Da Holck var alt nok

 Det må være OK både at levere blurb og anmelde begejstret når det drejer sig om genudgivelsen af (80'er-)drømmedebuten over dem alle. I 2006 skrev jeg bag på Henrik S. Holcks egen genudgivelse af Vi må være som alt, 1978:

Og i WA skrev jeg:

Fra mit strubehoveds livskokon

28. april 2006 Weekendavisen

Henrik S. Holcks vidunderbarnsdebut er akkurat lige så vidunderlig og vildt underlig vid, som var den skrevet (af) i går.

Henrik S. Holck: Vi må være som alt. 62 sider. 100 kr. Edition Holck.

DER er bøger, der er gode og glimrende og frem-

ragende, og der er bøger, der bare er mirakler. Henrik S. Holcks debutbog, digtsamlingen Vi må være som alt, som blev skrevet, da han var bare 16 år gammel og udkom helt tilbage i 1978, er og bliver et mirakel i nyere dansk litteratur: så utrolig, nej umulig

sikker og klar i sin åh så åndeløst pure ungdommelighed. Høre bare digtet »Hvorfor«, der står på lige præcis side 16, det bliver man aldrig for gammel og blakket i gårde til at stå aldeles forsvarsløs overfor:

»hvorfor er vi allesammen/ så stille/ vi er da ikke

døde/ endnu/ selvom der meget snart/ kun er vores synlighed tilbage/ hvorfor er vi allesammen/ så frygtelig stille/ der er da endnu ilt og ild/ og endnu muligheder/ det er bare at åbne sig/ og ikke være tavse skygger/ af noget førværende liv/ det er op til os/ om vi virkelig vil leve/ og der er da jord ilt og ild/ endnu/ vi er så dødeligt stille/ hvorfor rejser vi os ikke op/ og går videre.«

Bogen tåler kun sammenligning med en anden vidunderbarnsdebut, 17-årige Karen Marie Edelfeldts anderledes fremvæltende og mindst lige så renfærdige tysh fra 1989 (og måske også 17-årige Mikkel Thykiers

anderledes sirlige og mindst lige så renfærdige Skyggerne er kun flygtige, 1978). Jeg kan se, at jeg købte mit eget eksemplar af Vi må være som alt til udsalgsprisen 20,00 kr. i marts 1986, da jeg selv var 17 år, og jeg kan huske, jeg fandt den dybt inde i Clausens kælder i

Århus; prisen for et brugt eksemplar er ifølge antikvariat.net dags dato 450-500 kr.

Det er en meget smuk og prunkløs bog: på en blå himmel med hvide skyer (»næsten udviskede/ skyers/ blottede drømeksistenser«), fotograferet af Kirsten Klein, står forfatternavnet med hvidt, ud i et, og titlen med rødt, et ord ad gangen, undtagen de sidste to, som er adskilt med et stort mellemrum: »VI/ MÅ/ VÆRE/ SOM ALT«. Hørt, råber man altid.

Bogen udkom samtidig med Michael Strunges debutbog Livets hastighed og F.P. Jacs (officielle) debutbog Munden brænder på huden (begge med kunstfærdige covers ved henholdsvis Freddie og Bjørn Nørgaard) på Borgens Forlag, og tilsammen, men uopdaget af alle andre end mentoren Poul Borum, markerede denne debuttrio 80er-generationens magtfulde tyvstart; de øvrige 80erdigtere, Bo Green, Tafdrup, Thomsen og co. snøvlede sig først frem til at debutere 1981-82. På grund af denne dobbelte tidlighed, og fordi Holck modsat de storproducerende Jac og Strunge ret straks tav stille, fik han rollen som generationens lost smertensbarn. Jeg fik første gang nys om hans eksistens fra Søren Ulrik Thomsen, som har et helt afsnit om Holck i poetikken Mit lys brænder , 1985, der begynder sådan her:

»Henrik S. Holck er ubetinget en af landets bedste lyrikere. Det er der ikke så mange, der ved, for kort efter sin debut i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt indtog han det som Ole Sarvig i en helt anden forbindelse har kaldt ’anti-kunstens triste attitude’. Holck holdt op med at offentliggøre digte og slog sig i stedet på shows, anmelderi og radio-happenings, hvis pointe stort set har været, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt.«

