Solens sidste ord

I stedet for Hvedekorn forbasket nok stod Jørgen Sonnes sidste poetiske ord at læse i den massive årbog stORDstrømmen. Antologi 2015, sammen med bidrag fra 38 andre forfatter med tilknytning til det gamle Storstrøms Amt (reglen for at være medlem af foreningen stORDstrømmen). Formand  Thorvald Bertelsen har venligt foræret mig bogen, hvor HELE SYTTEN ALDRIG FØR TRYKTE OG FORMODENTLIG RIMELIG SPLINTERNYE (undtagen 1 dateret "før debuten 1950") SONNE-DIGTE står at læse, her et enkelt totaltskønt et, for vild hverdagspragt:

H v i d e  St o f f e r

Det er de kolde kaskader af den hvide atlask -
den løber gennem ens øjne med små lyn, slikker
en finger, som et undvigende is-stykke -
Det er det mælkeklare shark skin,
det breder sin duft af køling, gyder sig ud
i håndfladerne, med et strejf af panthere -
Der er de tunge, svære og krammede
shantung silk, kornet som den knuste hvede -
Der er flor-linned, i de gamle stukne
lommetørklæder, gennemsigtigt lysgrå
som rim i luft, fyldte med frosthaver
af relief-stikningerne -
Og der er den frisk strøgne skjorte
man ta'r på i sommermorgener -
Der er bjergpasset, hvor luften
løber ind om én, og man ånder
med vinden, der passerer
udfra et vinmørke over
de vigende sletters dis -
Der er verdenerne af sanseligt hvidt,
der bringer mig tilbage, i tindernes ånde,
i skyggen af pacifisk skum,
bagom al sansning.

- og okay 1 til, apropos hvid:

A l t i d

Blostrene åbnes
til en sky af alt i blåt
i dens flimren af lys,
imens de sner, og sner -

I en hørlig ånden
åbnes fnuggene tæt,
iler vidt og viden ud -
til den endelige hvile ...