YDERPUNKTET
(solnedgang)
Det er yderpunktet. det er brudt op
i små blokke, som lyset lukkes inde i
kvadrater som synes nær sprængning.
Det løber over, forandres hvert sekund,
markeres af en serie minimale bevægelser.
De vandrende skumrande holder fast
mens de skanderer den blå flade
som rammes fra lav strålingshøjde.
Træerne på skråningen ned mod havnen
hugges op og styrter mod himlen.
Havnen med dens små både står lodret op,
de grå plastickasser er tomme, men
øjeblikket er præget i sølv
og det er uvist hvornår de skal ud.
Vigen går ingen steder, langs bredden
mumler vandet og græsset bestryges
af vinden.
1 af 16 ( på 4 linjer x 8 stavelser) i Rasmus Nikolajsens Tilbage til naturen (nærmest en comebacksamling, 6 år er gået siden Socialdemokratisk digt), som jeg saligt, men alt for kort anmelder i WA Bøger i dag - skrevet, som bogens koncept foreskriver, ansigt til ansigt, hvilket jeg også forestiller mig, at Leths digt er, som en solnedgangsreportage:
Solen går ikke ned. Det er
jorden der langsomt vender sig,
så solen kommer ud af mit
synsfelt, mens guldmønter blomstrer.
- solnedgang ved Felix Vallotton
Min nye FB-yndlingsven Henning Mortensen skriver i en kommentar under RN's videooptagelse af real time-handlingen i bogens hund-ved-strand-digt:
SvarSletHenning Mortensen: Da Per H. dengang i '89 sendte mig PRAKSIS,9, som var pisse grøn, skrev han foran i bogen: "Kære Henning - Grøn, ja, - men ikke natur!"
Per H's dedikation i min PRAKSIS, 9:
SvarSletKære Lars -
dette er ikke en
grøn bog
fra Per
Dedikation i mit antikvariske eksemplar af Jørgen L's Lykken i ingenmandsland (bliver jeg aldrig træt af at citere):
SvarSletPas på, Kaj -
imorgen er
du blå-
Jørgen
hvem skrev:
SvarSletDet er ikke solen der står op
det er jorden der går under?