Jeg skulle ikke have kigget

i Katrine Guldagers Lille hjerte, jeg skulle slet ikke have snuppet den dublet inde på avisen, og slet slet ikke når jeg lige var begyndt at læse i Niels Brunses gode oversættelse af Dickens' fantastiske Great Expectations og slet slet slet ikke kan holde op igen - Guldager forsøger at skrive roman, som man gjorde det på Dickens tid, skrive DÅRLIG roman, som man gjorde det på Dickens' tid, helt bevidst skrive dårligt roman, som man gjorde det på Dickens' tid, hvad var det, man kaldte det dengang, jo, guvernanteroman - fastslår jeg, selv om jeg kun har kigget en ganske lille smule, før jeg hvirvlede videre med Pip og Miss Havisham og Mr Jaggers, men det her afsnit var det første, jeg kastede mit blik på, og jeg synes simpelthen, det er MÆRKELIGT, sært, underligt, strange, at læseren tilsyneladende bliver bedt om at tage teksten og dens stil og udsagn fuldstændig alvorligt:

Lille-Ib (LILLE-IB) havde været hjemme fra skolen et par timer, da Lilly erklærede, at hun havde et ærinde i byen./ Ib Berthelsen sagde, at hun skulle være hjemme senest klokken seks, Lille-Ib sagde:/ - Æv, skal du nu gå igen./ Men tiden havde han udviklet en næsten konstant angst for, at hun gik. Og hun gik. Men selvfølgelig havde hun hørt i smerten i knægtens stemme (SMERTEN I KNÆGTENS STEMME)., ingen mor kunne nogensinde have overhørt den (INGEN MOR KUNNE NOGENSINDE HAVE OVERHØRT DEN). Hun gik ned ad den brede trappe, hun gik ned ad gaden, og smerten sad i hende som et usynligt bånd (SMERTEN SAD I HENDE SOM ET USYNLIGT BÅND), en elastik af den slags, der ikke knækker (??????). Og alligevel gik hun i sin nedringede kjole. Hun gik, og hun kom til en dør, hun havde både frygtet og længtes efter at stå foran (EN DØR, HUN HAVDE BÅDE FRYGTET OG LÆNGTES EFTER AT STÅ FORAN), en dør hun var sikker på ville åbne sig for hende, en dør, der ville føre hende nærmere dette hellige, kunsten (EN DØR, DER VILLE FØRE HENDE NÆRMERE DETTE HELLIGE, KUNSTEN).

Og her er jeg kommet til i Store forventninger, side 170. apropos roman-billedsprog (det groft høvlede ansigt vs. den ualmindelig sløve elastik oppe hos Guldager):

Da jeg kastede et blik på Mr. Wemmick (en advokatfuldmægtig) mens vi gik, for at se nøjere på ham i dagslys, konstaterede jeg at han var en tørt udseende mand, ret lavstammet, med et firkantet træansigt, hvis udtryk syntes at være ufuldkomment indhugget med et sløvt stemmejern. der var nogle mærker i det, som kunne have været smilerynker, hvis materialet havde været blødere og redskabet bedre, men som nu kun var blevet til fordybninger. Stemmejernet havde gjort tre-fire af disse udsmykningsforsøg over hans næse, men havde så opgivet dem uden at kere sig om at glatte dem ud. Jeg bedømte ham til at være ungkarl på grund af den flossede tilstand hans linned befandt sig i, og han havde åbenbart lidt ikke så få smertelige tab, for han bar mindst fire sørgeringe samt en broche, der forestillede en dame og en grædepil ved en grav med en urne på. Jeg lagde også mærke til at der hang adskillige ringe og signeter ved hans urkæde, som om han var belæsset med erindringer om afdøde venner. Han havde skinnende øjne - små, skarpe og sorte - og smalle, aflange. spættede læber. dem havde han haft i, så vidst jeg kunne skønne, mellem fyrre og halvtreds år.

Så anti-guveranteagtigt skriver man, når man er 199 år og 362 dage.