(flere har uden held forsøg at få fingre i min anmeldelse af Carsten Jensens
Vi, de druknede på litlive.dk, der tot alt forduftet fra nettet, her er den:)
HELE MINE BRAMSEJL!
Carsten Jensen: Vi, de druknede. 696 sider, 299 kr.
Gyldendal
Annonce på forsiden af den avis, jeg skriver i til daglig,
fredag d. 25. november: ”FORRYGENDE, OVERDÅDIG/ [og i fede og røde typer:] EPOKEGØRENDE/ CARSTEN JENSENS
VI, DE DRUKNEDE ER ET ROMANVÆRK OM
MOD, HENSYNSLØSHED, VOLD, LIDENSKAB OG TAB/ NU TRYKT I 25.000/ ”Buldrende flot
roman” JOACHIM JACOBSEN, WEEKENDAVISEN
”Forrygende fabel om vold, håb og kærlighed” LILIAN
MUNK RÖSING, INFORMATION ”En overdådig roman” BJØRN BREDAL, POLITIKEN ”Romanen er en milepæl i Carsten Jensens
forfatterskab” JENS ANDERSEN, BERLINGSKE TIDENDE
”Mesterværk” IDE HEJLSKOV LARSEN,
KRISTELIGT DAGBLAD Med denne følelsesfulde og storslåede menneskeroman
indtræder Carsten Jensen i rækken af store folkelige fortællere som Martin
Andersen Nexø og Hans Kirk” JOHN CHR. JØRGENSEN,
EKSTRA BLADET ”Nøjagtig den mægtige danske roman, som traditionelt
tænkende litterater har efterlyst, hvis ikke betvivlet muligheden af i årevis.”
****** JAKOB LEVINSEN, JYLLANDS-POSTEN
****** CHRISTA LEVA POULSEN, BØRSEN.”
(adjektivet ”epokegørende” er ikke Gyldendals, det er taget fra Ide Hejlskovs
anmeldelse i Kristeligt Dagblad)
En sikker succes’
triumferende signallys til illumination af det for længst hektiske julesalg ude
hos boghandlerne, men også en afslørende cut-up-tekst om de forventninger, en
roman skal leve op til for at kunne (blive udnævnt at være og derefter faktisk)
blive en sikker succes:
For det første skal
romanen være tyk, det er det, adjektiverne ”overdådig”, ”storslåede” og
”mægtige” og vel også forlagets substantiv ”romanværk”, betyder: meget, meget
tyk.
For det andet skal
romanen være dramatisk, helst både actionfyldt og melodramatisk, det er det,
adjektiverne ”buldrende ” (et særdeles tvetydigt adjektiv på dansk, vel oftest
brugt i forbindelse med ordsproget ”tomme tønder buldrer mest”), ”forrygende”
og ”følelsesfuld” betyder; eftersom de fleste romaner, selv indenfor sci-fi og
fantasy, handler om mennesker, er det vel melodramatikken, John Chr. Jørgensen
sigter til med sin grimme neologisme ”menneskeroman”.
For det tredje må dramatikken ikke bare være form, det er tautologisk
også den, romanen dybt, dybsindigt og dybdeborende, skal handle ”om” (man kan
også bare sige, at romanen skal (kunne siges) handle om noget, og helst nogle
melodramatisk/eksistentielle abstrakter, hvis ikke noget politisk/livsstiligt
aktuelt, terror, kvinder & karriere)): ”romanværk om mod, hensynsløshed,
vold, lidenskab og tab”, ”fabel om vold, håb og kærlighed.”
For det fjerde skal romanen (ikke nødvendigvis, men gerne)
kvalificere sig kanonisk, dvs. finlitterært; der er tale om ”en milepæl i
Carsten Jensens forfatterskab” (jo kun et interessant faktum, hvis læseren er
enig i den postulerede konsensus om Carsten Jensens (skønlitterære og/eller
kritiske?) forfatterskab som et væsentligt et), og ikke bare det, men et
decideret ”mesterværk”, der ligefrem er ”epokegørende”.
For det femte skal der være tale om en ”traditionel” og
”folkelig” roman; ifølge Jakob Levinsen er Vi,
de druknede intet mindre end ”nøjagtig den mægtige danske [”dansk” er også
vigtigt adjektiv, ikke mindst i Jyllands-Posten LB] roman, som traditionelt
tænkende litterater har efterlyst, hvis ikke betvivlet muligheden af, i årevis”
Den sætning kunne sagtens have stået i en kritisk anmeldelse, men for Levinsen
er den tydeligvis rent positiv, det er godt, at Jensen ”nøjagtigt” lever op til
de resignerede, traditionelt tænkende litteraters efterlysning, godt for
romanen og godt for den danske
litteratur og godt for de danske
læsere og godt for de traditionelt tænkende litterater. John Chr. Jørgensen
lader Jensen indtræde i en række ”af store folkelige fortællere [en fortæller
er folkeligere end en forfatter, måske fordi han er dramatisk LB] som Martin
Andersen Nexø og Hans Kirk [begge de nævnte, meget forskellige (og meget glimrende)
forfattere var organiserede kommunister, der i visse grelle tilfælde gjorde sig
pinligt umage for at leve op til partiets krav om socialrealistisk agitprop, fun fact! LB]. Hvad en traditionel og
folkelig roman så er, kan det være svært at svare på, eftersom de fleste af de
af traditionelt tænkende litteraters besværgede folkelige og traditionelle
romaner, f.eks. Nexøs og Kirks (ikke-agitprop-værker!), ved nærmere eftersyn
opfører sig såre utraditionelt og ufolkeligt. Men det synes vigtigt, at
dramatikken forlenes med en autentisk og troværdigt virkende, indadvendt eller
udadvendt, måske endda panoramisk og epokal (jf. ”epokegørende”) realisme (ofte vedkendt researchet). Og
så skal romanen simpelthen være ”let” at læse, hvad angår syntaks/vokabular,
komposition/handling og mening/morale, for ”folk” (der, selv når de tæller
25.000 plus hoveder, som regel er lig med mellemlagskvinder mellem 30 og 80,
der nu nok skulle kunne greje noget, der er ”sværere” end som så). De seneste
år har en ubesværet udgave af den moderne, Henry Jameske synsvinkelteknik
paradoksalt nok været den traditionelle og folkelige måde at fortælle en roman
på, men det er måske ved at ændre sig: den alvidende fortæller, der for at
fuldende paradokset hidtil har været mest anvendt af utraditionelle og
ufolkelige forfattere, synes stærkt på vej til at gøre comeback i den
traditionelle og folkelige roman.
For en oplyst,
attituderelativistisk og postmodernistisk kritiker kan en roman sagtens leve op
til alle de ovennævnte forventninger og stadigvæk være god (jf. Ramslands Hundehoved fra sidste år). Men lad os se
på, hvordan lige ”nøjagtig” Vi, de
druknede lever op til forventningerne. Ja, for det første er romanen tyk, meget,
meget tyk: 700 sider. For det andet er romanen dramatisk og både actionfyldt og
melodramatisk; nærmere bestemt er der tale om en hjemstavns- og slægtsroman,
som gennem ca. 100 år følger tre-fire generationer af sømænd fra søfartsbyen
Marstal, ”en flække på en ø i Det Sydfynske Øhav”, deres liv i byen og deres
liv på søen, og fordi livet på søen er spændingsfyldt, med stormvejr og søslag,
er livet i byen melodramatisk, med enker og faderløse unger og hustruer og
børn, der frygter at blive det. Hvilket jo ikke er noget, Carsten Jensen
pludselig har fået øje på: fisker- og sømandslivet er en god gammel,
traditionel og folkelig og såmænd også finlitterær drama-generator, jf. bare
alle mulig raske drengebøger fra Stevenson til Kaptajn Marryat og alle de skrækkelige
sømandsviser og kanon-forfattere som fra Homer over Melville til Conrad, for
det gør Jensen i hvert fald, jævnfører dem altså, dog ikke eksplicit (lige
bortset fra Homer), men sådan ca. samtlige litterære marine-motiver hives frem
af skibskisten; den skjulte skat, mytteriet, ”koks i lasten” (ja, fra Tintin!),
rivaliseringen (om kaptajnens datters gunst), kampen med kannibaler, de
mystiske drukneulykker, drømmevarslerne om forlis m.m., og selvfølgelig
indrammes bogen af spektakulære søslag, og imens sørger og savner kvinder og
børn i ét væk (og den førende kvindeskikkelse sørger og savner så stærkt på
egne og byens vegne, at hun smadrer Marstal som søfartsby, det kan man da kalde
epokalt melodrama). Der er på den led tale om en næsten encyklopædisk øvelse
over vandede rutiner.
For det tredje
handler bogen også dybt om sit
empiriske (det går rent faktisk voldsomt for sig på et skib) og litterære
drama, og dramatikken er ikke bare meningen, den dybe mening, med det hele, den
er også moralen, opbyggeligheden i det hele, og det er her, det begynder at gå
galt. For moralen er nemlig ikke noget, læseren skal gætte sig til, det er
noget, Jensen i både sin vi-fortællers navn og via diverse talerør salvelsesfuldt
og gammelmodigt patetisk prædiker, et mildt eksempel (når det er virkelig slemt,
påkaldes den vitalistiske blodklump ”livet selv”):
”[efter en historie om kaptajn Cook, der svigtes af sit mandskab, fordi
han har behandlet dem dårligt]. James Cook havde trukket i det forkerte reb. Der
var kilometervis af tovværk på et sejlskib, snesevis af blokke, hundredvis af
kvadratmeter sejldug. Hvis sejlføringen ikke ustandseligt blev justeret, blev
skibet et hjælpeløst offer for vinden. Sådan var det også at styre et mandskab.
I kaptajnens hænder var der hundredvis af usynlige tovender foruden de synlige.
Hvis mandskabet tog magten var det, ligesom vinden tog magten. Så var det ude
med skibet. Hvis kaptajnen tog al magten, var det ligesom vindstille. Så kom
skibet ingen vegne. Han fratog mændene alt initiativ. De ydede ikke længere
deres bedste, men gik vrangvilligt til alting. Det var et spørgsmål om erfaring
og viden. Først og sidst var det et spørgsmål om myndighed.”
Ved siden af denne ”reaktionære”
kaptajnsfilosofi, er der en ”progressiv” eventyr-ethos, som fremhæver sømandens
globalistiske praksis: sikke han får set sig om dér i hver en havn. Såvel det
myndige kaptajneri som den handlekraftige eventyrlighed fremhæves som mandige
dyder og sættes i kontrast til (bøndernes og) kvindernes frygtsomme og forsigtige
isolation: den hævngerrige enke triumferer ved at lade visne. Igen, det er ikke
noget, jeg udtolker, uafladeligt vrides det i skibsbøjer af romanen selv. Og
før man bliver grøn i hovedet af prækets utidige og forvrøvlede indhold, er det
bare og primært en litterær kamel at
sluge: den sproglige forlorenhed i sig selv og instrumentaliseringen af
dramatikken i dels små hærskarer af punkterende bon mot’er og dels store,
pointerende kvælergreb. Som f.eks. når mytteri-stykket skal munde ud i, at
besætningen netop ikke slår den
grusomme styrmand ihjel, men civiliseret melder ham til politiet, da de er
kommet i land. Hverken små eller store historier får ét sekund fri til at følge
deres egne veje, med vold og magt skal de op på stylter og agere lignelser, på
den måde røvrendes både empirien, det lånte virkelighedsstof, og interteksten,
det lånte litteraturstof, af en grasserende, fælt sentimental essayisme, der er tæt på at ligne en
skriptuel virus, hvis ikke bare en neurose. Præk-spændetrøjen betyder også, at de
to hovedpersoner, Albert og Knud Erik, forhindres i at udvikle nogen form for
karakterfuld selvstændighed, de forbliver hele vejen igennem talerørlagte
reserve-Jesusser (siger sandheder, gør godt og lider mærkbart for vores og
Marstals skyld).
