HH-breaking 3: KORTPROSAENS GENKOMST!

de indeholder

51 (vildt tal!)

nummererede afsnit/kapitler - heraf har de

12

(uden system, tilsyneladende - en kæmpe pause i andel halvdel) kortprosaisk format (fra lidt under en halv side til og lidt under en hel) og karakter. Handler meget, men ikke udelukkende, om Hun 1 + Hun 2's mylder af boliger. Det her er en af de både PROSAISK og POETISK vildeste (" (...), brunsviger"!!), det er ikke kortprosa, det er et prosadigt sgufandeme, konkret SKRIDENDE som en veritabel og helt eksakt gletsjer af virkelighed frem til sidste linjes real-surrealisme, afsnit/kapitel 17, side 45:

"Det med at male stuen efter en lysestage. Det er bare at tage stagen med i tasken, viklet ind i et viskestykke, og holde den frem oppe hos farvehandleren. Han sælger også dørmåtter og kurve, men de har kurve nok. En står ved fjernsynet med ugeavisen, den anden bag sofaen med med forbigået strikketøj. Sofabordet er vitterlig mahogni, det ruller. Hår og fibre sidder i dets hjulkapsler. Der eksisterer en standerlampe, lyset falder på dagens bunke krummer. Den, der tager det sidste stykke, vasker formen op. Kokosbrød minimeres endeløst, brunsviger. Lyset i vindueskarmen, himlen over svigermors skarpe tunge."

Prosadigt om snorken

(igen fra Nær og fjern, prosa er poesi, når det er kunst - dette er også en lektion i prosaisk metafor, som er en fiktion, der skal fremfabuleres)

"Bjarne var gået i seng uden at børste tænder. Hans tøj lå på gulvet, og der var en mærkelig, stikkende lugt.
  Hun åbnede vinduet. men lugten hang om hans krop og i hans hår, og den strømmede ud af hans mund, og han snorkede.
  Jeanette stoppede ørepropperne så langt ind som muligt og forsøgte at slappe af.
  Men det er umuligt at ignorere den snorken. den er et kæmpe insekt, der svirrer om hendes hoved. Og den vokser og bliver et fly, der kredser om hende, der står ganske alene på en flad strand. Pilotens opmærksomhed er rettet mod hende. Eller flyet er en sjælløs drone, der tiltrækkes af varmen fra hendes krop.
  Det er en våd snorken. Den rejser sig i vældige bølger, der skyller ind mod hende. Og der er tang, småsten, blege fisk og gopler i den. Et øjeblik lægger den sig fladt foran hendes fødder som et kælent dyr. Så rejser den sig igen, og hun spænder i hele kroppen for at stå fast. Hun er simpelthen ved at drukne. Og lugten fra hans krop strømmer ind i hendes næse. den lægger sig på hendes hud og trænger ind i klædeskabet og får hendes tøj til at stinke.
  Hun jager en albue i siden på ham. "Du snorker."
  "Elsker du mig?" mumler han.
   "Nej," siger hun. "Nej."
  Der findes operationer, tænker hun. Der findes spray. Men det letteste ville være, hvis han forsvandt. Eller hvis han var til at drive ud af sin udskyldige søvn. Hans overvældende, majestætiske søvn, der nægter hende et øjebliks hvile.
  Hvis han holdt en nådig pause, så kunne hun måske blunde og falde hen af ren og skær udmattelse. Eller hvis der lige ved siden af sengen stod en ligkiste, åben og indbydende og foret med snehvid satin. Hun ville lade sig glide ned i den ganske langsomt og med det lille gys, hun får, når hun sopper i iskoldt vand.
  Hun vil lukke låget, og mørket vil være så dybt, at det føles som tyngde mod øjenlågene. Hun vil trække ørepropperne ud og et øjeblikk slippe sin egen ånde fri. Men hans snorken vil save gennem træet.
  Hun tager sin dyne og går gennem korridoren ind i systuen. Luften er frisk og ren, og hun sætter sig i lænestolen med dynen om sig."

Forglemmelse af fravær - Anmeldelse Under Ombygning

Hov, den mangel ser jeg først nu! Hvorfor skriver Søren Ulrik Thomsen ikke prosadigte længere!!?? De er nogle af de skønneste, fordi klareste og/eller særeste (og mindst klangfacistiske), tekster i det lyriske værk, og indtil nu har hver digtsamling indeholdt 1 eller flere. Hvorfor skriver Søren Ulrik Thomsen ikke længere prosadigte??!!