Fra interview med Laugesen i Kristeligt Dagblad i går:
Beskriv en scene fra din barndom.
En dag da
jeg ikke var ret gammel, trillede jeg i kolbøtter ned ad en stejl skrænt
mod et jernbanespor og havnede med hovedet begravet i en vandfyldt
grøft. Jernbanen gik mellem Odder og Horsens og findes for længst ikke
mere. Det husker jeg som et wake up call.
Og også det her svar sgu da, for totalt true:
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Da jeg fik børn. Det var den tid, hvor jeg følte mig mest til stede i
verden. Den fantastiske oplevelse det er at se børn vokse op som levende
væsener. Det, børn lærer én, når de er helt små, om hvordan det er
bedst at håndtere verden - nemlig fuldstændig åbent og i total accept af
alt, hvad der sker på godt og ondt, og før alle reglerne kommer ind.
Det er fuldstændig uvurderligt, også for et kunstnerisk arbejde.
lørdag den 5. marts 2022
Frisk barndomserindring (og børnebemærkning)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
LEG MED BØRNENE
SvarSletHader ord,
der bærer dit billede bort,
og gør det mindre smukt i morgen.
Ord, der visner de blomster,
vi kender:
bort baby, bort!
Jeg siger, jeg siger, jeg siger,
at ord ikke længere
skal være del af vore samtaler.
Men de kan benyttes med held
til beskrivelse og frost og flammer,
til at udfylde pauser...
Jeg synger, siger jeg,
at musik skal være
vore nye ord.
Og jeg siger,
at leg og farver er det smukkeste digt,
jeg har læst...
Jeg har lært det af børnene,
og hvis du ikke kan li det,
vil jeg kun lege med dem.
Peter Laugesen var en af de første, jeg anmeldte som ung i Superlove. Jeg skrev at det var en fin konsekvens af at være typograf, at skrive poesi. Peter var glad for anmeldelsen.
SvarSlet