Hvem udgiver en dårlig digtsamling frivilligt?

Fra Stéphanie Surrrugues "Bullentin" i dag i Politiken om "Krimicoma":

"Selvfølgelig udkommer der også ting, hvor jeg kan undre mig over, at manden har gidet ulejlige sig med at sende manuskriptet ind til et forlag, og at forlaget har gidet gøre sig ulejlighed med at sende manuskriptet til tryk" medgiver [kriminestor] Anton Koch-Nielsen, " men ... mon ikke en anmelder med forstand på lyrik ville sige det samme om danske lyrikudgivelser?"/ Jo, mon ikke? Men det er, som om krimien er lidt nemmere at slå ned på. Primært fordi den er så kommerciel - som i: populær: Og er der ikke altid noget lidt mistænkeligt ved brede, folkelige succeser?

Jo, hvis jeg kiggede i alle de digtsamlinger, der i en eller anden forstand "udkom", dvs også rent privat, så ville jeg da kunne finde ingen ende på rædderlighed - men det ville jo svare til at vurdere poesisituationen ud fra den samlede post (der inkluderer en ret mange selvudgivne bøger), jeg får på Hvedekorn - hvis vi ser på "rigtige" forlag, store og bittesmå, med en reel redaktion, så ser det overmåde godt ud for poesien - og grunden til, at det ikke uden videre gør det samme for krimien (og bare : romanen) er jo den simple, at en dårlig krimi sagtens kan sælge, mens en god digtsamling aldrig kan, så hvorfor i alverden skulle et godt forlag udgive en dårlig digtsamling, men der kan være alle mulige salgslovende grunde - ud over det litterært eller bare kriminalsitisk kvalificerende - til at sige OK til en krimi. Hvis en digtsamling var så slet skrevet, rent stilistisk, som Hammer-søskendeparrets angiveligt er (og hvor dobbeltkritikermoralsk at Bo Tao Michaëlis nødtvungent giver den fire hjerter i Politiken, men så pludselig er for fin til at give den en krimi-debutantpris, der tidligere er tildelt Sarah Blædel), så ville Gyldendal da aldrig være kommet 1000 meter i nærheden af den. Sådan hænger den blodighed sammen.