Hvilket i Thomsens optik klart nok er en kedelig pointe og trist attitude, men egentlig slemt var snarere det faktum, at der kom mindre og mindre litterært produkt af nogen art fra Holcks hånd. Først i 1988 blev debuten fulgt op med den sært flagrende kitsch-øvelse Kærlighed på 3 uger, og i 1990 kom så Fortæl mig alt,

Suzi, en solid opsamling af de bedste satirisk-kokette tekster fra 80erne (midt-80er-føljetonen om Miljø-Willy savnes stadig i bogform), Borum i EB: »Robert Storm Petersen møder William S. Burroughs. How do you om jeg så må sige do?«.

Og længere er forfatterskabet altså ikke. Enkelte tekster er siden dukket op i tidsskrifter, og jeg husker tydeligt et stramt crazy show på Kalejdoskop, med blandt andet et Sherlock Holmes-indslag!, desuden har et par kukkede manus’er cirkuleret i diverse undergrunde, blandt andet min, uden at se dagens lys. Det er det, eller rettere det var det:

FOR nu er Holck’en omsider tilbage! I første omgang med en loyal og nydelig genudgivelse af Vi må være som alt på eget-forlaget Edition Holck (net-adresse: freewebs.com/vonholck), som skal følges op med genudgivelser (og engelske oversættelser) af Kærlighed på 3 uger og Fortæl mig alt, Suzi og en eventyrsamling og en H.C. Andersen-roman (= de ovennævnte kukkede manus’er) og som det vildeste en splinterny digtsamling eller to med arbejdstitlerne Testament, Before Any Words of Whisper/ Silent Music! Vi kan næsten ikke vente.

I mellemtiden kan vi på livet løs genlæse Vi må være som alt og forære den til familie og venner: men pas lige på med teenage-nevøer og -kusiner, de risikerer at blive smittet og på stedet tro sig unge digterkonger, og det er de sandsynligvis (og heldigvis) ikke.

Holcks digtunivers er klassisk renset, der er ingen spor af generationskollegernes neonnat, det er fugle og skyer og bjerge og hav og regn og sne og helst i dagslys. Igen og igen besynges en på samme tid forfinet – »løvfin« er Holcks ord – og nøgen – »nøgenfuld« er Holcks ord – følelse af og for liv. Poesien flimrer på en suveræn prik for læsernes øjne. Og så vil jeg ikke spilde flere ord på det perfekte, jeg vil bare citere titeldigtet, for hold kæft, hvor er det lykkeligt og hjerteskærende smukt:

»vi må være som himlen/ og lyset gennem den/ sivende med åbne kærtegn/ over de skiftende/ landskaber// vi må være som alt/ som solen og den faldende regn/ som bjergtoppenes isblå vinde/ og skyernes skygger over græssets groen// vi må være som jorden/ og træerne skydende op/ i højere luftlag uden grænser/ for iltoptagelsens/ varighed// eller som havet/ vi må være som havet/ og de søgende fugle/ mest som fuglene måske/ eller som de mægtige skove/ som cumulusskyerne og det blå// vi må være som sandet/ der forløber ud og ind/ vi må være som planter fra intet/ og nattehimlens evige tegn// vi må være som oplevelser og lysår/ over havets uendelige tilstrækkelighed/ som græs sten og luft/ i livsdrift.«

Vi må være som Holck som ung!

Borumglimt 1981

- fra koncertsekvensen (Strunge til koncert med Henrik S. Holck) i Nattens engel:

Maries menneske tager diskret æren

Efter lidt kommentarfnidder mellem Arne Herløv Petersen, Bet-kandidat Henrik S. Holck og Bet-bestyrer mig (der blev trist og skuffet og fornærmet over, at Henrik, som jeg beundrer heftigt, fandt nomineringen en tvivlsom ære, og at Arne vistnok var enig) skrev Harald Voetmann disse gode ord:

Harald Voetmann Jeg modtog, på Maries vegne, prisen i går, og havde bestemt også tænkt, at der var noget bizart i, at Maries tekster var oppe imod mere alvorlige værker og vandt. Jeg hader hele konkurrence-vinklen på litteratur - jeg betragter mere litteraturen som en swingerklub end som et hækkeløb, og det gør mig oprigtigt ked af det, hvis et projekt, der har været ment som en (tidskrævende og forpligtende) leg, skaber forbitrelse og ærgrelse. Formålet med akkurat det her har været glæde og lys og humor, og det er på den måde helt modsat mit i øvrigt ærgerligt nedtrykkende forfatterskab. Jeg opfattede ikke prisen som en ovenfrakommende belønning af det bedste værk, men som en anerkendelse af en sær, bøvlet og usælgelig vildvej i et i forvejen svært sælgeligt forfatterskab. Det var i den ånd, jeg modtog prisen, langt fra hoverende, og oprigtigt beæret, ikke mindst over det felt, Marie deltog i.

Arne Herløv Petersen Harald Voetmann Helt enig i alt det, du skriver. Jeg har moret og glædet mig meget over Maries tekster (og det samme har vores kat Trunte).

Dedikationsauktion

1. klasses 80'er-Laugesen-dedikation (hvad kunne der ikke være sket for unge Holcks poesi, hvis han faktisk havde sprættet bogen op?) -

Henrik S. Holck added 3 new photos.

AUKTION BOG FRA PETER LAUGESEN MED DEDIKATION TIL HENRIK S HOLCK
Højeste bud over 200 kroner
Bogen er uopsprættet tillige!

Enmandsbevægelsen for en konkretistisk Henrik S. Holck (Facebook Tidende uden ende)

Henrik S. Holck

22 hrs · 

A8 d6 v10 5g 8f h3 2p { & } ⏰

Like

1 Lars Bukdahl

Henrik S. Holck Til Lars
 

Vi fg rt kl op æø qw zx,
9 7 5 3 og 1
2 + 2T
Oooo P

Unlike · Reply · 1 · 55 mins

Holcks wilderness years: Flisetyveri!

17-åriges FARLIGT geniale debuter - Yahya Hassan & Vi må være som alt.

Yahya kom på Forfatterskolen, men viste sig ikke, solgte 100.000 og tog hjem til Aarhus og sidder nu i fængsel ...

Henrik havde gået på Borums kortvarige præ-Forfatterskole, solgte ikke en skid og fik knap nok anmeldelser og kom på Kunstakademiet og udgav ikke en ny bog i ti år; hans bidrag til Gyldendals generationsantologi Platform. Tekster og billeder fra '80 (der udkom i 1981 og som jeg åbenbart har indkøbt i 1985, 17 år gammel), redigeret af Søren Ulrik Thomsen, Synne Rifbjerg m.fl., består dels af poesi - frem for alt minimal-klassikeren:

                      jeg samler 1 sten op,
                og lar den falde i gråt vand,
                  jeg har forandret verden

                          jeg går over sneen
              føddernes aftryk ligger tilbage,
                  jeg har forandret verden

                    fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning,
                  jeg har forandret verden

- og dels af billedkunst: Èn side dokumenterer, med fotos og et dokument, en aktion signeret "victor hall/henrik s. holck/ strøget (v nygade teatret) københavn/ 4,5 - 1980", hvor Hall og Holck tegnede hvide krydser på tre fliser, fjernede fliserne (straks eller et stykke tid efter?) og fik en regning på kr. 652,00 fra Stadsingeniørens Direktorat (via Københavns Politi) for "Istandsættelse af flisebelægning, opbrudt den 15. maj 1980"

17-årig lyriker vender ryggen til samfundet

(overskrift i Ekstra Bladet 13. oktober 1978 - her er interviewet nedenunder:)

