"Cecilie Lind: Til en engels forsvar, roman, udkommer juni 2017
Cecilie Lind har en fuldstændig vanvittig fornemmelse for sprog. Hver eneste sætning betyder noget. Ikke kun på et semantisk niveau, den har attitude eller temperament eller hvad vi kalder det: den vrænger, er sødladen, indigneret etc. Skriften bliver sine steder næsten hallucinatorisk, det vil sige: den gør sig her og nu, i det jordiske, ofte i et visnende eller ruinøst niveau, samtidig med at den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med meta-kommentarer og synske hvirvler.
Det er en farce. Det er der en tradition for, farcen og det hallucinerede. Johannes Holbek, Jakob Knudsen og andre. De Nerval og Lautréamont.
En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af et barn, som skytsengel, men forelsker sig i barnet. Hun bliver lidenskabelig og vil kysse, og det kan vi ikke have. Det holder samfundets moral ikke til – og englen stilles for retten. Det ser sort ud, indtil Gud træder til:
Jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed – Og sandelig siger jeg jer: Jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse – åh tilgivelse. Hvilket lifligt fænomen. At kunne befris for sig selv og sin almagt, og sin altoverskyggende angst, og sin altopslugende kærlighed. Jeg elsker alt itu, og jeg græder mine guddommelige tårer hver eneste aften, og min gråd er regnen der falder og befrier ørkenen for sin tørst i den kolde kolde stjernenat."
(engel: Gustave Dorè (ikke cover))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar