Dokumentation for at Pia Juul ikke har gået på Forfatterskolen (tidligt GAS-udslip!)

Sidste afsnit af digtet "vi snakker om sår" i debutsamlingen levende og lukket, 1985:

mannaen flyver i himlen
indrammet lys om natten
de hvide lagner våde
af barndommens søvnløse sved

G enitiv!
A djektiv!
S ubstantiv!

Per Aage kom ikke igennem på radioen, det gør han her

FB-besked fra Per Aage Brandt, den originale GAS-bekæmper:

Hej Lars, Anders sendte mig din GASartikel, som morede mig meget. Samme Anders ringede så ikke tilbage med henblik på jeres diskussion. 
Jeg har lige sendt ham denne lille kommentar: 
Hej Anders, Jeg svarede pr. mail først, omkring kl. 17.30. Anyway, jeg håber, det gik godt med GASdiskussionen. Min pointe ville jo have været, at den omdiskuterede grammatiske konstruktion udtrykker en høj grad af patos, især når den indeholder semantisk materiale fra forskellige domæner, ligesom metaforer i almindelighed. Det er ikke min opgave at fortælle nogen, hvor meget patos et digt må indeholde; dette er et spørgsmål om stil og kulturhistorie osv. Men hvordan man teknisk gør for at regulere tætheden af patos, er derimod et interessant semiotisk spørgsmål. Også fordelingen: GAS optræder særlig ofte i slutlinier, som hos F. Farrokhzad. Her er et eksempel fra samme digter (fra mit private GASmuseum; det er dog ikke slutlinier): Jeg slikker med hele mit tørstende væsen/ Dine øjeblikkes brændende blod… En GAS med brændende blod i er en kraftig bloody mary, må man sige. Mette Moestrup ville nok igen sige, at det ikke rager hende og ikke bør rage nogen, hvordan poesi fungerer. Men det rager enhver poet at vide (mere om), hvordan man gør for at styre, evt. hæve, en teksts "temperatur". Et tilsvarende problem er, hvordan ironi fungerer – for at sænke samme "temperatur". Man kan f.eks. øge GAS-frekvensen så meget, at den opnåede buldren bliver ironisk eller ufrivilligt komisk. Grammatikkens skandaløse hvidhed…

GAS er gus og maskinelt gys

Vi snakkede GAS, genitiv+adjektiv+substantiv, 3 Hvedekornsredaktører, Morten Søndergaard, Tomas Thøfner og jeg, i AK 24syv i går, link her.

Jeg havde taget en eksemplarisk GAS med af Tove Ditlevesen (faktisk en GAAS):

I Barndommens lange og dunkle Nat

Og så havde jeg fundet 2 genrerene og - udenfor fræsende kontekst, mente vi forsigtigt, noget matte og tunge - GAS'er i Theis Ørntofts Digte 2014:

Og mens jeg løber i mine begærs tilgroede retninger

Nu bliver jeg angst i biografens sorte boks

Thøfner havde fundet og rebootet sin gamle poesi-maskine og fået den til at producere lange, gloriøst barokke rækker af GAS, her en brøkdel:

Fortandens ruhårede lavmål
mineralrigets stedvise bredlærred
inkongruensens uberettigede vinylflise
antimonets førtidige fastholdning
trendsætterens frenetiske freskomaleri
rendegarnets forfarne banner
grusgravens neurotiske begivenhed
reglementets muskuløse steppeulv
solohistoriens dityrambiske selvstyre
sammenrodets talevante held
hankattens labiale plasticitet
refleksivets pykniske tomatketchup
jærveungens udækkede mikroklima
udspillets hårdnakkede mæhæ
sætningskløvningens lysegråe fandango
jerngrebets regelløse sammenfletning
ententens suggestive amningsmærke
pigdækkets mondæne samvirke
lavtflyvningens måneklare bautasten
stellets ufravigelige uld
tjaldens klaustrofobiske selvmordsforsøg
stormvejrets kongestionerede kunststykke
støttestavens partikulære knopsvane
bristepunktets positive fortovsrestaurant
tværdriverens letskyete gummihjul
kulhydratets kosmologiske bådehus
varighedens normale taktregulering
agterpartiets pylrede omskifter
indrejsens duntæte pib
regnearkets højvelbårene forben
fabrikeringens usælgelige kirkebog
håndgrebets holdne skueproces
blåbærrens florissante flygelhorn
korsstingets landskabelige niveau
kajakroerens adjektivistiske krystallisering
kraftsprogets pudserlige bombast
knapostens drikkelige genoptryk
hønseriets bredrøvede hækkeløb
drukningens giftefærdige ligevægt
ribbenets frenologiske rådhusvin
udkommandoens sceniske modspil
feltråbets vejrfaste trylleri
fødselsveens diskriminatoriske målforskel
grammolekylets pessimistiske furore
bisonoksens østeuropæiske nytårsny
fremtoningsprægets nyromantiske kommandantskab
osteologiens milanesiske lire
dugfaldets uafladelige pakning
stræbenens finlandssvenske filigranarbejde
gavntræets diskursive risengryn
pagtens legemløse begæring
tegltagets tyndvæggede dukat

Verdens ældste blæksprutte

- eller: Når en metafor forældes

Omsider er en Blæksprutte på i Weekendavisen Bøger, som jeg skrev helt tilbage i ... december, vistnok, om G(enitiv)A(djektiv)S(ubstantiv)-konstruktioner hos arabiske digtere og en Facebook-diskussion om samme mellem bl.a. Mette Moestrup og Per Aage Brandt. I hvad der må være forrige version eksemplificerer jeg GAS med følgende hjemmelavede metafor:

Et hurtigt eksempel her i en onsdag marts kunne være kuldens hånske hvæsen

Men som Blæksprutten blev ved at samle støv, kunne den jo ikke holde, så for en måned siden opdaterede jeg metaforen til:

Et hurtigt eksempel her en onsdag i maj kunne være solens billige pral.

Jeg kan ikke huske eller umiddelbart opspore, hvordan Blæksprutten oprindeligt afGASsede, men sådan lød det i marts:

her i forårets flimrende reklameblok

Nu:

her i forårets hysteriske reklameblok