Preben har ikke delt noget med dig

Kun i glimt ønsker jeg min alderdom Majoriceret!

Mørkemesteren Preben Major Sørensen har sgufandeme fået sig en blog, der selvfølgelig hedder Ekviblok, og når man klikker på "Vis hele min profil", meddeles det, at

Preben har ikke delt noget med dig.
Personer vil med større sandsynlighed dele med dig, hvis du føjer dem til dine cirkler.

Jeg ved så ikke, om jeg tør føje Majoren til mine cirkler! 

Første skriftlige blogpost er en herlig apokalyptisk monsterhistorie uskyldigt betitlet "Eventyr", her den forholdsvis fredelige begyndelse:

”Drirnekvilt, det er hende der står for adriennen!” råbte en høj mager skikkelse i en uformelig sort frakke og med et stort – et alt for stort - blegt ansigt, der kom gående hen ad vejen. (Nej, ikke ansigtet, nej, skikkelsen, personen, hylsteret eller hvad man skal kalde det, dette monstrum der kom rokkende og tumlende hen ad vejen, dér i aften- eller morgenskæret på den blege perlemodersvej.) ”Det er mig, ja, det er mig!” skreg væsenet, nu endnu højere, med en endnu mere gennemtrængende, forfærdelig stemme, der kunne høres overalt i landskabet. Dette landskab var fuldt af fugle og andre dyr, der så småt belavede sig på at vågne eller gå til ro – altså var fuglene, og de andre dyr, ikke endnu sovende, men snarere næsten endnu eller stadig ikke sovende endnu – som havde, med hovedet under vingen og måske det ene øje åbent, visse vingede opmærksomheden rettet mod denne tårnhøje form, der i skikkelse af en menneskelignende én, som på to ben bevægede sig gennem det grånende landskab, dér i hvad der både kunne være tidlig aften og tidlig morgen på en svært bestemmelig tid af året.

Den med god grund aborterede monster-konceptualitets tristesse

oplevet ved afspilningen af Lars Von Triers (og Niels Vørsels) uafsluttede konceptfilm Dimension, 1991-1997, der er inkluderet på den dvd med "Nordic Short Films", som følger med det nye nummer af filmmagasinet Ekko, og hvis koncept var, at Trier frem til 2024 skulle have 3 minutter om året, men de seks små sekvenser på tilsammen 27 minutter med delvis overlappende skuespillere gør et særdeles beskedent og distræt væsen af sig, bedst/spøjsest er en scene med Jens Okking og Lone Kellermann, der mæsker sig med flæskesteg og kaviar på et par melankolske gangsteres regning, inden Baard Owe, en konkurrerende gangster, banker på døren ...

... og jeg er meget bange for, at samme tristesse straks vil slå op i mig, når jeg kaster det blik, jeg bliver ved at udskyde, i min egen kun foreløbigt - har jeg fortalt mig selv - afbrudte monster-konceptualitet Brian-færgen læk, som jeg ikke har skrevet (eller kigget på) i ret præcist tre år ...

hvis jeg i 2020 stadig ikke er kommet nogen vegne med projektet (fordi jeg simpelthen ikke turde kigge på det) lover jeg at publicere manuset, ubeset, her på bloggen, som jeg dermed og hermed lover at fortsætte til mindst 2025 ....