Tue Andersen Nexø i Information:
"Igen og igen strømmer bogen over af passager, hvor Hassan
forestiller sig sin krop vredet af led. Munden tygger på foden,
mennesket taler med røven, alle sanser har mistet deres forbindelse til
en normal eksistens. Det er, som om trykket på hans barndomsår har været
så voldsomt, at han kun kan se sig selv som en misvækst: MINE HÆNDER
VAR KUN TIL UTAKNEMMELIGHED MIN KROP VAR KUN TIL GRÅDIGHED ØJNE DER
FANTASEREDE MERE END DE SÅ EN MUND DER KASTEDE MERE OP END DEN SPISTE
TÆNDER DER SAMLEDE FLERE MADRESTER END DE TYGGEDE EN NÆSE DER LUGTEDE
MERE END DEN TRAK VEJRET Men der er utallige passager, der burde
citeres.
Som digter mestrede Yahya Hassan
nemlig fyndigheden, det sproglige smæld og den fuldstændigt
forbløffende præcision lige så meget, som han mestrede det ekspressive,
voldsomme billedsprog. Bag det, der kunne ligne et simpelt raseri eller
ren attitude, lå der ofte forbløffende intelligente, komplicerede
observationer og sammenstillinger.
Sådan er det også i et af forfatterskabets højdepunkter, debutbogens afsluttende langdigt, hvor Yahya Hassan
skriver om at forblive kriminel og samtidig skulle udkomme på
Gyldendal. Så blander scener fra ghettolivet sig med konfrontationer i
institutioner og retssale - og med samtaler med redaktører og
forfatterkolleger, alt sammen skrevet i et rytmisk, stiliseret, bevidst
forkert indvandrerdansk. Midt i et hjemmerøveri dukker en henvisning til
velfærdsstatens fodsoldater op: MIN HÅND PÅ HENDES MUND MIN VEN I
HENDES PUNG MIG JEG LØFTER HENDE OVER I SENG SOM EN HJEMHJÆLPER OG
OVERLADER HENDE TIL HENDES EPILEPSI SOM EN HJEMHJÆLPER Billedet er både
ømt og nådesløst, røveren er som den hjemmehjælper, der på én gang tager
sig af og ignorerer den gamle kvindes behov. Han og hjemmehjælperen
inkarnerer på samme tid, paradoksalt, både velfærdsstatens omsorg og
deroute. Det er et utroligt billede, litterært set et utroligt øjeblik i
en på alle måder utrolig bog."
Lilian Munk Rösing i Politiken:
"En måde at reagere på en prædikering på kan være at tage den på sig som en pose.
Det
gør Hassan helt gennemført med det afsluttende ' LANGDIGT' i første
samling, hvor han poserer som indvandrer med kreative sprogfejl: MIG JEG
ER PERKER MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER MIG JEG HAR IKKE
JOGGET I NOGEN SPINAT OG HVIS DIG DU BLIVER VED MED OG SNAK OM SPINAT SÅ
DIG DU FÅR EN PROBLEM Indvandrersprogets manér med at fordoble første
person bliver her samtidig et udtryk for den splittelse, der kendetegner
ethvert reflekteret jeg: JEG er den, der taler og tænker, men jeg er
også objekt for min egen tale og tanke: MIG.
Der er en
gentagelsestvang i Yahya Hassans drive, ligesom ' LANGDIGT' ikke mindst
handler om den gentagelsestvang, der dikterer rytmen i jegets liv: ind
og ud af spjældet. Men kunne det forholde sig sådan, at den puls, der
ligger i den poetiske stemme, i rytmen, klangen, gentagelsen,
versalernes overvættes artikulation af hvert eneste bogstav, har
forandringens energi i sig? Kunne det tænkes, at der i selve digtets
drive findes noget, der konverterer gentagelsestvangen til forandringens
impuls? En magt i afmagten? Kunne det tænkes, at vi kunne rette
opmærksomheden ikke mod perkeren eller digteren eller voldsmanden Yahya Hassan, men mod den pulseren, der udgår fra hans poetiske stemme?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar