Rettelse 3: Amokløb ER nok!

Tue Nexø er i Information (tak, redaktører her og dér, for at forsinke vores anmeldelsers dybe forsinkelse med så smuk simultanitet) skeptisk overfor Ida Marie Hedes hyper-herlige Det kemiske bryllup, fordi den har for travlt til at blive fortolket af ham:

Men det er også en bog, der føles sært ufokuseret. Forestillingen om et spjættende, ikke-organisk livsprincip løb gennem de ikke mindre udflippede tekster i Ida Marie Hedes første bog Seancer.
Men efter halvanden gennemlæsning har jeg ikke fundet noget tilsvarende her. Det er jo ikke i sig selv et problem. Værre er det, at jeg heller ikke føler nogen speciel trang til at lede videre. Bedst fungerer bogen, når den nærmer sig det nedslidte England, gadeoprør og social armod; alle tre fænomener bliver tydelige i bogens sidste stykker. Her er Jeunesse på fødselsfabrik: »Kvinderne udholder ikke sig selv. Paraden af torsoer sprænger deres eget design. De fødendes hæle buldrer ind i de endnu ventendes bugnende maver, så spyttes lyserøde babybundter ud og klasker mod gulvet som tyggegummiklatter.« Men selv de mest groteske øjeblikke har noget tegneserieagtigt, noget uvirkeligt over sig i den her bog. Selvom Det kemiske bryllup har et åbenlyst slægtskab med William Burroughs surrealistiske prosa, er der ikke meget mareridt over dens episoder. Man imponeres i glimt. Alligevel savner jeg en intensitet eller præcision eller en bagvedliggende tanke, der kunne styre sætningernes amokløb. Bare en af tingene havde været nok.

Ufokuseret kan sagtens være fedt, vil jeg mene. Og hvorfor er det problem, at anmelderen ikke føler trang til at lede løs efter en tematisk størrelse a la forrige bogs forestilling om "et spjættende, ikke-organisk livsprincip". Det er det jo kun, hvis manglen - den åbenlyse, stolt hujende mangel - på et tematisk fokus og et foksueret tema i sig selv er problem. Det er det ikke for mig. Og hvad er der galt med uvirkelig tegenserieagtighed, der ikke er mareridtsagtig (men snarere (ikke stof-upåvirket - det er også en 60'er- og 70'er-roman) hallucinatorisk)? Ingenting efter min mening. Jeg behøver ikke intensitet eller præcision eller en badvedliggende tanke, for mig er sætningernes amokløb alt nok. Det er dejligt med så klar uenighed om smagsdømmende kriterier: Pro-fokus vs. Pro-flimmer!