Findes singulære billeder? (Peter Bangs Vej, spæk)

Per Aage Brandt forelæste om metafor og metonymi på Forfatterskolen i går eftermiddags;, vi kom 5-10 minutter for sent, og han var allerede på sin roligt fremgrublende facon turbo ude over stepperne (metafor!), og det var en hjernemasserende (metafor!) fornøjelse at låne ører til (analyseret metafor!); et højdepunkt var den 15 minutter lange improvisation - inkl. autofiktion, måske til ære for dagens vært, rektor Llambìas - over billedet: kirurgen var en slagter (man ville jo ikke fornærme en slagter ved at sige til ham: Du er en slagter, slagter!)

På et tidspunkt sagde professor emeritussen, hvilket lød slående rigtigt, at billedplanet altid er generelt, generisk, ikke-singulært. Man siger ikke: En kirurg (på Rigshospitalet) er (som) slagteren på Kultorvet. Man siger ikke: Du er dum som døren til Nansensgade 53. Men hvorfor gør man ikke det? Fik jeg ikke spurgt om. Og gør man det ikke nu og da? Og er det faktisk ikke en meget skøn slags minoritets/sær-metafor. Jeg prøvede at komme i tanke om eksempler og nåede frem til 2, måske har I, mine bloglæsere, flere?:

1. Søren Ulrik Thomsens linje fra Det værste og det bedste:

hævnen er trist som pisregn på Peter Bangs Vej

- singulær vej, I know, Peter Bangs Vej!

2. Den Ekstra Bladet-anmeldelse, jeg har den ikke lige ved hånden, hvor Poul Borum sammenligner en roman af Jens Christian Grøndahl med Borums køleskab fuld af pakker med spæk, dengang han havde en ung, norsk digter boende.

Singulær, anekdotisk genereret (og nødvendigvis anekdotisk genereret, ellers havde metaforen fået en HELT anden aggressiv barok/surrealistisk karakter) nature morte: køleskab fuld af pakker med spæk



(jeg kan ikke find et rigtige tavlebillede med PAaB hvor han ved siden af en fuldt udfyldt kæmpetavle og ligner en lykkelig og sejrende maratonløber)