For det fjerde gør romanen også et vist nummer ud af at
kvalificere sig kanonisk, finlitterært, ved nemlig side om side med prækets bon
mot’er og pointer at pynte prosaen op med billedsprog (som det fremgår af
citatet, har billedsproget også et hårdt bijob som mini-lignelser i præket),
hvilket virker mere villet, kunst-villet, end tvangsmæssigt, men prægnant eller
originalt bliver det aldrig; sigende er den hyppigt brugte indre-ydre-automatik:
noget ydre, gerne vejret, sammenlignes med det indre, som jo altid er sjælens
rørelser, og omvendt. Der ligger vel også en kanonisk ambition i at benytte det
sjældne vi-fortællerkonstruktion. Vi’et skal repræsentere hele eller dele –
f.eks. bare et par årgange drenge - af den mandlige Marstal-befolkning; lidt a
la Viborg-vi’et i Peer Hultberg Byen og
verden, der imidlertid var en fra enkeltpersonerne og forfatteren klart og
distanceret størrelse, det er Jensens Marstal-vi ikke, det
er indforstået, skulderklappende kammersjuk med både forfatter og personer (af
hankøn), når det altså overhovedet er på banen, for i lange partier, alt i alt vel
over halvdelen af bogen, er det totalt fraværende til fordel for ganske
almindelig synsvinkling og jeg-fortælling; Marstal-vi’et kan nærme sig den
alvidende fortæller, f.eks. i de mange forudskikkelser af handlingen, men på
grund af kammeratskabet og synsvinkelglidebanen bliver dets alviden aldrig
dynamisk; det er desuden også fatalt, for vi-fortællerkonstruktionen i
særdeleshed og romanen i almindelighed, at ironi og humor er totalt og absolut
og helt og aldeles fraværende, mens præk og patos og dårlig poesi ulystigt
florerer.
For det femte er romanen ”traditionel” og ”folkelig”. Og den
er ikke bare traditionel, den er gammeldags, og den er ikke bare gammeldags, den
er gammelmodig, i sin pyntede og prækende stil, som tiden af en eller anden
uhyggelig grund åbenbart er moden til (jf. også den betydeligt mere akavede,
men ligeså gammelmodige Den lukkede bog
af Jette A. Kaarsbøl). Og dramatikken, som i sig selv med al dens gråd og
skumsprøjt i er nærmest hyper-folkelig, forlenes, som forlangt, med en vedkendt
researchet (tak til Marstal Søfartsmuseum), indadvendt og udadvendt, endda
panoramisk og epokal realisme. Det er
på mellemniveauet, og først og fremmest i aktion på søen, at realismen virker
mest autentisk og troværdig realistisk (hvis det i sig selv er en god ting, det
er det vel ikke, og hold kæft, hvor blev i det mindste jeg træt af det maritime
lingo, ”Vi havde dobbeltrebet skonnertsejlet, men snart lænsede vi for
stagfokken alene”, selvom det stensikkert er helt korrekt), i hjertekulen
svupper det vådt, i fugleperspektivet knager det hult – og omvendt i og for
sig. Den mere kulørte dramatik, begravet skat og den slags, og det (fadt)
magisk realistiske indslag med Alberts drømmevarsler er så de tilladte
undtagelser, der bekræfter den realistiske regel. Hvis vi ser bort fra det
inkonsekvente rod med vi-fortælleren, er romanen også ”nem” at læse: gennem de
store, afrundede afsnit holdes kursen strengt kronologisk og fremadskridende;
subtil undertekst findes ikke, alt er floromvundet klartekst; det er en
sjældent tydelig roman, et anker i
øjet.
Konklusion: Vi, de druknede er ikke dårlig, fordi
den er ”traditionel” og ”folkelig” eller fordi Carsten Jensen forsøger at
indtræde ”i rækken af store, folkelige fortællere som Martin Andersen Nexø og
Hans Kirk” eller fordi romanen er ”Nøjagtig den mægtige danske roman, som
traditionelt tænkende litterater har efterlyst, hvis ikke betvivlet muligheden
af, i årevis.” Vi, de druknede er
dårlig, fordi den ikke er kvalificeret
”traditionel” og ”folkelig”, fordi Carsten Jensen ikke kvalificeret indtræder ”i rækken af store folkelige fortællere som
Martin Andersen Nexø og Hans Kirk”, og fordi romanen ikke kvalificeret er ”Nøjagtig den mægtige danske roman, som
traditionelt tænkende litterater har efterlyst, hvis ikke betvivlet muligheden
af, i årevis.” Det er på moderne og postmoderne betingelser såvel som
”traditionelle” og ”folkelige”, at den er dårlig. Den duer ikke i 2006, men den
ville heller ikke have duet i 1945 eller i 1848. Plask, siger det til alle
tider.
