Lilian kan selv få 4 falske hjerter

for endnu en gang at give en bog, hun eksplicit ikke bryder sig om, 4 hjerter, sidst var det Pablo Llambìas' Hundstein, denne gang Jan Sonnergaards Otte fortællinger - er det en særlig censurfunktion i Politikens anmeldelsesskabelon, der forhindrer (iflg. Politiken) etablerede og kanoniserede forfattere i at blive tildelt færre end 4 hjerter; til gengæld kan eksperimenterende eller bare opfindsomme bøger ikke få MERE end 4 hjerter, som givet af Zangenberg til År 9 efter Loopet og Munk Rösing til Nellies bog, og mener hun virkelig, lektoren, at Sonnergaards og Franks bøger er nøjagtigt lige jævnt glimrende? Det er meget svært at finde uforbeholdent positive smagsdomme i anmeldelsen; den starter ud med at forsøge at gå ind for Paris-fortælling 1 ved, som så ofte før, at lade privat sentimentalitet overrule litterær smag og sans, men det er ikke længe, hun kan holde den kritiske maske:

Jeg blev suget behageligt med af den første fortælling i Jan Sonnergaards nye bog og følte mig i stand til at dele dens billede af lykken: At flanere mand og kvinde sammen på æstetisk opdagelse gennem en europæisk storby. Nyde kunst, mad og hinanden./ Men fik også den der lidt flove fornemmelse af, at det her sådan set bare var søbemad rettet mod mit segment: en kulørt erotisk historie piffet op med æstetisk og kulinarisk raffinement. Som så ikke er så raffineret endda. Sonnergaards (eller hans jegfortælleres) smag for højere gastronomi, lækre habitter og velklædte kvinder er ikke æstetisk aristokratisme, men snarere beslægtet med den nyriges: jo dyrere, jo bedre.

Hvorpå hun geråder ud i tvivl om Sonnergaards loyalitet overfor sine hovedpersoners trælshed og træskhed:

Nu skal man selvfølgelig ikke glemme, at Sonnergaard ikke er identisk med sine hovedpersoner, heller ikke når de er jegfortællere, og i sit forfatterskab generelt ofte udstiller dem som klassepositioner snarere end sympatiserer med dem./ Men hvor går grænsen mellem sympati og udstilling, mellem alvor og ironi?/ En af de mandlige hovedpersoner, vi følger, er helt tydeligt skildret som et dumt svin, en anden skal temmelig sikkert læses som en okay fyr, men hvor i spektret placerer de andre sig?

Og det må være denne tvivl, som retfærdiggør de 4 hjerter - hele sidste spalte af anmeldelsen håber på, at Sonnegaard mener sit hadefulde portræt af Erik Skyum i Rom-fortællingen ironisk, men det gør han HELT TYDELIGT IKKE, og så er det koketteri at lade som om, at det faktisk er en mulighed, og sådant koketteri mod bedre vidende eller fornemmende har jeg selv benyttet mig af talrige gange (herunder min allerførste anmeldelse i KD, men (forhåbentlig) ikke for nylig), kriminelt bliver det først, når koketteriet får indflydelse på smagsdommen, og det gør det TYDELIGVIS her, for hvorfor i alverden ellers de 4 hjerte? Ja, Sonnergaard markerer varierende grad af distance fra og identitet med og sympati og antipati for sine hovedpersoner, men deres nyrige snobbisme og puerile kvindesyn/ideal er HELT TYDELIGT Sonnergaards egne (anti)idiosynkrasier af den simple grund, at de er de samme hele bogen igennem (undtagen den afsluttende spøgelseshistorie, bogens mest, nej eneste vellykkede og velskabte). Tue Nexø udtrykker samme tvivl om forfatterloyalitet i sin langt mere TYDELIGT kritiske Information-anmeldelse, men lader ikke som om, at tvivlen er genuin; eller rettere påpeger, at den tvivl, bogen selv koketterer med, er forloren; jeg kan så ikke gennemskue, hvorvidt Tues positive fortolkning af Amager-fortællingen til slut er ironi/koketteri, eller om han virkelig selv tror på, at Sonnergaard er så raffineret, for det er han TYDELIGVIS IKKE:

Egentlig brod i forhold til samtiden er der i øvrigt kun i en enkelt af dem. I »Miraklet på lorteøen« får et slæng af gamle bekendte, alle stamkunder på den samme amagerkanske bodega, helt uforklarligt den grille at hjælpe en fordrukken bums til hægterne. Ikke engang de selv kan forstå hvorfor, de er ellers kørt fast i den samme smålige hakken på hinanden. Og de vil ikke fortælle nogen om deres gode gerning, heller ikke pressen:/ »De troede blot på én ting, nemlig at man indimellem bliver nødt til at opføre sig som et ordentligt menneske. Og så troede de alle som én på én ting mere: At man ikke skal rende rundt og prale med de få gode gerninger, man er så heldig at få lov til at udøve her på Jorden.«/ En smuk og opbyggelig morale, ikke sandt? Men som motto for »Miraklet på lorteøen« står en version af den tyske filosof Immanuel Kants kategoriske imperativ. Det lyder, at ens handlinger bør være sådan, at man ud fra dem kan udlede en almen lov. Det handler om det modsatte af mirakler, det handler om en moral, der skal gennemtrænge hvert eneste sekund af vores liv./ Sagt på en anden måde: Hvad ligner det at kompensere for sin smålighed i et enkelt uforklarligt anfald af godhed? Og derefter varme sig ved det og føle sig som et ordentligt menneske? Det svirp, denne diskrete vrængen ad sin egen tekst – og ad tidens tro på det undtagelsesvist ordentlige menneske – den er fint udført. Så er det bare ærgerligt, at resten af Sonnergaards nye bog slet ikke holder niveau.

Bogen får også fire stjerner i Berlingske og Jyllands-Posten for at være okay rimelig signeret Sonnergaardsk (Brand-boosting kunne man kalde det, selv når brandet fremstår desperat oppumpet og udhulet) god, men gu er den da ej, og som (ud over mig) ellers kun påpeget af Tue, så er novellerne først og fremmest fuldstændig uformeligt meningsløst monsterlange (undtagen 1), inkl. Amager-fortællingen, som derfor sgu da ikke kan reddes af Kant-paratekstens tvivlsomme ironi. Sjældent har en bog i den TYDELIGE grad fortjent et hjerteSTOP!

Supplement til Jan-boganmeldelse

Oprindeligt trompet, underrubrik og overskrift:

JAN-ITSHAR Det håbløst dekadente ved Jan Sonnergaards nye, tontunge novellesamling er dens godmodighed, for ikke at sige jovialitet

Fanden går på pittoresk kro

(Af mig selv) fraklippet nuancerende afsnit (hader at anmelde novellesamlinger med færre end 12-10 noveller, fordi jeg føler mig tvunget til at udpege og vurdere dem alle, hvilket automatisk resulterer i flimrende og (ad)spredt kritisk fægtning):

Og er alt ikke OK - den første Paris-fortælling om en kærlighed, der går itu, fx - skal det nok gå alligevel, med lidt let melankoli ovenpå. Èn hovedperson er et gammeldags dumt svin, rejsejournalisten i ”Forræderen i Tblisi”, der forlader sin georgiske kæreste og forskertser muligheden for at bedrive ægte opsøgende journalistisk, men det er han så på en helt igennem flegmatisk, for ikke at sige henslumrende facon. Og ved siden af Saint-Nazaire-fortællingen finder man også lidt dæmoni, omkring en femme fatale forelsket i en særlig lejlighed, i Paris-fortælling nr. 2, men til gengæld ingen intensitet som helst.

(og i får også lige dette afsnit i fuldt flow:

Noget meget banalt: et kærlighedsforhold mellem en student og en ældre kvinde i Paris, noget lettere kuriøst: en eks-BZ’er, nu husejer får besat sit hus i Berlin, eller noget så godt som ingenting: en forfatter i Rom savner sin kæreste og har det mindste erotiske rendezvous med hendes veninde og irriteres af kritikeren Erik Skyum-Nielsen, sker og sker og sker og sker og sker og sker og sker, adstadigt og lige ud af den fortabte landevej, indtil det omsider ulykkeligt går i opløsning eller lykkeligt løser sig eller indifferent drysser ud i sandet.)

Jeg siger ikke at bogen er dårlig endnu

Sidste gang Jan Sonnergaard udgav en ny bog, romanen Om atomkrigens betydning for Vilhelem Funks ungdom, fik jeg skældud af Gyldendal for at skrive på bloggen, at jeg ikke brød mig om den, før den var udkommet, så det lader jeg være med denne gang.