fredag den 24. juni 2016

Punk mod pigeliggørelsen

Den anden nat, mens jeg sov mandigt, skrev Cecilie, der er digter og min kæreste, følgende vigtige og fantastiske bålopdatering om at blive læst lille:

Al den fatning altid atter at miste – men der er åbenbart ingen ende på pigesnudens bævren, nej jeg mener: pis mig i øret meget hårdt du kæreste kære Forfatterweb. Som kan forklare mig og verden hvordan jeg med min PIGEstemme skriver min PIGElitteratur om det kvindede pigede det pigede kvindede DET BIOGRAFISKE pisogpapirpigeemne: SPISEFORSTYRRELSEN feminine strutskørt, mave, skøjtehal og marianergrav. (drenge der lider af muskler og mælkesyre?) I DO NOT KNOW – I am not a girl not yet a woman – det er virkelig det den drengede mand manden søren læser af min kronik, blotterfrakkens frøkenkrop (hvem sidder der bag skærmen, hvem lurer der i krattet) en frøken der gufler gren og gafler ært – at jeg bekender min pigelivsinteresse og skrift – at mine bøger HANDLER OM DET SPECIFIKT PIGEDE – gu gør de da ørlende mig røv og en rød ræv bag det øreringspiercede pigeøre, mine fløjlsbløde øreflipper kan kneppe af og gå til alters– I AM NOT A GIRL NOT YET A WOMAN NOT FREAKIN YET BRITNEY (oh I wish), nej det jeg mener: jeg skriver i min kronik at jeg ikke ved hvad det vil sige at være pige, ikke ved hvad det vil sige at være kvinde: MED DET MENER JEG (skærer ud i pap, papfarspige kan det sige): JEG ER ET MENNESKE, til nøds: et kræ, og jeg skriver litteratur – forsøger at gøre det – forsøger at skrive mig bort fra, fra hvad ja? Fra dragerne? De dårlige ånder? Søren og Mette læser? Nej fra uh den ulykkelige fortid, det forkælede tandsæt (plak og skipperlabskovs), den mørke nat og de videste pufærmer nogen verden har set, JEG MENER: fra REDUCERINGERNE. Jeg har ikke pigelus. The creeps. Lad nu venligst være med at fortæl mig at jeg synger om afmagten i det pubertære vadested, omkvædet: damsel in distress. Jeg spiller muskler og piller næse, min orgasme, et kattenys, nej, undskyld, alt for biografisk en oplysning, mit selvbiografiske langdigt, alt er én-til-én og jeg er en PIGE med ben i næsen, nej med lidt til gården og gaden. Se: en bekendelse og noget PIGET. TARDARH. jeg skærer det åbenbart ud i smattet blommekød med en sløv neglesaks, månens melede hjerte i denne nat, og min kærlighed og mit had. Hahaha. men det er mest fordi jeg er så arrig, og hahaha alle vil le en overbærende latter, og jeg må arbejde med denne vrede, nej ikke: det jeg siger: jeg arbejder lige nu med denne vrede - kan gerne være det ikke er godt gjort, men det gøres. Om omkostningen er: jeg pige graver min pigegrav og er tøsefornærmet i min dybtgodnatkjole. Plat. Pjat. Jeg skriver pjalter, og det er fordi jeg er lidt itu. Nej. Men jeg er virkelig så træt, så træt, når jeg læser nogen forsøge at præsentere det der er mit forfatterskab som en art kjoleskab. Se mig græde flæser. Eller er det mig der er crazy? Det er det nok. NEJ. Jeg vil gerne tale meget tydeligere om dette, men jeg skal lige spy ild ud, og også hidse mig ned, og rolig nu, rolig nu. Jeg synes der er så mange fine pointer og tanker i denne læsning denne mand søren foretager, og jeg bliver så ked af her at vrænge af ham, men hvorfor skal han tale om min pigestemme? Mine kvindeområder? Temaerne – det specifikt pigede, hvorfor skal hr niklas freisleben lund i sin anmeldelse af scarykost skrive at jeg fortsætter min taktfaste undersøgelse af køn og det pigede (noget i den dur) hvorfor skal alle (HAHA lol ”ALLE”) antage at kronikken er en art nøgle til de bøger jeg har udgivet det sidste halve år (strunk og scarykost) – handler de specielt om det pigede? Altså mere end alle mulige mænds bøger handler om det mandede, det drengede? Det er et spørgsmål fra hjertet for jeg er usikker på hvad det er der gør mig PIGET? Hvorfor denne fremhævelse af denne min PIGEstemme, godt skåret for tungebåndet er jeg næppe i denne stund, men der er meget måne i natten – skulle man kigge ud. Ej undskyld, man fatter jo nok absolut brik af den her tekst. Men seriøst – hvad gør man med sin evindelige rødglødende galskabshjerne? Og sin bloddryppende vagina? JEG SPØRGER JO BARE UD I LUFTEN I NATTEN den friske friske sommerluft. Kære Bedstemor Piletræ eller hvem der vil give mig svar, en skønånd, en ugle (not what they seem MY DEAR DR WATSON såsåså guldringene hr olaf) mit udslåede hår, og mine lange arme som jeg slår ud med: slår ud med mine PIGEarme beklædt med PIGEhud og smykket med PIGEfingerringe og PIGEarmbånd. BESIND DIG BARN BESIND DIG. Ok hvis man måske læser lidt af linket så fatter man måske lidt. SKIFTE: Pigeham og pagehår, pindemadder PØBEVÆLDE. VOKSENBLE, KONESKO OG KARAMELKNAS i dit fjæs (foot and face) herfra hvor jeg går. ALT ER SANDT OG SALT SOM EN SALTSTANG. KH

9 kommentarer:

  1. Nicklas Freislebens kommentar til Cecilie opdatering

    Hey, jeg er søvnløs, ikke i Seattle, men Boston, og faldt lige over mit navn (med 'hr.' foran, hæ, her kalder bibliotek- og bygningsvagter mig 'sir', sikke en status, man søber rundt i). Sætningen du henviser til stammer fra min anmeldelse af "SK", men henviser faktisk til "Strunk", og lyder "Cecilie Linds tredje bog, ”Strunk” – et langdigt som fortsatte den 25årige digters viljefaste undersøgelse af kønsidentitet og pigeperpleksitet". Den læsning af "Strunk" vil gerne stå på mål for. Meni "SK"-anmeldelsen (som du refererer til) er der egentlig ikke synderlig meget snak om at være "pige" etc.. I stedet er jeg (tematisk) interesseret i spiseforstyrelsens dobbelte natur i digtasamlingen (på engang frytelig og tryg) samt (stilistisk) de nye elementer (mener jeg) af hårde oneliners, som jeg sammenligner med Bjørn Rasmussens "Ming". Ok, jeg kan stadig ikke sove, så nu tjekkede jeg også resten af anmeldelserne af "Scarykost". Og faktisk fylder det pigede ikke særligt meget der heller. Undtagelsen er Linea Maja Ernsts WA-anmeldelse, som lægger rigtig meget vægt på det, men derudover så har vi Politiken (Kizaja), hvor ordet "pige" kun optræder een gang i et citat fra bogen men er ellers mest interesseret i et "aldeles ambivalent sygdomsforhold" + overvejelserne af sprog/stil og placeringen af denne ift. resten af forfatterskabet + andre DK-forfatterskaber. Så er der Berlingske Jørgen Johansen, som slet ikke nævner pige/køn, men fokuserer på at redegøre (rosende) for "sprogkraft". Endelig informations Solveig D, der nævner det lillepigede, men ellers er mest interesseret i det trodsige, "at droppe anoreksiens offerdiskurs" (ku ik lige finde KD's, men so be it). Hvad er pointen? Altså, at Søren (hvis tekst jeg ikke læste, da jeg opdagede, at jeg, herren, også blev refereret til, det var mere spændende for mig) givetvis kører på med pige, pige, pige (som da også fylder godt til i den gurlesk-tendens ting, du udtalte dig til i, hmmm, 13/14'ish (ikke at det skal diktere læsningen, klart)) men at hvis vi kigger på receptionen af "SK", så spiller kvindestemme/det pigede ikke en hovedrolle i læsningen og præsentationen, tværtimod er anmeldelserne primært interesserede i 1) beskrivelsen af en særlig, hmmm, 'sygdomserfaring' (som ikke kønnes vildt, vil jeg sige, men som - meiner Meinung nach - vel heller ikke kan kategoriseres som noget almenmenneskeligt (hvad det så end er?) 2) samt i at beskrive skrift, stil osv.. Alt godt, N

    SvarSlet
  2. Cecilie svar på Nicklas' kommentar:

    PART 1

    Hey Sir Nicklas, håber du fik sovet! Det gjorde jeg. Tak for dit svar, og din research :) jeg forsøger at høre hvad du siger, og ovenstående udbrud er skrevet i følelsers vold – derfor måske mindre præcist end ønskværdigt – jeg har som sådan ikke et problem med den modtagelse Scarykost fik – anmeldelserne af Kizaja, Solveig og Jørgen var meget interessante og fine at læse. Dem er jeg glade for. Og jeg er som sådan også virkelig glad for dine anmeldelser (af mig og af andre), men jeg må sige at jeg stejler over passager som disse:

    "Strunk" - et langdigt, som fortsatte den 25-årige digters viljefaste undersøgelse af kønsidentitet og pigeperpleksitet. " (det var det citat jeg fik forvansket) & (hæ jeg er 24 lidt endnu)

    "Herigennem udfoldes et univers, hvor Cecilie Lind - igen, ligesom i sin forrige bog, der også kredsede om "pyntefunktionsslaveriet" og "småpigeperversioner" - konfronterer de dominerende forestillinger om og forventninger til den unge kvinde, pigen."

    "Det særligt fine ved "Strunk" er, at den insisterer på og magter at fremstille og gennemspille pigelivet som en kampzone. For det trodsigt ranke og aggressivt knejsende er blot et af bogens pigemodi."

    Og også her i din anmeldelse af Sofie Diemers bog LOLlita:

    "Det er en velkendt model. Den unge kvinde, der søger identitet - også gennem partner(e). Til den skabelon hører selvfølgelig følsom skrøbelighed, og i "LOL-LITA" møder læseren da også et jeg, der kun ser fedt i spejlet og onanerer til »tanken om at være en anden«. Jeg er ikke ude på at negligere sådanne emner, som eksempelvis Cecilie Lind har skabt yderst interessant litteratur af. "

    Her kunne jeg forstå at du kalder det ”sådanne emner” hvis Sofie og jeg begge havde skrevet romaner om jordbærplukkere, eller lejrskoleliv, eller lemonadeproducenter (ok min hjerne er vist i sommerferiemodus) – men er sgu ikke rigtig med på præmissen for den her sammenligning/føring – at vi deler et emne? Der så er det kvindelige? Det pigede? Giver det mening at lave den sammenligning?

    Og så her i billedteksten til anmeldelsen af Strunk – det ved jeg selvfølgelig ikke om du er ophavsmand til sentensen, men ikke desto mindre:

    ”Cecilie Linds tredje bog fremstiller - ligesom de foregående - pigelivet som en kampzone.”

    SvarSlet
  3. PART 2

    Jeg er simpelthen uenig i at mine bøger handler specifikt om det pigede, jeg mener jeg må jo uundgåeligt skrive med min identitet og den indebærer jo at jeg er kvinde, men jeg har godt nok ikke og aldrig haft som projekt at skrive bøger om ”pigelivet” – hvordan i alverden handler ulven åd min eyeliner om det? Er det fordi der står eyeliner i titlen? Og Dughærget-bogen (som du jo også anmeldte) – hvordan handler den om pigelivet som en kampzone?

    – jeg synes jeg ser mine tekster set enøjet an – den pigebås vil jeg gerne undslippe – og der det så slog klik, især, var da jeg så den side på forfatterweb var blevet opdateret med mine to nye bøger – før var ikke et pip nævnt om at jeg var ”piget” men nu ”messer jeg med mit pigesprog” – Det gjorde mig træt. Og hidsig. Især fordi jeg var så glad for Søren Langagers læsning - før han opdaterede siden. Jeg kan ikke se hvorfor han læser mig som specifikt piget – hvorfor det er ham påbudt nu? Er det p.ga. kronikteksten? Fordi jeg i den jonglerer med biografiske facts? Er det fordi der i Strunk tales fra et ”jeg”? jeget som knudepunkt for en talen. For mig (det er problematisk at udlægge sin egen tekst, uh) er Strunk mest af alt en undersøgelse af en art tilblivelsesproces – så længe der tales ER ”jeg” – eller måske en art flugtrutedigt, et actionprojekt. Og i forhold til Scarykost forstår jeg ikke at den er piget? Er det fordi sygdommen spiseforstyrrelse rubriceres som en feminin sygdom? Jeg tænker at Scarykost på linie med Mikael Josephsens Knæk er en sygdomsskildring/misbrugererfaring – hvorfor fremhæve det pigede i Scarykost? Jeg mener: jeg skriver ikke mere piget end Yahya Hassan og Caspar Eric skriver drenget. Tænker jeg. Eller Harald Voetmann skriver mandet, eller eller eller. Jeg synes ikke jeg ser mænd få at vide at de skriver med deres manderøst, deres drengemæle. Er det givtigt at tale om at jeg taler specifikt piget? Siger det præcise ting om de tekster jeg skriver? Det tror jeg helt ærligt ikke rigtig jeg synes.

    Håber Boston er nice! Alt godt i lige måde kh Lady Lind

    SvarSlet
  4. Nicklas' svar på Cecilies svar på hans kommentar:

    PART 1

    Hey Cecilie

    Tak for udførligt svar. Jeg vil forsøge at gengælde gestussen, det bliver langt i spyttet, beklager (så langt, at det fordeler sig på to kommentarer, sikke noget).

    1)Lad mig starte med den cirka afsluttende pointe. Du skriver her ”Og i forhold til Scarykost forstår jeg ikke at den er piget. Jeg tænker SK på linje med MJ’s knæk (osv.). Jeg forholder mig ikke til ham Sørens tekst, men at du – i hvert fald i det første følelesvoldede opslag – ligesom gør den til symptomatisk for receptionen.

    Men, jf. mit første svar, så kredsede anmeldelserne i B, JP, Pol og Inf (undtagelsen var WA), netop ikke om det ”pigede”, men netop om sygdomsskildringen o.l. – og dermed det blik på bogen, som du selv lægger op til (personligt sammenligner jeg den med ”Ming”). Min pointe: Sørens pigelæsning kan ikke gøres til udtryk for en generel reception af hverken ”SK” eller forfatterskabet som sådan.

    2) Nu, bemærkningerne om min anmeldelse af ”Strunk”, der – som jeg klart anerkendte i mit første svar – lægger meget vægt på det, jeg kalder det ”pigede”.

    Min udlægning fremgår meget fint af de citater, du nævner, og den står jeg gerne på mål for. Men jeg kunne godt tænke mig at addere det her til bunken:

    ”Strunk kan da netop også beskrives som en vrængende, parodisk overidentifikation med det lillepigede og pyntesyge, som netop skaber en som skaber en uro og en uorden i de velkendte tøsekonventioner: Her bliver flitterstadset klamt snasket, klippeklistersaksen truende og det dydige pigebarn er også en voyeur og ”en ond PERSONAGE” Således gemmer det legesyge og udmajede på en feministisk gestus: Et forsøg på tilbageerobre og tage kontrol over sin kønsidentitet.”

    Det som klart fremgår her, er at jeg ikke essentialiserer ’det pigede’ – det er ikke en fast identitet, det er ikke en særlig skriftlig praksis, som unge kvindelige forfattere har til fælles. Det jeg netop beskriver er en PERFORMATIV pigethed, en skrift der vrænger af, leger og overidentificerer sig med de normer, forventninger, konventioner, der er til den identitet. Jeg synes, der er stor, stor forskel på den måde – min – at tænke det pigede på, og så den udlægning, du tilskriver mig i dit svar. Forskellen på pigen som kritisk performance overfor pigen som fastlåst position.

    På den måde kan da også sagtens placere ”Strunk” i samtidslitteraturens trodsighed overfor faste identiteter, forventninger til sociale rolle, positioner etc. Tag Yahya Hassan, der i sine digte nægter at være præmieperker og taknemmelig velfærdsklient, tag Bjørn Rasmussens debut, der insisterer på at det, der konventionelt ville opfattes som misbrugsskildring er en intens kærlighedshistorie, tag Asta Olivia Nordenhof, der klart afviser at leve op til kravene om konkurrencestatens gode, produktive borger.

    SvarSlet
  5. PART 2

    Skulle jeg så have skrevet mere om det? Tjo. Men pointen er, at jeg faktisk synes det interessante, det det vigtige faktisk ligger i digtenes specifikke portræt af eller vidnesbyrd fra en slags identitetskamp – det som jeg har kaldt det pigede – og ikke det mere generelle issue om en almenmenneskelig kamp for ligesom at finde sig tilrette i det sociale konventioners storm (du ved, a la Mrs. Dalloway der kæmper foran spejlet med at tegne sig et ansigt). På samme måde som at jeg fx synes, at det interessante ved Rolf Sparres ”Søvn” er beskrivelserne af bliven-far eller Caspar Erics digte om at have cerebral parese OG samtidig problematisere rollen som ’handicappet’ osv. De partikulære aspekter, kan vi kalde dem.

    Hov, og så var der Diemer-referencen. Klart, ”emne” er et pissedårligt ord, det ville jeg gerne gøre om. Men det jeg mener er, at ”LOLlitta” og fx ”Strunk” – på vildt forskellig vis – skriver fra en similar erfaringshorisont, der fx er præget af på den ene side at kunne gennemskue det problematiske ved herskende kropsidealer, men samtidig være underlagt dem, hvilket bøger sætter sig igennem som problematisk forhold til kroppen, fokusset på fedt osv. Er det så en særlig kønnet oplevelse, kunne man spørge/spørger du – handler Caspar Erics ”Nike” fx ikke også om at være plaget af forestillingen om idealkroppen? Jo, klart. Men igen, så viser al statistik en klar slagside ift. unge kvinder, når det drejer som lavet selvværd ift. krop, spiseforstyrrelser osv. , og de mest signifikante litterære vidnesbyrd om den slags som jeg kan komme på (jeg orkede jeg ikke at bruge tid på at undersøge det nærmere, så der er en potentiel fejlmargin her) måske netop også fra forfattere som - udover dig – Maria Hede og Sofi Oksanen.

    SvarSlet
  6. PART 3

    3) Endelig vil jeg vende lidt tilbage receptionen af forfatterskabet som sådan. Nu fremhævede du eksempler fra min anmeldelse af ”Strunk”, der fik dig til at stejle, men hvis man kigger på receptionen af bogen over all, så stikker min faktisk ikke synderligt ud.

    Kizaja:
    "Lind karikerer det lillepigede, til det bliver uhyggeligt, og driver skrøbeligheden ud, hvor den måske kan undergrave sig selv. For striden, som lillepigekroppen er kampplads for her, er ikke kun privat, den vedrører også den fetichering af uskyldsren, mager ungdom, som samfundet bekriger unge piger med.
    Dét er den arena, Linds lyriske alter ego er en spinkel, men strunk gladiator i”

    Martin Gregersen;

    ”Vi befinder os nemlig i et, om man så må sige, piget univers med glitter, neglelak, eyeliner, dukker og så videre, men det er netop ikke et sukkersødt prinsesseunivers, der tegnes op: Vi har ikke at gøre med et medgørligt og underkuet, men et omskifteligt, uhåndterligt, selvbevidst og til tider vredt jeg, der siger fra over for omverdenens komplimenter, blikke og bemærkninger:-at jeg skræmmer liv ud af folk der/ rækker ud og siger/ søde pige du er en sød pige, men jeg nænner nok lige at sige/ dem/ TILBAGE at NEJ/ JEG/ er en ond/ PERSONAGE”.

    Linea Maja Ernst:

    ”Det er en feministisk position, som er et vigtigt alternativ til den stærke og selvsikre, myndige stemme. Det er lillepigen, som insisterer på at have lov til at være sød, usikker, fucked, og at tale fra den position.

    Lone:
    ”Strunk er fuld af venindebogslingo, jeget er »EN SØD TØS, en frisk pige, en gæv alf«, og alt det nuttede tipper hele tiden over i det grumme, for jeget er også »DET MEST GUSTNE GHOST du nogensinde har kendt.« Så ved man det. Langdigtet opleves som en sang fra pigekammeret med referencer til Disneyfilm, folkeeventyrene i deres oprindelige grumhed, alskens popmusik, salmer, børne- og højskolesang. Der klages, nynnes, tralles, hviskes og vrænges ”

    SvarSlet
  7. PART 4

    Der er tre ting, jeg gerne vil sige til det.

    a)Når jeg var lidt på dupperne over at blive nævnt i det oprindelige opslag, og pludselig går op i ’hvem skrev hvad’ så handler det om, at jeg oplevede at jeg ligesom blev spændt for en eller anden patriarkalsk vogn (jf. understregningen af hr.); se de der mænner, Søren og Nicklas, der rigtig kloger sig på pigerne. Det– du ved – a) gjorde mig utilpas og b) irriterede mig fordi jeg som sådan ikke oplever at min (m)an(d)meldelse, som allerede pointeres, skiller sig ud fra de ovenstående, men i dit oprindelige opslag ikke nævnte, anmeldelser.