Naturen er vor sidste tilflugt, mener den 17-årige Henrik S. Holck, der snart debuterer som digter

af Ingeborg Brügger

Er der en reaktion på vej mod venstrefløjens kommissærer og lomme-Leniner, dens krav og tabuer, dens harpen på det kollektive og dens systematiserende kunstfjendskhed? Spørgsmålet rejses af forfatterinden Inge Eriksen i et debatindlæg i information om Thorkild Hansens Hamsun-bog. Inge Eriksen mener, at mediernes begejstrede interesse for geniet Hamsun er tegn på denne reaktion. der er god grobund for konservatisme.
  Hvis hun har ret, kan et af tegnene på denne reaktion aflæses i den bølge af lyrikdebutanter, som
præger dette efterår. Borgen har ikke mindre en tre purunge folk på spring (Holck, Jac, Strunge LB) - alle upolitiske, formdyrkende og skønhedssøgende. Samfundet vendes ryggen til fordel for drømmen og den indre verden.
  Yngst af de tre er Henrik S. Holck. Såmænd kun 17 år, men allerede med flere års alvorligt arbejde med musik, malerkunst og digtning bag sig. Han er netop blevet optaget på Kunstakademiets malerskole, her sidst i oktober udkommer digtsamlingen 'Vi må være som alt' pg han er allerede så småt i gang med sin første prosabog.

NEJ TIL POLITIK

En ung spinkel dreng med, der engang kaldtes spirende overskæg. Opvokset som sidstefødte, eftertænksomme barn i en borgerlig familie. Fra de sirlige stuer er der udsigt mod Frederiksberg Have, i Henriks værelse dominerer et stor flygel sammen med malerier og rgafik af egen produktion. Mest portrætter, ofte af beundrede ældre venner. Man genkender Schade i olie, Poul Borum i sort-hvidt.
  Henrik erkender blankt, at han ikke har forstand på politik:
  - Det interesserer mig heller ikke. Måske er det dum at sige det, men det er på en måde for enkelt. Vi er nok en ny generation på vej nu, som er mindre politisk og socialt betonede end vore forgængere.
  Jeg oplever den tid vi lever i - med alle dens kunstprodukter, med biler, med plastic - som noget meget skræmmende. Derfor nævnes de ting slet ikke i min bog. Jeg søger tilbage til naturen, hen mod en ny virkelighed, og forsøger at indkredse det sidste vi har tilbage af oprindelighed. Jeg er meget bange for at skal spolere den natur, som er vor sidste tilflugt, og jeg tager totalt afstand fra byen, selvom jeg tilsyneladende fungerer i den.

ANGST OG AFMAGT

  Jeg føler angst og afmagt overfor samfundet, overfor det morgendagen vil bringe. Og jeg synes mennesker trænger til at sige stop, få fred. det er udviklingen, der rejser med. det er den, der styrer os.
  Henrik S. Holck fungerer i byen. Men hans lille digtsamling er præget af næsten zen-buddhistisk naturoplevelse, en sammenslutning af sindets og naturens elementer:

gennem himlen lydløst fuglene
mens ilten driver ind fra havet
og mine knogler råber mod mig
under huden gennem blodet

skriver han. Han betegner selv sine digte som en drøm om verden som den kunne være og samtidig en rejse fra den sorteste resignation til den fuldstændige væren og oplevelse af menneske og natur i samklang.

EN DRØM OM NOGET BEDRE

  Han tror, at inderst inde bag samfundets og ideologiernes skal er mennesket det samme som for tusinder af år siden. Og det menneske, han tror på, er eneren, individualisten. Henrik S. Holck skræmmes af masserne, frastødes af det kollektive og dyrker den ene, som tør gå mod de mange.
  - Om jeg er reaktionær og flygter fra realiteterne? jeg synes ikke, der er tale om virkelighedsflugt, men om en drøm om noget bedre. Og der skal ikke være plads for digte, der handler om andet end dine egne problemer?
   Ved at vende ryggen til det samfund som skræmmer mig, kan jeg måske indirekte opfordre andre til det samme. Jeg ved det ikke - det er bare mig- Men hvis jeg ikke kunne udtrykke mig, kunne jeg ikke holde ud at leve.

NB
Henrik S. Holck læser op af sine digte på lørdag kl. 15 i Huset i Magstræde sammen med Lola Baidel, Jørgen Gustava Brandt, Johannes Wulff m.fl.



(Berlingske Tidende tidligere på efteråret)

BORGEN SÆTTER NY REKORD

af Hans Holmberg

Borgens Forlag præsenterede i går i i Galerie Asbæk sit program for den kommende sæson. Hvad nyudgivelserne angår kommer det op på ca. 170 og hertil kommer ca. 85 titler i optryk. Det bliver en ny rekord-sæson for forlaget.
  Blandt sæsonens danske debutanter starter vi med forlagets Benjamin, den 17-årige Henrik S. Holck med digtsamlingen 'Vi må være som alt'. - Næh, jeg er såmænd ikke arveligt beslægtet. Der er så vidt jeg kan se tilbage ikke andre i familien, der har dyrket lyrikken. Jeg sluttede skolen i sommer og begynder på Kunstakademiet i næste måned. Hvordan mine digte er? Meget lyriske, måske lidt gammeldags, men dog i formen fulde af klangfarver. Mine forbilleder har været Tom Kristensen, Gustaf Munch-Petersen, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, men også Schade. Det er naturdigte, men goså kærlighedserklæringer til livet.
  Efterårets anden lyrikdebutant er den 22-årige F.P. Jac, der for to år siden startede på undergrundsforlag i Århus med et lille hæfte på 'Jorinde & Joringel'. Han er Københavner og har været med i fire numre af Hvedekorn.
  - Mine nye bog 'Munden brænder på huden' opfatter jeg som min egentlige debut, siger F.P. Jac. - den er i en nuanceret ny stil som en decideret protest mod 70'erpoesien, det vil sige at den slet ikke er social. Bogen er anti alt hvad der har været før i hvert fald siden Sarvigs debut.
  Den tredje lyriker-debutant er den 19-årige Michael Strunge fra Hvidovre med 'Livets hastighed', hvori der anslås en ny tone og form i dansk lyrik. - Jeg begyndte at skrive i efteråret 1976, men de fleste af digtene, 35 i alt, er blevet til i efteråret 1977 og danner et billede af et univers. Jeg mener at være meget inspireret af englænderen David Bowie. Men jeg er nok gået videre og har fundet min egen tone, også inspireret af Baudelaire. Tid og rum er opløst i dem. Der er dog også flere kærlighedsdigte.
  Af Husets faste digtere møder Jørgen Gustava Brandt, Piet Hein, Soya, Benny Andersen og Dan Turèll.

Skuffelseslicens

Jeg er så håbløst forelsket i Henrik S. Holcks purunge debut Vi må være som alt, 1978, at jeg for ti år siden skrev et bagside-blurp til genudgivelsen på Holcks eget forlag Edition Holck:

"Henrik S. Holcks debut Vi må være som alt ligner stadig væk intet andet i samtidens poesi; så stærkt og klart og purt, "så løvfint", burde det ikke være mulig at skrive; her kulminerer firserdigtningen i nådesløs uskyld to år før årtiet begynder, her udkonkurreres meddebutanterne Strunge og Jac med legende, fint ciseeleret lethed, her er et hovedværk i dansk litteratur skrevet af en 16-årig mester, "så nøgenfuldt/ så alt for smukt"

Og SAMTIDIG råbte op om genudgivelsen i en kæmpe anmeldelse i WA bøger, der begyndte sådan her: 
 
-->

"Der er bøger, der er gode og glimrende og fremragende, og der er bøger, der bare er mirakler. Henrik S. Holcks debutbog, digtsamlingen Vi må være som alt, som blev skrevet, da han var bare 16 år gammel og udkom helt tilbage i 1978, er og bliver et mirakel i nyere dansk litteratur: så utrolig, nej umulig sikker og klar i sin åh så åndeløst pure ungdommelighed. Høre bare digtet ”Hvorfor”, der står på lige præcis side 16, det bliver man aldrig for gammel og blakket i gårde til at stå aldeles forsvarsløs overfor:

  ”hvorfor er vi allesammen/ så stille/ vi er da ikke døde/ endnu/ selvom der meget snart/ kun er vores synlighed tilbage/ hvorfor er vi allesammen/ så frygtelig stille/ der er da endnu ilt og ild/ og endnu muligheder/ det er bare at åbne sig/ og ikke være tavse skygger/ af noget førværende liv/ det er op til os/ om vi virkelig vil leve/ og der er da jord ilt og ild/ endnu/ vi er så dødeligt stille/ hvorfor rejser vi os ikke op/ og går videre.”"

Det betyder, at det kun var mig, der havde ret til at være (halvt) skuffet over Holcks samling Drømmesøn fra 2007, og kun mig, der har ret til at være (trekvart) skuffet over Holcks nye samling Testamente & Blomsterdigte, som jeg var det i WA Bøger i onsdags. Det betyder, at Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, selvom jeg i og for sig ikke er uenig i noget af det, hun siger, ikke har ret til at være 100 % negativ og give den nye bog sølle 2 hjerter - med blandt andet disse hårde ord:

"Er Holck, der debuterede som sølle 16-årig i 1978 med ' Vi må være som alt', og sammen med Michael Strunge og F. P. Jac blev fejret som generationens gyldne trio, tilbage? Kan hans fjerde digtsamling på næsten 40 år langt om længe stå mål med debuten? Halvandet digt eller deromkring inde i digtsamlingen er det for mit vedkommende slut. Så står Holcks naturromantiske henførelse i fuldt floskelflor: »Menneske, lyt til Vindens stadige/hvisken,/hør dens suk på suk,/hvordan kan dit hjerte være tavst,/når al din længsel lyder/som underlige melodier/omkring dig -//Menneske, - lad dig fødes/med de andre børn,/nattens børn vil blive/lysets vidner«. Det synes jeg, man skal gøre sig meget umage for at tro på. I ' Testamente & Blomsterdigte' skriver Holck så arkaiserende og med så opulent og direkte naturreligiøs en meningsfylde, at det føles rent anakronistisk, forslidt og vissent."

- når hun tydeligvis ikke har noget sentimentalt beundrende forhold til debutbogen (det ser slet ikke ud som om, hun har læst den!!!??? ellers havde der ingen vej været udenom at være betaget og give udtryk for denne betagelse?????!!!!!); kun som fan af den unge, pure (og den en smule mindre unge, satiriske-humoristiske) Henrik har nogen ret til at være kritisk overfor den ældre, klirrende Holck, kun skuffelsen fra hjertet er legitim. 

Poesiens fodboldagents hemmelige staldtip, 1978

Om Poul Borums legendariske private forfatterskole i Havnegade for Hvedekornstalenter 1977-78 skriver Søren Ulrik Thomsen tydeligt halvbittert i sit gamle 80'er-essay "Farvel til det blå rum":

"Klakør var Asger Schnack, som meget upædagogisk sad ind som talentspejder for Borgens Forlag."

OG SÅ EN SENSATION:

I Peter Rewers' nye biografi Michael Strunge. Digtning og virkelighed, som udkommer næste uge, offentliggøres for første gang bidder fra det tre sider lange, (med rette!) profet-selvsikre brev som Borgen-redaktør Schnack 9. januar, 1978, skrev til forlagsdirektør Jarl Borgen, med anbefaling af Strunge, F.P. Jac og Henrik S. Holck som efterårsdebutanter på Borgens Forlag (hvor der ellers pga. dårlig økonomi skulle forestille at være lukket for debuter) - kan nogen, som AS ikke hader på, venligst opfordre ham til at offentliggøre det HELE brev!? (Jac var jo som bekendt undergrundsdebuteret tilbage i 1976 på Jorinde & Joringel, hvilket i det mindste Borum og Schnack havde bidt mærke i - men nok ikke direktør Borgen):

"Hos Borum i søndags sad jeg og så på flokken af unge forfattere dér omkring Hans-Jørgens og dennes dialog eller fægten, og jeg besluttede at jeg ikke ville lade mig forlede til at tro at jeg kunne se noget som helst i lokalet, men ikke desto mindre så i mylderet af næsten teenagers, tre tydelige ansigter: tre meget mulige 80'ere, tre fysiognomier: F.P: Jac, Michael Strunge og Henrik S. Holck.
  Jeg ved hvad jeg gør når jeg nu ikke kan lade være med at anbefale dem. Jeg ved, at jeg principielt dummer mig. Men altså gør jeg det.
  Med et blegt Bowie-ansigt . som en cigaret i hånden - sad Michael og læste sit digt for den sky forsamling. Med sin selvsikre/usikre frembusen - som to hænder rakt i vejret i tom triumf - postulerede Jac ikke uden grund sin tilstedeværelse i det rum, han selv opfattede som fremtidens. Og underligt - som et aristokratisk barn - bøjede Holck sig ind over sin egen spæde ilt-stemme: Jeg var ikke et sekund i tvivl.
  Fire gange har disse møder gentaget sig (som møderne i 69 og 73) og jeg troede ikke på nogen ny generation. Men fordi jeg ikke lade være med at tro på den, må jeg - hvis jeg må - gøre opmærksom på denne trio.
  Eller: jeg anbefaler i al fortrolig forlæggerøjemed disse tre som tre - helt unge, helt nye - samtidige debutanter. Efteråret 1978. Borgens Forlag. Før Gyldendal for den sags skyld. Eller bare for dets egen.
  (...)
  Dagen efter mødet talte jeg om Michaels Bowie-digt. Og blev ved med at gentage for mig selv, at der i dette digt var mere poesi end i alle Hvedekorns numre, mere stædighed og det man kan kalde styrke, end i netop al den ny generationspoesi der ikke har set lys endnu, hér var den.
  (...)
  Hvis disse tre - ufærdige, men sikre - typer er tre af 80'erne, så skal vi gøre det. Ingen kan vide det. Jeg vidste det i et øjeblik. Og atter i andre øjeblikke. Og ved endnu ikke det modsatte.
  Jeg vil ikke vædde nogen hat, men jeg tør (selv om jeg ved etc) bruge min mulige indflydelse på dette uortodokse forslag, at kontakte dem alle på én gang, antage dem til udgivelse og se hvad der sker.

AS
9.1.1978"

- og samme efterår udkom Michael Strunges Livets hastighed. F. P Jacs Munden brænder på huden og Henrik S. Holcks Vi må være som alt (alle tre (+ Borums Gyldendal-samling Verdenskuglen) redigeret af Strunge, Jac, Holck og Borum i fællesskab) på Borgens Forlag

Smukke digterdrenge

Fine oplæsninger, ved Henrik S. Holck  Carsten Jensen (! - Blicher!), Adam Drewes og Lea Løppenthins garderhøje, malmrøstede musikerven, til Donna Wood-arrangementet torsdag aften på Forfatterskolen (inden alt blev Mette Høeg), men sentimental som jeg er, i hvert fald når det gælder poesi og poeter, blev jeg decideret rørt og GREBET af ikke en oplæsning, men en 3 minutter kort smalfilm, som Holck afspillede på sin computer (og som han ALDRIG lægger på YouTube), hvor 16-17-årige Holck i 1977-78 filmer sine medelever på Poul Borums (dengang uformelle) forfatterskole og med-1978-Borgen-debutanter (Jac var undergrundsdebuteret 1976 på Jorinde & Joringel) 22-23-årige F.P. Jac og 19-20-årige Michael Strunge pjatte rundt og skabe sig og afprøve digterpositurer, Strunge har et længere show med at spise et æble (se billede nedenfor), og de er bare så utroligt søde og smukke og unge og håbefulde, hele verden og hele poesien har de foran sig, og det er ikke til at bære, at de ikke er her mere, snøft og decideret HULK!



- snapshot af projiceret digitaliseret smalfilm ved Christian Yde Frostholm

En undermålers overspring

Ultimativ overskringsskrifthandling, men det skal sgu gøres, og hvorfor så ikke gøre det, når man åbenbart stritter imod at gøre den skrift, der ikke burde være nogen vej udenom: Taster navne ind i Hvedekorn.dk's bidragyderregister: jeg er, efter en lang pause, nået gennem '83 og '82 til nr, 4, 1981 med skønne navne som Klavs Bondebjerg og Henrik S. Holck og F.P. Jac og Eske K. Mathiesen og Flemming Røgilds og Maj-Britt Willumsen (og den overraskende debutant, tegneren Anne-Marie Steen Petersen), så ikke-muntert begynder Holcks majestætiske, aldrig genoptrykte digt til slut i nummeret:

før angsten af et andet legem har kvalt blomsterne
bevæger jeg mine fingre imod verden (somom den betød noget for mig) hvor blev den af, hvor lyset, hvor ikkelyset, tingene skrider indfiltret i larm

- nemlig, Henrik!