Bønnelyckes bogdrømme

Jeg falder i mit omkring-googleri over en extremt interessant og spændende artikel af Torben Jelsbak, "Avantgarde og boghistorie. Emil Bønnelyckes bibliografiske aktivisme" (trykt i det mig ukendte tidsskrift Lychnos i 2010). Der er en masse solid baggrund om Marinetti og Apollinaire, men så afslører Jelsbak sensationelt, at Bønnelycke planlagde en hel samling med visuelle digte med arbejdstitlen Dansende Digte og aftrykker skitsen til lige præcis et dansedigt, "Balgulvet:

Jelsbak skriver om den urealiserede samling:

Derimod kan man spore en tydelig indflydelse fra Apollinaire i Bønnelyckes samtidige forsøg på at skrive visuelle digte. ”Jeg ville ønske, jeg var Maler” udbryder fortælleren et sted i romanen Spartanerne med direkte hilsen til den polsk-franske kubistdigter, hvis lyriske ideogrammer Bønnelycke var blevet introduceret til omkring 1917 af den kubismekyndige jurist og samler af afrikansk ”negerkunst” Carl Kjersmeier. Blandt Bønnelyckes efterladte papirer finder vi således manuskriptet til en aldrig publiceret samling visuelle digte under titlen ”Dansende Digte” som indeholder en række lyriske skitser og tegninger skrevet i tæt forlængelse af Apollinaire og hvad der i 1918 skulle blive kendt som ’calligrammes’. At denne digtsamling aldrig så sagens lys, kan der være flere gode grunde til. Bønnelyckes dansende digte består for de flestes vedkommende af meget skematiske og lidt kluntede forsøg på figurdigte, ganske uden den spænding mellem grafisk form og sprogligt materiale som kendetegner Apollinaires lyriske ideogrammer. De mest vellykkede digte i samlingen er karakteristisk nok dem der giver helt afkald på det sproglige materiale og dermed krydser grænsen til billedkunsten, som for eksempel den plastiske stregtegning ”Balgulvet” (ill. 3) eller et udkast til det siden berømte og antologiserede bydigt ”Berlin” som består af en ordløs struktur af parallelle og krydsende linjer.

Det meste af artiklen handler om avantgarde-værk nr. 2, ved siden af romanen Spartanerne, "prosafragment"-samlingen Asfaltens sange, der endte med at blive stiligt designet at den hippe funktionalist Knud V. Engelhardt, men hvis afsluttende digt, Bønnelycke havde planlagt den vildeste opsætning af:

Det mest originale udtryk for Bønnelyckes tværæstetiske aspirationer og bibliografiske nytænkning var dog hans plan for opsætningen af ”Biografteatret”, det afsluttende digt i Asfaltens Sange, der beskriver den unge kunstnerklikes (svarende til kredsen omkring Klingen) besøg i Metropolteatret i Mikkel Bryggers gade i København. Bønnelycke ønskede sig her en typografisk løsning der kunne illudere den rumligt-visuelle oplevelse af filmlærredet på endevæggen i biografsalens mørke: Digtet skulle således trykkes med en lille type på en dobbeltside med 4/5 negativ og 1/5 positiv kliché (ill. 7). Med denne fantasifulde idé der for alvor udfordrede grænserne for den konventionelle litterære bog, var Bønnelycke tæt på at foregribe en anden avantgardistisk genrefornyelse, den cinematografiske bog, som først i 20’erne skulle se dagens lys inden for international avantgardelitteratur og bogproduktion.

Her originalmanuskriptet, se opsætningsplanen øverst i højre hjørne!!!