"Ok, obs, alarm, vær beredt – det her er en meget lang og nørdet og ikke sygt gennemtænkt overvejelse om Cecilie Linds lavalampe og Mette Høegs kronik:
Da Selma Lagerlöf modtog nobelprisen i 1909, valgte hun at bygge sin tale op om en sød, lille personlig anekdote: en dagdrøm hun havde i toget på vej til prisoverrækkelsen om at søge råd hos sin gamle far i det hinsides. Det er tilsyneladende en lidt banal anekdote fra det virkelige (forfatter)liv. Men går man den efter, viser den sig at være én lang reference til de indledende scener i Jerusalem, hvor Ingmar Ingmarsson på samme vis – og med klare sammenfald på tekstplanet – dagdrømmer om at søge råd hos sin døde far. Forfatteren og teksten kan ikke så nemt adskilles. Lagerlöf taler til publikum ikke fra forfatterens domæne men fra værkets. Eller – hun værkgør sig selv.
Selma Lagerlöf arbejdede strategisk med sin forfatterpersona, og det fik på godt og ondt afgørende indflydelse på de dominerende læsninger af forfatterskabet. På den ene side frisatte den nøje konstruerede sagotant-persona Lagerlöf til at skrive om ting, der var tabu for kvindelige forfattere, uden at måtte gøre det fra en udsat / udstødt position. På den anden side lagde hun selv kimen til det væld af dovne og jævnthen dårlige biografiske læsninger, Lagerlöfforskningen har været plaget af. Hun banaliserede til en vis grad sig selv – men strategien rummede, som forfatterskabet jo vidner om, frisættelsen af et ret vildt kunstnerisk potentiale.
Mette Høeg er i sin kronik ude med riven efter en vis forfatters lavalampe, som optræder i Informations serie, Arbejdspladsen, om forfatteres skriverum. Høeg benytter lampen som eksempel på noget fra forfatterens domæne, der er uden for konteksten af det værk, som definerer ham/hende, og derfor uinteressant. Et konkret symbol på den dyrkelse af forfatteren frem for værket, der bidrager til en fordummende litterær kultur. Men lavalampen er Cecilie Linds. Hun har ”ønsket sig en, siden hun var lille”, den er på én gang ”ækel”, ”tryg” og ”noget plamageagtigt, som prøver at slippe ud”.
Høeg fremhæver, at skrivebordene i 'Arbejdspladsen' er kuraterede. Det rummer jo også, at Lind placerer lavalampen i billedet som tegn. For Høeg peger tegnet tomt på forfatteren. Men for mig peger det i lige så høj grad på nogle omdrejningspunkter i Linds litterære produktion ind til videre. Lavaen bevæger sig som Linds tekster; formens substans er sammenhæng, der skabes og genskabes fortløbende. Linds egen beskrivelse af lampen peger på to centrale temaer: undersøgelsen af det pigelige og den ulækre-og-betryggende spiseforstyrrelse. Også det skønne, dyrt købte maleri med de flossede kanter, der hænger over lampen, peger lige så meget ind i Linds litterære univers som på hendes private person.
Altså, det kan jo også bare være en lavalampe, som Lind synes er pæn og rar at se på. Men jeg læser Cecilie Lind som en forfatter, der arbejder strategisk med sin forfatterpersona og med overskridelser af de konventionelle grænser mellem litteratur og (forfatter)liv som kunstnerisk strategi. Ser man sådan på det, befinder lavalampen sig ikke nødvendigvis uden for konteksten af værket. Tværtimod indgår den i en kritisk – og i Linds tilfælde netop ret ”gennemtænkt, sammenhængende og relevant” kunstnerisk undersøgelse af noget i samtiden.
Der er, synes jeg, meget rigtigt i Høegs kritik af tendensen til forfatterdyrkelse. Men der er måske også en tendens til at underkende (unge) kvindelige forfatteres krops-og-persona-bundne litterære eksperimenter og udfordringer af værkgrænserne. Eller hvad?"
- Siris egen videregrublende kommentar nede i tråden til sin opdatering:
"(...) pardon my rablen her, det er lidt med et halvt øje på lønarbejdet – ”det at noget forsøger at tage fysisk form” er vildt spændende, synes jeg. Og centralt hos Lind, måske især i værket Strunk, som konkret er sat i pigeværelset og hvor performance af det pigelige – performance som bl.a. selvskabelses- og selvopretholdelsesstrategi – er et centralt tema for skriften. Og når det er dét, er det jo ret oplagt at se på den lavalampe i det eksplicit pigelige rum, Lind har kurateret, og tænke: Hm. Gad vide, om hende Lind egentlig har gang i et projekt, der rækker ud over værket-som-skrift og faktisk netop handler om at investere sin krop i at problematisere, kritisere, undersøge visse rollers (man tør jo nærmest ikke sige identiteters) begrænsninger og potentialer? Faktisk overhovedet ”identitetens” begrænsninger og potentialer? Det spørgsmål stiller Høeg ikke. Hun stiller egentlig slet ikke spørgsmål. I stedet kategoriserer hun Linds værk som antitesen på gennemtænkt og relevant – og Lind som iscenesat/selviscenesættende på en måde, der skygger for værket. Men hvad – spørger jeg så – skygger egentlig for hvad her? Altså, min påstand er jo, at Lind taler fra værkets domæne, når hun taler om den lavalampe. Og jeg tror, at hun simpelthen læses mindre nysgerrigt end fx en Yahya Hassan, fordi hendes emnefelt – det pigelige – er lavstatus, og fordi forestillingen om at kvinder mimer og mænd skaber desværre stadig spøger i kulturen. Så når en Lind iscenesætter en lavalampe, bliver det bare ”sig selv” hun iscenesætter. Det kunstneriske projekt underkendes uden reel vurdering. Måske! Altså det er jo en overvejelse – ikke et anklageskrift."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar