Niels Frank rasende om HV-afslag, oktober 1999

Det er vist for længst etableret som et faktum, at det er Harald Voetmann, rektor NF taler om i her i begyndelsen af sit legendarisk frådende opråb i Berlingske Tidende, 9. oktober, 1999, hans polemiske ilddåb:

"Forleden modtog et af de største litterære talenter, jeg længe er stødt på, et brev fra et af landets fineste forlag. Forlaget var blevet opmærksom på ham, efter at han havde offentliggjort et par tekster i antologier og aviser, og ville nu gerne se et færdigt manuskript. Et par uger senere indløb så svaret: Forlaget takkede på det venligste nej, mente han var for litterær (dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget« - forudsat at han altså troede en sådan fandtes, lød det.
Nu kan man jo mene, at formuleringen blot er en af de lidt grummere forlæggerklichéer, der belejligt kan skydes af, når man ikke ellers ved, hvordan man skal begrunde et afslag. Men i min lille verden er den så meget mere end det.
For det første er det i sig selv grotesk, at man formaster sig til at bede en forfatter begive sig »uden for sproget«, når det nu engang er i og med sprog, at enhver form for litteratur skrives. Samtidig forstår jeg jo nok, at forlæggeren har ment noget andet med sin udtalelse, nemlig at forfatteren burde gakke ud i verden og se at få sig lidt erfaring. I orden. Men inden i den, i sig selv ikke vanvittigt ophidsende forestilling, ligger også gemt, at al god litteratur består i, at så-og-så meget levet liv løftes over i litteraturen og bliver til så-og-så levende en litteratur. Altså at litteraturen lydefrit repræsenterer Verden.
   Jeg må nok sige, at de seneste 20-30 års litteraturkritikere, filosoffer, semiotikere, strukturalister og andet godtfolk, der har beskæftiget sig seriøst med litteratur, ville rotere i graven, eller hvor de nu opholder sig, hvis man sendte forlagets responsum videre til dem. For det er jo netop den forestilling om direkte afspejling, der de seneste mange år er blevet stærkt betvivlet, og som den fremmeligste litteratur har haft travlt med at vise var en ren konstruktion, overleveret fra forrige århundrede.
  Diskussionen kan dog langt fra blot reduceres til korridorsnak på universitetet og nærmeste omegn. Det mest forbløffende er, at forlæggeren ikke blot har skruet tiden et ordentligt hak tilbage - det forbløffende er, at det forlæggeren beder om, er nøjagtig det samme, som alle undervisere på de amerikanske skoler for »creative writing« beder deres elever om: Skriv så tæt på dine egne oplevelser som muligt, skriv så ærligt som muligt, skriv så enkelt som muligt, skriv så naturligt som muligt. Sådan skabes nemlig rigtig litteratur.
  Og den holdning, mine damer og herrer, er ikke blot et tilfældigt forlags holdning. Det er simpelthen den gældende tendens i disse dage. Det er en stærkt konservativ holdning, der forlanger en prosa med tydelig fortælling (lidt i retning af rundt-om-bålet-historier) og en lyrik med personlig fundering, nabo til bekendelseslyrik og god gammeldags centrallyrik. Én ting er, at alle de store litteraturpriser går til de forfattere, der mest hæmningsløst blot bekræfter os i alt det, vi alle sammen allerede ved om litteratur. Én ting er, at en lyriker først kan gøre sig håb om opmærksomhed, når han har skrevet en roman om sin ulykkelige barndom i en mindre provinsby. Én ting er, at landets eneste lyriktidsskrift (ja, Hvedekorn LB) har en redaktør, der kun bringer digte, der ligner hendes egen anæmiske poesi. Og så videre. Jo, og én ting til: at selv de vægtigste forfattere i dette land først for alvor bryder igennem, når de træder et skridt bagud i deres værk og begynder at skrive den slags litteratur, som de i deres ungdom netop ville vriste sig fri af. Det er kun helt forudsigelige træk i en kultur, der ikke længere har nogle kunstneriske værdier. Noget helt andet er, at forlagene, som man dog måtte formode var på udkig efter vor tids litteratur, nu fuldstændig går i barndom og forlanger en litteratur, alle kan genkende og ingen forbløffes af. Det betyder, blandt så meget andet, at en hel forfattergeneration springes over."

Det blev den så ikke, generationen - og Frost og Voetmann og Andkjær og Frank himself har fået Kritikerpriser for hæmningsløs uforudsigelighed; ret meget er stadig ad helvede til, men ikke alting lykkeligvis. Så, well well!