Viser opslag med etiketten ?. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ?. Vis alle opslag

søndag den 17. august 2014

Umuligt at se for sig, men en realitet på tirsdag åbenbart, ikke mindst for mig


Kom rundt om dansk oplæsningslitteratur & rundt om bordet de to sidste tirsdage i august på bordtennisbaren Dupong i Griffenfeldsgade.

Ping pong poesi er et litterært broprojekt, hvor 5 forfattere fra både den ”traditionelle” og den ”performende” litteraturscene krydser ord og bat med hinanden og med publikum.

Første sæt foregår som en Lesebühne. De tre ved bordet performer/læser/slammer for publikum. Stemningen er uformel, mikrofonen skifter hænder som forfatterne får idéer, bliver inspirerede af hinanden eller får lyst til at kommentere på hinandens tekster; kausserende, performende, læsende; stående, siddende; både værker og skitser.

I andet sæt skrues op for 2. Serven. Forfatterne vil udover performances også diskutere holdopdelingen i dansk litteratur: temaer kan være forholdet mellem klassisk og performet litteratur, vækstlag, platforme, kvalitet, litteraturens ændrede rolle i oplevelseskulturen etc. Publikum opfordres til at serve med.

I tredje sæt ryddes bordtennisbordet for tekst og publikum inviteres til at være med i den inkluderende fjollesport Rundt om bordet med og mod forfatterne. (Der er kun bat til de første 25, så tag gerne selv bat med.)

Tirsdag d. 19. August: Lars Bukdahl vs. Thorkil Jacobsen

Tirsdag d. 26. August: Mette Moestrup vs. Irmelin HC Prehn.

Vært begge aftener er Frank ”kinesisk penhold greb” Langmack.

Sted: Dupong, Griffenfeldsgade 52 Nørrebro.
Kampfløjt: Kl. 19
Gratis entré

*Ping Pong Poesi er støttet af Kunstrådet og blev iø. født da vært Frank Langmack ved et tilfælde opdagede et hidtil hemmeligholdt bordtennisfællesskab i DGI-byen bestående af digtere/forfattere/slammere på tværs af alle litterære genrer, hierarkier og generationer fx Pejk Malinovski, Sternberg, TS. Høeg, Theis Ørntoft, Kasper Schulz m.fl.
**Arrangementet er lavet i samarbejde med Dupong - Københavns bedste Rundt om bordet bar med forbillede i den legendariske tyske bordtennisbar DR. Pong.


 
(billede fra Jørgen Leths Kinesisk bordtennis - hvorfor er den ikke på YouTube?)