    b) Derfor kom din kritik også bag på mig, idet at de fire øvrige anmeldelser alle på Blogdahl (og klart, det er forkert at gå ud fra at I ligesom er en unison litterær enhed, men tænker at LB ikke ligefrem ville hylde anmeldelser, du fandt enøjede, irriterende) blevet kategoriseret som ”glimrende” som tekster, der ”fatter den på stribe, Strunk”. Men altså, er de ifølge dig udtryk for den ’enøjethed’, du snakker om? Altså, du skriver, at du ikke har et problem med modtagelsen af ”SK”, så er issuet så modtagelsen af ”Strunk”? Som sådan? Og i sin tid var du – tjekkede lige din tidslinje – ’glad’ for min Politiken-tekst om ”Dughærget” pupil, hvor jeg bl.a. skrev ”Store dele af ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’ kredser, som her, om overgangen fra pige til kvinde, fra uskyld til indsigt. Men hvor sagnet og myten forklarer og accepterer, så udtrykker Linds tekster en stædig trods mod forvandlingens forudbestemte positioner.” Det er ikke min intention, at være polemisk her, men jeg oplever lidt en modsætning mellem de positive valoriseringer af de enkelte anmeldelser og så frustrationen over det du beskriver som den overordnede modtagelse? Hvordan forholder de to ting til hinanden?

    c)I forlængelse heraf, kan man selvfølgelig sige, at receptionen af ”Strunk” underbygger din pointe om ’pige-læsningens’ dominans i receptionen. Det kan man så udlægge som udtryk for et kritikerkorps, der lægger under for biografi, kronik osv. Men altså, hvis vi accepterer forfatterens død og alt det jazz, så kunne man vel også sige, at det indikerer at bogens fascinationskraft – selvom du gerne ønskede en anden læsning – simpelthen ligger i skildringen, for nu at citere Kizaja, ”lillepigekroppen som kampplads”, mens at det i ”Scarykosts” tilfælde (med de nævnte undtagelser) i højere grad end pigeliv handler om lidelseseksistens, stilistiske nybrud osv.

    Det blev en alt for lang smøre, og jeg tror også jeg takker af for nu og overlader det (eventuelt) sidste ord til dig. Ikke fordi, det ikke er spændende, men simpelthen fordi det for mig er vildt tidskrævende og at jeg, heldigvis, også har lønnede litteraturting at skrive (samt en weekend, hvor jeg gerne vil bruge kvalitetstid på gammelmandspunk, fodbold og Boston’ske micro-brews (harker, klør mig i skridtet, pifter efter damerne))

    Rigtig god weekend, N

    SvarSlet
  8. Cecilies svar på Nicklas' svar på hendes svar på hans kommentar:

    PART 1

    Kære Nicklas, et sidste hæst pip og så ellers mange tak for dialogen og den tid du har brugt på den! :)

    Jeg taler med en masse tvivl så dette bliver et lidt pjaltet skitsesvar, og måske ret forskudt fra dit mere tekstnære indlæg: Blot for at understrege: Jeg har IKKE noget imod modtagelsen af mine bøger som sådan – jeg er ganske tilfreds med de anmeldelser jeg har fået (inklusiv din), og jeg synes de er spændende at læse. Men det sagt, så: JA jeg har noget imod pigegørelsen, og pigefokus (selvom jeg LOKALT fuldt ud kan gå ind for de citater du citerer, jeg synes de tænker meget elastisk og spændende med ideen om det pigede, jeg føler mig ikke påduttet et pigemærkat på samme måde som når du skriver at jeg fortsætter en viljefast undersøgelse af kønsidentitet og pigeperpleksitet – som er det specifikke citat jeg flegnede ud på) – som jeg synes fylder lidt vel meget, og som for mig så kulminerer der på Forfatterweb med fremkomst af begrebet pigesprog som et overordnet karakteristika for min forfatterkommode. Men som jeg jo – som også påpeges af dig – til dels selv er ”skyldig” i – jeg snakker gurlesk i øst og vest (eller mere specifikt i et interview til Linea Maja Ernst i Information fra 2014 og i en tekst om det pigede og det nuttede i Kritik fra 2015) og ævler pige til højre og venstre (senest i Flaskens Ånd på 24syv som blev sendt i går – præsentationsteksten siger gudhjælpemig noget alla at jeg interessere mig for det sødt og aggressivt vrængende lillepigede – det håber jeg vitterligt ikke er min egen formulering – men måske det er (og hvis det er – hvad så? Er det så et argument for at det er ok at brodere mig små pigeperler på vandrestøvlerne?) Hvis og når jeg selv taler dumt – giver det så anledning til at andre skal tale lige så dumt?). Min ”interesse for det ”pigede”” er unægtelig til stede i mine tekster (tror jeg!??? Men jeg er jo selv kvinde, så jeg er faktisk i tvivl om hvad det præcis er der er specifikt piget – i forhold til hvad der er specifikt drenget, mandet, konet??) – desto mere synes jeg egentlig og faktisk at vreden er legitim – fordi den primært retter sig mod reduktionen (inklusiv og måske først og fremmest og især min egen reduktion) men fuck nu – jeg synes jeg maler mig selv op i et hjørne (nobody puts baby in a corner!), SELVMODSIGELSER, åhåh, I know, jeg står gerne ved dem, for det er sgu forvirrende business (at eje sit mæle og så derefter forpligte sig på at mene) (godmorgen min tøs nynner buske og træer).

    SvarSlet
  9. Og ovenstående tekst er også (lige så meget som det er et ”angreb” på nogen) en flintren ud på mig selv og mit pigede og min kommen for skade at tale mig ind i mit pigeværelse og igen også ”alles” (igen: LOL ”alles” (med alle mener jeg nok: halvanden menneske og mig selv fx)) trang til at læse eyeliner ind som tryksværte. Det er en tekst skrevet i vredesrus (det synes jeg også at teksten tydeligt vedkender sig). Jeg var lige Kaptajn Haddock-wannabe der i natten, eder og forbandelser og afmagt, og Skipper Skriftskræk, og spytklatter ud af gabet, og du og din sætning (en sætning der har huseret trælst i min hjerne) røg med i skyndingen, og jeg burde måske nok have redigeret dig ud efter morgensolens komme. Vreden er benzin, men vreden er også sand. Whatever. Ak. Vreden er også vrede på generel pigegørelse – at stå i 7eleven i min sommerkjole i sidste uge og blive højlydt skammet ud af mænd der mener det er for galt at jeg ikke har bh på på min A-skåls-bryster, alle mulige mikrosexistiske oplevelser (ikke-henvendende henvendelser allevegne) her i sommeren, som jeg på ingen måde vil hævde er traumatiserende, men freakin bare er åh så trættende. Alt for mange veninder der opleve det samme, og langt værre ting. Vreden handler også om at se sig selv illustreret til alle anmeldelserne (KJOLEBARNET JEG HAR GJORT MIG TIL (fordi jeg fortjener det (LOL-for-real (her er et meget sofistikeret ordspil som jeg håber man fatter))), - vreden handler om at det at få taget et forfatterportræt fx er super angstprovokerende. Fordi: SIGNALPOST. Hvad betyder en bar skulder? Hvad betyder en kjole? Et koket smil, et bly nedslået blik (og hvorfor posere sådan, og hvorfor ikke??) skal jeg skamme mig over at lege med min egen problematiske trang til at være dukkebarn/heks? Er den trang problematisk? Hvad betyder det for den måde jeg skriver på, læses på? Betyder det noget? Må jeg overkarikere mig selv – er karikaturen en karikatur? Hvorfor vil jeg være pæn – DET VIL JEG, selvom jeg synes jeg er grim. Må jeg vise bryster? Skal jeg lade være med hele tiden at skrifte profilbillede. Må jeg brække mig over min selvoptagethed (tro mig det gør jeg). Tænker forfattere der er mænd lige så meget over disse ting? Det gør de helt sikkert! Men jeg ved det ikke, men forfængeligheden findes. Det er ikke let for noooogeeen. Selvoptagetheden gløder. Mine tykke ankler, mit omsorgsgen, min gøren og laden. Hvad stiller man op? Jeg arbejder videre på at skrive røven ud af den kjole som jeg glædeligt iklæder mig på mine forfatterfotos. Ambivalens og bambiøjne og fortsat godt Bostonleben til dig – det lyder lækkert alt sammen :) Og virkelig igen: jeg ved ikke om jeg lyder alt for besk i spyttet her, men jeg er meget glad over at du har gidet bruge tid på at diskutere med mig. KH

    SvarSlet