Sirir Ranva Hjelm Jacobsen har en fin, tænksom opdatering om (Mette Høegs kritik (!) af) Cecilies Mit skrivebord-kommentar til og -foto af sin lavalampe:
"Ok, obs, alarm, vær beredt – det her er en meget lang og nørdet og
ikke sygt gennemtænkt overvejelse om Cecilie Linds lavalampe og Mette
Høegs kronik:
Da Selma Lagerlöf modtog nobelprisen i 1909,
valgte hun at bygge sin tale op om en sød, lille personlig anekdote: en
dagdrøm hun havde i toget på vej til prisoverrækkelsen om at søge råd
hos sin gamle far i det hinsides. Det er tilsyneladende en lidt banal
anekdote fra det virkelige (forfatter)liv. Men går man den efter, viser
den sig at være én lang reference til de indledende scener i Jerusalem,
hvor Ingmar Ingmarsson på samme vis – og med klare sammenfald på
tekstplanet – dagdrømmer om at søge råd hos sin døde far. Forfatteren og
teksten kan ikke så nemt adskilles. Lagerlöf taler til publikum ikke
fra forfatterens domæne men fra værkets. Eller – hun værkgør sig selv.
Selma Lagerlöf arbejdede strategisk med sin forfatterpersona, og det
fik på godt og ondt afgørende indflydelse på de dominerende læsninger af
forfatterskabet. På den ene side frisatte den nøje konstruerede
sagotant-persona Lagerlöf til at skrive om ting, der var tabu for
kvindelige forfattere, uden at måtte gøre det fra en udsat / udstødt
position. På den anden side lagde hun selv kimen til det væld af dovne
og jævnthen dårlige biografiske læsninger, Lagerlöfforskningen har været
plaget af. Hun banaliserede til en vis grad sig selv – men strategien
rummede, som forfatterskabet jo vidner om, frisættelsen af et ret vildt
kunstnerisk potentiale.
Mette Høeg er i sin kronik ude med riven
efter en vis forfatters lavalampe, som optræder i Informations serie,
Arbejdspladsen, om forfatteres skriverum. Høeg benytter lampen som
eksempel på noget fra forfatterens domæne, der er uden for konteksten af
det værk, som definerer ham/hende, og derfor uinteressant. Et konkret
symbol på den dyrkelse af forfatteren frem for værket, der bidrager til
en fordummende litterær kultur. Men lavalampen er Cecilie Linds. Hun har
”ønsket sig en, siden hun var lille”, den er på én gang ”ækel”, ”tryg”
og ”noget plamageagtigt, som prøver at slippe ud”.
Høeg
fremhæver, at skrivebordene i 'Arbejdspladsen' er kuraterede. Det rummer
jo også, at Lind placerer lavalampen i billedet som tegn. For Høeg
peger tegnet tomt på forfatteren. Men for mig peger det i lige så høj
grad på nogle omdrejningspunkter i Linds litterære produktion ind til
videre. Lavaen bevæger sig som Linds tekster; formens substans er
sammenhæng, der skabes og genskabes fortløbende. Linds egen beskrivelse
af lampen peger på to centrale temaer: undersøgelsen af det pigelige og
den ulækre-og-betryggende spiseforstyrrelse. Også det skønne, dyrt købte
maleri med de flossede kanter, der hænger over lampen, peger lige så
meget ind i Linds litterære univers som på hendes private person.
Altså, det kan jo også bare være en lavalampe, som Lind synes er pæn og
rar at se på. Men jeg læser Cecilie Lind som en forfatter, der arbejder
strategisk med sin forfatterpersona og med overskridelser af de
konventionelle grænser mellem litteratur og (forfatter)liv som
kunstnerisk strategi. Ser man sådan på det, befinder lavalampen sig ikke
nødvendigvis uden for konteksten af værket. Tværtimod indgår den i en
kritisk – og i Linds tilfælde netop ret ”gennemtænkt, sammenhængende og
relevant” kunstnerisk undersøgelse af noget i samtiden.
Der er,
synes jeg, meget rigtigt i Høegs kritik af tendensen til
forfatterdyrkelse. Men der er måske også en tendens til at underkende
(unge) kvindelige forfatteres krops-og-persona-bundne litterære
eksperimenter og udfordringer af værkgrænserne. Eller hvad?"
- Siris egen videregrublende kommentar nede i tråden til sin opdatering:
"(...)
pardon my rablen her, det er lidt med et halvt øje på lønarbejdet –
”det at noget forsøger at tage fysisk form” er vildt spændende, synes
jeg. Og centralt hos Lind, måske især i værket Strunk, som konkret er
sat i pigeværelset
og hvor performance af det pigelige – performance som bl.a.
selvskabelses- og selvopretholdelsesstrategi – er et centralt tema for
skriften. Og når det er dét, er det jo ret oplagt at se på den lavalampe
i det eksplicit pigelige rum, Lind har kurateret, og tænke: Hm. Gad
vide, om hende Lind egentlig har gang i et projekt, der rækker ud over
værket-som-skrift og faktisk netop handler om at investere sin krop i at
problematisere, kritisere, undersøge visse rollers (man tør jo nærmest
ikke sige identiteters) begrænsninger og potentialer? Faktisk
overhovedet ”identitetens” begrænsninger og potentialer? Det spørgsmål
stiller Høeg ikke. Hun stiller egentlig slet ikke spørgsmål. I stedet
kategoriserer hun Linds værk som antitesen på gennemtænkt og relevant –
og Lind som iscenesat/selviscenesættende på en måde, der skygger for
værket. Men hvad – spørger jeg så – skygger egentlig for hvad her?
Altså, min påstand er jo, at Lind taler fra værkets domæne, når hun
taler om den lavalampe. Og jeg tror, at hun simpelthen læses mindre
nysgerrigt end fx en Yahya Hassan, fordi hendes emnefelt – det pigelige –
er lavstatus, og fordi forestillingen om at kvinder mimer og mænd
skaber desværre stadig spøger i kulturen. Så når en Lind iscenesætter en
lavalampe, bliver det bare ”sig selv” hun iscenesætter. Det
kunstneriske projekt underkendes uden reel vurdering. Måske! Altså det
er jo en overvejelse – ikke et anklageskrift."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar