD

OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD

MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ

MIG JEG ER HUND

MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG

OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN

Og hvad er den ugerning mon? Andet end at have noget så forkasteligt som et talent og modet til at forsvare sit territorium – sproget og poesien."

Jungletrommer 1

Interessant kommentarspor med deltagelse af Haarder, Stefan Kjerkegaard og storbror Woetmann under Jon Helt Haarders FB-link til Christian Hagens poetik (men også henvisende til Haarders og Camilla Schwartz's Informations-indlæg):

Comments

Stefan Kjerkegaard Jeg er CH-fan, men miseren er, tror jeg, værkets (manglende?) grænser. Grænsen finder man i hvert fald ikke i og med bogen. "I modsætning til mine kritikere så ser jeg ikke min litteratur som et sted, hvor jeg promoverer mine private holdninger", siger hun. Men hvor går grænserne for "min litteratur"? Er det skandaleombruste interview også "min litteratur"? Det tror jeg. Men det forvirrer og giver diffus respons. For hvor står CH så? Hvem er CH? Endnu en af CHs roller?

Jon Helt Haarder Behøver det at være meget problematisk at CH er en del af værket, altså lissom vi i gamle dage diskuterede om man kunne komme ud af Beckwerket? Hvis vi nu tænker på CH som netværk hvor der udføres arbejde, du ved, så kan vi vel sige at hun og bøgerne er de primære aktører, men ikke de eneste. Fx vil jeg mene Nordenhofs opslag har meget med sagen at gøre, den måde hun fik tydeliggjort en stor forskel i opfattelsen af litteraturens etik og forholdet til forfatterens privatliv

Stefan Kjerkegaard Nej, det gør det sikkert ikke, Jon. Og jeg er enig i at AONs opslag var, om ikke andet, så i hvert fald en ret dårlig læsning af CH. Men jeg tror også at der er forskellige værkopfattelser på spil. CH opererer med en eller anden (minimal) værkopfattelse, samtidig med at hun nedbryder/dekonstruerer den. Det gør AON ikke, tror jeg. Ironien er væsentlig her. Ironi er imidlertid slet ikke AONs ballgame. Altså: Jeg er ikke så interesseret i, hvem der har ret, men mere hvad der er på spil, hvilke litteratur- og kunstopfattelser.
Selv tror jeg på, at selve perspektivet "værker". Også når vi beckwerker 😄 Det er svært ikke at værke, når man læser.

Jon Helt Haarder Jeg kan meget godt lide pointen med at værke - at værket skabes som i-værk-sættelse med flere aktive deltagere, og hvor noget der måske kunne have været med, holdes ude mens andet placeres i værket. Iværksættelsen kan så være eller mindre færdig, måske, som når man (modernistisk) autonomt forholder sig til en tekst, det er en færdig pakke af iværksættelsesaktiviteter med veldefinerede roller og med en historisk opstået fastlæggelse af grænsen mellem tekst og kontekst, mens andre former for - avantgardistisk, semionautisk - iværksættelse mere åbenlyst kræver en indsats, og hvor rollerne måske ikke engang er definerede endnu. Den sidste form for værkning kendetegnede vel AONs blog, måske er det sigende for de holdninger hun kommer med i opslaget at hun ikke længere har den åben? I hvert fald er der i opslaget og mange af kommentarerne en litteratur-moralfilosofi på færde som jeg er meget imod

Stefan Kjerkegaard Tak for god og præcis kommentar, Jon. Jeg er heller ikke så meget for den der med "os og dem", uanset hvilken politisk fløj, det kommer fra. Så hellere være en røv med ører.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Problemet er vel at vedblive at hævde autonomi, når værkets grænse bliver diffus, når man agerer ekkokammer for tidens ånd, kalder man så ikke på kritik, og er den kritik i så fald udtryk for censur? For mig at se er Hagens metode ironisk i omgang med det nederen, dvs. det politisk og moralsk fritsatte, og trænger vi virkelig mere af den frisættelse (hvor meget skal individet ha lov at hævde sig selv?), eller kalder tiden omvendt ikke på mobilisering i det gode/fælles/solidariske? Produktion af skam. Det tror jeg, ok, nu gled jeg lige ud i verden, men det er jo også det værket gør, fordi det er godt på den led.

Jon Helt Haarder Jeg synes som Stefan at der er alt rigeligt med mobilisering og dem/os, de onde racister og de gode antikapitalister, det er for nemt og for hurtigt, man kan hverken tænke, skrive, læse eller ånde i det klima

Lars-Emil Woetmann Nielsen men er noget i tvivl om hvor Jungle står i den ligning, er den så åben? Og kræver tænkningen og vejrtrækningen ikke modstand?

Lars-Emil Woetmann Nielsen de gode antikapitalister, det lyder som en sygdom, alt politik er ikke naiv antikapitalisme

Hvem skriver for nogen?

På sin blog skriver Stefan Kjerkegaard, der lige får læst bøgerne (undtagen Simon Grotrians) LIDT senere, fordi han er ansat på universitetet, om Kim Leines Profeterne i Evigehdsfjorden, som han vistnok mere kan lide end ikke, i hvert fald slutter blogposten sådan her:

Nuvel, Løgneren af Martin A. Hansen (en roman som jeg aldrig helt kommer til at holde af) var jo også en radioroman, skrevet på bestilling, og den betragtes som en klassiker i dag. Jeg synes, at Leines roman er bedre end Hansens, så lad mig bare skrotte alle forbehold og (som Roselil) brøle, at Leines roman er god. Den er, med alt hvad det indebærer inden for sin genre og art (bestselleren), faktisk fermt og konsekvent udført. Der ligger et stort og grundigt arbejde bag, og det er bestemt ikke mange forfattere, der kan håndtere en fortælling af den art, slet ikke danske forfattere. Leine kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent.

Jeg hader genrerelativeret kritik, og at en bog "indnefor sin genre og art" er "både fermt og konsekvent udført" og at en forfatter "kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent" kan i min kritiske bog aldrig være kunstnerisk ros. Faktisk tror jeg, at Kim Leine har en genuin ambition om at lave kunst og hvorfor nogensinde vurdere et skønlitterært værk som andet (jeg sidder lige nu og læser en roman om en filosof og teolog, der måske holder OK filosofisk og teologisk, men fandeme ikke som skrivekunst)?

En anonym  kommentator spørger Stefan det gode spørgsmål:

Er bestseller nu en genre?

Og får svaret:

Kære Anonym, nej, det skriver jeg vist heller ikke, jeg bruger ordet ART. Tænker bare at inden for romangenren, findes der romaner, der udover deres overordnede genremæssige placering også forsøger at placere sig i et, hvad skal man kalde det, kulturelt hierarki måske? Jeg tror ikke,at Leine fx har ambitioner om at få gode anmeldelser af Bukdahl eller Andersen Nexø. Han vil hellere have en stor læserskare, og det er jo fair nok. Det betyder ikke automatisk, at det er dårlig litteratur. Det er fx befriende, at Leine selv siger, at han lod sig overtale til at indskrive en mordgåde af sin redaktør (Simon Pasternak). Jeg tror fx ikke, at der er nogen, der forsøger at overtale, hvem skal vi sige...? fx Hesselholdt, til at skrive en mordgåde eller andet ind i sin prosa, sådan at den får bredere appel ; - )

Jamen, vi må da formode, at Pasternak (jeg har lige flået hans østfrontsroman Dødszoner til mig, som jeg forbandet nok ikke må/skal anmelde, og har meget svært ved ikke læse løs i den i stedet for al Kierkegaarderiet) har opfordret til en mordgåde for at gøre romanen bedre, ikke bare mere salgbar. Og igen: Jeg tror, Leine har ambitioner om at skrive en god roman, der modtager gode anmeldelser af hvem som helst. Men Kjerkegaard får det jo til at lyde som om, der er nogen, der skriver bøger med det formål at få gode anmeldelser af mig og Tue (der bestemt ikke altid deler smag - Jonas Rolsted!), og det tror jeg heller ikke, der er nogen, der gør, i hver fald ikke nogen, der er noget ved, og da slet ikke Hesselholdt; hun skriver, tror jeg på, de bedste bøger, hun kan skrive, men det gør dem vel på den anden side ikke uredigerbare, og det kan da godt være, at det en dag er et mord, der mangler, og at en redaktør kan gøre hende det begribeligt. Grundlæggende ved vi ikke eller bør vi i hvert fald være helt ligeglade med, hvad forfattere har af blakkede hensyn ud over den kunstneriske ambition og forholde os aristokratisk attituderelativistiske: alt kan være stor litteratur, hvis det altså er stor litteratur; Susanne Staun, DK's eminenteste genreforfatter indenfor den populæreste genreart: krimi & thriller, vil da skide på, om hun er en fremragende krimi- og thrillerforfatter, hun vil være og ER en fremragende forfatterforfatter (og alle vil altid sælge mange bøger, også Simon Grotrian!).

Vridere vris

(Stefan Kjerkegaard på sin blog)

Lad os derfor kigge på forskellene først: En vigtig een af slagsen, dvs. en væsentlig forskel mellem kendis-award show og litteratur-award show, er, at der i det sidste følger penge med. Kulturel kapital indløses til økonomisk kapital. Hvis det har noget på sig, så er litteraturpriser udtryk for, at vi generelt mangler forståelse for, hvorfor et værk er godt, og at kulturel kapital, fx i form af gode anmeldelser, ikke er et tilstrækkeligt parameter, eller i hvert fald et parameter i krise. Men når værket ydermere tildeles økonomisk kapital, giver det pludselige mening (for Peter Rindal og co). Tilskrivning af økonomisk kapital er (i vore dage) et kvalitetsstempel, også selvom dette sker under dække af kulturelle kapitalformer. 

 

Det er meget enkelt: Oven i at ære en god forfatter for en god bog med en forhåbentlig i samme og følgende nu i offentligheden tydelig pris (der gør opmærksom på, at her er der en bog, der er værd at læse), der er til at prale på bogflapper med i al fremtid, stikker man den gode forfatter nogen penge, fordi penge er lig med tid til at skrive en til god bog (fordi en god bog sjældent tjener den næste ind) hvilket jo simpelthen bare er en for både forfatteren og os læsere af gode bøger nyttig måde at vise taknemlighed for prisværdighed på.

Snak om en uting

I skulle have været der i går,

og nogle af jer var det også,

til Kritikersalon i Århus,

det var var for vildt:

Vi snakkede poesi!

Eller rettere: Poesien

besnakkede os til at

besnakke den til at

besnakke os til at

og atter at.

Lille raserianfald 2 (for helvede, Stefan)

På sin blog bliver Stefan Kjerkegaard ved med at skrive om og linke til den evige Knausgaard og en håndfuld andre og mindre norske auotfiktionalister, eller hvad de nu kan hedde, som jeg ikke har læst noget af, og jeg kan mærke, jeg begynder at blive stædig, sådan Stieg Larsson-stædig: aldrig skal de få mig til at læse det gejl! hvilket selvfølgelig er fuldstændig urimeligt, men én ting er, at jeg er ude af stand til at forstå, hvorfor man (fra at interessere sig for Grotrian og Laugesen og Højholt) kan interessere sig for autofiktion I SIG SELV ud over på et rent Poul Behrendtsk detektivisk plan, der er og har altid været bøger med auotfiktive træk og autofiktiv dynamik, gode bøger og dårlige bøger, men hvis autofiktiviteten er interessant I SIG SELV er det som noget fælt eksistentielt noget og/eller samtidssociologisk Marianne Stidsen-trist trist noget, men dét er som sagt én ting, en anden ting er, at det i DK kunstnerisk vægtigste og vitaleste og komplekseste autofiktive projekt, nemlig Hans Otto Jørgensens, i to romantrilogier, den sidste afsluttet i denne uge med Sæt Asta fri, plus det rasende løs(agtig)e, aldrig læses ind i sammenhængen, så vidt jeg har set (jeg vil meget gerne tage fejl) som, satser jeg blindt 1000 norske kroner på, absolut konkurrencedygtigt med alle de inderligt udblæste nordmænd.

Highlights fra mit kommende stor-- og hovedværk, Lars Bukdahl: Udvalgte blogkommentarer, Gyldendal 2025

Kære Olga
Min søn og jeg vil gerne vide hvor og hvordan du ser "Bored To Death", jo ikke på dvd, vel, men går den virkelig på en tv-kanal?
Og så bliver du udnævnt til den nye Poul Borum i WA i morgen, bare en advarsel!
kh Lars

- på Olga Ravns blog

På kryds og tvært:

Min farmor var norsk, min farfar skrev bogen "Det skjulte Norge" - er det ikke nok Bukdahlsk norskhed?

Til det dér lyrikseminar på KUA var eksperimentet at konstruere en dansk kanon ud fra, hvilke digtere der var var mest og stærkest læst af deres kolleger - men jeg havde en fin søjle helt ude til højre, som måske var svær at se nede fra salen, med udenlandske påvirkninger/forbindelser, og ud for 00'erne blev luften TYK af kridtstøv, fra NY-skole til svenske sprog-materialister -

Ja, jeg er meget optaget af den danske litteratur - shoot me! - men der skal jo være nogen, der har læst og kan fremhæve fx Voetmanns og Hagens bøger, når det nationale selvhad går over gevind.

Men jeg interesserer mig ikke for noget, der hedder eller kan afgrænses som smal litteratur eller finlitteratur - jeg interesserer mig for god litteratur, hvor og hvordan den end har tænkt sig at optræde - og det var et hårdt feltarbejde sgu for syv-otte år siden i dansk raps jungle. Det, som NOGEN - et tu, Stefan - vælger at afgrænse som smalt og fint (og OK jeg gør det også selv - offensivt/polemisk, med min Bet fx), indeholder så bare, i mine øjne, som jeg (og x antal avislæsere) stoler på, uforholdsmæssig meget god litteratur - vi har ikke nogen Charles Dickens, vi har en Hanne-Vibeke Holst, men det gider jeg ikke begræde, når vi til gengæld har fx Vibeke Grønfeldt, og synd for de millioner (af også nordmænd), der ikke læser Grønfeldt, ikke synd for mig eller Grønfeldt eller den ualmindeligt rige danske litteratur -

Jeg gider i det hele taget ikke begræde NOGET og føler mig på ingen måde isoleret, jeg skriver for en avis med 200.000 læsere og optræder i fjernsyn og radio og holder folkelige foredrag i det ganske land - men jeg redigerer også Hvedekorn med 300 læsere og skriver digtsamlinger (og F.P. Jac-monografi) med 20 læsere og blog (og blog-kommentarer! watch me go og atter go) med jeg ved heldigvis ikke hvor få læsere og artikler i de bittemindste tidsskrifter og antologier - og det hele er lige vigtigt, fordi det er lige vigtigt for mig, og 1 læser er NOK, det mener jeg virkelig, og 2 læsere, dig og mig, er VILDT mange, for hvor mange er ellers nok, og hvor mange er ellers mange, op til min store helt David Letterman, mod hvis 20.000.000 seere, Hanne Vibeke blegner fuldstændig bort - og selvfølgelig er en af de primale drifter i en kritisk praksis markskrigeriet: læs dette, Hagen, Voetmann, Grønfeldt, det er pissepissegodt, men igen 1 (til) læser er NOK, 2 (til) læsere er VILDT mange.

Pyh!

på Stefan Kjerkegaards blog, hvor diskussionen, forhåbentlig, fortsætter ...

Kosmisk vrøvl om 90'erne

90'erne må pludselig være lang tid siden, når de kan fortegnes så eftertrykkeligt, som det sker i en dybt forvrøvlet artikel af Andreas Harbsmeier (redaktør af dansk Lettre Internationale (hvis det stadig eksisterer)), "Dansk litteratur i reservat", i noget net-noget, der hedder Eurozine, som Stefan Kjerkegaard ukommenteret (er han enig? i hvor meget? sig noget, Stefan!) linkede til i en blogpost i går:

Jakob Ejersbo er et andet godt bud på en forfatter, der ikke alene har formået at have andet og mere på hjerte end indadvendt selvpromovering, men også har forløst det stilistisk i en ambitiøs form [jeg orker ikke her at attakere den hovedløse kanonisering af Jakob Ejersbo, men jeg (eller Tue Nexø, som jeg diskuterede det med på café i går (mens Stefan linkede)) bør gøre det snart LB]. 90ernes danske litteratur var præget af en form for "forfatterskolelitteratur", der i mangel af centrale temaer for den engagerede litteratur, med velskrivende, oftest kvindelige forfattere som Helle Helle, Christina Hesselholdt og Kirsten Hammann m.fl., indbød til et muligvis kærkomment blik ind i de nære problemers univers. Tendensen blev kritiseret for at være tematisk uambitiøst og alt for fokuseret på form. I centrum stod det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv. Denne tendens¹ popularitet bragte forfatterne ind i det nye årtusinde med stor succes. Med præcise, kølige sætninger rykkede de nære, små problemer i centrum i en stilistisk overbevisende ny tendens. Et nyt tiltag kunne den unge [= 34-årige LB] Jan Sonnergaard præstere.

Som om 90'ernes (kvindelige) prosa) er lig med (lige præcis indskrænkede læsninger af) Helle Helles 90'er og 00'er-forfatterskab og Kirsten Hammanns 2004-roman Smørhullet (hvis centrale smertepunkt lige præcis er den globalistiske skyldfølelse, der så eksploderer hallucinatorisk i En dråbe i havet, 2008] og Christina Hesselholdts 2007-roman I familiens skød (der tæller en afghansk flytgning blandt sine hovedpersoner). Solvej Balles, Katrine Marie Guldagers, Kirsten Hammanns, Merete Pryds Helles (Pryds!) og Christina Hesselholdts 90'er-prosabøger handler om ALT ANDET, bortset lige fra indenrigs- og udenrigspolitik, end de nære problemers univers - i centrum stod OVERHOVEDET IKKE det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv - men en brændende eksistentiel og encyklopædisk nysgerrighed overfor det menneskelige og dets indfældethed i verden (og kosmos såmænd), og bla bla bla, læs videre i min fra forlaget udsolgte mursten Generationsmaskinen (eksemplarer kan vistnok endnu bestilles i Samlerens Bogklub ...), hvor jeg i min begejstring over den næstfølgende, gævt gøglende generation nu og da behandlede 90'erne noget patroniserende, men nu får jeg virkelig lyst til at forsvare dem, med næb og klør, for hvor er dog virkelighedsmodellen og -gestaltningen inderligt fattig i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi (så kom jeg alligevel til at disse den) sammenlignet med fx Solvej Balles Ifølge loven, Katrine Marie Guldagers Det grønne øje, Kirsten Hammanns Bannister, Helles Helles Eksempel på liv, Merete Pryds Helles Men jorden står til evig tid og Christina Hesselholdts Det skjulte (hvilket lige præcis Katrine nok ikke (længere) er enig i, men det er så bare synd for hende - og hendes forfatterskab).