SUT-bonus

Der røg en linje ud af min uglade anmeldelse af Torben Munksgaards roman Johns Saga, fordi jeg lige havde glemt reglen om ikke (længere i tide og utide) unødigt at disse på en vis navnkundig 80'er-digter, men så manglede anmeldelsen jo et eksempel på den mindreårige Jeronimus, og det er jo irriterende, så her er linjen tilbage i passagen:

"Jeg tror den mest irriterende kitsch er det arketypiske jeronimusseri: Åh, hvor er brune værtshuse hyggeligere end spejlblanke caféer etc. For hvem siger, at jeronimusseri er et arketypisk alderdomstræk? Jeg synes, jeg kender mange ikke-gamle, der er ramt: Søren Ulrik Thomsen har været kortbærende Jeronimus de sidste 25 år, og han er stadigvæk kun 62.
   Og hvad med bare for eksempel alle de aktivt virkende danske digtere, der er på Johns alder eller ældre, og som har alt for travlt med at sprutte originalt til at vride sig tvære, og selv når de er en slags jeronimusagtige, som fx Peter Laugesen og Henrik Nordbrandt, er det med en helt anden energi og uro end ham jammerkommoden John."

Jubeloldings jeronimusseri-skepsis

er en smuk ting! Vs. langt yngres selvdøve automatvrissen! 

Side 27-28 i Torben Brostrøms Ved kanten:

"Begrebet samtale riskerer at forsvinde i en talen i munden på hinanden, siger den gamle, som selv ikke udholder meget af den 'livsmusik', som lyder i ørerne på mange gående, cyklende og 'bilende', der indstiller høretelefonerne på de fede lyde fra popmusikknes vidtstrakte riger for at slippe for tavshed og isolation.
  Det er lige lovlig let at kritisere den skik og brug, som man især af alder ikke har nået at blive afhængig af. Det er billige point at prise langsommelighedens betydning, når man ikke længere kan gå, handle og arbejde så hurtigt som før. Jeg skrev en glad anmeldelse af Milan Kunderas lille roman Le lenteur (1995, da. Langsomheden), der har et ældre ægtepars bilrejse som ydre handling. Bogens tydelige morale er, at langsomhed er forbundet med erindring, mens hurtigheden medfører glemsel. Det er et sympatisk værk, men dog ikke et af hans mest inciterende. I de gamles øjne og ører virker ny ungdom gerne kulturelt fortabt, selv om den muligvis er sjovere end den, de selv har tabt."

Det eneste, der helt klart er mere og mere af lave

er

(inspireret af de seneste dages anmelderivrissenhed (jeg skriver en kommentar i morgen, der træt er glad på egne vegne - jeg er glad for, at dårlige bøger dagligt fornyer min surhed, ikke noget værre end sur surhed))

jeronimusseri

(se den jeronispidsmus - dens snude visnede og faldt af).

Fremragende arbejdsnarkomani og dramatisk DSB-sex

Kun alt for (om mediernes litteraturdækning) absurd sigende sub-haikuer, på henholdsvis 16 og 15 stavelser (= artikelhenvisninger på politiken.dk's litteraturside):

THORUP-NYT:
Fremragende roman
om arbejdsnarkomani

HELLE HELLE: Tid til
drama og sex med
DSB-mand