Zpejlinger

I sin 4 hjerters-anmeldelse i Politikens bogtillæg igår af Mathilde Walter Clarks forførerroman Priapus bekender Mikkel Bruun Zangenberg at han "lidt for ofte" føler sig "ramt af Clarks portræt" af en forfører, men det, tror jeg, er (typisk mandlig = ja, jeg er sgu en værre forfører!) ønsketænkning. Hvad, Zangenberg genkender og ømt spejler sig i, er snarere romanens uudholdelige stilholdning - i en blogpost nedenfor, "Abstrakt læselyst / Marius & Kaktus", uden navns og titels nævnelse karakteriseret som "viis og inderlig sophistication, der igen og igen viser sig aldeles hul" - som han i anmeldelsen antyder visse forbehold overfor, der imidlertid straks fejes af bordet igen , med formuleringer, der nemlig selv er i værste forstand "barokke broderier", kælent overgjorte - og vel derfor (affejningen, jf. curlingsspilleres affejning af/til den spejlblanke is)!:

(...) fortælleren er måske også en anelse for forelsket i sin egen sans for barokke broderier. Men det er petitesser og pedanteri af den slags, som i teksten påfaldende ofte tilskrives en karikatur, der ryger pibe og er iklædt tweedjakke - så Gud forbyde, at vi her skulle gøre os skyldige i den synd. Som mand føler jeg mig lidt for ofte ramt af Clarks portræt - og det er vel at mærke en cadeau. Rummer "Priapus" nu sandheden om den mandlige forfører? Får Cordelia det sidste ord? Næppe, her er ingen nemme sandheder at få ved disken.

Stilholdningen, Clarks og Zangenbergs, i to ord (og ét retorisk spørgsmål): Cadeau? Næppe!

Og i mit fordomsinventarium er det sgu da en stilholdning, jeg lige akkurat forbinder med pibe og tweedjakke, men sådan er det nok med fjendebilleder: helvede er de andre rygende pibe og iført tweedjakke.