Viser opslag med etiketten Regine Olsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Regine Olsen. Vis alle opslag

fredag den 19. april 2013

Regine er Alice!

Jeg fik ikke sammenlignet den fine gamle dame Regine (Olsen/Schlegel), der blev overrendt af Kierkegaard-entusiaster, med den fine gamle dame Alice (Liddell/Hargreaves), der blev overrendt af Lewis Carroll-fans (og dermed Kierkegaards skrifter med et fantasmagorisk filosofisk Wonderland, (som Regine er på eventyr i (og hvor alle fabelvæsenerne, den gale hattemager såvel som den røde dronning, er Søren i forklædning)))

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8b/Alice_Liddell.jpg

lille Alice (fotograferet af Carroll)



unge Regine



modne Regine

File:Alice hargreaves.gif

gamle Alice

mandag den 15. april 2013

Anti-feministisk Dickens-fan

er jeg ikke, men det er Regine:

Jeg har som Du ogsaa lagt Mærke til at vort Køn er blevet skrivesaligt, ak Gud hjælpe os, ligesom der ikke var Snavs nok i Forveien paa Prænt; dog lade dem have den Fornøielse, naar jeg bare er fri for at læse det, og derfor er der ingen Fare. Jeg læser som Du meget af Dickens, det er dog en Behagelighed ved at have Tid nok, at jo tykkere Bogen er, jeg begynder på, jo gladere er jeg.

- og solid prosaisk ironi, at blandt de mest og bedst Dickensk skrivende danske forfattere lige nu er navne som Vibeke Grønfeldt og Christina Hesselholdt og Lone Hørslev.

søndag den 14. april 2013

Antikke Korsør-disninger

tilegnet min ven i hans fraværsvind / fra Joakim Garffs nye bog Regines gåde, Kierkegaards eks-forlovede er på vej til Vestindien med sin husbond, og intet er uvigtigt for Garff:

Regine, Frits, Thilly og Josephine tilbagte hele tre dage i Korsør, "denne ikke just interessante By", som Regine bemærker i sit brev og næppe helt med urette. Siden middelalderen havde Korsør været det trafikale knudepunkt mellem landsdelene og var derfor præget af dette lidt lurvede og provisoriske, der tit kendetegner Provinsbyer. Oehlenschläger kaldte Korsør for den "underlige, blandede" by og karakteriserede den med så forskellige ord som "sørgelig", "mørk" og "comisk". Med et indbyggertal i 1855 på omkring 2000 kunne Korsør da også vanskeligt kaldes en metropol.
  Frits og Regine følte sig ikke fristet til at tage byen i nærmere øjesyn, og forblev på deres hotelværelse. For at fordrive ventetiden, begyndte Regine som nævnt at skrive et "Brev i helt Arks Format" (...)

Som Jens gør i samme by hver eneste dag ...

lørdag den 16. februar 2013

Forsinket Valentin-sms fra 1841

udateret (1841) - til Regine Olsen

Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
  Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
  Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.

- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet